Efter at have været vågen i 33 timer i streg, og derpå sovet en fandens masse timer i nat, er jeg nu landet på sofaen i min nye lejlighed, og giver her et lille indblik i disse første dage af min rejse til Beijing…
Mikroovnsmad i Moskva
SAS er nu ikke hvad det har været… på de 2½ timers flyvetur til Moskva, blev der ikke serveret noget som helst… til gengæld kunne man fx købe en kop kaffe til omkring 68 kroner. Jeg nøjedes bare med at spise min medbragte Bounty...
Vi kom dog sikkert frem til Moskva Lufthavn, der er utrolig russisk – med alt hvad man dertil kan forestille sig af grå betonbygninger og bureaukratisk personale. De 4 timer i lufthavnen blev tilbragt på irsk pub med en eksotisk mikroovnslasagne i plasticbakke med plasticbestik til en pris af alt for mange rubler, og dertil 3 forholdsvis billige fadøl. Krydret med et godt kryds-og-tværs-blad, så går 4 timer hurtigt.
Turbulent flyvetur - nu med Woody Allen...
Det var ikke så svært at finde den gate, som mit fly afgik fra – man skal bare følge kineserne. Havde egentlig planlagt at få sovet nogle af de 7 timers flyvning til Beijing, men voldsomt ræbende og snorkende kinesere, krydret med ganske turbulente vindforhold gjorde, at jeg aldrig fik sovet. Ja, og så kunne kvinden der lå på sæderne bagved, godt lide at give knæ i ryggen… det er fandme feje hold. Og når alternativet til søvn så er en dårlig Woody Allen-film på fjernsynet, så kan 7 timer godt føles som lang tid, til trods for de gode sæder og den fine service, der trods alt var hos Air China.
Ingen søvn - direkte på job
Min gode ven og medstuderende Jacob – som jeg skal afløse i jobbet her i Beijing – var mødt op i lufthavnen for at hente mig, da vi landede kl. 7.30 lokal tid. Herfra tog vi direkte på ambassaden, hvor der var med det samme var introduktion til jobbet. Nåede dog heldigvis også at redde mig en stor kop kaffe, så jeg kunne holde mig vågen resten af dagen. Folk er virkelig flinke og det tegner til at blive virkelig spændende at arbejde der.
Hvilken lejlighed...!
Efter en enkelt fredagsøl med de øvrige medarbejdere drønede vi hjem i vores nye lejlighed, som ligger ca. 5 km fra ambassaden… og hvilken lejlighed! Den er kæmpe stor – rimelig slidt, men stor. Vi bor i et såkaldt ”diplomatic compound”, bestående af en masse høje boligblokke, hvor der bor diplomater og andre, med pengepungen i orden. Man skal ikke vise noget ID for at komme forbi vagten – bare man ser ikke-asiatisk ud, så lukker de én ind gennem porten.
Vi bor på 9. sal – men der er selvfølgelig elevator og det hele. Vi skal bo 5 mennesker, med hver vores store soveværelse, kæmpe køkken, spisestue, stue, 2 badeværelser og så selvfølgelig rengøringsdame, der vasker, stryger, gør rent og vasker op. Det er vist lige til at klare…? Jeg har i øvrigt smidt billeder fra lejligheden op i mit billedalbum.
Billeder i albummet
Her lørdag aften er der så afskedsfest i lejligheden for de 5 medarbejdere, der har boet i lejligheden indtil nu. Der kommer efter sigende omkring 80 gæster, så det skal nok blive festligt!
Jeg glæder mig til snarligt at berette mere, når jeg lige er faldet ordentligt til, men du er selvfølgelig altid velkommen til at smide en mail eller en kommentar på bloggen...
De bedste hilsner fra det store Kina,
Bjarke
Velkommen! Her kan du læse beretninger fra mine oplevelser med gymnasterne på DGI's Verdenshold, der turnerede verden rundt i 2012-2013. Desuden finder du beretninger fra specialerejsen til USA, fra mit arbejde på Danmarks ambassade i Beijing og backpacking i Japan i 2010, samt fra mit udvekslingsophold i New Zealand og min rundrejse i Australien i 2008. God fornøjelse.
lørdag den 30. januar 2010
onsdag den 27. januar 2010
Eksamen er afleveret - farvel, Danmark!
Den er sgu god nok... det er allerede i morgen!
Efter at have siddet og gloet ind i skærmen og hamret i tastaturet i 3 uger i streg, og været et smut i Århus i går for at aflevere en forhåbentlig acceptabel eksamensopgave, er der nu kun 20 timer til jeg sætter mig på flyveren til Beijing. Endnu et halvt år væk hjemme fra trygge, lille Danmark venter. Lille, i den forstand, at jeg nu bosætter mig i et land, der er 220 gange så stort, og har intet mindre end 1,3 milliarder indbyggere... det bliver godt nok spændende!
Jeg skal nok love at passe godt på mig selv og opdatere bloggen, så snart der er spændende nyt fra Riget i Midten... glæder mig til at berette om alle mine oplevelser.
Stor krammer til alle,
Bjarke
Efter at have siddet og gloet ind i skærmen og hamret i tastaturet i 3 uger i streg, og været et smut i Århus i går for at aflevere en forhåbentlig acceptabel eksamensopgave, er der nu kun 20 timer til jeg sætter mig på flyveren til Beijing. Endnu et halvt år væk hjemme fra trygge, lille Danmark venter. Lille, i den forstand, at jeg nu bosætter mig i et land, der er 220 gange så stort, og har intet mindre end 1,3 milliarder indbyggere... det bliver godt nok spændende!
Jeg skal nok love at passe godt på mig selv og opdatere bloggen, så snart der er spændende nyt fra Riget i Midten... glæder mig til at berette om alle mine oplevelser.
Stor krammer til alle,
Bjarke
Abonner på:
Kommentarer (Atom)