Når man har et hus med elevator…

Opholdet i Taiwan har på alle måder været en kæmpe oplevelse: Vi har haft fuldt hus til alle vores shows, masser af mediedækning og vi har status af superstjerner. Men undervejs har vi også haft fornøjelsen af at bo hos en række lokale værtsfamilier, som bestemt ikke manglede penge…

Efter opholdet i Thailand og Vietnam er vi alle sammen ligeså stille ved at vende os til at blive betragtet som superstjerner. Masser af fans, der vil have taget billeder og skrevet autografer. Alligevel er jeg også i Taiwan blevet overrasket og imponeret over, hvor mange og hvor vilde fans vi har.

Pigerne dåner over spindoktoren

Selv holdets ”kedelige” spindoktor Bjarke, der i princippet ikke laver andet end at sidde på sidelinjen i en pæn skjorte, kan ikke slippe for at stille op til fotografering med hvinende teenagepiger, der synes man er helt fantastisk. Og ja, jeg er da hamrende lækker – og utrolig høj (i forhold til asiaterne) – det er bare lidt overvældende, når de nærmest er ligeså hysteriske som danske teenagepiger, der møder Rasmus Seebach… men jeg klager bestemt ikke J

Værtsfamilierne har været den største oplevelse

Når det lader sig gøre på vores verdensturné, bliver holdet indkvarteret hos lokale værtsfamilier. Det har hidtil kun været muligt i Azerbaijan, men her i Taiwan har vi faktisk i hele tre omgange boet hos taiwanske værtsfamilier. Det har været familier med børn på de skoler vi har lavet workshops og shows hos, der frivilligt har meldt sig til at give et par gymnaster tag over hovedet i nogle dage.

Og i og med at vi kun har været på privatskoler, hvor eleverne taler engelsk (og hvor det dermed koster kassen at have sine børn gående), har det været nogle forholdsvis velstillede, taiwanske familier vi har haft fornøjelsen af at besøge.

8-årig knægt der spiller på flygel

Min første værtsfamilie var en vildt sjov oplevelse, til trods for at jeg desværre kun skulle bo der én nat. De boede i noget af et skur; der var elevator inde i huset! Men det kan selvfølgelig også være trættende at gå fra kælderen og op til 4. sal. Faren fortalte, at han arbejdede i en bank. Og at dømme ud fra indretning og størrelsen på hans hus, var han nok ikke bare bankassistent...

Deres yngste søn på 8 år var den der talte bedst engelsk. Og ja, så spillede han også flygel (primært Chopin og Mozart), som var det det mest elementære i hele verden. De var virkelig søde og sjove at bo hos – fed oplevelse! Nogle af gymnasterne fortalte i øvrigt også om de mange imponerende Porscher og Ferrari'er, der holdt nydeligt parkeret hos deres værtsfamilier, og nogle kunne også berette om rigeligt med private tennisbaner og swimmingpools...

I byen med bedstemor og bedstefar

I dagene op til jul boede jeg hos min anden værtsfamilie. Det var hjemme hos vores lokale samarbejdspartner Loren, der arbejder til daglig arbejder hos Novo Nordisk, sammen med hendes mand, pensionerede forældre, to børn samt hendes psykisk handicappede søster. De boede i en stor, lækker lejlighed midt i Taichung – en ”mellemstor” by med 4 millioner indbyggere.

Jeg arbejdede ”hjemme” i to dage og havde derfor fornøjelsen af bedsteforældrenes selskab. De talte minimalt engelsk (og jeg minimalt kinesisk), men vi klarede os ganske glimrende på en god kombination af de to sprog. Bedsteforældrene inviterede mig også med på fin frokost ude i byen – og selvom vi kun skulle ca. 200 meter, for at komme til restauranten, så kørte vi selvfølgelig i bedstefars kæmpe BMW (med Bjarke på forsædet, forstås).

Det var en virkelig fed måde at opleve de lokale mennesker og den lokale kultur på. Og skulle jeg en dag komme tilbage til Taiwan, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at jeg vil blive taget imod med åbne arme.