Bangkok: Gigantiske shoppingcentre, skøre mandedamer og tricks med bordtennisbolde…

Efter at have besøgt en række thailandske provinsbyer er vi nu kommet til millionbyen Bangkok, der virkelig er noget for sig selv – det skal simpelthen opleves. Her er et lille indblik i, hvad jeg oplevede i løbet af dagen i går...

Vi har haft virkelig fine indkvarteringsforhold hidtil i Thailand, men i Bangkok er standarden på vores ”hotel” godt nok noget lavere: Min seng har læderbetræk og er hård som sten, der er intet varmt vand og ingen toiletpapir, håndklæder eller sengetøj. Morgenmaden består af en ”buffet” med lyst toastbrød og syntetisk syltetøj, samt lidt vandmelon.

Internet er der overraskende nok heller ikke noget af, så Mette og jeg valgte at supplere ovennævnte festmåltid med et besøg i morgenmadsrestauranten på et nærliggende luksushotel, hvor vi også kunne få sendt mails og opdateret Verdensholdets Facebook-side med billeder fra gårsdagens strandtur.

6 x McDonalds i ét shoppingcenter

Formiddagen tilbragte vi med lidt praktiske indkøb i ét af de 6 gigantiske shoppingcentre, der ligger nærmest klods opad hinanden midt i centrum. Her kan du købe alt i elektronik, tøj og mad – både kopivarer og rigtige varer. Dertil kommer selvfølgelig både biografer, bowlinghaller og meget andet. I shoppingcenteret ”MBK”, hvor vi handlede denne formiddag, ligger der hele 6 McDonalds-restauranter…

Meget officielt (og meget kort) VIP-arrangement

Det er dagen inden vi skal forlade Thailand, så vores værter – Ministeriet for Sport & Turisme – har inviteret til et meget officielt arrangement, som det ikke lykkedes os at få andre informationer om, end at vi skulle møde op i officielt tøj kl. 14.00. Her blev vi ledt ind i et meget fornemt mødelokale og tog plads ved et langbord. Og så ventede vi ellers bare på, at de thailandske VIPs skulle ankomme.

Et kvarter senere kom der så 10 jakkesæt ind ad døren, efterfulgt af generaldirektøren – en smilende kvinde, der holdt en 2 minutter lang tale, fik overrakt en gave af Mette og så blev der ellers stillet op til foto-session med velklædte gymnaster og jakkesæt i skøn forening. Og det var så det… det officielle arrangement var slut og vi blev pænt bedt om at gå hjem på vores hotel igen. De er skøre, de thaier…

Bordtennisbolde og billige biografbilletter

Vi havde aftenen helt fri og jeg blev faktisk opfordret af nogle lokale til at tage ind og se et af de utallige og berømte ”ping-pong-shows” (og ja, mor: Det er noget med nogle unge damer med knap så meget tøj på, der kan skyde med bordtennisbolde, helt uden at bruge hænderne…).

Jeg valgte dog i stedet at snuppe en biograftur i føromtalte shoppingcenter, der viste den nye James Bond-film – på et kæmpe biograflærred i knivskarp kvalitet. Imperial hjemme i København kan godt pakke sammen. Og her i Bangkok koster en billet vel at mærke blot 28 kroner. Oven i købet får man så også nogle skrupskøre thailandske reklamer, krydret med en flere minutter lang propagandafilm for Thailands konge, hvor hele biografen skal stå op imens, for at ære Hans Kongelige Højhed. Skørt, men ganske underholdende…

Hvor er testosteronen henne i Bangkok?

