Ja, nu kan jeg skrive med æ, ø og å - og jeg løber ikke tør for internet lige pludselig. Er ankommet til Dunedin - byen hvor jeg skal studere det kommende semester. Sidder i et hus hos 4 søde, hurtigtsnakkende amerikanske piger, der netop har afsluttet deres ophold ved universitetet og flyver hjem til USA om et par dage.
Hvad sker der forresten med EM i fodbold? Hvorfor taber Holland til Rusland kl. 8.30 om morgenen?
Status efter den første uge
Som nævnt i mine mere eller mindre flyvske og korte blogindlæg den seneste uge, så er jeg landet trygt og sikkert i New Zealand, og som det sikkert også er fremgået, så har jeg ikke bare siddet og kigget ud i luften. Et heldigt sammentræf kombineret med min store rejselyst har gjort, at min første uge Down Under har budt på et væld af oplevelser.
Sammen med de to amerikanere Jens og Lindsay har jeg rejst Nordøen på New Zealand tynd - her er et udpluk af vores oplevelser. Du kan selvfølgelig se en masse billeder i mit fotoalbum.
Jeg ankom lettere jetlag'et til Auckland søndag d. 15. juni, og efter 12 timers søvn, stødte jeg ind i Jens og Lindsay - to unge amerikanere, der skulle overnatte på samme sovesal som jeg, på et backpacker-hostel i Auckland. De havde netop afsluttet deres udvekslingsophold på University of Otago - samme universitet, som jeg skal til at studere ved - og de havde lige en uges tid at tilbringe på Nordøen, inden de skulle tilbage til Dunedin og hente resten af deres ting søndag d. 22. juni - nøjagtig samme dag som jeg skulle være i Dunedin, for at starte introduktionskursus. De havde netop lejet en campervan (se billederne) i en uges tid, og når der nu var plads til en mere, hvorfor så ikke tage med?
Road Trip blandt hobbitter, svovlsøer og gigantiske plastbolde
Veludhvilet tog jeg af sted på eventyr med to amerikanske udvekslingsstuderende, der også var friske på nogle forskelligartede oplevelser. Første stop på vores tur var i "Hobbiton", hvor man stadig kan se de boliger, som Frodo og de andre hobbitter i Ringenes Herre boede i. Derefter gik turen mod Rotorua - et område med massevis af varme, mineralske kilder. Det siges at det svovlholdige vand (der lugter knap så eksotisk) har helbredende effekt... vi prøvede lykken i nogle bassiner, hvor temperaturen nåede op på 42 grader - herligt.
Det måtte jo helst ikke blive alt for stillesiddende, så næste dag stod på "Zorbing" - et helt unikt og ganske forunderligt koncept. Omringet af utallige, adrenalinhungrende unge mennesker, hopper man ganske frivilligt ind i en plastbold, der har en diameter på 3-4 meter. Tag gerne et par venner med ind i bolden, for at øge spændingen. Tilsæt så rigelige mængder varmt vand for at opnå den bedste effekt, og så er vi ellers klar. Fra toppen af en bakke skubbes bolden af sted, så er det ellers bare om at holde på hat og briller. Og når hele balladen så er overstået, er man selvfølgelig så kåd, at man gentager turen et par gange mere!
I Frodos fodspor
Når maven så er stimuleret, er det benenes tur - og hvad er bedre end en trekkingtur i bjergene? I onsdags tog vi på den smukkeste tur i Tongariro National Park - ganske gratis og helt på egen hånd. Indrømmet, Afrika bød på mange spektakulære naturoplevelser, men det slår altså ikke det her. Alle, der bare har været en smule fascineret af landskaberne i "Ringenes Herre", ville - som jeg - føle sig som Frodo, der for alt i verden måtte nå frem til toppen af Dommedagsbjerget. Og selvom man har anskaffet sig nok så fantastisk et kamera, så kan sådan en oplevelse ikke tages med hjem. Billederne i albummet kan forhåbentlig give bare et lille indtryk af, hvor fantastisk et syn der møder én på toppen af bjerget... man glemmer lynhurtigt hvor tunge benene egentlig er og hvor tørstig man har været de foregående timer.
