søndag den 14. februar 2010

Happy New Year of the Tiger!

Ifølge den kinesiske kalender var der nytår lørdag d. 13. februar, så vi var så heldige, at få lov at holde nytårsaften for anden gang inden for halvanden måned. Nytår på den kinesiske måde, vel at mærke.

Ligesom kineserne
Det siges, at kineserne selv tager rundt på byens pladser og i parker, hvorefter hele familien mødes hjemme om aftenen og laver mad sammen, spiller spil og fejrer nytåret. Så det gjorde vi også.
Efter en lidt våd fredag aften med dertilhørende hovedpine næste morgen, tog Simon, Christiane og jeg ud og så lidt på Beijing om eftermiddagen. Vi så indgangen til Den Forbudte By, Den Himmelske Freds Plads og parken med Himlens Tempel - altsammen inden for gå- og cykelafstand fra vores lejlighed. Der ligger billeder fra turen i billedalbummet.

Tigerens År
Om aftenen mødtes vi alle hjemme i lejligheden, hvor Cathrine - der tidligere har boet i Beijing i et par år - instruerede i, hvordan man sammen sad rundt om bordet og forberedte nytårsmaden. Det blev virkelig et lækkert festmåltid, og øllene smagte skam også ganske glimrende. Efter maden blev der organiseret Gæt & Grimasser - og som tiden gik, og promillerne steg, blev spillet da også sjovere og sjovere.

Vi bor jo som bekendt på 9. sal, så udsigten til fyrværkeriet kunne ikke være bedre. Ved midnat manøvrerede alle syv festdeltagere op i Bjarkes seng, og sprang derpå sammen ind i Tigerens År. Der blev skålet i hvidvin (champagne kunne ikke opdrives) og løjerne fortsatte nogle timer endnu, mens vi nød udsigten over byen, der var badet i fyrværkeri i alle regnbuens farver.

I morgen smutter Jacob, Christiane, Simon og jeg så på skiferie i et par dage, nu hvor vi har fri i anledning af nytåret. Og indtil jeg vender tilbage og beretter lidt om vores skitur, kan du jo fordrive tiden med at se nytårsbilleder i billedalbummet.