Landstræneren på banen igen…

Trofaste læsere af denne blog vil nok med et smil på læben erindre, at undertegnede under opholdet i New Zealand i 2008 valgte at kaste sig ud i et selvpromoverende stunt som træner for herrelandsholdet i håndbold. Nu prøver vi med håndbold i et andet land, hvor sporten heller ikke er helt så udbredt. Forholdene er nogenlunde ligesom i New Zealand – her har vi dog ikke noget malertape til at lave målfelter med…

Her i Kina ville de jo nok aldrig lade en udlænding træne herrelandsholdet (hvis de vel at mærke havde ét), så jeg nøjes indtil videre med at hænge ud med en spøjs blanding af kinesiske og vestlige håndboldfolk – for blandt 20 millioner mennesker i Beijing, måtte der jo være nogle, der spillede håndbold. Og ganske rigtigt, så har jeg fundet et håndboldhold, der træner en gang om ugen her i byen. Et ganske festligt sammenrend af mennesker, må man sige.

En blandet flok
En fransk pige koordinerer det hele og en tysk fyr er ansvarlig for træningen, der foregår i en ganske stor hal, som har den rigtige størrelse og rigtige håndboldmål, men ikke de rigtige streger. Til stede er også en håndfuld franske fyre midt i 20’erne, et par tyske fyre og tre amerikanere omkring de 20 år, samt 6-7 unge kinesere som det jo altid er svært at gætte alderen på. Ja, og så er der en svensk og dansk fyr, der som de eneste udviser en vis form for håndboldforståelse. Sidstnævnte er virkelig imponeret og begejstret over det han oplever, men pønser allerede nu på, hvorledes han kan få lov at overtage styringen af træningen, eftersom den kære og velmenende tysker ikke gør det helt optimalt i forhold til at få gennemført en passende træning for de urutinerede, men særdeles entusiastiske spillere, der troligt møder op hver torsdag kl. 19.

Den tyske håndboldskole
Vi har to timer i hallen og de i alt ca. 20 spillere har fuld fart på lige fra start. Der laves rasende mange gentagelser af øvelser, gerne med det konkurrenceelement, at dem der taber, skal have en straf; armbøjninger. Mange armbøjninger. Vinderne nøjes med lidt færre armbøjninger. Havde jeg taget alle dem jeg skulle, ville jeg vel ende på 300 stk. i løbet af en træning.

Derudover laver vi en voldsom masse konditionstræning og nogle komplicerede øvelser med dobbeltkryds og stregindspil, selvom mit indtryk er, at de fleste stadig ikke helt har forstået hvad spillet som sådan går ud på.

Det ene målfelt er alt for lille og der er ikke rigtig nogen sidelinjer på banen, så der er selvfølgelig ikke de bedste betingelser for at gennemføre en håndboldtræning. Men alle synes det er vildt interessant at være med og har nogle sjove timer sammen, uagtet trænerens upædagogiske dispositioner.

Fællesspisning efter træning
Al respekt for indholdet af træningen, men håndboldmæssigt vil det være synd at sige, at jeg får noget ud af det, andet end et par styrkede overarme. Det er nu heller ikke hensigten. Personligt er det en stor fornøjelse at opleve denne brogede flok, der hygger sig bravt i et par timer med noget der ligner håndbold og bagefter går direkte over på det nærmeste, lokale spisested og bestiller mad og øl i stride strømme, lige indtil alle er mætte og føler sig godt tilpas. Og når det – ligesom deltagelse i træningen – kun koster 15 kr. pr. person, så har både udlændinge og kinesere råd til at deltage. Jeg glæder mig allerede til næste torsdag…