Og nu vi er ved det skøre: Mange af mændene i Bangkok er altså noget for sig selv. Der er bare lady-boys over det hele; mænd iført høje hæle, sminke og bryster i en eller anden form. Dertil kommer de utallige gennemført fimsede teenage-drenge, der lystigt øver fælles dansekoreografi på pladsen foran storcenteret og hvorend de ellers kan få lidt opmærksomhed på deres Spice Girls-lignende dans…

De thailandske mænd har selvfølgelig – ligesom alle andre mænd – 100 procent ret til at bære nøjagtig den påklædning de ønsker, gå med falske bryster hvis det gør dem lykkeligere og have lige præcis den seksuelle orientering de nu engang har. Det virker bare umiddelbart som om tendensen er, at denne form for ”moderne mand” snarere er ved at blive idealet, frem for at være det modige og lidt gakkede alternativ. Testosteronen er påfaldende fraværende i Bangkok – og fred da være med det, hvis blot disse mænd er lykkelige. Jeg frygter udelukkende for et stærkt faldende fødselstal de kommende år J

Massage i lysken af en meget stærk kvinde (m/k)

Som afslutning på endnu en begivenhedsrig dag i Bangkok, besluttede jeg mig for en times fodmassage på et marked tæt ved vores hotel. Jeg var så heldig at få tildelt en massøse, der var utrolig stærk og tog virkelig godt fat i mine ømme stænger. Hun talte ikke et ord engelsk, men havde til gengæld nogle ret store overarme, nogle solide øjenbryn og en flot, dyb stemme. Sjovt nok havde hun ingen bryster…

Hun var meget begejstret for at massere mig i lysken, og talte jævnligt meget sødt til mig. Hendes flinke kollega oversatte for mig, at jeg var vidunderligt smuk og meget gerne måtte komme igen i morgen. Men til trods for det med massage i lysken, gav ”hun” virkelig en god fodmassage og underholdt både mig og hendes kolleger i en god times tid. De 40 kroner var hele oplevelsen værd og mere til.

Senere i dag rejser vi videre til Vietnam, hvor vi skal være frem til den 15. december.

Bedste hilsner fra det skøre, skøre Bangkok,

Bjarke

En helt almindelig dag i Thailand…

Vi oplever en hel del skøre ting i Thailand. Selvom meget af tiden går med transport, træning og opvisninger, har vi heldigvis også masser af forunderlige oplevelser. Tag nu fx dagen i går…

Vågner på hotellet i Lampang kl. 8 og dribler ned til morgenmaden, der primært består af ris og forskellige varme retter – nogenlunde de samme ting, som de serverer til frokost og aftensmad. Dog havde de også sørget for lidt lyst toastbrød og syltetøj til de mærkelige danskere, der er vant til noget anderledes mad.

Ikke brug for sikkerhedssele i taxaen

Gymnasterne har morgentræning i hallen inden dagens opvisning, så jeg bliver på hotellet om formiddagen og arbejder – her er der nemlig internetforbindelse. Hopper i en taxa ved middagstid og får fornøjelsen af en taxa med en let duft af urin, da jeg sætter mig ind. Den ældre herre bag rattet smiler og nikker, da jeg viser ham adressen på hallen og vi kører af sted.

Chaufføren taler ikke et ord engelsk, men det afholder ham bestemt ikke fra at snakke løs om byen og vejret (tror jeg nok, mit thailandske er ikke så godt endnu). Da jeg lægger an til at tage sikkerhedssele på, griner han af mig og forklarer (gætter jeg på) at det behøver jeg bestemt ikke, for han er en dygtig chauffør, der kører ordentligt. Så jeg undlader høfligt. Ankommer til hallen 20 minutter senere, og chaufføren takker ydmygt for den svimlende sum af 25 kroner, som jeg betaler for turen.

Yderst officiel opvisning i 35 graders varme

I hallen får vi gjort klar til åbningsceremoni og showstart kl. 13 – det er et meget officielt show i dag, for præsidenten for Lampangs idrætsforbund skal deltage. Derudover sidder der omkring 2.000 forventningsfulde og larmende skolebørn på lægterne (læs evt. også den nyhed jeg har skrevet på Verdensholdets hjemmeside).

Opvisning i Lampang Indoor Stadium for 2.000 skolebørn og en flok VIPs.

Verdensholdets team manager, Mette, og jeg selv er i det pæne tøj og tager opstilling på gulvet sammen med de lokale arrangører, mens den ene efter den anden byder velkommen, takker og præsenterer den næste taler, der så igen takker og giver ordet videre – og til sidst er vi fremme ved at forbundets præsident kan byde velkommen til Verdensholdet, hvorefter Mette langt om længe kan præsentere holdet og showet kan starte. Får at vide af tolken, at det er meget typisk thaierne at gøre et stort nummer ud af det hele…

Der er ingen aircondition i hallen, så alt sammen foregår til lyden af utallige vindmaskiner, der skal forsøge at gøre de 35 graders varme nogenlunde udholdelig både for publikum og verdensholdsgymnaster...

