Efter at have oplevet noget nær frostgrader i henholdsvis Århus og Dunedin, er både Christian Visti og Bjarke Hal nu begge landet trygt og sikkert i det tropiske Cairns, i Australien, hvor vi lige nu har 35 grader og en luftfugtighed på langt over en milliard procent.
Vi har indlogeret os på et dejligt hostel, hvor det desværre koster 1 dollar at have vores aircondition kørende i tre timer – så vi ofrer lidt moneter hver aften lige inden sengetid, for at kunne falde i søvn i den stegende hede.
De første par dage er gået med at akklimatisere os og se australierne an på sikker afstand – og så selvfølgelig med at ”catch’e up”, eftersom vi ikke har set hinanden i et helt halvt år… hvor var det dog et fantastisk gensyn i lufthavnen!
Da vi syntes at have luret den australske ”kultur”, meldte vi os i går aftes straks til en infam form for pubcrawl med nogle alt for overgearede ”jeg-kom-aldrig-til-Ibiza”-typer. Visti mener, at det fra et oplevelsesøkonomisk synspunkt var et spændende indblik den form for kulturel socialisering og kropslig investering. Men ja, det var da meget skægt at være med til…
I morgen smutter vi så til Kuranda, der byder på tur med veterantog og svævebane gennem tropisk regnskov, efterfulgt af et smut i dyrepark med kraftige krokodiller, kæmpe kvælerslanger og kælne koalaer. Fredag skal vi så ud og dykke ved det berømte og berygtede Great Barrier Reef, hvor vi forhåbentlig får mulighed for at se nogle kæmpeskildpadder og en masse Nemo-fisk.
Derefter henter vi vores campervan, og så er vi ellers klare til at cruise ned af østkysten på det mest kodyle roadtrip man kan forestille sig.
Vi håber at I alle nyder kulden og juleræset derhjemme, mens vi bare sidder her på altanen og triller tommelfingre, kun iført faktor 30 og kulørte drinks…
De bedsteste hilsner i hele verden (eller i hvert fald i Australien),
Christian og Bjarke
Velkommen! Her kan du læse beretninger fra mine oplevelser med gymnasterne på DGI's Verdenshold, der turnerede verden rundt i 2012-2013. Desuden finder du beretninger fra specialerejsen til USA, fra mit arbejde på Danmarks ambassade i Beijing og backpacking i Japan i 2010, samt fra mit udvekslingsophold i New Zealand og min rundrejse i Australien i 2008. God fornøjelse.
torsdag den 27. november 2008
mandag den 17. november 2008
En uges ”gratis” badeferie i troperne…
Med håndboldmesterskaberne vel overståede, besluttede jeg mig for at blive en ekstra uge i Ny Caledonien, for at få lov til at opleve noget andet af øen end bare en håndboldarena i massiv beton. Det er rasende dyrt at bo og leve i Ny Caledonien (det er de satans franskmænd der styrer det hele), så da Sylvain, en af de lokale landsholdsspillere, inviterede mig til at bo hos ham og hans kæreste, takkede jeg selvfølgelig glædeligt ja.
De havde den lækreste luksuslejlighed tæt på byen og stranden, og heldigvis også en lækker sovesofa til gæster som mig, der pludselig kommer forbi. De havde stadig ferie i et par dage, og insisterede på at tage mig med ud og se de dele af øen, som de mente var værd at se. Og jeg har simpelthen bare været SÅ privilegeret at komme ud og opleve så mange spændende ting – uden at det har kostet mig andet end det jeg bidrog med til husholdningsbudgettet…
Vi går meget op i håndbold
På det håndboldmæssige plan deltog jeg i en morgentræning med landsholdet og også i en opvisningskamp mod U21-landsholdet. Desuden var jeg inde og se Sylvain spille landskamp mod Australien en af dagene – og her opstod der en lidt speciel situation. Da træneren for Ny Caledonien ville sende en af sine spillere på banen, 10 minutter før tid, nægtede han at gå ind, fordi han var sur og skuffet over at han ikke havde fået spilletid endnu. Så i sin arrigskab forlod han bænken og tilkendegjorde, at han ikke ønskede at spille mere. Efterfølgende har adskillige øjenvidner så fortalt, at han er gået direkte ud til trænerens bil og punkteret begge hans fordæk…
Racismeproblemer
Håndbold er en stor del af livet hernede, men det er racismeproblemet desværre også. Træneren er hvid, ovennævnte spiller er farvet. Og mange farvede har åbenbart den opfattelse, at der er for mange hvide spillere på landsholdet. Nogle mener, at de slet ikke hører til på holdet – andre vil sige, at de ikke hører til i landet.
