søndag den 10. april 2011

Sidste dag på konferencen, der vil ændre verden...

Om 5 minutter starter den afsluttende paneldebat på konferencen om mediereform her i Boston. Under sloganet "Change the media - change the world", har over 2.500 amerikanske forskere, journalister, politikere, aktivister og borgere diskuteret, lyttet, hygget, netværket og bekræftet hinanden i, at der eksisterer en stærk mediereformbevægelse, som ønsker at ændre det amerikanske mediesystem radikalt, så medierne ikke udelukkende styres af kommercielle og politiske interesser, men af folk som kan siges at være uafhængige af disse.

Det er nogle store og ambitiøse tanker som vendes på konferencen, hvor stemningen præges af en blanding af frustration og pessimisme over det nuværende system, men også af en begejstring og optimisme over, at så mange mennesker står sammen om at skabe bedre medier og derigennem et bedre demokrati, med alt hvad det må indebære af reel ytringsfrihed, en oplyst befolkning og mange andre værdier, som konferencedeltagerne tydeligvis savner i USA.

Det har været usandsynlig interessant og dybt fascinerende at deltage og snakke med disse mennesker gennem 3 lange og fantastiske dage. Nu starter sidste session, så blogindlægget er nødt til at slutte her. Vi skrives ved!

lørdag den 9. april 2011

13 timers konference på en lørdag - ja tak!

Når det endelig er blevet lørdag, ville man som specialestuderende nok udnytte muligheden for at sove længe, læne sig tilbage og nyde indtil flere kopper god morgenkaffe. Men ikke os - her til morgen stod vi op kl. 7, drønede ud af døren kl. 8 og sad klar til første paneldebat på konferencen kl. 9 - og vi nyder det.

Der bliver (med vores nørdede medievidenskabsbriller) behandlet så mange interessante emner og vi får en helt unik indsigt i det amerikanske mediesystem og de problemer og udfordringer som amerikanerne står over for i øjeblikket. Så vi snupper gerne 13 timer om dagen på en konference i Boston, selvom vi selvfølgelig også glæder os til en fyraftensøl kl. 22, når dagens sidste paneldebat er slut...

Husk at tjekke billedalbummet, hvor der er masser indtryk fra vores uge i New York.

fredag den 8. april 2011

Mediekonference i Boston

Så blogger vi lige direkte fra National Conference for Media Reform i Boston, USA - verdens største konference om mediereform!

Samlet her i Boston er alle de største og vigtigste aktører i den amerikanske mediereformbevægelse, der arbejder for at transformere og demokratisere det amerikanske mediesystem. Over 2.500 mennesker er samlet til 3 dages konference, og allerede efter de første par timer kan man allerede mærke den fantastiske stemning og fælles passion for at skabe et bedre mediesystem end USA har i dag.

Vi glæder os til de næste par dage, og skal nok rapportere løs fra konferencen!

Næste stop: Boston!

Nu smutter vi en tur til Boston, der ligger nogle hundrede kilometer nordpå, for at deltage i ”National Conference for Media Reform”, der har deltagelse af alle de centrale aktører i den amerikanske mediereformbevægelse, som vi skriver speciale om.

Vi skal bo hos min gode veninde Vibe og hendes kæreste Steffen, der hhv. arbejder og studerer i Boston. Vi returnerer til New York på mandag, hvor vi så har et enkelt interview og lidt souvenir-shopping inden turen gå hjem til Danmark på onsdag.

torsdag den 7. april 2011

Til basketball i Madison Square Garden

Alting er bare større i USA – og så formår de virkelig at lave et gigantisk show ud af noget så banalt som en basketballkamp – det er dybt fascinerende.

Tirsdag aften havde vi været heldige at få (rasende dyre) billetter til en NBA-kamp i den berømte Madison Square Garden mellem New York Knicks og Toronto Raptors. Og hvilken oplevelse! Selvom man har været til fodboldlandskamp i Parken, så er det altså noget helt andet end den fest, som de formår at skabe omkring kampene her. Der sælges usandsynligt store mængder merchandise, junkfood og drikkevarer, og alle folk er vildt dedikerede til at støtte deres helte inde på banen – det er en helt unik fankultur, som man ikke finder magen til hjemme i lille Danmark.

