Af en eller anden årsag, så er alle mine flatmates (samboer) taget af sted på ferie forskellige steder i Kina i denne uge, så jeg har hele den 230 kvadratmeter store lejlighed helt for mig selv! Så jeg nyder bare at have masser af plads og at man med ro i sindet kan tisse for åben dør eller rende nøgen rundt, hvis man lige føler for det... skønt!
Af andre interessante begivenheder kan jeg nævne, at det kører fantastisk med håndbolden - tyske Marcus var henrykt over, at jeg gad at stå for træningen, eftersom han selv langt hellere ville spille. Så nu får jeg lov til at gøre mig som håndboldtræner igen, på en blanding af engelsk, fransk og kinesisk, så alle forstår hvad der skal foregå... noget af en udfordring. Skal nok skrive lidt mere om det en anden dag.
Jeg har i øvrigt smidt to nye billedalbums op - bl.a. fra vores fantastiske weekend ude i en lille landsby!
Velkommen! Her kan du læse beretninger fra mine oplevelser med gymnasterne på DGI's Verdenshold, der turnerede verden rundt i 2012-2013. Desuden finder du beretninger fra specialerejsen til USA, fra mit arbejde på Danmarks ambassade i Beijing og backpacking i Japan i 2010, samt fra mit udvekslingsophold i New Zealand og min rundrejse i Australien i 2008. God fornøjelse.
søndag den 28. marts 2010
tirsdag den 16. marts 2010
En weekend uden for civilisationen
Med 20 millioner indbyggere i Beijing, kan det godt være tiltrængt med lidt luftforandring. Ja, i bogstaveligste forstand, for der er godt nok forurenet i Beijing. Så i denne weekend tog Thomas, Simon og jeg en tur på landet. En tur, der indebar både højt solskin og voldsomt snevejr…
Landsbyen Chuandixia ligger 90 kilometer vest for Beijing, i en lille dal omringet af storslåede bjerge. Her er ca. 100 indbyggere og byen er udover sin smukke beliggenhed kendt for at have gamle Mao-slogans og -citater malet på husmurene over det meste af byen. På bjergskråningerne rundt om byen er bygget en håndfuld templer, hvorfra forskellige guder stadig tilbedes dagligt af de lokale. Mao Zedong selv har også besøgt byen dengang han regerede landet.
Så kører bussen…
Lørdag morgen pakkede vi så tasker og soveposer, og hoppede på metroen til endestationen, hvorfra der til Chuandixia gik en lokal bus, som det til alt held lykkedes os at finde. Til trods for at en lang række ganske ivrige taxachauffører forsøgte at overbevise os om, at det var nemmere (men også 20 gange dyrere) med taxa, og at bussen slet ikke kørte til byen. Men det gjorde den altså. Og efter 2½ times kørsel nåede vi frem.
Overnatning hos de lokale
Det var en helt fantastisk fornemmelse lige pludselig at være ude i den frie luft uden massevis af mennesker omkring én. Der var bare så stille – og så smukt!
Byen har en ganske overskuelig størrelse, så efter et par timers vandring rundt om og gennem byen, har man set det hele. Vi havde dog planlagt at overnatte derude, for at møde nogle lokale og få storbyen lidt på afstand. Vi fandt et hyggeligt lille værelse hos et ældre ægtepar, der blot skulle have i alt 50 kr. for at have os boende natten over. Ganske rimeligt, må man sige.
Kylling med det hele…
Vi kunne også bestille lidt mad til en beskeden pris hos vore værter, og så gik mutter ellers i køkkenet, mens fatter satte sig og underholdt os og røg et karton smøger, når han da ikke lige af mutter blev kommanderet ud for at hente mad til os. De taler naturligvis ikke et ord engelsk, mens vi omvendt kan en meget begrænset mængde gloser på kinesisk, så al kommunikation blev suppleret med en hel del tegnsprog. Vi endte med at spise en kyllingeanretning, hvor ben, fødder og såmænd også hovedet var kogt med i gryden. Men det er vist virkelig en delikatesse, så vi fik med garanti det bedste huset overhovedet kunne byde på.
De havde heldigvis også rigeligt med lokale øl til halvanden krone stykket, og udstyret med rigelige mængder af disse, samt et enkelt sæt spillekort, gik resten af aftenen slag i slag. Af uransalige årsager vandt Simon i samtlige kortspil, så da Thomas og jeg var trætte af at blive ydmyget, gik vi alle drøntrætte i seng ved 22-tiden.