Højt af flyve, dybt at falde
Efter at have været flere tusinde meter oppe i højderne, er det vel sundt nok at komme ned på jorden igen. Og måske endnu sundere at komme under Jorden? I hvert fald tog Lindsay og jeg på "Black Water Rafting" dagen efter. En 3 timers tur i nogle kæmpe grotter, langt under Jordens overflade. Iført våddragt, sikkerhedshjelm og masser af vovemod, byder turen på store, underjordiske vandfald, som man glædeligt springer ud i, fordi man føler sig fantastisk sikker med sin forvoksede badering... eneste lyskilde er de pandelamper, som hver person i gruppen er udstyret med. Og dog. Inde i disse grotter bor de meget fascinerende "glowworms" - på dansk oversat til "sankthansorme". Som stjernerne på en nattehimmel, sidder disse bittesmå, lysegrønne maddiker i loftet i grotterne og prøver at fange insekter. Et fascinerende syn, men ikke halvt så fascinerende som selve disse gigantiske, underjordiske grotter.
Sol og sommer om vinteren
De mange forskellige klimazoner i New Zealand gør, at vejrforholdene kan være markant forskellige indenfor blot få hundrede kilometers afstand. Således er der (næsten) altid godt vejr i Bay of Islands, hvor smuttede forbi i fredags, inden turen gik sydpå mod det kolde Dunedin. En vis dansk knægt havde en stor trang til at få rørt armene, og hvad er så bedre end en hel dag i havkajak på det smaragdgrønne Stillehav, blandt massevis af små, ubeboede øer i herligt solskin? Efter at have tonset rundt alene i 2-3 timer, samlede jeg amerikanerne op på campingpladsen, og sammen sejlede vi ind til byen og fik en lækker og velfortjent frokost. På vores sidste aften sammen tog vi på fin restaurant med havudsigt, hvor den dyreste og lækreste hovedret kostede den nette sum af 110 kr., så det var da til at overkomme. Næste morgen gik turen så tilbage til Auckland, hvor Lindsay og jeg sagde farvel til Jens, der fløj tilbage til USA, mens vi fløj til Christchurch på Sydøen, hvorfra vi i dag har taget en bus til Dunedin. Vores overnatning i Christchurch faldt sammen med en landskamp i rugby mellem New Zealand og England, så der var fest natten lang på det backpacker-sted vi overnattede. Og selvom man er så fornuftig at gå i seng kl. 22.30, er det ikke nødvendigvis lig med rigelige mængder søvn, når man deler sovesal med forholdsvis berusede, yderst virile, ivrigt snorkende englændere. Men hvad - man kan jo sove når man bliver gammel...
Og hvad så nu?
Ja, her jeg så - langt om længe ankommet til den by, der af alle verdens større byer, ligger længst væk fra Danmark. Dunedin har 110.000 indbyggere, hvoraf de 20.000 er studerende. Alle studerende, som jeg hidtil har været i kontakt med, er fulde af begejstring over det her sted, og de roser det til skyerne. "Oh, you're gonna LOVE it here!" - ja, det bliver spændende at opleve studielivet og kulturen hernede.
I morgen starter introduktionskurset for udvekslingsstuderende, så jeg kommer heldigvis ikke til at kede mig lige med det samme. Jeg vender frygteligt tilbage med spændende nyt, så snart jeg er kommet på plads i mit nye hus, hvor jeg skal bo sammen med Meredith fra USA, Russell fra Canada og Sarah fra New Zealand... glæder mig som et lille barn til at opleve endnu mere af dette fascinerende og fantastiske land, der allerede har budt på de mest storslåede oplevelser.
Pas godt på jer selv derhjemme...
Mange kærlige hilsner,
Bjarke
