En uges ”gratis” badeferie i troperne…

Med håndboldmesterskaberne vel overståede, besluttede jeg mig for at blive en ekstra uge i Ny Caledonien, for at få lov til at opleve noget andet af øen end bare en håndboldarena i massiv beton. Det er rasende dyrt at bo og leve i Ny Caledonien (det er de satans franskmænd der styrer det hele), så da Sylvain, en af de lokale landsholdsspillere, inviterede mig til at bo hos ham og hans kæreste, takkede jeg selvfølgelig glædeligt ja.

De havde den lækreste luksuslejlighed tæt på byen og stranden, og heldigvis også en lækker sovesofa til gæster som mig, der pludselig kommer forbi. De havde stadig ferie i et par dage, og insisterede på at tage mig med ud og se de dele af øen, som de mente var værd at se. Og jeg har simpelthen bare været SÅ privilegeret at komme ud og opleve så mange spændende ting – uden at det har kostet mig andet end det jeg bidrog med til husholdningsbudgettet…

Vi går meget op i håndbold
På det håndboldmæssige plan deltog jeg i en morgentræning med landsholdet og også i en opvisningskamp mod U21-landsholdet. Desuden var jeg inde og se Sylvain spille landskamp mod Australien en af dagene – og her opstod der en lidt speciel situation. Da træneren for Ny Caledonien ville sende en af sine spillere på banen, 10 minutter før tid, nægtede han at gå ind, fordi han var sur og skuffet over at han ikke havde fået spilletid endnu. Så i sin arrigskab forlod han bænken og tilkendegjorde, at han ikke ønskede at spille mere. Efterfølgende har adskillige øjenvidner så fortalt, at han er gået direkte ud til trænerens bil og punkteret begge hans fordæk…

Racismeproblemer
Håndbold er en stor del af livet hernede, men det er racismeproblemet desværre også. Træneren er hvid, ovennævnte spiller er farvet. Og mange farvede har åbenbart den opfattelse, at der er for mange hvide spillere på landsholdet. Nogle mener, at de slet ikke hører til på holdet – andre vil sige, at de ikke hører til i landet.

Der er (desværre) en kæmpe forskel på hvide og farvede hernede – de rige franskmænd der kommer til, for at leve deres eget luksusliv på en tropeø, overfor de ”indfødte” polynesiere, hvoraf en meget stor del ikke fungerer i samfundet. Alkohol- og cannabismisbrug er et stort problem. Der er omkring 40% der ikke arbejder… der er ellers arbejde nok, men der er en stor trodsighed (og også en hel del dovenskab) i forhold til Frankrig, som mange mener bør gøre landet selvstændigt… men samtidig vil man stadig rigtig gerne have de mange, mange millioner euro, som Frankrig hvert år spytter i kassen, for at holde samfundet kørende… det er lidt samme ”problematik” som med Grønland i forhold til Danmark. Men det må jeg fortælle mere om en anden gang… tilbage til sagen:

Massevis af oplevelser
Derudover har jeg været til hyggelig grillfest hos nogle gode venner til Sylvain og hans kæreste, Aurelie. Samtalerne foregår selvfølgelig på fransk, og gerne med 4 mennesker i munden på hinanden, så jeg fulgte bare med så godt jeg kunne. De, der kunne et par gloser på engelsk, var rigtig flinke til at oversætte for mig, når det gik for stærkt. En rigtig hyggelig dag – og jeg kunne altså godt vænne mig til at hilse på folk, sådan som franskmændene gør – aldrig har jeg fået så mange kindkys på én uge – af fremmende, men til tider ganske kønne kvinder…

Jeg har også været på tur med Sylvain og veninden Edith, som arbejder for håndboldforbundet. De tog mig med på en dagsudflugt til den sydlige del af øen, hvor der er nogle fantastiske landskaber og smukke vandfald, og hvor jorden har en karakteristisk rød farve, fordi den er så jernholdig. En stor oplevelse. Om aftenen tog Sylvain mig så med på ”Sunset Tour” bag på sin ”moto” – sådan en rigtig scooter, der kan køre 90 km/t. Vi kørte op til toppen af det nærliggende bjerg og så en helt fantastisk solnedgang over vandet. Ja, havde vi været af hver sit køn, havde det virkelig været romantisk. Jeg vælger at betragte det som 2 drengerøve, der var på motorcykeltur i bjergene…

Koralrev med Nemo-fisk
Noget af det mest fantastiske jeg oplevede var vores tur til Ilê du Canard, hvor vi sammen med vennerne Ludo og Hélène var ude og snorkeldykke i det smukkeste koralrev man kan forestille sig. Mine værter havde selvfølgelig alt det nødvendige udstyr, der skulle bruges – endda også ekstraudstyr til mig. Jeg tror de syntes det var ret underholdende at se hvor overbegejstret jeg var for at se korallerne og de mange tusinde fisk i alle regnbuens farver – for dem var det jo nærmest hverdag at opleve sådan noget. Men hold k…, hvor var det dog smukt – det var jo nærmest ligesom at være med i ”Find Nemo”…

Når mine værter så i løbet af ugen var på arbejde, ”nøjedes” jeg bare med at hænge ud på små caféer i byen, for at skrive postkort eller også slængede jeg mig bare på den hvide sandstrand med et Kryds & Tværs-blad i hånden… ja, jeg kan ikke påstå at jeg havde det hårdt. Når vi mødtes derhjemme om aftenen, serverede Sylvain eksotisk mad i lange baner, og så længe jeg bare hjalp til med opvasken, så var de glade og tilfredse.

Det var næsten helt vemodigt at sige farvel til dem ovenpå sådan en fantastisk uge, men vi lovede hinanden, at skulle de – som planlagt – flytte tilbage til Frankrig i nærmeste fremtid, så skulle der jo ikke være noget til hinder for at vi kunne ses igen, enten i Frankrig eller Danmark. Så må jeg bare sørge for at få genopfrisket mit fransk lidt…