Der er (desværre) en kæmpe forskel på hvide og farvede hernede – de rige franskmænd der kommer til, for at leve deres eget luksusliv på en tropeø, overfor de ”indfødte” polynesiere, hvoraf en meget stor del ikke fungerer i samfundet. Alkohol- og cannabismisbrug er et stort problem. Der er omkring 40% der ikke arbejder… der er ellers arbejde nok, men der er en stor trodsighed (og også en hel del dovenskab) i forhold til Frankrig, som mange mener bør gøre landet selvstændigt… men samtidig vil man stadig rigtig gerne have de mange, mange millioner euro, som Frankrig hvert år spytter i kassen, for at holde samfundet kørende… det er lidt samme ”problematik” som med Grønland i forhold til Danmark. Men det må jeg fortælle mere om en anden gang… tilbage til sagen:
Massevis af oplevelser
Derudover har jeg været til hyggelig grillfest hos nogle gode venner til Sylvain og hans kæreste, Aurelie. Samtalerne foregår selvfølgelig på fransk, og gerne med 4 mennesker i munden på hinanden, så jeg fulgte bare med så godt jeg kunne. De, der kunne et par gloser på engelsk, var rigtig flinke til at oversætte for mig, når det gik for stærkt. En rigtig hyggelig dag – og jeg kunne altså godt vænne mig til at hilse på folk, sådan som franskmændene gør – aldrig har jeg fået så mange kindkys på én uge – af fremmende, men til tider ganske kønne kvinder…
Jeg har også været på tur med Sylvain og veninden Edith, som arbejder for håndboldforbundet. De tog mig med på en dagsudflugt til den sydlige del af øen, hvor der er nogle fantastiske landskaber og smukke vandfald, og hvor jorden har en karakteristisk rød farve, fordi den er så jernholdig. En stor oplevelse. Om aftenen tog Sylvain mig så med på ”Sunset Tour” bag på sin ”moto” – sådan en rigtig scooter, der kan køre 90 km/t. Vi kørte op til toppen af det nærliggende bjerg og så en helt fantastisk solnedgang over vandet. Ja, havde vi været af hver sit køn, havde det virkelig været romantisk. Jeg vælger at betragte det som 2 drengerøve, der var på motorcykeltur i bjergene…
Koralrev med Nemo-fisk
Noget af det mest fantastiske jeg oplevede var vores tur til Ilê du Canard, hvor vi sammen med vennerne Ludo og Hélène var ude og snorkeldykke i det smukkeste koralrev man kan forestille sig. Mine værter havde selvfølgelig alt det nødvendige udstyr, der skulle bruges – endda også ekstraudstyr til mig. Jeg tror de syntes det var ret underholdende at se hvor overbegejstret jeg var for at se korallerne og de mange tusinde fisk i alle regnbuens farver – for dem var det jo nærmest hverdag at opleve sådan noget. Men hold k…, hvor var det dog smukt – det var jo nærmest ligesom at være med i ”Find Nemo”…
Når mine værter så i løbet af ugen var på arbejde, ”nøjedes” jeg bare med at hænge ud på små caféer i byen, for at skrive postkort eller også slængede jeg mig bare på den hvide sandstrand med et Kryds & Tværs-blad i hånden… ja, jeg kan ikke påstå at jeg havde det hårdt. Når vi mødtes derhjemme om aftenen, serverede Sylvain eksotisk mad i lange baner, og så længe jeg bare hjalp til med opvasken, så var de glade og tilfredse.
