torsdag den 25. december 2008

Eventyret er overstået...

Nogle gange skal man følge sin intuition. Nogle gange skal man overveje, om det man har sat sig i hovedet, nu også er det rigtige. Nogle gange skal man gøre op med sig selv, hvad man egentlig har lyst til...

Længe har jeg følt mig mæt af oplevelser - for dem har der uden tvivl været rigtig, rigtig mange af. Og det har været svært at fordøje dem alle så hurtigt. Så da jeg pludselig stod i store problemer, fordi den indiske ambassade ikke kunne give mig et visum i rette tid, og at jeg derfor ikke kunne deltage på bådturen i Sydøstasien, gik det pludselig op for mig, at det egentlig ikke gjorde så meget for mig med det visum... for så havde jeg en god undskyldning for at tage hjem til Danmark i stedet. Så i stedet for en flybillet til Thailand, bestilte jeg i sidste øjeblik én til København, hvor jeg landede d. 23. december kl. 9.20.

Det var en ubeskriveligt dejlig fornemmelse at se familien igen. Jeg fornemmede, at de vist også var glade for at se mig, efter mere end et halvt år på den anden side af kloden. Og vi havde i går en fantastisk juleaften, som jeg slet ikke ville have været foruden.

Så nu er det altså overstået. Der har været så mange forskellige oplevelser, at det næsten har været for meget af det gode - men jeg beklager mig skam ikke. Jeg har nydt hvert øjeblik. Men nu er det blevet tid til at komme hjem og slappe af sammen med familie og venner. Jeg ved ikke hvor længe der går før jeg bliver rejselysten igen, men når det sker, må vi jo se hvilke muligheder der byder sig. Jeg har været ovenud lykkelig for at være af sted i Oceanien, og sender masser af tanker til alle de nye bekendtskaber jeg har stiftet i New Zealand, Ny Caledonien og Australien.

Der skal ikke være tvivl om, at jeg i den grad også har savnet alle vennerne og familien herhjemme, og jeg glæder mig helt enormt til at se dem alle igen snarest. Tak til alle jer der har læst med her på bloggen - vi ses forhåbentlig inden så forfærdelig længe...

De kærligste julehilsner,
Bjarke

søndag den 21. december 2008

Surfing, vandring og vinsmagning

Vi har godt nok nået meget på en måned. Men Australien er godt nok også et stort land, og der er rigeligt at se. Vi er selv yderst tilfredse med det som vi valgte at bruge vores tid på...

Siden sidst har vi været på verdens største sandø, Fraser Island. Sammen med de to danske gutter, Jakob og Jacob, lejede vi en kæmpe firhjulstrækker og brugte et par dage på at køre rundt på stranden og i regnskoven.
Vi har også været på bådtur til Whitsunday Island, der vel nok havde den smukkeste strand vi nogensinde har set. I den lille badeby Noosa har vi været ude og sejle i havkajak på floden vandret langs med kysten i nationalparken.

Selvfølgelig har de selvudnævnte surfing-eksperter også været et smut ude og surfe i Byron Bay – undertegnede vil til stadighed påstå at jeg var helt oppe at stå på brættet i mindst et par sekunder. Da vi så havde fået nok af vand og strand, smuttede vi en tur ind i landet, for at vandre en smuttur på 20 kilometer i gennem tropisk regnskov i Lamington National Park – virkelig smukke vandfald i massevis.

I en lidt anden boldgade ligger Hunter Valley, hvor hundredvis af vinavlere holder til. De har efter sigende 360 solskinsdage om året. Vi kørte selvfølgelig forbi og smagte på de lokale druer og købte et par gode flasker med til Sydney, hvor vi nu har opholdt os i 5 dage. Operahuset er godt nok helt specielt – men i virkeligheden slet ikke så hvidt som det ser ud på billederne.
I går holdt vi så julefrokost med Signe og Mette Marie – to danske piger som vi har mødt hernede. De andre backpackere var vist en smule misundelige, da de hen over deres nudler, pasta og tomatsovs kunne skimte rigelige mængder rejer, laks og frikadeller, krydret med lækker rødvin og snaps… en helt formidabel aften, som virkelig gav noget julestemning – for den er altså stadig svær at finde, når temperaturen er over 20 grader konstant.

En begivenhedsrig måned lakker mod enden, og det har vi det ganske fint med. Dankortet er ved at være nedslidt og ligeså er vores kroppe, der godt nok er mærkede af, at vi har levet i en campervan i 4 uger. Det har virkelig været en dejlig tur, men nu ser vi altså også frem til snart at komme hjem til familie og venner.

Jeg har lagt en god portion billeder fra den seneste måned op i albummet.

De bedste julehilsner fra Sydney…
Bjarke

onsdag den 17. december 2008

Sydney er en meget stor by!

Efter at have siddet i myldretid på Highway 1 i et par timer, er vi nu langt om længe landet i Sydney - det endelige mål for vores rejse. Her bor lige omkring 4 mio. mennesker - mindre kan ikke gøre det! Rejsen i vores herlige campervan (som er blevet døbt "Kaffe-Hanne")er gået helt forrygende. I løbet af de 3.865 kilometer har hun kun fået skiftet batteriet en enkelt gang - ellers er det gået helt upåklageligt.
Vi har oplevet alt det vi ønskede, og mere til. Når vi lige har sundet os lidt, skal jeg nok skrive lidt mere her på bloggen... men ja, det har godt nok været helt fantastisk indtil videre.
I aften tager vi en slapper, og i morgen tidlig drøner vi så ud og leger turister for fuld drøn - Operahuset ligger i gå-afstand fra vores hostel, så det kunne ikke være bedre.
Skriver snart lidt mere...

/Bjarke

tirsdag den 2. december 2008

Scuba-diving, ja tak!

Lige en lynhurtig og meget varm hilsen fra Magnetic Island, ca. 8 kilometer ud for Australiens østkyst!
Det var den mest utrolige oplevelse at komme ud og dykke ved Great Barrier Reef - det kan bare ikke beskrives, hvor fedt det er at dræne rundt på havets bund i 40 minutter med iltflaske på ryggen og en Christian Visti ved siden af. Vi var så heldige at se en haj (bare rolig, den var kun 2 meter lang), delfiner, massevis af Nemo-fisk, søstjerner, kæmpemuslinger (ca. 1 meter i diameter), rokker, trompetfisk og ikke mindst en kæmpeskildpadde! Jeg kom tæt nok på til at klappe den på skjoldet - hold da op, hvor var det sejt!

Vores campervan kører fantastisk og livet er herligt her i Australien. Vi har allerede været langt ude i bushen - "The Outback", som vi kalder det - og se på Lava Tubes og andre fascinerende naturfænomener. Skal nok snart smide nogle billeder op. Det er altså fascinerende at man kan køre flere hundrede kilometer ud af en lige landevej, uden at støde på nogen form for civilisation... jo altså, der er kænguruer og gigantiske myretuer i vejsiden, men det er altså også det hele...

Vi nyder den hede december måned og glæder os til at fortælle mere. Om lidt smutter vi ud og ser om vi kan finde nogle koalabjørne at lege med...