De billigste billetter (som vi var heldige at få) koster 110 $ - de dyreste koster 20 gange så meget. Og der er vel at mærke plads til 20.000 mennesker, og udsolgt hver gang. Prøv at slå den, FC København…
Heldigvis vandt New York Knicks kampen ganske overlegent, så der var en fabelagtig stemning hele kampen igennem, og vi havde endnu engang en vildt spændende aften i New York, der bare rummer så sindssygt mange interessante oplevelser, som varmt kan anbefales.

onsdag den 6. april 2011

På jazzklub i Harlem

Vores mandag aften i New York var virkelig et højdepunkt!

For en stund forlod vi den mere mondæne del af Manhattan, og tog et smut til det sorte Harlem for at komme på en rigtig jazzklub. Vi varmede op med en fantastisk middag på den legendariske restaurant Sylvia’s, der serverer god gammeldags ”Harlem-mad”, for derefter at gå på Lenox Lounge, der er en berømt og klassisk jazzklub med livemusik hver dag. Her var en fantastisk, intens stemning og selvfølgelig også jazzmusik i topklasse, leveret af The Sugar Hill Jazz Quartet.

Udstyret med et godt glas whisky og en kold (lokal) øl, havde vi nogle helt uforglemmelige timer i selskab med nogle topprofessionelle jazzmusikere og så selvfølgelig den ekstremt homoseksuelle tjener Kenneth, der selvfølgelig gav os rabat på regningen, fordi vi var sådan nogle søde og flotte fyre…
En tur til Harlem kan stærkt anbefales!

mandag den 4. april 2011

Sightseeing på Manhattan

Puha - en hel lørdag med sightseeing i New York - vi har godt nok været aktive!
Startede med en god brunch efter fulgt af besøg på diverse loppemarkeder i små sidegader og garager i bydelen Chelsea. Dernæst en tur på "High Line" - en nedlagt jernbane i 3. sals højde, der går lige gennem byen - fin udsigt.

Så en tur på Chelsea Market med massevis af specialbutikker og lækre madvarer - blandt andet fabelagtig softice, som vi selvfølgelig fik smagt på, inden vi slentrede videre ned i verdens største Apple-butik, for at lege med den nye iPad 2, som der er absurd stor efterspørgsel på i New York, med det resultat at den er kronisk udsolgt...

På vores videre færd gennem byen nåede vi også at se Ground Zero (World Trade Center), Wall Street og havnefronten med udsigt til Frihedsgudinden, inden turen gik til bydelene Little Italy og Chinatown, hvor vi først fik et par store "fyraftensøl" og dernæst en lækker og velfortjent middag på kinesisk restaurant - godt at få catch'et lidt op på sit kinesiske...

Aftenens udskejelser fortsatte på en virkelig cool bar ved navn "The Fat Cat", hvor der var live jazzmusik og mulighed for at spille pool, bordfodbold og bordtennis - mere kan man ikke bede om. Det skulle da lige være et par gode whisky-sjusser på en funky comedy-bar i Greenwich Village...?

Hjemme i køjen lige efter midnat med ømme fødder, masser af oplevelser og fuld appetit på endnu en vild dag i New York. Ja, vi klager ikke!

søndag den 3. april 2011

Søndagstur i Central Park

Vi har haft den hyggeligste søndagstur i Central Park, som fylder et gigantisk areal lige midt i New York City - tjek det evt. selv på Google Maps.

Her er - udover kæmpe græsarealer og store træer - bl.a. en statue af H. C. Andersen, et mindesmærke for John Lennon og et kæmpe vandreservoir, hvorfra der er udsigt til New Yorks imponerende skyline.

Så vi tilbragte en hel del timer i solskinnet her, sammen med alle newyorkerne, der var ude at gå søndagstur, lege eller motionere. Virkelig hyggelig dag. Der er billeder i albummet!

lørdag den 2. april 2011

Fredagsbar på Brooklyn Brewery

Vi har heldigvis ikke været ramt af nogen form for jetlag, så der har været fuld fart på fra starten!
Fredag var vi blandt andet en tur rundt i bydelen Brooklyn sammen med min veninde Lea, der nu har boet i New York i 3 måneder og derfor kunne lege turistguide.

Efter at have gået byen tynd og været på hippe caféer, sluttede vi af med et besøg på det lokale bryggeri, der laver nogle øl i absolut topklasse. Her inviterede de til en form for fredagsbar, hvor vi sammen med massevis af andre mennesker fik lov at smage på alle deres dejlige øl til ret billige priser - skønt! Folk er bare så åbne og hyggelige her - det er fedt.