Det var næsten helt vemodigt at sige farvel til dem ovenpå sådan en fantastisk uge, men vi lovede hinanden, at skulle de – som planlagt – flytte tilbage til Frankrig i nærmeste fremtid, så skulle der jo ikke være noget til hinder for at vi kunne ses igen, enten i Frankrig eller Danmark. Så må jeg bare sørge for at få genopfrisket mit fransk lidt…
De havde den lækreste luksuslejlighed tæt på byen og stranden, og heldigvis også en lækker sovesofa til gæster som mig, der pludselig kommer forbi. De havde stadig ferie i et par dage, og insisterede på at tage mig med ud og se de dele af øen, som de mente var værd at se. Og jeg har simpelthen bare været SÅ privilegeret at komme ud og opleve så mange spændende ting – uden at det har kostet mig andet end det jeg bidrog med til husholdningsbudgettet…
Vi går meget op i håndbold
På det håndboldmæssige plan deltog jeg i en morgentræning med landsholdet og også i en opvisningskamp mod U21-landsholdet. Desuden var jeg inde og se Sylvain spille landskamp mod Australien en af dagene – og her opstod der en lidt speciel situation. Da træneren for Ny Caledonien ville sende en af sine spillere på banen, 10 minutter før tid, nægtede han at gå ind, fordi han var sur og skuffet over at han ikke havde fået spilletid endnu. Så i sin arrigskab forlod han bænken og tilkendegjorde, at han ikke ønskede at spille mere. Efterfølgende har adskillige øjenvidner så fortalt, at han er gået direkte ud til trænerens bil og punkteret begge hans fordæk…
Racismeproblemer
Håndbold er en stor del af livet hernede, men det er racismeproblemet desværre også. Træneren er hvid, ovennævnte spiller er farvet. Og mange farvede har åbenbart den opfattelse, at der er for mange hvide spillere på landsholdet. Nogle mener, at de slet ikke hører til på holdet – andre vil sige, at de ikke hører til i landet.
Der er (desværre) en kæmpe forskel på hvide og farvede hernede – de rige franskmænd der kommer til, for at leve deres eget luksusliv på en tropeø, overfor de ”indfødte” polynesiere, hvoraf en meget stor del ikke fungerer i samfundet. Alkohol- og cannabismisbrug er et stort problem. Der er omkring 40% der ikke arbejder… der er ellers arbejde nok, men der er en stor trodsighed (og også en hel del dovenskab) i forhold til Frankrig, som mange mener bør gøre landet selvstændigt… men samtidig vil man stadig rigtig gerne have de mange, mange millioner euro, som Frankrig hvert år spytter i kassen, for at holde samfundet kørende… det er lidt samme ”problematik” som med Grønland i forhold til Danmark. Men det må jeg fortælle mere om en anden gang… tilbage til sagen:
Massevis af oplevelser
Derudover har jeg været til hyggelig grillfest hos nogle gode venner til Sylvain og hans kæreste, Aurelie. Samtalerne foregår selvfølgelig på fransk, og gerne med 4 mennesker i munden på hinanden, så jeg fulgte bare med så godt jeg kunne. De, der kunne et par gloser på engelsk, var rigtig flinke til at oversætte for mig, når det gik for stærkt. En rigtig hyggelig dag – og jeg kunne altså godt vænne mig til at hilse på folk, sådan som franskmændene gør – aldrig har jeg fået så mange kindkys på én uge – af fremmende, men til tider ganske kønne kvinder…
Jeg har også været på tur med Sylvain og veninden Edith, som arbejder for håndboldforbundet. De tog mig med på en dagsudflugt til den sydlige del af øen, hvor der er nogle fantastiske landskaber og smukke vandfald, og hvor jorden har en karakteristisk rød farve, fordi den er så jernholdig. En stor oplevelse. Om aftenen tog Sylvain mig så med på ”Sunset Tour” bag på sin ”moto” – sådan en rigtig scooter, der kan køre 90 km/t. Vi kørte op til toppen af det nærliggende bjerg og så en helt fantastisk solnedgang over vandet. Ja, havde vi været af hver sit køn, havde det virkelig været romantisk. Jeg vælger at betragte det som 2 drengerøve, der var på motorcykeltur i bjergene…
Koralrev med Nemo-fisk
Noget af det mest fantastiske jeg oplevede var vores tur til Ilê du Canard, hvor vi sammen med vennerne Ludo og Hélène var ude og snorkeldykke i det smukkeste koralrev man kan forestille sig. Mine værter havde selvfølgelig alt det nødvendige udstyr, der skulle bruges – endda også ekstraudstyr til mig. Jeg tror de syntes det var ret underholdende at se hvor overbegejstret jeg var for at se korallerne og de mange tusinde fisk i alle regnbuens farver – for dem var det jo nærmest hverdag at opleve sådan noget. Men hold k…, hvor var det dog smukt – det var jo nærmest ligesom at være med i ”Find Nemo”…
Når mine værter så i løbet af ugen var på arbejde, ”nøjedes” jeg bare med at hænge ud på små caféer i byen, for at skrive postkort eller også slængede jeg mig bare på den hvide sandstrand med et Kryds & Tværs-blad i hånden… ja, jeg kan ikke påstå at jeg havde det hårdt. Når vi mødtes derhjemme om aftenen, serverede Sylvain eksotisk mad i lange baner, og så længe jeg bare hjalp til med opvasken, så var de glade og tilfredse.