Massevis af sne
Vore venlige værter var vist allerede i sving ved 6-tiden, mens vi selv snuede indtil kl. 8 denne højhellige søndag morgen. Blot for at konstatere, at der i løbet af natten var faldet en voldsom mængde sne – til trods for, at det slet ikke burde sne her midt i marts måned.
Vi fik vist gestikuleret på den rette måde, for mutter lavede varm te og en lokal risgrød til os til morgenmad. Grøden smagte ganske vist ikke af noget som helst, men vi blev mætte og det er jo det vigtigste.
Udbud og efterspørgsel
De blåøjede danskere havde selvfølgelig ikke skænket det en tanke, at et så voldsom snefald kunne have trafikale konsekvenser, så da vi lige ville bekræfte hos fatter, at bussen hjem til Beijing gik kl. 10.30, klukkede han blot og måtte forklare, at bussen altså ikke gik i dag, når det var så voldsomt snevejr. Da vi så gik ud på bygaden for at finde alternativ transport i form af en taxa, var prisen selvfølgelig steget fra 75 til 250 kr. henover natten… det handler jo om udbud og efterspørgsel. Og vi havde ganske rigtigt ikke andre transportmuligheder, hvis ikke vi ville blive i byen indtil sneen var væk – og vi skulle jo sådan set på arbejde dagen efter, så der var ikke rigtig noget at rafle om.
Sikkert hjemme igen
Vi sagde pænt farvel til vore værter og måtte så bide i det sure æble og betale taxachaufføren det han ville have, i stedet for at give 5 kr. for en busbillet hver. Turen gennem snedriverne tog omkring 3½ time, og vores chauffør kørte fornuftigt og sikkert. På vejen hjem passerede vi omkring 10 andre køretøjer, der enten var skredet af vejen eller simpelthen sad fast i sneen, så vi prisede os lykkelige over at komme sikkert hjem til Beijing.
En ganske begivenhedsrig weekend, som vi nok sent vil glemme. Vi er nu tilbage i storbyens hverdag med smog og trafikkaos, hvorfra vi jo så ganske passende kan planlægge vores næste weekendtur ud af byen – for den første var helt klart det hele værd.
Landsbyen Chuandixia ligger 90 kilometer vest for Beijing, i en lille dal omringet af storslåede bjerge. Her er ca. 100 indbyggere og byen er udover sin smukke beliggenhed kendt for at have gamle Mao-slogans og -citater malet på husmurene over det meste af byen. På bjergskråningerne rundt om byen er bygget en håndfuld templer, hvorfra forskellige guder stadig tilbedes dagligt af de lokale. Mao Zedong selv har også besøgt byen dengang han regerede landet.
Så kører bussen…
Lørdag morgen pakkede vi så tasker og soveposer, og hoppede på metroen til endestationen, hvorfra der til Chuandixia gik en lokal bus, som det til alt held lykkedes os at finde. Til trods for at en lang række ganske ivrige taxachauffører forsøgte at overbevise os om, at det var nemmere (men også 20 gange dyrere) med taxa, og at bussen slet ikke kørte til byen. Men det gjorde den altså. Og efter 2½ times kørsel nåede vi frem.
Overnatning hos de lokale
Det var en helt fantastisk fornemmelse lige pludselig at være ude i den frie luft uden massevis af mennesker omkring én. Der var bare så stille – og så smukt!
Byen har en ganske overskuelig størrelse, så efter et par timers vandring rundt om og gennem byen, har man set det hele. Vi havde dog planlagt at overnatte derude, for at møde nogle lokale og få storbyen lidt på afstand. Vi fandt et hyggeligt lille værelse hos et ældre ægtepar, der blot skulle have i alt 50 kr. for at have os boende natten over. Ganske rimeligt, må man sige.
Kylling med det hele…
Vi kunne også bestille lidt mad til en beskeden pris hos vore værter, og så gik mutter ellers i køkkenet, mens fatter satte sig og underholdt os og røg et karton smøger, når han da ikke lige af mutter blev kommanderet ud for at hente mad til os. De taler naturligvis ikke et ord engelsk, mens vi omvendt kan en meget begrænset mængde gloser på kinesisk, så al kommunikation blev suppleret med en hel del tegnsprog. Vi endte med at spise en kyllingeanretning, hvor ben, fødder og såmænd også hovedet var kogt med i gryden. Men det er vist virkelig en delikatesse, så vi fik med garanti det bedste huset overhovedet kunne byde på.
De havde heldigvis også rigeligt med lokale øl til halvanden krone stykket, og udstyret med rigelige mængder af disse, samt et enkelt sæt spillekort, gik resten af aftenen slag i slag. Af uransalige årsager vandt Simon i samtlige kortspil, så da Thomas og jeg var trætte af at blive ydmyget, gik vi alle drøntrætte i seng ved 22-tiden.
