En dag med statsministeren

Alt imens de danske medier havde travlt med at fortælle om statsministeren og regeringens fejltagelser, forglemmelser og ferierejser, havde vi besøg af Lars Løkke Rasmussen i et par dage her i Beijing.

Ugerne i starten af april var ret så hektiske, for der er godt nok meget der skal forberedes, når landets regeringsleder skal på officielt besøg. Eksempelvis måtte jeg selv på arbejde i 10 timer både lørdag og søndag. Men så fik jeg da heldigvis også nogle sjove oplevelser med, da Lars Løkke om mandag den 12. april skulle holde gæsteforelæsning på Peking University og holde bilaterale samtaler med Kinas premierminister Wen Jiabao.

Politieskorte og ryddede gader
Jeg havde til opgave at følge korrespondenter og kamerafolk fra alle de store danske medier med rundt i byen, så de kunne følge statsministerens gøren og laden. Alle var med som en del af den officielle delegation, så vi kørte i stor kortege – i alt ca. 14 store, sorte Audi’er – med politieskorte rundt i Beijing.

Gaderne i den ellers så stærkt trafikerede hovedstad var simpelthen ryddede for statsministerens skyld, så vi kunne drøne ubesværet gennem byen. Der var tusindvis af politifolk udkommanderet til at holde trafikken tilbage, og når man er vant til konstant at se bilkøer overalt, var det virkelig en surrealistisk oplevelse bare at kunne passere frit gennem de store, brede gader. Og ja, så følte man sig da også bare en smule vigtig, når man nu sådan kørte rundt med statsministeren…

Håndtryk med endnu en minister
Lars (som jeg kalder ham) var jo godt nok en travl herre, med et meget stramt program, så der var ikke tid til så meget hyggesludder med eksempelvis mig. Til gengæld fik jeg mig nogle gode samtaler med hans livvagter og selvfølgelig også med alle de danske journalister vi havde med rundt. Desuden fik jeg givet hånd til vores nye videnskabsminister, Charlotte Sahl-Madsen, der var med i Kina for at underskrive en aftale om et nyt dansk universitetscenter. Så hun ryger på listen over ministerhåndtryk sammen med klima- og energiminister Lykke Friis, som vi havde på besøg i februar.

Bjarke på kinesisk tv!
Efter sin gæsteforelæsning på Peking University skulle statsministeren holde møde med premierminister Wen Jiabao. I kraft af at jeg skulle tage mig af journalisterne, var jeg også så privilegeret at stå på første række, da de to regeringsledere mødtes på den røde løber og gav håndtryk, ligesom jeg også var med inde i selve mødelokalet, hvor de to delegationer med regeringslederne i midten sad overfor hinanden ved langborde og holdt bilaterale samtaler.
På de efterfølgende nyhedsindslag på kinesisk tv kunne man – hvis man så rigtig godt efter – lige skimte lille mig i gruppen af journalister, da kameraet panorerede forbi. Så har man da også prøvet det!

Et tidskrævende besøg
Mandag eftermiddag satte vi så den kære Lars og hans embedsfolk på et fly hjem til Danmark. En virkelig spændende oplevelse – men også ganske tidskrævende – at have besøg af statsministeren, så både jeg og mine kolleger var rimelig udmattede og lettede, da det hele var overstået.

Hvis du er nysgerrig efter billedmateriale, kan jeg oplyse, at jeg har taget billeder til de nyhedshistorier jeg har skrevet til ambassadens hjemmeside. Og her har jeg selvfølgelig også skrevet mere uddybende om statsministerbesøget. Så tjek nyhederne på hjemmesiden fra den 12. april 2010, hvis du har appetit på mere.

På mountainbike til Den Kinesiske Mur

”He who has not climbed the Great Wall is not a true man” (Mao Zedong)

”Når man nægter at være flokdyr, men alligevel gerne vil se giraffen, må man tage tyren ved hornene og sætte sig op på jernhesten” (Bjarke Hal)

Min tur til den kinesiske mur, var mildest talt ikke helt efter bogen, men til gengæld en helt uforglemmelig og ikke mindst anderledes oplevelse. Benene er stadig ømme og armene stadig hævede – højt over hovedet i vild begejstring.

Længe leve turisterne
Man har hørt så meget om den berømte kinesiske mur, der har en lang og fascinerende historie bag sig. I Beijing hører man ligeledes om, hvordan denne populære turistattraktion hver weekend tiltrækker enorme mængder af både kinesiske og udenlandske turister, der alle vil have et glimt af og tage nogle skridt på den berømte mur. Folk står i lange køer, betaler svimlende summer i entre og vælter i store flokke forbi utallige souvenirboder, og op i en lift, der transporterer dem helt op på muren og sikkert ned igen, hvor de så kan spendere massevis af penge på kunst, kaffedåser og køleskabsmagneter med den kinesiske mur på, inden de sætter sig ind i turistbussen og bliver kørt hjem igen.

