Håndbold, "haka" og hedeslag

Livet tager nogle gange nogle usædvanlige drejninger. Da jeg pakkede rygsækken, for at rejse Down Under og studere i et semester, havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg 5 måneder senere skulle stå i spidsen for New Zealands håndboldhold ved Oceanian Champions League, afholdt på en fantastisk tropeø i Stillehavet. En ganske speciel oplevelse, som jeg nødig ville have været foruden, og som jeg aldrig nogensinde vil glemme…

Ny Caledonien er en fransk koloni, beliggende i Stillehavet, med et areal på størrelse med Danmark, og et indbyggertal på lige omkring 300.000 – halvdelen af dem bor i og omkring hovedbyen Noumea, hvor håndboldmesterskaberne også blev afholdt. Syv hold deltager i turneringen; to fra Ny Caledonien, to fra Tahiti, et fra Wallis & Futuna, et fra Australien og så selvfølgelig et fra New Zealand. Det er det officielle, internationale klubmesterskab i Oceanien, som nu afholdes for tredje år i træk, og alle lande har mulighed for at stille med deres bedste klubhold. New Zealand er en meget ung håndboldnation og har derfor fået lov til at samle de bedste spillere fra forskellige klubber, eftersom intet klubhold ville kunne skaffe spillere nok til at stille op ved mesterskaberne (man skal jo gerne som et minimum have 10 mand, der alle kender reglerne)… så vi stiller med de spillere, der talent, tid og råd til at tage af sted. Håndboldforbundet har ikke rigtig nogen penge – ikke engang til at købe rigtige håndbolde – så spillerne afholder alle udgifter selv. Heldigvis sørger værterne for kost og logi under mesterskaberne…

Alternative forhold
Som oftest er det bidende koldt om foråret i New Zealand, så da vi landede i 35 graders hede, skal jeg love for at gutterne sprang begejstrede rundt af glæde. Begejstringen forstummede dog en smule, da det gik op for dem hvor vi skulle indkvarteres.

Gutterne havde vist forventet lidt finere forhold end et forfaldent internat, der mest af alt mindede om et fængsel, med store pigtrådshegn omkring. 2-mandsværelser, der på ingen måde er rengjort, med en sovebriks til hver – de heldige har også et skab til deres tøj. Toiletterne har ingen sæder, og i bruserne er der kun koldt vand. Vi bliver bespist i en form for kantine, der ligger 500 meter nede ad vejen. Maden serveres fra en kæmpe gryde – på metalbakker. Og når vi kommer hjem til internatet, venter vi så gerne ude foran i 15-20 minutter på bestyreren, der skal komme og låse op for os… og det er altså med at komme tidligt i seng, for kl. 5 næste morgen kan man være sikker på at selvsamme bestyrer vandrer op og ned ad gangen og råber ”KAFFE” (på fransk) for at gøre opmærksom på, at der nu kun er en time til morgenmaden serveres…

Mildest talt nogle anderledes forhold for disse ellers så luksusvante kiwier, men efter et døgns tid (og en mindre opsang fra undertegnede), var der altså ikke nogen der beklagede sig over indkvarteringen. Der var desuden heller ingen alternativer, medmindre man selv ønskede at punge ud med en formue for et hotelværelse…

Pludselig er man en stjerne…
Mens indkvarteringen kunne siges at være knap så prangende, var der til gengæld anderledes stil og professionalisme over selve afviklingen af håndboldmesterskabet. Mine gutter har aldrig før spillet på en ”rigtig” håndboldbane i fuld størrelse, og ej heller prøvet at have en rigtig dommer – eller for den sags skyld tilskuere, der oven i købet betaler for at komme ind og se dem spille håndbold. Vi bliver hentet og bragt i egen luksusbus hver eneste dag, og ved ankomst til arenaen, er alle de lokale unger vilde for at give hånd, vinke eller bare sige ”bonjour” til de store stjerner… nogle drister sig endda til at spørge, om de må få taget et billede eller skrevet en autograf. Flere gange i løbet af ugen er vi på landsdækkende tv, og der er dagligt artikler om os i landets (eneste) avis.