Massevis af sne
Vore venlige værter var vist allerede i sving ved 6-tiden, mens vi selv snuede indtil kl. 8 denne højhellige søndag morgen. Blot for at konstatere, at der i løbet af natten var faldet en voldsom mængde sne – til trods for, at det slet ikke burde sne her midt i marts måned.
Vi fik vist gestikuleret på den rette måde, for mutter lavede varm te og en lokal risgrød til os til morgenmad. Grøden smagte ganske vist ikke af noget som helst, men vi blev mætte og det er jo det vigtigste.
Udbud og efterspørgsel
De blåøjede danskere havde selvfølgelig ikke skænket det en tanke, at et så voldsom snefald kunne have trafikale konsekvenser, så da vi lige ville bekræfte hos fatter, at bussen hjem til Beijing gik kl. 10.30, klukkede han blot og måtte forklare, at bussen altså ikke gik i dag, når det var så voldsomt snevejr. Da vi så gik ud på bygaden for at finde alternativ transport i form af en taxa, var prisen selvfølgelig steget fra 75 til 250 kr. henover natten… det handler jo om udbud og efterspørgsel. Og vi havde ganske rigtigt ikke andre transportmuligheder, hvis ikke vi ville blive i byen indtil sneen var væk – og vi skulle jo sådan set på arbejde dagen efter, så der var ikke rigtig noget at rafle om.
Sikkert hjemme igen
Vi sagde pænt farvel til vore værter og måtte så bide i det sure æble og betale taxachaufføren det han ville have, i stedet for at give 5 kr. for en busbillet hver. Turen gennem snedriverne tog omkring 3½ time, og vores chauffør kørte fornuftigt og sikkert. På vejen hjem passerede vi omkring 10 andre køretøjer, der enten var skredet af vejen eller simpelthen sad fast i sneen, så vi prisede os lykkelige over at komme sikkert hjem til Beijing.
En ganske begivenhedsrig weekend, som vi nok sent vil glemme. Vi er nu tilbage i storbyens hverdag med smog og trafikkaos, hvorfra vi jo så ganske passende kan planlægge vores næste weekendtur ud af byen – for den første var helt klart det hele værd.
mandag den 15. marts 2010
Landstræneren på banen igen…
Trofaste læsere af denne blog vil nok med et smil på læben erindre, at undertegnede under opholdet i New Zealand i 2008 valgte at kaste sig ud i et selvpromoverende stunt som træner for herrelandsholdet i håndbold. Nu prøver vi med håndbold i et andet land, hvor sporten heller ikke er helt så udbredt. Forholdene er nogenlunde ligesom i New Zealand – her har vi dog ikke noget malertape til at lave målfelter med…
Her i Kina ville de jo nok aldrig lade en udlænding træne herrelandsholdet (hvis de vel at mærke havde ét), så jeg nøjes indtil videre med at hænge ud med en spøjs blanding af kinesiske og vestlige håndboldfolk – for blandt 20 millioner mennesker i Beijing, måtte der jo være nogle, der spillede håndbold. Og ganske rigtigt, så har jeg fundet et håndboldhold, der træner en gang om ugen her i byen. Et ganske festligt sammenrend af mennesker, må man sige.
En blandet flok
En fransk pige koordinerer det hele og en tysk fyr er ansvarlig for træningen, der foregår i en ganske stor hal, som har den rigtige størrelse og rigtige håndboldmål, men ikke de rigtige streger. Til stede er også en håndfuld franske fyre midt i 20’erne, et par tyske fyre og tre amerikanere omkring de 20 år, samt 6-7 unge kinesere som det jo altid er svært at gætte alderen på. Ja, og så er der en svensk og dansk fyr, der som de eneste udviser en vis form for håndboldforståelse. Sidstnævnte er virkelig imponeret og begejstret over det han oplever, men pønser allerede nu på, hvorledes han kan få lov at overtage styringen af træningen, eftersom den kære og velmenende tysker ikke gør det helt optimalt i forhold til at få gennemført en passende træning for de urutinerede, men særdeles entusiastiske spillere, der troligt møder op hver torsdag kl. 19.
Den tyske håndboldskole
Vi har to timer i hallen og de i alt ca. 20 spillere har fuld fart på lige fra start. Der laves rasende mange gentagelser af øvelser, gerne med det konkurrenceelement, at dem der taber, skal have en straf; armbøjninger. Mange armbøjninger. Vinderne nøjes med lidt færre armbøjninger. Havde jeg taget alle dem jeg skulle, ville jeg vel ende på 300 stk. i løbet af en træning.