Det var næsten helt vemodigt at sige farvel til dem ovenpå sådan en fantastisk uge, men vi lovede hinanden, at skulle de – som planlagt – flytte tilbage til Frankrig i nærmeste fremtid, så skulle der jo ikke være noget til hinder for at vi kunne ses igen, enten i Frankrig eller Danmark. Så må jeg bare sørge for at få genopfrisket mit fransk lidt…
mandag den 10. november 2008
Håndbold, "haka" og hedeslag
Livet tager nogle gange nogle usædvanlige drejninger. Da jeg pakkede rygsækken, for at rejse Down Under og studere i et semester, havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg 5 måneder senere skulle stå i spidsen for New Zealands håndboldhold ved Oceanian Champions League, afholdt på en fantastisk tropeø i Stillehavet. En ganske speciel oplevelse, som jeg nødig ville have været foruden, og som jeg aldrig nogensinde vil glemme…
Ny Caledonien er en fransk koloni, beliggende i Stillehavet, med et areal på størrelse med Danmark, og et indbyggertal på lige omkring 300.000 – halvdelen af dem bor i og omkring hovedbyen Noumea, hvor håndboldmesterskaberne også blev afholdt. Syv hold deltager i turneringen; to fra Ny Caledonien, to fra Tahiti, et fra Wallis & Futuna, et fra Australien og så selvfølgelig et fra New Zealand. Det er det officielle, internationale klubmesterskab i Oceanien, som nu afholdes for tredje år i træk, og alle lande har mulighed for at stille med deres bedste klubhold. New Zealand er en meget ung håndboldnation og har derfor fået lov til at samle de bedste spillere fra forskellige klubber, eftersom intet klubhold ville kunne skaffe spillere nok til at stille op ved mesterskaberne (man skal jo gerne som et minimum have 10 mand, der alle kender reglerne)… så vi stiller med de spillere, der talent, tid og råd til at tage af sted. Håndboldforbundet har ikke rigtig nogen penge – ikke engang til at købe rigtige håndbolde – så spillerne afholder alle udgifter selv. Heldigvis sørger værterne for kost og logi under mesterskaberne…
Alternative forhold
Som oftest er det bidende koldt om foråret i New Zealand, så da vi landede i 35 graders hede, skal jeg love for at gutterne sprang begejstrede rundt af glæde. Begejstringen forstummede dog en smule, da det gik op for dem hvor vi skulle indkvarteres.
Gutterne havde vist forventet lidt finere forhold end et forfaldent internat, der mest af alt mindede om et fængsel, med store pigtrådshegn omkring. 2-mandsværelser, der på ingen måde er rengjort, med en sovebriks til hver – de heldige har også et skab til deres tøj. Toiletterne har ingen sæder, og i bruserne er der kun koldt vand. Vi bliver bespist i en form for kantine, der ligger 500 meter nede ad vejen. Maden serveres fra en kæmpe gryde – på metalbakker. Og når vi kommer hjem til internatet, venter vi så gerne ude foran i 15-20 minutter på bestyreren, der skal komme og låse op for os… og det er altså med at komme tidligt i seng, for kl. 5 næste morgen kan man være sikker på at selvsamme bestyrer vandrer op og ned ad gangen og råber ”KAFFE” (på fransk) for at gøre opmærksom på, at der nu kun er en time til morgenmaden serveres…
Mildest talt nogle anderledes forhold for disse ellers så luksusvante kiwier, men efter et døgns tid (og en mindre opsang fra undertegnede), var der altså ikke nogen der beklagede sig over indkvarteringen. Der var desuden heller ingen alternativer, medmindre man selv ønskede at punge ud med en formue for et hotelværelse…
Pludselig er man en stjerne…
Mens indkvarteringen kunne siges at være knap så prangende, var der til gengæld anderledes stil og professionalisme over selve afviklingen af håndboldmesterskabet. Mine gutter har aldrig før spillet på en ”rigtig” håndboldbane i fuld størrelse, og ej heller prøvet at have en rigtig dommer – eller for den sags skyld tilskuere, der oven i købet betaler for at komme ind og se dem spille håndbold. Vi bliver hentet og bragt i egen luksusbus hver eneste dag, og ved ankomst til arenaen, er alle de lokale unger vilde for at give hånd, vinke eller bare sige ”bonjour” til de store stjerner… nogle drister sig endda til at spørge, om de må få taget et billede eller skrevet en autograf. Flere gange i løbet af ugen er vi på landsdækkende tv, og der er dagligt artikler om os i landets (eneste) avis.