En stort anlagt åbningsceremoni starter mesterskaberne, hvor alle holdene går rundt i arenaen og bliver præsenteret for de ca. 400 tilskuere i hallen – lidt ligesom ved OL. Dernæst fremfører de respektive hold en dans eller sang fra deres hjemland. New Zealands rugbylandshold er jo berømte for deres krigsdans før hver landskamp – en såkaldt ”haka”. Så den fremfører håndboldholdet altså også. Og jeg skal love for at der var stolthed og julelys i øjnene på mine spillere, da vi havde fremført en perfekt haka, efterfulgt af et øredøvende bifald fra publikum og modspillere…

”Så længe vi slår australierne…”
Selve turneringen forløb ganske godt for os. Vi lagde ud med en flot sejr over mestrene fra Tahiti, men måtte dagen efter se os slået knebent af begge hold fra Ny Caledonien, som i øvrigt er nået til finalen begge de foregående år. Men der var alligevel dyb skuffelse at spore hos drengene, eftersom vi faktisk havde gode muligheder for at vinde kampen mod storfavoritterne…

Næste dag bød på et ”arvefjendeopgør” mod australierne, så der var ingen problemer i at få motiveret spillerne… når man kommer fra New Zealand, er der intet man hellere vil, end at slå Australien! Og da vi efter 2 x 20 minutter havde krøllet dem godt og grundigt sammen og slået dem med 15-4, var gårsdagens skuffelse glemt og storsejren blev fejret med en velfortjent, kold dåseøl. Vi blev bedre og bedre som turneringen skred frem, og på gruppespillets sidste dag var det blot en ekspeditionssag at vinde mod holdet fra Wallis & Futuna, således at vi var klar til at spille om 3. pladsen mod vores nye bedste venner fra Tahiti.

En succeshistorie
Den afgørende kamp var en fantastisk oplevelse. Vi ville så ufattelig gerne have den podieplads – og hvor måtte vi da også utroligt meget igennem… en meget tæt kamp, som først blev afgjort til allersidst. Vores talentfulde, men også meget urutinerede mandskab formåede ikke rigtig at lukke kampen, og når man bl.a. brænder 5 straffekast, hjælper det jo altså heller ikke lige på det. Men vi holdt koncentrationen, og i kampens sidste fem minutter løb vi fra dem og vandt med 28-22 (om det skyldtes at træneren gik på banen til slut, vil jeg lade være op til andre at vurdere)…

Da slutsignalet lød, brød hele holdet ud i jubel og sejrsdans – et fantastisk syn. Om nogle trillede en tåre, var ikke til at se, for alle var gennemblødte af sved, efter at have spillet en times håndbold i 30 graders varme, men spillerne var da så omsorgsfulde, at de sørgede for at transportere træneren ud i brusebadet, så han kunne blive kølet lidt ned ovenpå den storslåede sejr. Vi havde nået vores mål, og det var en flok stolte og lykkelige kiwier der gik på podiet til stående klapsalver fra publikum. Afslutningsceremonien indebar varme farvelhilsner og udveksling af spilletrøjer, og desuden også en takketale fra alle holdenes trænere, hvilket undertegnede på ingen måde var forberedt på. Men jeg fik da fisket nogle franske gloser frem og holdt en ganske acceptabel og garanteret også underholdende tale.

En unik oplevelse
Om aftenen havde vi en hyggelig aften med holdet hjemme på internatet, hvor sejren blev fejret – dog med yderst begrænsede mængder drikkevarer, eftersom alkohol var forbudt på internatet. Men det gjorde skam ikke det store, for alle var vist allerede lykkelige og trætte nok efter en særdeles succesfuld og ganske uforglemmelig turnering, som på alle fronter har været en helt unik oplevelse.

Det var godt nok vemodigt at sige farvel til alle gutterne i lufthavnen. Er blevet tæt knyttet til en hel del af dem og har indimellem stadig en gedigen lyst til at blive hernede og fortsætte med udviklingsarbejdet i verdens bedste sport. Men Danmark trækker nu alligevel ret meget mere lige nu. Og der er jo ingen der siger, at jeg ikke kan vende tilbage engang i fremtiden…?