Efterfølgende tog Lea os med på en lokal bar, hvor vi mødte hendes venner, hørte livemusik og fik festlige drinks til ud på de sene timer. Ja, vi kan sgu ikke klage - og nyder New York fuldt ud!

fredag den 1. april 2011

Sikke et strømforbrug!

Efter en god indisk middag torsdag aften, hvor vi for første gang stiftede bekendtskab med det absurde drikkepengesystem, smuttede vi lige en tur forbi Times Square - og det er bare overvældende, så vanvittig stort alting er. Kæmpe skyskrabere badet i gigantiske lysreklamer og et hav af mennesker der vrimler forvirrede og begejstrede rundt mellem hinanden, mens de lange limousiner og de dér gule taxaer fra filmene kæmper om pladsen på kørebanen... det er helt vildt. Vi er så sandelig kommet til New York!

Så er vi landet i New York!

Ovenpå en stille og rolig 9 timers flyvetur med Lufthansa - der serverede spøjse tyske pølsespecialiteter og viste dokumentarfilm om delfiner, elefanter og tyske fodbodboldspillere - er vi nu langt om længe nået til selveste New York, og har indlogeret os på et hyggeligt lille hotel midt på Manhattan!

Nu rykker vi ud får en fadøl og en god middag, og de næste dage skal vi så bare ud og lege turister, inden den står på interviews med diverse vigtige og kloge mennesker i næste uge...

Skriver mere nyt så snart vi har fået noget søvn og har oplevet byen!

torsdag den 17. februar 2011

Jeg overvejer at melde mig ud af AGF Håndbold...

Jeg undrer mig. Jeg undrer mig rigtig, rigtig meget. Og så er jeg chokeret, frustreret, rasende og en lang række andre adjektiver, som er medvirkende til, at jeg kraftigt overvejer, om jeg skal melde mig ud af min elskede håndboldklub. Bestyrelsens svar på dette brev vil afgøre min beslutning.


Den seneste uge har jeg gået og filosoferet over, hvordan jeg skulle reagere på lanceringen af en ny hjemmeside for AGF Håndbold. Mange gange har jeg været fristet til at skrive en masse upassende fraser om den måde, hvorpå nogle medlemmer af vores bestyrelse har valgt at håndtere deres ønske om at give klubbens hjemmeside et ”ansigtsløft”, som det så fint hedder i Niels Munks indlæg i AGF-avisen.

Spørgsmålene hober sig op
Efter at have sundet mig oven på den overraskende nyhed fra bestyrelsen, har jeg besluttet mig for, at jeg ikke vil bruge krudt på at kritisere denne respektløse og ulogiske manøvre, men i stedet søge at få svar på alle de spørgsmål, som har hobet sig op i mit hoved de seneste dage. Og hvis ikke jeg af bestyrelsen modtager tilfredsstillende svar, der kan undskylde, retfærdiggøre og forklare dette stunt, opsiger jeg mit medlemskab af AGF Håndbold pr. 1. april 2010, når turneringen er afsluttet.


Hurra for nye initiativer, men…
Lad der på intet tidspunkt være tvivl om, at jeg er stor tilhænger af alle initiativer, der kan medvirke til en bedre og bredere promovering af AGF Håndbold på nettet - se eksempelvis mit indlæg i AGF-avisen den 9. december. Men når klubbens sparsomme økonomiske midler investeres i initiativer, der på ingen måde er gennemtænkte, trækker jeg altså håndbremsen og smider timeout-kortet.


Jeg vil derfor gerne have svar på følgende:

Hvorfor dette hemmelighedskræmmeri?
Kan bestyrelsen forklare mig, hvordan det kan være, at man har hemmeligholdt lanceringen af den nye side for webmaster Jakob Dam og for os andre, der i lang tid har brugt vores tid, kræfter og kompetencer på at udvikle den eksisterende hjemmeside? Hvad er årsagen!? Jeg føler mig usandsynligt dum, når jeg i AGF-avisen opfordrer andre til at bidrage med indhold til hjemmesiden, uden at nogen efterfølgende gør sig den ulejlighed at informere mig om, at en ny hjemmeside er på vej.


Hvorfor have to forskellige hjemmesider?
Kan bestyrelsen forklare mig, hvorfor man vælger at lave en hjemmeside på et andet domæne end det eksisterende, således at vi i dag får besøg på to forskellige hjemmesider med forskelligt informationsniveau? Mener bestyrelsen, at det er et godt signal at sende til brugerne og til de sponsorer, der åbenbart ikke fandt den eksisterende god nok?