En stort anlagt åbningsceremoni starter mesterskaberne, hvor alle holdene går rundt i arenaen og bliver præsenteret for de ca. 400 tilskuere i hallen – lidt ligesom ved OL. Dernæst fremfører de respektive hold en dans eller sang fra deres hjemland. New Zealands rugbylandshold er jo berømte for deres krigsdans før hver landskamp – en såkaldt ”haka”. Så den fremfører håndboldholdet altså også. Og jeg skal love for at der var stolthed og julelys i øjnene på mine spillere, da vi havde fremført en perfekt haka, efterfulgt af et øredøvende bifald fra publikum og modspillere…
”Så længe vi slår australierne…”
Selve turneringen forløb ganske godt for os. Vi lagde ud med en flot sejr over mestrene fra Tahiti, men måtte dagen efter se os slået knebent af begge hold fra Ny Caledonien, som i øvrigt er nået til finalen begge de foregående år. Men der var alligevel dyb skuffelse at spore hos drengene, eftersom vi faktisk havde gode muligheder for at vinde kampen mod storfavoritterne…
Næste dag bød på et ”arvefjendeopgør” mod australierne, så der var ingen problemer i at få motiveret spillerne… når man kommer fra New Zealand, er der intet man hellere vil, end at slå Australien! Og da vi efter 2 x 20 minutter havde krøllet dem godt og grundigt sammen og slået dem med 15-4, var gårsdagens skuffelse glemt og storsejren blev fejret med en velfortjent, kold dåseøl. Vi blev bedre og bedre som turneringen skred frem, og på gruppespillets sidste dag var det blot en ekspeditionssag at vinde mod holdet fra Wallis & Futuna, således at vi var klar til at spille om 3. pladsen mod vores nye bedste venner fra Tahiti.
En succeshistorie
Den afgørende kamp var en fantastisk oplevelse. Vi ville så ufattelig gerne have den podieplads – og hvor måtte vi da også utroligt meget igennem… en meget tæt kamp, som først blev afgjort til allersidst. Vores talentfulde, men også meget urutinerede mandskab formåede ikke rigtig at lukke kampen, og når man bl.a. brænder 5 straffekast, hjælper det jo altså heller ikke lige på det. Men vi holdt koncentrationen, og i kampens sidste fem minutter løb vi fra dem og vandt med 28-22 (om det skyldtes at træneren gik på banen til slut, vil jeg lade være op til andre at vurdere)…
Da slutsignalet lød, brød hele holdet ud i jubel og sejrsdans – et fantastisk syn. Om nogle trillede en tåre, var ikke til at se, for alle var gennemblødte af sved, efter at have spillet en times håndbold i 30 graders varme, men spillerne var da så omsorgsfulde, at de sørgede for at transportere træneren ud i brusebadet, så han kunne blive kølet lidt ned ovenpå den storslåede sejr. Vi havde nået vores mål, og det var en flok stolte og lykkelige kiwier der gik på podiet til stående klapsalver fra publikum. Afslutningsceremonien indebar varme farvelhilsner og udveksling af spilletrøjer, og desuden også en takketale fra alle holdenes trænere, hvilket undertegnede på ingen måde var forberedt på. Men jeg fik da fisket nogle franske gloser frem og holdt en ganske acceptabel og garanteret også underholdende tale.
En unik oplevelse
Om aftenen havde vi en hyggelig aften med holdet hjemme på internatet, hvor sejren blev fejret – dog med yderst begrænsede mængder drikkevarer, eftersom alkohol var forbudt på internatet. Men det gjorde skam ikke det store, for alle var vist allerede lykkelige og trætte nok efter en særdeles succesfuld og ganske uforglemmelig turnering, som på alle fronter har været en helt unik oplevelse.
