Endnu engang bliver det blot til en ganske kort hilsen, for lige om et oejeblik kommer min japanske vaert, Takafumi, hjem og laver mad til mig. Og han arbejder som kok, saa han burde nok kunne finde ud af det...
De foerste par dage i Matsumoto regnede simpelthen vaek - det stod ned i staenger i to dage i traek. Saa alle vandrestier var lukkede og busserne til bjergene var aflyst. Soendag gik med sightseeing paa Matsumoto Slot (vildt flot!) og en tur rundt i byen i silende regn. Mandag tog den altid optimistiske Bjarke ud paa en 35 kilometers vandretur - ogsaa i oesende regnvejr. Men man kan jo heller ikke bare sidde derhjemme, vel? Det var en meget smuk tur - billeder kommer paa et tidspunkt!
I dag var vejret fantastisk, saa jeg hoppede paa et tog kl. 6.00 til Hotaka, hvor jeg her til aften havde en aftale med Takafumi om overnatning. Fra Hotaka med en lokal bus ad utallige haarnaalesving op til foden af bjerget Tsubakuro, og saa ellers bare op ad de stejle og snekladte skraenter med mig i det gode vejr. Igen; jeg skal nok smide nogle billeder op, naar jeg faar mulighed for det! Det var vildt flot - hvilken udsigt! Jeg er gaaet i dyb sne det meste af dagen...!
Her til eftermiddag blev jeg saa hentet af den kaere Takafumi, der tog mig med i "Onsen" (beroemte japanske bade i varme kilder), hvor man som bekendt sidder splitter-fornoejet sammen med en haandfuld aeldre, japanske maend. Der var ogsaa boblebad og det hele - ubeskrivelig skoent ovenpaa to dages intensiv vandring. Dernaest smuttede vi paa "Isakaya" (japansk vaertshus) og fik en oel, og nu sidder jeg saa her i Takafumis virkelig japanske hjem (fuldstaendig som paa film, med papirvaegge og det hele!) og venter paa at han er faerdig paa arbejdet og kommer hjem og laver middag. Ja, livet er ikke helt ringe...
I morgen rejser jeg saa til Shizuoka og moedes med en gruppe folk fra CouchSurfing (tjek http://www.couchsurfing.org/ hvis du ikke ved hvad det er), som jeg skal rejse rundt med i de kommende 10 dage. Det er selvfoelgelig en vildt entusiastisk japansk fyr, der organiserer det hele, saa vi er vist i gode haender.
Hold jer muntre derhjemme - jeg lover at skrive nogle mere strukturerede og ordentlige indlaeg, saa snart jeg er hjemme i Beijing igen. Der er saa MANGE ting at fortaelle om!
Kram til alle,
Bjarke
Velkommen! Her kan du læse beretninger fra mine oplevelser med gymnasterne på DGI's Verdenshold, der turnerede verden rundt i 2012-2013. Desuden finder du beretninger fra specialerejsen til USA, fra mit arbejde på Danmarks ambassade i Beijing og backpacking i Japan i 2010, samt fra mit udvekslingsophold i New Zealand og min rundrejse i Australien i 2008. God fornøjelse.
tirsdag den 25. maj 2010
lørdag den 22. maj 2010
Bjarke har indtaget Japan!
En lynhurtig update herfra!
Er landet trygt og sikkert i Japan, og efter et par fantastiske dage i millionbyen Tokyo, er jeg nu landet i Matsumoto i de japanske alper, hvor jeg skal ud og vandre i bjergene alt hvad jeg overhovedet kan...
Bor hos en indonesisk pige, der studerer neurokirurgi her i byen og har allerede indtaget massevis af god, japansk mad.
Er det forresten ikke utroligt, at jeg har skrevet alt det her uden brug af de der 3 bogstaver, som kun danskerne bruger (og som jeg ikke kan anvende her...)?
Mange hilsner,
Bjarke
Er landet trygt og sikkert i Japan, og efter et par fantastiske dage i millionbyen Tokyo, er jeg nu landet i Matsumoto i de japanske alper, hvor jeg skal ud og vandre i bjergene alt hvad jeg overhovedet kan...
Bor hos en indonesisk pige, der studerer neurokirurgi her i byen og har allerede indtaget massevis af god, japansk mad.
