Mine gæster Ulla og Morten havde haft et tætpakket program hele ugen med aktiviteter fra tidlig morgen til sen aften, så de var heldigvis indstillede på at have et par rolige dage, hvilket passede mig ganske glimrende.
“Her bor jeg!”
Efter en tur i formand Maos mausoleum torsdag morgen, tog vi hjem og så min lejlighed og efterfølgende også en tur på ambassaden, hvor mine gæster fik hilst på og sludret med mine nærmeste kolleger. De fik selvfølgelig også set tennisbanen og swimmingpoolen, som endelig er kommet i brug, nu hvor sommeren er kommet til Beijing.
Der skal pruttes om prisen
Om eftermiddagen tog vi på det store marked i Yashow, hvor man kan købe alle former for souvenirs, kopivarer og andet ubrugeligt bras. Uanset hvad man køber, så skal der forhandles helt vanvittigt om prisen. Alle sælgere kan tale engelsk og tøver på ingen måde med at henvende sig, når de rige vesterlændinge går forbi deres bod. ”Hello sir, do you like beautiful t-shirt, very good price for you, sir”… og prisen er altid skyhøj til at starte med. Den schweizerkniv som jeg endte med at købe for 15 kroner, startede med at koste 200.De dumme turister
Man skal være taktisk og vedholdende, hvis man skal have tingene til en nogenlunde pris. Og som Morten bemærkede, da vi købte en kinesisk landsholdstrøje til ham, så faldt prisen også drastisk, da jeg begyndte at snakke kinesisk med sælgeren. Men hatten af for dem – ikke så få gange ser man godtroende, rige turister, der hellere end gerne betaler 400 kroner for en falsk Dolce & Gabbana-jakke, som de selvfølgelig tror, er helt ægte og fantastisk kvalitet. Og når de så oven i købet har fået sælgeren ned fra 1.000 til 400 kroner, er de jo lykkelige. At skidtet så kun burde have kostet en tiendedel og i øvrigt går i stykker en uge efter de er kommet hjem, må jo så være deres egen hovedpine…
I parken med pensionisterne
Tilbage til os selv, og ikke de andre dumme turister. Efter en hyggelig middag på lokal restaurant sammen med Simon, Christiane og René, fik jeg eskorteret Ulla og Morten sikkert hjem til deres hotel ovenpå en vellykket dag.
Dagen efter tog jeg mine gæster med i Longtan Park, for at give dem lidt mere fredelig og lokal kultur. Sådan en fredelig fredag formiddag kunne vi opleve hvordan alle pensionisterne – nogle af dem med børnebørn på slæb – sidder, løber, synger, spiller og danser i parken. Nogle dyrker taichi, andre leger med ungerne på legepladsen, mens andre igen slår sig løs ved bordtennisbordene. Jeg fik mig da også lige et par bolde med en fyr, der vel var omkring de 80, men til trods for dette ikke havde de fjerneste problemer med at udspille mig på kryds og tværs. Alligevel fik jeg dog god ros og anerkendelse for indsatsen af de andre pensionister rundt om bordet, der ivrigt fulgte med i spillet, nu hvor der var en ung, fremmed gut, der havde dristet sig til at være med.
Piratos og pålægschokolade
Om eftermiddagen tog vi til Wangfujing, der er et større gågade-område, hvor turister også kan får styret deres lyst efter at shoppe alskens souvenirs. Her serverer de selvfølgelig også stegte kakerlakker, skorpioner og andet kryb på spyd, hvis man nu skulle have lyst til den slags. Vi holdt os til at spise en Magnum i stedet.
Ovenpå et par fantastiske dage som turist i egen by, tog jeg afsked med Ulla og Morten, der i øvrigt havde været så fantastisk søde at tage både Piratos og pålægschokolade med til mig, så jeg ikke skulle føle mig så langt væk hjemmefra. Pålægschokoladen ryger direkte hjem i køleskabet, mens de to poser Piratos ryger med på kontoret, så Simon også kan få glæde af dem…
Der er en håndfuld billeder fra vores tur i Longtan Park i billedalbummet.