Det var godt nok vemodigt at sige farvel til alle gutterne i lufthavnen. Er blevet tæt knyttet til en hel del af dem og har indimellem stadig en gedigen lyst til at blive hernede og fortsætte med udviklingsarbejdet i verdens bedste sport. Men Danmark trækker nu alligevel ret meget mere lige nu. Og der er jo ingen der siger, at jeg ikke kan vende tilbage engang i fremtiden…?
Ny Caledonien er en fransk koloni, beliggende i Stillehavet, med et areal på størrelse med Danmark, og et indbyggertal på lige omkring 300.000 – halvdelen af dem bor i og omkring hovedbyen Noumea, hvor håndboldmesterskaberne også blev afholdt. Syv hold deltager i turneringen; to fra Ny Caledonien, to fra Tahiti, et fra Wallis & Futuna, et fra Australien og så selvfølgelig et fra New Zealand. Det er det officielle, internationale klubmesterskab i Oceanien, som nu afholdes for tredje år i træk, og alle lande har mulighed for at stille med deres bedste klubhold. New Zealand er en meget ung håndboldnation og har derfor fået lov til at samle de bedste spillere fra forskellige klubber, eftersom intet klubhold ville kunne skaffe spillere nok til at stille op ved mesterskaberne (man skal jo gerne som et minimum have 10 mand, der alle kender reglerne)… så vi stiller med de spillere, der talent, tid og råd til at tage af sted. Håndboldforbundet har ikke rigtig nogen penge – ikke engang til at købe rigtige håndbolde – så spillerne afholder alle udgifter selv. Heldigvis sørger værterne for kost og logi under mesterskaberne…
Alternative forhold
Som oftest er det bidende koldt om foråret i New Zealand, så da vi landede i 35 graders hede, skal jeg love for at gutterne sprang begejstrede rundt af glæde. Begejstringen forstummede dog en smule, da det gik op for dem hvor vi skulle indkvarteres.
Gutterne havde vist forventet lidt finere forhold end et forfaldent internat, der mest af alt mindede om et fængsel, med store pigtrådshegn omkring. 2-mandsværelser, der på ingen måde er rengjort, med en sovebriks til hver – de heldige har også et skab til deres tøj. Toiletterne har ingen sæder, og i bruserne er der kun koldt vand. Vi bliver bespist i en form for kantine, der ligger 500 meter nede ad vejen. Maden serveres fra en kæmpe gryde – på metalbakker. Og når vi kommer hjem til internatet, venter vi så gerne ude foran i 15-20 minutter på bestyreren, der skal komme og låse op for os… og det er altså med at komme tidligt i seng, for kl. 5 næste morgen kan man være sikker på at selvsamme bestyrer vandrer op og ned ad gangen og råber ”KAFFE” (på fransk) for at gøre opmærksom på, at der nu kun er en time til morgenmaden serveres…
Mildest talt nogle anderledes forhold for disse ellers så luksusvante kiwier, men efter et døgns tid (og en mindre opsang fra undertegnede), var der altså ikke nogen der beklagede sig over indkvarteringen. Der var desuden heller ingen alternativer, medmindre man selv ønskede at punge ud med en formue for et hotelværelse…
Pludselig er man en stjerne…
Mens indkvarteringen kunne siges at være knap så prangende, var der til gengæld anderledes stil og professionalisme over selve afviklingen af håndboldmesterskabet. Mine gutter har aldrig før spillet på en ”rigtig” håndboldbane i fuld størrelse, og ej heller prøvet at have en rigtig dommer – eller for den sags skyld tilskuere, der oven i købet betaler for at komme ind og se dem spille håndbold. Vi bliver hentet og bragt i egen luksusbus hver eneste dag, og ved ankomst til arenaen, er alle de lokale unger vilde for at give hånd, vinke eller bare sige ”bonjour” til de store stjerner… nogle drister sig endda til at spørge, om de må få taget et billede eller skrevet en autograf. Flere gange i løbet af ugen er vi på landsdækkende tv, og der er dagligt artikler om os i landets (eneste) avis.