Er det forresten ikke utroligt, at jeg har skrevet alt det her uden brug af de der 3 bogstaver, som kun danskerne bruger (og som jeg ikke kan anvende her...)?
Mange hilsner,
Bjarke
mandag den 10. maj 2010
Besøg hjemmefra – turist i egen by
Min tidligere sambo Ulla og hendes søn Morten har netop været på en uges ferie i Beijing, hvor de udover at være rundt og se alle de store turistattraktioner heldigvis også havde et par dage på egen hånd. Så jeg afspadserede torsdag og fredag og tog dem med rundt i byen.
Mine gæster Ulla og Morten havde haft et tætpakket program hele ugen med aktiviteter fra tidlig morgen til sen aften, så de var heldigvis indstillede på at have et par rolige dage, hvilket passede mig ganske glimrende.
Der skal pruttes om prisen
Om eftermiddagen tog vi på det store marked i Yashow, hvor man kan købe alle former for souvenirs, kopivarer og andet ubrugeligt bras. Uanset hvad man køber, så skal der forhandles helt vanvittigt om prisen. Alle sælgere kan tale engelsk og tøver på ingen måde med at henvende sig, når de rige vesterlændinge går forbi deres bod. ”Hello sir, do you like beautiful t-shirt, very good price for you, sir”… og prisen er altid skyhøj til at starte med. Den schweizerkniv som jeg endte med at købe for 15 kroner, startede med at koste 200.
De dumme turister
Man skal være taktisk og vedholdende, hvis man skal have tingene til en nogenlunde pris. Og som Morten bemærkede, da vi købte en kinesisk landsholdstrøje til ham, så faldt prisen også drastisk, da jeg begyndte at snakke kinesisk med sælgeren. Men hatten af for dem – ikke så få gange ser man godtroende, rige turister, der hellere end gerne betaler 400 kroner for en falsk Dolce & Gabbana-jakke, som de selvfølgelig tror, er helt ægte og fantastisk kvalitet. Og når de så oven i købet har fået sælgeren ned fra 1.000 til 400 kroner, er de jo lykkelige. At skidtet så kun burde have kostet en tiendedel og i øvrigt går i stykker en uge efter de er kommet hjem, må jo så være deres egen hovedpine…
I parken med pensionisterne
Tilbage til os selv, og ikke de andre dumme turister. Efter en hyggelig middag på lokal restaurant sammen med Simon, Christiane og René, fik jeg eskorteret Ulla og Morten sikkert hjem til deres hotel ovenpå en vellykket dag.
Dagen efter tog jeg mine gæster med i Longtan Park, for at give dem lidt mere fredelig og lokal kultur. Sådan en fredelig fredag formiddag kunne vi opleve hvordan alle pensionisterne – nogle af dem med børnebørn på slæb – sidder, løber, synger, spiller og danser i parken. Nogle dyrker taichi, andre leger med ungerne på legepladsen, mens andre igen slår sig løs ved bordtennisbordene. Jeg fik mig da også lige et par bolde med en fyr, der vel var omkring de 80, men til trods for dette ikke havde de fjerneste problemer med at udspille mig på kryds og tværs. Alligevel fik jeg dog god ros og anerkendelse for indsatsen af de andre pensionister rundt om bordet, der ivrigt fulgte med i spillet, nu hvor der var en ung, fremmed gut, der havde dristet sig til at være med.
Piratos og pålægschokolade
Om eftermiddagen tog vi til Wangfujing, der er et større gågade-område, hvor turister også kan får styret deres lyst efter at shoppe alskens souvenirs. Her serverer de selvfølgelig også stegte kakerlakker, skorpioner og andet kryb på spyd, hvis man nu skulle have lyst til den slags. Vi holdt os til at spise en Magnum i stedet.
Ovenpå et par fantastiske dage som turist i egen by, tog jeg afsked med Ulla og Morten, der i øvrigt havde været så fantastisk søde at tage både Piratos og pålægschokolade med til mig, så jeg ikke skulle føle mig så langt væk hjemmefra. Pålægschokoladen ryger direkte hjem i køleskabet, mens de to poser Piratos ryger med på kontoret, så Simon også kan få glæde af dem…
Der er en håndfuld billeder fra vores tur i Longtan Park i billedalbummet.
