torsdag den 27. september 2012

Danmarksturnéen overstået – nu venter verden


Efter at have turneret Danmark tyndt de seneste 3 uger, er vi nu endelig klar til det helt store eventyr med 6 måneders uafbrudt rejse rundt i hele verden.

Siden jeg startede med at arbejde for Verdensholdet den 1. juli, har jeg haft nogle helt fantastiske oplevelser, som jeg sent vil glemme. Det er nu ikke fordi det har været noget kulturelt overflødighedshorn at opleve det pulserende liv i byer som Maribo, Holstebro og Slagelse, hvor vi primært har nået at se det lokale idrætscenter indefra, for så at forsvinde ud af byen igen.

Når oplevelser ikke kan gøres op i penge

Nej, det fantastiske ligger i oplevelsen af og samværet med de 28 helt unikke og beundringsværdige unge mennesker, hvis selskab jeg får fornøjelsen af de næste mange, mange måneder. De er alle i alderen 20-27 år og har efter mange års målrettet træning formået at komme gennem nåleøjet til DGI’s Verdenshold, hvilket også indbefatter, at de skal hive mere end et år ud af kalenderen, droppe alt hvad der hedder privatliv og betale 35.000 kr. for hele fornøjelsen. Til gengæld får de sig en helt igennem unik oplevelse med en kombination af jordomrejse, fællesskab og ikke mindst gymnastik – og det kan, som så meget andet, ikke gøres op i penge...

Seriøse og humoristiske gymnaster med karakter

Jeg har spillet håndbold på højt plan i flere år og selvfølgelig også haft stribevis af fantastiske oplevelser med gutterne i Hvidovre, New Zealand og Aarhus. Men rent sportsligt kan intet af det måle sig med hvad jeg har set ”mine” verdensholdsgymnaster præstere de forløbne måneder, og især på den netop overståede Danmarksturné med 11 store shows på 20 dage.

De kan næsten alt på et gymnastikgulv. Og det de ikke kan, det lærer de i løbet af ingen tid. De har en helt utrolig alsidighed, seriøsitet og udtryksglæde i deres gymnastiske præstationer, som jeg aldrig har set mage. Og så er de ikke mindst nogen gennemført dejlige personligheder, med så meget karakter og humor, at det altid er en vældig fornøjelse at være i deres selskab.

Optræden foran 25.000 mennesker?

Med træningslejr og dansk TAKE OFF-turné vel overstået har vi nu sat kursen mod Tyskland, hvor vi tilbringer en uge med et par shows i Flensburg og Dessau, inden vi den 1. oktober flyver fra Hamburg til Baku i Azerbaijan, som dermed for første gang nogensinde får besøg af et dansk gymnastikhold. De sidste detaljer er ikke på plads, men om alt går vel, så skal vi optræde i Crystal Hall, der blev bygget til at huse Eurovisionens Melodi Grand Prix i 2012, og kan rumme hele 25.000 mennesker…

Billeder fra opvisningerne i Danmark!

Jeg har lagt en stribe billeder fra vores opvisning i Holstebro op i mit billedalbum – og lover, at der nok skal komme flere fra hele verden, så snart jeg får mulighed for det.
Jeg vil selvfølgelig også løbende opdatere Verdensholdets Facebook-side med billeder, videoer og hilsner til vores mere end 16.000 fans, der følger rejsen Jorden rundt...

Bedste hilsner fra det kolde Tyskland,
Bjarke