Håndboldtræning med udfordringer
Ankomst til Wellington fredag aften, efter 3 timers transit i Christchurch Lufthavn. Smuk by, Wellington. Havnefronten er fantastisk! Bliver samlet op af tyskeren Daniel, der har stået for alt det praktiske med at få samlet alle spillerne til en træningslejr, booket nogle haller og arrangeret privat indkvartering, så vi minimerer udgifterne. Alle betaler selvfølgelig selv deres flybilletter, som for de flestes vedkommende løber op i små tusind kroner, tur/retur. Efter lidt fastfood mødes vi foran ”Chinese Cultural Centre”, hvor vi til alt held har sikret os et par timers haltid til en uhyrlig timepris. Åbenbart er hallen også lejet ud til en basketballkamp for nogle 10-årige knægte i det samme tidsrum, så vi er nødt til at deles om banen. Spillerne fortæller mig, at det er meget normalt at sådan noget sker. Og at banen faktisk er en af de mere luksuriøse i byen. Det lykkes at gennemføre en træningstime, sådan da. Bare vi får lov til at kaste med en bold, så er vi glade…
Landshold? Ja, sådan da…
Håndbold er stadig meget nyt i New Zealand – og indendørs sport er generelt ikke noget de gør sig så meget i hernede. Så faciliteterne er også derefter. Det er fx ikke alle steder at der er et par mål til rådighed. Det må man selv sørge for.
Der er omkring 400 registrerede håndboldspillere i hele landet – svarende til medlemstallet i en gennemsnitlig dansk håndboldklub med respekt for sig selv.
Et decideret landshold har kun været samlet en enkelt gang før – da australierne kom over for at spille nogle kampe i maj måned. En rigtig håndboldrække findes heller ikke – endnu. Men de forskellige klubber arrangerer gerne en turnering eller to om året, som de øvrige klubber så kommer og deltager i, hvis de kan samle folk nok.
Forhistoriske forhold
Nu er der så et internationalt mesterskab i New Caledonia, og man har forsøgt at samle de bedste spillere igen. Desværre ligger turneringen midt i eksamensperioden, så et par af de bedre spillere kan ikke være med. Og man flytter altså ikke en eksamen, bare på grund en håndboldturnering. For at have spillere nok, er holdet blevet suppleret med et nogle tyskere og argentinere der opholder sig i landet, og har noget erfaring i sporten. Ikke at de har noget særligt håndboldtalent, men de kender da reglerne og har en smule taktisk sans, og det er en stor ting hernede. Deres rutine er nødvendig, for at få udviklet de unge new zealandske spillere. Ja, og så har man så til lejligheden også fundet en decideret træner; en dansk udvekslingsstuderende i Dunedin, som åbenbart har fundet det virkelig spændende at være med til at udvikle hans yndlingssport på den anden side af kloden, til trods for de forhistoriske forhold man må indordne sig under…
Vi når det jo nok alt sammen…
Lørdag morgen; vi har aftalt at mødes kl. 8.40 foran den hal, vi allernådigst har fået lov til at leje. Klokken 8.55 er vi oppe på at være 8 fremmødte ud af de 14 spillere på holdet. Klokken 9.15 er vi fuldtallige. Ingen undskylder forsinkelsen – vi er jo på ”Island Time”. Med andre ord går vi ikke så meget op i punktlighed og overholdelse af aftaler. Sådan er det bare… og den kultur skal man altså ikke prøve at lave om på.
Håndboldforbundets generalsekretær kommer med nøglen og lukker døren op til hallen, der mest af alt ligner et nedlagt fængsel, set udefra. Indendørs er det dog ikke helt så slemt. Ikke et fængsel, bare en lille gymnastiksal. Ingen omklædningsfaciliteter. Skidt og støv på halgulvet. Ingen håndboldmål – godt at vi selv har medbragt. Loftet har set bedre tider.
Mens nogle henter vores 6 bolde ude i en af bilerne, begynder andre at samle målene. Boldene har vi arvet fra det tyske håndboldforbund engang – målene har generalsekretæren selv konstrueret ud af nogle store metalstænger, så de kan transporteres med rundt i de forskellige haller. Et par unbrakonøgler og fem minutters fingernemt arbejde, så er den i vinkel. Da målene er sat op, kan vi med en rulle grøn malertape og et nøje afmålt stykke snor tilføje en linje, der afgrænser målfeltet. Der er lige nøjagtig plads til det på den lange led af hallen, så vi også har mulighed for at øve fløjskud.
Er Wilbek & Co. mon misundelige?
Træneren har fået sundet sig ovenpå synet af faciliteterne, og da alle er klædt om ved 10-tiden, starter vi træningen. Folk med et mere pessimistisk livssyn ville nok påstå at decideret håndboldtræning var en umulighed med de forhåndenværende faciliteter, men vi lader os ikke så let slå ud. Det lyser ud af de unge kiwier, at de er en del af noget helt specielt – et landshold, der skal ud og repræsentere deres elskede New Zealand. Så vi gennemfører træningen på de præmisser der nu engang er. Ved 12-tiden holder vi pause og smutter ned i centrum for at få lidt frokost og gå på sightseeing sammen. Solen står højt himlen og vaffelisen på havnefronten smager helt eminent.
Endnu et træningspas klokken 14, og så ud at få lidt mad sammen, inden den om aftenen står på en tur i svømmehallen med lidt vandpolo, sauna og spabad. Senere samme aften spiller et andet (og noget mere berømt) landshold kamp mod ærkerivalerne fra Australien. Alle lever og ånder for rugby i New Zealand – også håndboldspillerne – så vi smutter på irsk pub og ser kampen på storskærm, og deler et par velfortjente kander øl. Det skulle undre mig om Wilbeks drenge havde fået lov til det samme…?
Vi brænder for håndbold
Efter en let morgentræning søndag, er der en lille orientering og taksigelse fra generalsekretæren, for at alle havde tid og lyst til at deltage. Han har set store fremskridt i løbet af weekenden og træneren får skam også stor ros og stående ovationer med på vejen. Han bliver helt forlegen. Det ligner ham ellers ikke.
Alle siger farvel med store smil på læberne og venskabelige kram, til trods for at de fleste kun lige har mødt hinanden for første gang et par dage tidligere. Vi er sammen om det her, og vi brænder for det. Alternative træningsforhold og manglende anerkendelse skal ikke afholde os fra at forfølge drømmen om at udvikle håndboldsporten i New Zealand. Alle som én, glæder vi os allerede til næste træningslejr, der finder sted i starten af oktober…
Hvis du vil se flere billeder fra træningslejren i Wellington, kan du tage et kig i billedalbummet.