Mine gæster Ulla og Morten havde haft et tætpakket program hele ugen med aktiviteter fra tidlig morgen til sen aften, så de var heldigvis indstillede på at have et par rolige dage, hvilket passede mig ganske glimrende.
“Her bor jeg!”
Efter en tur i formand Maos mausoleum torsdag morgen, tog vi hjem og så min lejlighed og efterfølgende også en tur på ambassaden, hvor mine gæster fik hilst på og sludret med mine nærmeste kolleger. De fik selvfølgelig også set tennisbanen og swimmingpoolen, som endelig er kommet i brug, nu hvor sommeren er kommet til Beijing.
Der skal pruttes om prisen
Om eftermiddagen tog vi på det store marked i Yashow, hvor man kan købe alle former for souvenirs, kopivarer og andet ubrugeligt bras. Uanset hvad man køber, så skal der forhandles helt vanvittigt om prisen. Alle sælgere kan tale engelsk og tøver på ingen måde med at henvende sig, når de rige vesterlændinge går forbi deres bod. ”Hello sir, do you like beautiful t-shirt, very good price for you, sir”… og prisen er altid skyhøj til at starte med. Den schweizerkniv som jeg endte med at købe for 15 kroner, startede med at koste 200.De dumme turister
Man skal være taktisk og vedholdende, hvis man skal have tingene til en nogenlunde pris. Og som Morten bemærkede, da vi købte en kinesisk landsholdstrøje til ham, så faldt prisen også drastisk, da jeg begyndte at snakke kinesisk med sælgeren. Men hatten af for dem – ikke så få gange ser man godtroende, rige turister, der hellere end gerne betaler 400 kroner for en falsk Dolce & Gabbana-jakke, som de selvfølgelig tror, er helt ægte og fantastisk kvalitet. Og når de så oven i købet har fået sælgeren ned fra 1.000 til 400 kroner, er de jo lykkelige. At skidtet så kun burde have kostet en tiendedel og i øvrigt går i stykker en uge efter de er kommet hjem, må jo så være deres egen hovedpine…
I parken med pensionisterne
Tilbage til os selv, og ikke de andre dumme turister. Efter en hyggelig middag på lokal restaurant sammen med Simon, Christiane og René, fik jeg eskorteret Ulla og Morten sikkert hjem til deres hotel ovenpå en vellykket dag.
Dagen efter tog jeg mine gæster med i Longtan Park, for at give dem lidt mere fredelig og lokal kultur. Sådan en fredelig fredag formiddag kunne vi opleve hvordan alle pensionisterne – nogle af dem med børnebørn på slæb – sidder, løber, synger, spiller og danser i parken. Nogle dyrker taichi, andre leger med ungerne på legepladsen, mens andre igen slår sig løs ved bordtennisbordene. Jeg fik mig da også lige et par bolde med en fyr, der vel var omkring de 80, men til trods for dette ikke havde de fjerneste problemer med at udspille mig på kryds og tværs. Alligevel fik jeg dog god ros og anerkendelse for indsatsen af de andre pensionister rundt om bordet, der ivrigt fulgte med i spillet, nu hvor der var en ung, fremmed gut, der havde dristet sig til at være med.
Piratos og pålægschokolade
Om eftermiddagen tog vi til Wangfujing, der er et større gågade-område, hvor turister også kan får styret deres lyst efter at shoppe alskens souvenirs. Her serverer de selvfølgelig også stegte kakerlakker, skorpioner og andet kryb på spyd, hvis man nu skulle have lyst til den slags. Vi holdt os til at spise en Magnum i stedet.
Ovenpå et par fantastiske dage som turist i egen by, tog jeg afsked med Ulla og Morten, der i øvrigt havde været så fantastisk søde at tage både Piratos og pålægschokolade med til mig, så jeg ikke skulle føle mig så langt væk hjemmefra. Pålægschokoladen ryger direkte hjem i køleskabet, mens de to poser Piratos ryger med på kontoret, så Simon også kan få glæde af dem…
Der er en håndfuld billeder fra vores tur i Longtan Park i billedalbummet.
tirsdag den 4. maj 2010
Fodbold uden fadøl
Mens det danske mesterskab er afgjort derhjemme, er der stadig spænding om titlen i den kinesiske liga. Beijing er forsvarende mestre, og de ca. 35.000 meget entusiastiske fans der var på stadion i mandags, forventede tydeligvis, at der skulle en sejr i hus i opgøret mod Qingdao. Sammen med mine kolleger Simon og René var jeg inde og se topopgør i kinesisk fodbold.