En stort anlagt åbningsceremoni starter mesterskaberne, hvor alle holdene går rundt i arenaen og bliver præsenteret for de ca. 400 tilskuere i hallen – lidt ligesom ved OL. Dernæst fremfører de respektive hold en dans eller sang fra deres hjemland. New Zealands rugbylandshold er jo berømte for deres krigsdans før hver landskamp – en såkaldt ”haka”. Så den fremfører håndboldholdet altså også. Og jeg skal love for at der var stolthed og julelys i øjnene på mine spillere, da vi havde fremført en perfekt haka, efterfulgt af et øredøvende bifald fra publikum og modspillere…
”Så længe vi slår australierne…”
Selve turneringen forløb ganske godt for os. Vi lagde ud med en flot sejr over mestrene fra Tahiti, men måtte dagen efter se os slået knebent af begge hold fra Ny Caledonien, som i øvrigt er nået til finalen begge de foregående år. Men der var alligevel dyb skuffelse at spore hos drengene, eftersom vi faktisk havde gode muligheder for at vinde kampen mod storfavoritterne…
Næste dag bød på et ”arvefjendeopgør” mod australierne, så der var ingen problemer i at få motiveret spillerne… når man kommer fra New Zealand, er der intet man hellere vil, end at slå Australien! Og da vi efter 2 x 20 minutter havde krøllet dem godt og grundigt sammen og slået dem med 15-4, var gårsdagens skuffelse glemt og storsejren blev fejret med en velfortjent, kold dåseøl. Vi blev bedre og bedre som turneringen skred frem, og på gruppespillets sidste dag var det blot en ekspeditionssag at vinde mod holdet fra Wallis & Futuna, således at vi var klar til at spille om 3. pladsen mod vores nye bedste venner fra Tahiti.
En succeshistorie
Den afgørende kamp var en fantastisk oplevelse. Vi ville så ufattelig gerne have den podieplads – og hvor måtte vi da også utroligt meget igennem… en meget tæt kamp, som først blev afgjort til allersidst. Vores talentfulde, men også meget urutinerede mandskab formåede ikke rigtig at lukke kampen, og når man bl.a. brænder 5 straffekast, hjælper det jo altså heller ikke lige på det. Men vi holdt koncentrationen, og i kampens sidste fem minutter løb vi fra dem og vandt med 28-22 (om det skyldtes at træneren gik på banen til slut, vil jeg lade være op til andre at vurdere)…
Da slutsignalet lød, brød hele holdet ud i jubel og sejrsdans – et fantastisk syn. Om nogle trillede en tåre, var ikke til at se, for alle var gennemblødte af sved, efter at have spillet en times håndbold i 30 graders varme, men spillerne var da så omsorgsfulde, at de sørgede for at transportere træneren ud i brusebadet, så han kunne blive kølet lidt ned ovenpå den storslåede sejr. Vi havde nået vores mål, og det var en flok stolte og lykkelige kiwier der gik på podiet til stående klapsalver fra publikum. Afslutningsceremonien indebar varme farvelhilsner og udveksling af spilletrøjer, og desuden også en takketale fra alle holdenes trænere, hvilket undertegnede på ingen måde var forberedt på. Men jeg fik da fisket nogle franske gloser frem og holdt en ganske acceptabel og garanteret også underholdende tale.
En unik oplevelse
Om aftenen havde vi en hyggelig aften med holdet hjemme på internatet, hvor sejren blev fejret – dog med yderst begrænsede mængder drikkevarer, eftersom alkohol var forbudt på internatet. Men det gjorde skam ikke det store, for alle var vist allerede lykkelige og trætte nok efter en særdeles succesfuld og ganske uforglemmelig turnering, som på alle fronter har været en helt unik oplevelse.
Det var godt nok vemodigt at sige farvel til alle gutterne i lufthavnen. Er blevet tæt knyttet til en hel del af dem og har indimellem stadig en gedigen lyst til at blive hernede og fortsætte med udviklingsarbejdet i verdens bedste sport. Men Danmark trækker nu alligevel ret meget mere lige nu. Og der er jo ingen der siger, at jeg ikke kan vende tilbage engang i fremtiden…?
lørdag den 8. november 2008
"Straight A student"
Alt imens jeg trisser rundt og holder ferie i Ny Kaledonien, er der nu kommet eksamenskarakterer fra University of Otago. Det kommer måske som en overraskelse for nogle (inklusiv mig selv?), men jeg har rent faktisk fået A- i alle mine 3 fag. Så det bliver i dette øjeblik fejret med en kold øl på terrassen...
Abonner på:
Kommentarer (Atom)