Jeg formoder, at man snarest vil nedlægge den eksisterende side og redirect’e (videresende) de besøgende brugere til den nye hjemmeside. Sådan noget burde selvfølgelig være sket i det øjeblik man lancerer en ny side, så hvorfor er dette ikke sket? Og hvornår vil dette ske? Og er det fordi man har været bange for konflikter, at man ikke har taget kontakt til (den åbenbart nu forhenværende) webmaster for hjælp til at udføre ovenstående?

Hvorfor først tage initiativ nu?
Kan bestyrelsen forklare mig, hvorfor man ikke har investeret samme energi i den eksisterende hjemmeside, når man åbenbart godt ved, at ”det er AGFs ansigt, og mange møder AGF for første gang gennem hjemmesiden”? Det har vi andre været bevidste om i mange, mange år, og Jakob Dams initiativ til at lave den eksisterende hjemmeside skete jo, fordi der i praksis ikke eksisterede en hjemmeside for AGF Håndbold. Den indsats det ville have krævet af bestyrelsen at assistere Jakob Dam i det forgangne år, er minimal, sammenlignet med det arbejde der må have ligget i at producere et alternativ helt fra bunden, uden professionel sparring.


Ønsker man ikke vores frivillige indsats?
Kan bestyrelsen fortælle mig, om man rent faktisk ikke ønsker vores frivillige indsats?

Personligt har jeg investeret massevis af sene aftentimer på at yde mit bidrag til en informativ og interessant hjemmeside for AGF Håndbold. Min primære motivation har været, at det betød noget for medlemmerne af klubben og at der blev sat pris på min frivillige indsats. Min indsats er dog vand ved siden af de mange frivillige timer som webmaster Jakob Dam har lagt i hjemmesiden – og det er vel at mærke ikke bare en hvilken som helst amatør, men tværtimod en professionel programmør, der ved hvad han taler om. Og når vi nu er så privilegerede, at han på eget initiativ frivilligt lægger sin tid og store kompetencer i at lave en god hjemmeside, hvorfor dolker man ham så i ryggen, i stedet for at invitere ham til at deltage i udviklingen af en ny side helt fra starten? Den eksisterende side er da langt fra perfekt, men det er nu engang den løsning man får, når bestyrelsen hverken har ønsket at investere penge i et tilfredsstillende CMS-system eller deltage i udviklingen af indholdet, trods gentagne opfordringer fra webmasteren og andre entusiaster i klubben.
Én ting er, at Jakob Dam må føle sig til grin, når hans professionelle, frivillige arbejde bliver latterliggjort på denne måde. En anden – og vigtigere – er at klubben som helhed kommer til at lide under, at man i bestyrelsen vælger denne fremgangsmåde, hvor uendeligt mange frivillige kræfter er spildt forgæves.

Er der utilfredshed med webmaster?
Kan bestyrelsen fortælle mig, om det er korrekt forstået, at bestyrelsen har fundet en ny webmaster, som har større og bedre kompetencer end Jakob Dam? Jeg hilser den nye webmaster så hjerteligt velkommen i arbejdet med hjemmesiden, men er meget uforstående over for, at denne åbenbart skal erstatte og ikke samarbejde med den eksisterende? Hvad er baggrunden for denne beslutning?


Eksisterer der en ”fløjkrig”?
Kan bestyrelsen fortælle mig, om der eksisterer en ”fløjkrig” i klubben, og hvilke grupper disse fløje i så fald består af? I en kommentar på den eksisterende hjemmeside omtaler Søren Raundahl en latent ”fløjkrig” i klubben, som han ønsker at undgå, hvilket jeg da kun kan give Søren ret i. Min pointe er, at ikke kan se, hvem denne fløjkrig skulle opstå i mellem? Jakob Dams initiativ med oprettelsen af en hjemmeside var netop et forsøg på at få samlet vores efterhånden store og brede klub ét sted. Den hemmeligholdte lancering af en ny hjemmeside antyder snarere en kujonagtig opførsel af magtfulde mennesker, der kører deres helt egen dagsorden uden tanke på de konsekvenser deres enegang har for sammenholdet i AGF Håndbold – og ikke en ”fløjkrig”.