Slatten automat-cola
Nu er jeg jo ikke den store fodboldekspert, men selv jeg kunne konstatere, at det altså ikke var helt det samme som hjemme i Danmark. For det første var niveauet nede på banen så forbavsende ringe, at et dansk 2. divisionshold med lethed kunne have slået de forsvarende kinesiske mestre fra Beijing. For det andet serverede de slet ikke fadøl nogen steder. I stedet blev man spist af med forbrændte popcorn og slatten automat-cola til overpris.
Skandaledommer
Ovenstående forhindrede dog ikke de mange fans i at gå vildt og voldsomt op i kampen, og de ellers så fredelige kinesere var konstant oppe af stolene for at råbe af både egne spillere og modstanderholdet – ja, og så selvfølgelig dommeren, der med jævne mellemrum blev kaldt ”xabi”, der vist betyder noget i retning af ”skandaledommer”. Hver gang det skete, kom der en forfærdelig høj og skrattende lyd i stadionhøjttalerne, som vist skulle betyde, at man ikke måtte sige grimme ting. Men det tog folk sig tydeligvis ikke af. Kampen endte i øvrigt 1-1, efter at Beijing havde kontrolleret hele matchen og ført 1-0 indtil 10 minutter før tid, hvor modstanderne udlignede på deres absolut eneste chance i hele kampen.
Fascinerende kinesisk fodboldkultur
Det var på ingen måde særlig seværdigt, ej heller spændende. Og når man så heller ikke kan købe så meget som en enkelt øl til at kompensere for den manglende underholdning på banen, var billetten vist ikke de 60 kroner værd. Men alt i alt ganske fascinerende at opleve kinesisk fodboldkultur og se så mange fans gå så højt op i spillet, til trods for det fornærmende dårlige niveau. Så jeg vil da ikke afvise, at Simon, René og jeg igen er at finde på lægterne, når ærkerivalerne fra Shanghai snart kommer på besøg…
Slatten automat-cola
Nu er jeg jo ikke den store fodboldekspert, men selv jeg kunne konstatere, at det altså ikke var helt det samme som hjemme i Danmark. For det første var niveauet nede på banen så forbavsende ringe, at et dansk 2. divisionshold med lethed kunne have slået de forsvarende kinesiske mestre fra Beijing. For det andet serverede de slet ikke fadøl nogen steder. I stedet blev man spist af med forbrændte popcorn og slatten automat-cola til overpris.
Skandaledommer
Ovenstående forhindrede dog ikke de mange fans i at gå vildt og voldsomt op i kampen, og de ellers så fredelige kinesere var konstant oppe af stolene for at råbe af både egne spillere og modstanderholdet – ja, og så selvfølgelig dommeren, der med jævne mellemrum blev kaldt ”xabi”, der vist betyder noget i retning af ”skandaledommer”. Hver gang det skete, kom der en forfærdelig høj og skrattende lyd i stadionhøjttalerne, som vist skulle betyde, at man ikke måtte sige grimme ting. Men det tog folk sig tydeligvis ikke af. Kampen endte i øvrigt 1-1, efter at Beijing havde kontrolleret hele matchen og ført 1-0 indtil 10 minutter før tid, hvor modstanderne udlignede på deres absolut eneste chance i hele kampen.
Fascinerende kinesisk fodboldkultur
Det var på ingen måde særlig seværdigt, ej heller spændende. Og når man så heller ikke kan købe så meget som en enkelt øl til at kompensere for den manglende underholdning på banen, var billetten vist ikke de 60 kroner værd. Men alt i alt ganske fascinerende at opleve kinesisk fodboldkultur og se så mange fans gå så højt op i spillet, til trods for det fornærmende dårlige niveau. Så jeg vil da ikke afvise, at Simon, René og jeg igen er at finde på lægterne, når ærkerivalerne fra Shanghai snart kommer på besøg…
Abonner på:
Kommentarer (Atom)