Derudover laver vi en voldsom masse konditionstræning og nogle komplicerede øvelser med dobbeltkryds og stregindspil, selvom mit indtryk er, at de fleste stadig ikke helt har forstået hvad spillet som sådan går ud på.
Det ene målfelt er alt for lille og der er ikke rigtig nogen sidelinjer på banen, så der er selvfølgelig ikke de bedste betingelser for at gennemføre en håndboldtræning. Men alle synes det er vildt interessant at være med og har nogle sjove timer sammen, uagtet trænerens upædagogiske dispositioner.
Fællesspisning efter træning
Al respekt for indholdet af træningen, men håndboldmæssigt vil det være synd at sige, at jeg får noget ud af det, andet end et par styrkede overarme. Det er nu heller ikke hensigten. Personligt er det en stor fornøjelse at opleve denne brogede flok, der hygger sig bravt i et par timer med noget der ligner håndbold og bagefter går direkte over på det nærmeste, lokale spisested og bestiller mad og øl i stride strømme, lige indtil alle er mætte og føler sig godt tilpas. Og når det – ligesom deltagelse i træningen – kun koster 15 kr. pr. person, så har både udlændinge og kinesere råd til at deltage. Jeg glæder mig allerede til næste torsdag…
Her i Kina ville de jo nok aldrig lade en udlænding træne herrelandsholdet (hvis de vel at mærke havde ét), så jeg nøjes indtil videre med at hænge ud med en spøjs blanding af kinesiske og vestlige håndboldfolk – for blandt 20 millioner mennesker i Beijing, måtte der jo være nogle, der spillede håndbold. Og ganske rigtigt, så har jeg fundet et håndboldhold, der træner en gang om ugen her i byen. Et ganske festligt sammenrend af mennesker, må man sige.
En blandet flok
En fransk pige koordinerer det hele og en tysk fyr er ansvarlig for træningen, der foregår i en ganske stor hal, som har den rigtige størrelse og rigtige håndboldmål, men ikke de rigtige streger. Til stede er også en håndfuld franske fyre midt i 20’erne, et par tyske fyre og tre amerikanere omkring de 20 år, samt 6-7 unge kinesere som det jo altid er svært at gætte alderen på. Ja, og så er der en svensk og dansk fyr, der som de eneste udviser en vis form for håndboldforståelse. Sidstnævnte er virkelig imponeret og begejstret over det han oplever, men pønser allerede nu på, hvorledes han kan få lov at overtage styringen af træningen, eftersom den kære og velmenende tysker ikke gør det helt optimalt i forhold til at få gennemført en passende træning for de urutinerede, men særdeles entusiastiske spillere, der troligt møder op hver torsdag kl. 19.
Den tyske håndboldskole
Vi har to timer i hallen og de i alt ca. 20 spillere har fuld fart på lige fra start. Der laves rasende mange gentagelser af øvelser, gerne med det konkurrenceelement, at dem der taber, skal have en straf; armbøjninger. Mange armbøjninger. Vinderne nøjes med lidt færre armbøjninger. Havde jeg taget alle dem jeg skulle, ville jeg vel ende på 300 stk. i løbet af en træning.
Derudover laver vi en voldsom masse konditionstræning og nogle komplicerede øvelser med dobbeltkryds og stregindspil, selvom mit indtryk er, at de fleste stadig ikke helt har forstået hvad spillet som sådan går ud på.
Det ene målfelt er alt for lille og der er ikke rigtig nogen sidelinjer på banen, så der er selvfølgelig ikke de bedste betingelser for at gennemføre en håndboldtræning. Men alle synes det er vildt interessant at være med og har nogle sjove timer sammen, uagtet trænerens upædagogiske dispositioner.
Fællesspisning efter træning
Al respekt for indholdet af træningen, men håndboldmæssigt vil det være synd at sige, at jeg får noget ud af det, andet end et par styrkede overarme. Det er nu heller ikke hensigten. Personligt er det en stor fornøjelse at opleve denne brogede flok, der hygger sig bravt i et par timer med noget der ligner håndbold og bagefter går direkte over på det nærmeste, lokale spisested og bestiller mad og øl i stride strømme, lige indtil alle er mætte og føler sig godt tilpas. Og når det – ligesom deltagelse i træningen – kun koster 15 kr. pr. person, så har både udlændinge og kinesere råd til at deltage. Jeg glæder mig allerede til næste torsdag…
Abonner på:
Kommentarer (Atom)