En weekend uden for civilisationen

Med 20 millioner indbyggere i Beijing, kan det godt være tiltrængt med lidt luftforandring. Ja, i bogstaveligste forstand, for der er godt nok forurenet i Beijing. Så i denne weekend tog Thomas, Simon og jeg en tur på landet. En tur, der indebar både højt solskin og voldsomt snevejr…

Landsbyen Chuandixia ligger 90 kilometer vest for Beijing, i en lille dal omringet af storslåede bjerge. Her er ca. 100 indbyggere og byen er udover sin smukke beliggenhed kendt for at have gamle Mao-slogans og -citater malet på husmurene over det meste af byen. På bjergskråningerne rundt om byen er bygget en håndfuld templer, hvorfra forskellige guder stadig tilbedes dagligt af de lokale. Mao Zedong selv har også besøgt byen dengang han regerede landet.

Så kører bussen…
Lørdag morgen pakkede vi så tasker og soveposer, og hoppede på metroen til endestationen, hvorfra der til Chuandixia gik en lokal bus, som det til alt held lykkedes os at finde. Til trods for at en lang række ganske ivrige taxachauffører forsøgte at overbevise os om, at det var nemmere (men også 20 gange dyrere) med taxa, og at bussen slet ikke kørte til byen. Men det gjorde den altså. Og efter 2½ times kørsel nåede vi frem.

Overnatning hos de lokale
Det var en helt fantastisk fornemmelse lige pludselig at være ude i den frie luft uden massevis af mennesker omkring én. Der var bare så stille – og så smukt!
Byen har en ganske overskuelig størrelse, så efter et par timers vandring rundt om og gennem byen, har man set det hele. Vi havde dog planlagt at overnatte derude, for at møde nogle lokale og få storbyen lidt på afstand. Vi fandt et hyggeligt lille værelse hos et ældre ægtepar, der blot skulle have i alt 50 kr. for at have os boende natten over. Ganske rimeligt, må man sige.

Kylling med det hele…
Vi kunne også bestille lidt mad til en beskeden pris hos vore værter, og så gik mutter ellers i køkkenet, mens fatter satte sig og underholdt os og røg et karton smøger, når han da ikke lige af mutter blev kommanderet ud for at hente mad til os. De taler naturligvis ikke et ord engelsk, mens vi omvendt kan en meget begrænset mængde gloser på kinesisk, så al kommunikation blev suppleret med en hel del tegnsprog. Vi endte med at spise en kyllingeanretning, hvor ben, fødder og såmænd også hovedet var kogt med i gryden. Men det er vist virkelig en delikatesse, så vi fik med garanti det bedste huset overhovedet kunne byde på.

De havde heldigvis også rigeligt med lokale øl til halvanden krone stykket, og udstyret med rigelige mængder af disse, samt et enkelt sæt spillekort, gik resten af aftenen slag i slag. Af uransalige årsager vandt Simon i samtlige kortspil, så da Thomas og jeg var trætte af at blive ydmyget, gik vi alle drøntrætte i seng ved 22-tiden.

Massevis af sne
Vore venlige værter var vist allerede i sving ved 6-tiden, mens vi selv snuede indtil kl. 8 denne højhellige søndag morgen. Blot for at konstatere, at der i løbet af natten var faldet en voldsom mængde sne – til trods for, at det slet ikke burde sne her midt i marts måned.
Vi fik vist gestikuleret på den rette måde, for mutter lavede varm te og en lokal risgrød til os til morgenmad. Grøden smagte ganske vist ikke af noget som helst, men vi blev mætte og det er jo det vigtigste.

Udbud og efterspørgsel
De blåøjede danskere havde selvfølgelig ikke skænket det en tanke, at et så voldsom snefald kunne have trafikale konsekvenser, så da vi lige ville bekræfte hos fatter, at bussen hjem til Beijing gik kl. 10.30, klukkede han blot og måtte forklare, at bussen altså ikke gik i dag, når det var så voldsomt snevejr. Da vi så gik ud på bygaden for at finde alternativ transport i form af en taxa, var prisen selvfølgelig steget fra 75 til 250 kr. henover natten… det handler jo om udbud og efterspørgsel. Og vi havde ganske rigtigt ikke andre transportmuligheder, hvis ikke vi ville blive i byen indtil sneen var væk – og vi skulle jo sådan set på arbejde dagen efter, så der var ikke rigtig noget at rafle om.

Sikkert hjemme igen
Vi sagde pænt farvel til vore værter og måtte så bide i det sure æble og betale taxachaufføren det han ville have, i stedet for at give 5 kr. for en busbillet hver. Turen gennem snedriverne tog omkring 3½ time, og vores chauffør kørte fornuftigt og sikkert. På vejen hjem passerede vi omkring 10 andre køretøjer, der enten var skredet af vejen eller simpelthen sad fast i sneen, så vi prisede os lykkelige over at komme sikkert hjem til Beijing.

En ganske begivenhedsrig weekend, som vi nok sent vil glemme. Vi er nu tilbage i storbyens hverdag med smog og trafikkaos, hvorfra vi jo så ganske passende kan planlægge vores næste weekendtur ud af byen – for den første var helt klart det hele værd.