Når man har et hus med elevator…

Opholdet i Taiwan har på alle måder været en kæmpe oplevelse: Vi har haft fuldt hus til alle vores shows, masser af mediedækning og vi har status af superstjerner. Men undervejs har vi også haft fornøjelsen af at bo hos en række lokale værtsfamilier, som bestemt ikke manglede penge…

Efter opholdet i Thailand og Vietnam er vi alle sammen ligeså stille ved at vende os til at blive betragtet som superstjerner. Masser af fans, der vil have taget billeder og skrevet autografer. Alligevel er jeg også i Taiwan blevet overrasket og imponeret over, hvor mange og hvor vilde fans vi har.

Pigerne dåner over spindoktoren

Selv holdets ”kedelige” spindoktor Bjarke, der i princippet ikke laver andet end at sidde på sidelinjen i en pæn skjorte, kan ikke slippe for at stille op til fotografering med hvinende teenagepiger, der synes man er helt fantastisk. Og ja, jeg er da hamrende lækker – og utrolig høj (i forhold til asiaterne) – det er bare lidt overvældende, når de nærmest er ligeså hysteriske som danske teenagepiger, der møder Rasmus Seebach… men jeg klager bestemt ikke J

Værtsfamilierne har været den største oplevelse

Når det lader sig gøre på vores verdensturné, bliver holdet indkvarteret hos lokale værtsfamilier. Det har hidtil kun været muligt i Azerbaijan, men her i Taiwan har vi faktisk i hele tre omgange boet hos taiwanske værtsfamilier. Det har været familier med børn på de skoler vi har lavet workshops og shows hos, der frivilligt har meldt sig til at give et par gymnaster tag over hovedet i nogle dage.

Og i og med at vi kun har været på privatskoler, hvor eleverne taler engelsk (og hvor det dermed koster kassen at have sine børn gående), har det været nogle forholdsvis velstillede, taiwanske familier vi har haft fornøjelsen af at besøge.

8-årig knægt der spiller på flygel

Min første værtsfamilie var en vildt sjov oplevelse, til trods for at jeg desværre kun skulle bo der én nat. De boede i noget af et skur; der var elevator inde i huset! Men det kan selvfølgelig også være trættende at gå fra kælderen og op til 4. sal. Faren fortalte, at han arbejdede i en bank. Og at dømme ud fra indretning og størrelsen på hans hus, var han nok ikke bare bankassistent...

Deres yngste søn på 8 år var den der talte bedst engelsk. Og ja, så spillede han også flygel (primært Chopin og Mozart), som var det det mest elementære i hele verden. De var virkelig søde og sjove at bo hos – fed oplevelse! Nogle af gymnasterne fortalte i øvrigt også om de mange imponerende Porscher og Ferrari'er, der holdt nydeligt parkeret hos deres værtsfamilier, og nogle kunne også berette om rigeligt med private tennisbaner og swimmingpools...

I byen med bedstemor og bedstefar

I dagene op til jul boede jeg hos min anden værtsfamilie. Det var hjemme hos vores lokale samarbejdspartner Loren, der arbejder til daglig arbejder hos Novo Nordisk, sammen med hendes mand, pensionerede forældre, to børn samt hendes psykisk handicappede søster. De boede i en stor, lækker lejlighed midt i Taichung – en ”mellemstor” by med 4 millioner indbyggere.

Jeg arbejdede ”hjemme” i to dage og havde derfor fornøjelsen af bedsteforældrenes selskab. De talte minimalt engelsk (og jeg minimalt kinesisk), men vi klarede os ganske glimrende på en god kombination af de to sprog. Bedsteforældrene inviterede mig også med på fin frokost ude i byen – og selvom vi kun skulle ca. 200 meter, for at komme til restauranten, så kørte vi selvfølgelig i bedstefars kæmpe BMW (med Bjarke på forsædet, forstås).

Det var en virkelig fed måde at opleve de lokale mennesker og den lokale kultur på. Og skulle jeg en dag komme tilbage til Taiwan, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at jeg vil blive taget imod med åbne arme.

Lækker mad, tæt trafik og trist gråvejr i Vietnam

Vores første uge i Vietnam har budt på stribevis af spændende kulinariske oplevelser, en succesfuld pressekonference og en bådtur i den berømte Ha Long Bay. Men solen har vi endnu ikke fået at se.

Gennem årene har jeg en del gange besøgt Restaurant ”Vietnam-nam” på Godthåbsvej, så mine forventninger til maden her i Vietnam har været ret høje. Og jeg er heldigvis ikke blevet skuffet. Vi har fået serveret så utrolig mange spændende retter, hvor end vi har bevæget os hen. Men er lykkelig over at have 6 måneders erfaring i at spise med pinde… ellers havde det godt nok taget lang tid at indtage al den dejlige mad.

Stille og rolig trafik i Hanoi...

Pas på mig – jeg er ny i trafikken

Den første uge er gået med sightseeing, shows og workhops for børn forskellige steder i Hanoi. Vi har set Ho Chi Minhs mausoleum, præsidentboligen og forskellige museer. Heldigvis bliver vi for det meste kørt rundt i en stor bus – det er jo nærmest med livet som indsats, at man bevæger sig ud i trafikken. De kører som død og helvede, dytter konstant og kipper med lyset, for at gøre opmærksom på, at ”her kommer jeg”. Og sådan er det bare. Busser, biler, scootere og cykler i et stort virvar. Det virker dybt kaotisk, men det fungerer for vietnameserne.

Pressekonference med gymnastikopvisning

Vi har også holdt pressekonference lige efter vores ankomst, for at promovere de 6 forskellige offentlige shows vi har i Vietnam. Det blev en ret stor succes, med masser af journalister og hele tre tv-kanaler til stede, hvoraf den ene transmitterer hele vores show den 5. december live på vietnamesisk tv.

Gymnasterne lavede også en ultrakort opvisning med et par forskelige serier på den yderst sparsomme plads, der var til rådighed. Men det var en stor succes og journalisterne elskede det – de var vist ikke helt vant til den slags på andre pressekonferencer…

Elisa (fysioterapeut) og Bjarke på bådtur i Ha Long Bay

Til Ha Long Bay i gråvejr

Der har heldigvis også været en fridag, hvor bussen kørte os op til den berømte Ha Long Bay, hvor vi kom på en 4 timers bådtur rundt blandt de omkring 2.000 små øer i bugten. Det var utrolig smukt – også selvom det var gråvejr. Men det har vi efterhånden vænnet os til i Hanoi.

Hvor hele Thailand var svedende varmt og fugtigt, har det været regnfuldt, gråt og småkoldt i Hanoi. Med al respekt for at der er sne og minusgrader i Danmark, så var det lidt spøjst at man pludselig skulle til at have en jakke på, når man skulle udenfor.

Nu er vi så fløjet nogle timer sydpå til Ho Chi Minh City (tidligere ”Saigon”), hvor varmen og luftfugtigheden er kommet tilbage. Vi er blevet indkvarteret i det mere luksuriøse kvarter i byen, hvor alt virker til at være yderst velholdt, moderne og eksklusivt. Men stadigvæk voldsomt trafikeret!

Bliver spændende at se, hvad den kommende uge i Ho Chi Minh byder på…