Jeg vil jo stadig gerne til muren…
Nu har jeg ikke selv oplevet ovenstående, men bare beretningerne om dette scenarie skræmmer mig jo fra vid og sans. På den anden side ville jeg også gerne ud og se dette fantastiske bygningsværk. Muren har jo engang været over 6.000 km lang, så der måtte jo også være andre steder at tage hen? I Lonely Planet fandt jeg et tip til det helt perfekte sted, 70 kilometer nord for Beijing, hvor der ikke var gjort noget for at tiltrække turister. Eneste problem var, at der ikke rigtig gik noget offentlig transport dertil. Og så var det, at jeg fik en skæv ide…

Rygsækken blev pakket
På grund af påsken havde vi jo fri et par dage ekstra, så fredag morgen pakkede jeg min rygsæk med en sovepose, kamera, en stor madpakke, rigelige mængder vand og så lidt skiftetøj. Tjekkede ruten på Google Maps og sprang så op på min dejlige mountainbike og satte kursen mod Huanghuacheng, hvor der skulle ligge et meget autentisk og ikke-kommercielt stykke af den oprindelige, kinesiske mur. Det viste sig at blive den mest fantastiske oplevelse, jeg har hidtil har haft under mit ophold i Kina.

Beijing er en stor by
Bare det at komme ud af Beijing var noget af en tur. På trods af at man kører stik nord, så tog det mig faktisk 2 timer – ca. 30 kilometer – at komme helt derud, hvor det ikke er en by længere, og hvor bjergene også begynder. En helt fantastisk fornemmelse at komme herud, hvor der bare er stilhed og golde bjerglandskaber over det hele.

På cykel gennem bjerglandsbyerne
De resterende 40 kilometer gik turen op gennem bjergene, og det er vist ikke hver dag at en eller anden skør dansker drøner forbi på sin cykel – i hvert fald ikke at dømme efter reaktionerne langs vejen og i de små landsbyer jeg passerede. Jeg mente at kunne aflæse en blanding af undren og begejstring i deres øjne – og ikke så få gange blev der råbt ”laowai” (fremmed) og vinket til mig – og så blev der selvfølgelig vinket igen med et høfligt ”ni hao”.

Heldigvis fandt jeg den rigtige vej, og nåede frem til den lille landsby Huanghuacheng ved 15-tiden. Her stillede jeg så min velo i gårdhaven hos en venlig dame, der ivrigt gelejdede mig hen på stien op mod muren. Og hvilken oplevelse.

Helt alene på muren
Her var ingen entre, ingen souvenirboder – ja, faktisk heller ikke nogen andre mennesker! Altså, jeg mødte en lokal bonde, der gik ned ad bjergsiden med sit æsel, læsset med brænde – men det var også det hele. Jeg fik manøvreret mig op på muren efter en let klatretur, og blev mødt af et helt ubeskriveligt syn. Så langt øjet rakte, snoede muren sig gennem landskabet, hen over den ene bjergtop efter den anden. Vildt fascinerende. Til den ene side fuldstændig urestaureret, svært fremkommelig og i naturligt forfald – til den anden side ganske nydeligt istandsat og velholdt. Jeg brugte 3 timer på at klatre et godt stykke i både den ene og den anden retning – og skød selvfølgelig en rasende masse billeder af den fantastiske udsigt over det smukke bjerglandskab, som jeg havde fuldstændig for mig selv.

Overnatning hos de lokale
Omkring kl. 18 var jeg nede igen og gav mine ømme stænger en velfortjent pause, da jeg satte mig på bænken hos den søde dame, som havde set efter min cykel. Jeg skulle jo alligevel finde et sted at sove, og da hun blot skulle have 15 kr. for en overnatning i et pænt værelse med radiator og det hele, blev jeg bare her. Aftensmad kostede det samme, og lokal øl er jo nærmest gratis – så det var en ganske udmattet, lykkelig og veltilfreds Bjarke, der hoppede under dynen omkring kl. 19.30 og sov trygt hele natten, indtil man blev vækket af hanegal omkring kl. 6.30 lørdag morgen. Efter en god, lokal morgenmad sagde jeg pænt farvel til min værtinde og hendes mand, og hoppede på cyklen mod Beijing.

En uforglemmelig oplevelse
Skiftet fra land til by er meget markant og nærmest overvældende. Det ene øjeblik suser man ned ad en stejl bjergskråning i det øde landskab og den friske luft – det næste kvæles man i smog, og er ved at blive klemt inde mellem rickshaws og lastbiler i en massiv trafikprop. Nu er jeg så tilbage i vante omgivelser i den luksuriøse lejlighed, og selvom jeg da anerkender, at det er lækkert at have strøm, et varmt bad og et rigtigt toilet, så var det her altså virkelig en uforglemmelig oplevelse.

Jeg har lagt en stribe billeder i albummet, så du kan få et lille indblik i turen til muren.