Hvorfor har man ikke søgt hjælp hos fagfolk?
ansigtsløft (subst.): det at forny, forynge noget

Hjemmesiden har ikke fået et ”ansigtsløft”, som anført af bestyrelsesmedlem Niels Munk. Den ”nye” sides struktur og udseende var acceptabelt for 10 år siden. De, som har investeret massevis af timer i at opbygge den nye hjemmeside, har tydeligvis ikke forstand på, hvordan man kommunikerer online – og har åbenbart heller ikke søgt kvalificeret hjælp til det. Jeg skal gerne i samarbejde med Jakob Dam redegøre for de tekniske og faglige aspekter der gør, at jeg kan tillade mig at påstå ovenstående.
I en klub med så mange kreative mennesker tilknyttet, havde det jo været oplagt for bestyrelsen at forhøre sig blandt de mange hundrede medlemmer, om nogen havde kompetencer og lyst til at hjælpe med at udvikle en hjemmeside i nye rammer, inden man gik i gang med på egen hånd at skabe en helt ny hjemmeside. Kan bestyrelsen fortælle mig, hvorfor det ikke er sket?

Hvorfor lave en ny hjemmeside, der ikke er ”ny”?
Kan bestyrelsen fortælle mig, hvorfor man storstilet lancerer en hjemmeside, som skal tilfredsstille en større målgruppe, når man har massevis af undersider, som er aktive og synlige, men som står fuldstændig tomme uden indhold? I Niels Munks indlæg i AGF-avisen får man indtryk af, at den nye hjemmeside er et sandt Slaraffenland af informationer og muligheder, men i praksis er det en klar forringelse af kommunikationen, i forhold til den funktionalitet og de muligheder som den eksisterende hjemmeside rent faktisk tilbyder, hvis man gør en aktiv indsats for at anvende det.


Manglende og forkerte informationer
Kan bestyrelsen fortælle mig, hvorfor der lige pludselig er massevis af information om klubbens ungdomshold på det nye site, som vi så længe har efterlyst på det eksisterende? Og hvorfor er informationer om mange af seniorholdene ikke overført til det nye site? Jeg er henrykt over, at der nu findes informationer om vores mange ungdomshold, men forstår på ingen måde, hvorfor seniorsiderne praktisk talt står tomme, når websitet går i luften? På Serie 1 herrer har vi i løbet af denne sæson fået mindst 10 nye spillere, der har fundet den information de skulle bruge på vores hjemmeside. På den nye side er der indsat forkerte træningstider og mailadresser på trænere, og præsentationen af holdet er forsvundet – uden vores samtykke, vel at mærke. Det er forhåbentlig ikke det, Niels Munk betegner som et ”ansigtsløft”?


Gavner dette initiativ AGF Håndbold?
Mener bestyrelsen, at det er forsvarligt og gavnligt for AGF Håndbold at lancere en ny hjemmeside, der har så store og åbenlyse mangler? Og har bestyrelsen overvejet, om kræfterne var bedre brugt på at udvikle den eksisterende hjemmeside på det eksisterende domæne, i stedet for et halvhjertet forsøg på at genopfinde den dybe tallerken?

Lad mig endnu engang understrege, at jeg finder det virkelig positivt, at man fra bestyrelsens side nu signalerer, at man nu endelig vil fokusere på AGF’s online tilstedeværelse. Men som skitseret ovenfor, er sagsforløbet så chokerende problematisk, at jeg er nødt til at have klarlagt, hvilke reelle hensigter og skjulte dagsordener klubbens bestyrelsesmedlemmer har eller ikke har.

Opfordring til konstruktiv dialog – nu!
Jeg kunne skrive side op og side ned om de kommunikative mangler på den nyligt lancerede hjemmeside, men vil i stedet opfordre til et snarligt møde om de initiativer vi nu er nødt til at tage hurtigst muligt, fordi nogle personer i den grad har opført sig uprofessionelt og trådt godt og grundigt i spinaten. Jeg er fuld af forståelse, hvis de ansvarlige i stedet ønsker at trække sig mens lokummet brænder under dem, men håber da at de i stedet ønsker at mødes til en konstruktiv dialog om fremtiden for AGF’s hjemmeside.


Mange undrende hilsner med ønsket om det bedste for hele AGF Håndbold,
Bjarke Hal
Specialestuderende i Medievidenskab
BA i Retorik & Formidling
Kommunikationskonsulent hos Udenrigsministeriet