Lift på ladet af en pick-up

Efter 1½ times show i den trykkende varme, skal en del af gymnasterne lave en workshop for nogle lokale skolebørn, så de bliver i hallen. Otte af gymnasterne og jeg selv pakker sammen og går ud for at finde en taxa tilbage til hotellet. Det er dog lettere sagt end gjort; der kommer ingen taxaer. I stedet er der en glad gut i en pick-up, der pludselig holder ind til siden og tilbyder os et lift – så ind med to af pigerne på forsædet, mens vi andre syv hopper op på ladet. Og det skulle han såmænd ikke have noget for – tværtimod blev han næsten fornærmet da pigerne spurgte, hvad det kostede at køre med…

Karaoke-restaurant!

Da alle har været hjemme og vende på hotellet og få et velfortjent bad, tager vi ud og spiser sammen med vores lokale værter. Og de har selvfølgelig valgt en restaurant med karaokeanlæg og hele balladen. Så middagen bliver indtaget til tonerne af Westlife, Spice Girls og andre bands der er oppe i tiden i Thailand, alt imens mikrofonen går på omgang blandt gymnasterne nede ved bordene. Jeg undlader at tage mikrofonen og snupper i stedet en kold cola til den nette sum af 2 kroner…

Massagepiger på ryggen

Hjemme på hotellet igen, er min værelseskammerat Morten og jeg begge trætte efter en lang dag og kunne da egentlig godt have brug for lidt ”wellness”. Så vi ringer efter noget thai-massage og 10 minutter senere står der to smilende damer i døren, klar til at give 2 timers massage for 50 kroner. De taler heller ikke et ord engelsk – til gengæld gik og kravlede de rundt på ryggen af os en del af tiden (det skulle efter sigende være sundt), mens de grinede og hyggede sig.

Og ja, det var så den dag... jeg tror at man skal lede rigtig længe efter et andet job, der er lige så skørt og afvekslende som mit. Jeg klager i hvert fald ikke.

De bedste hilsner fra Thailand,

Bjarke

Sydafrika: Tilbage til civilisationen

Efter at have været uden varmt vand, strøm og mange andre privilegier i 3 uger, er vi nu kommet til Sydafrikas hovedstad Pretoria, hvor stort set alt er så moderne og vestligt som vi er vant til derhjemme.

Når vi nu endelig er i det smukke Sydafrika, kan jeg jo ikke lade være med at ærgre mig lidt over, at vi ikke får set andet end Pretoria og Johannesburg, mens vi er her (som nogen måske husker, så backpackede jeg en måneds tid i Sydafrika for 8½ år siden). Programmet byder mest på træningstimer for holdet og workshops på lokale skoler i nærområdet. På den anden side har det også været fantastisk at få tid, ro og faciliteter til at få lavet en masse arbejde.

Verdens mest interessante historie

Sydafrika er jo nok det land i verden, der har den mest interessante historie, når man ser på de seneste 50-60 år. Apartheid-styrets storhedstid i 50’erne og dets fald i 90’erne er noget, der til stadighed præger det sydafrikanske samfund og fortsat giver en masse udfordringer den dag i dag, både hvad angår politik, økonomi, sundhed og den almindelige dagligdag, hvad enten man er hvid, sort eller af anden etnisk oprindelse.

Korruption og nepotisme

Der er rigtig langt fra Nelson Mandela og ANC’s idealistiske og smukke vision for et nyt Sydafrika og så til det Sydafrika vi ser i 2012. ANC er stadig ved magten, men regeringen er langt mere præget af korruption, nepotisme og vennetjenester, end af et inderligt ønske om at skabe et velfungerende Sydafrika for alle indbyggere uanset etnisk oprindelse. Jeg skal ikke trætte med lange filosofiske tanker om, hvor godt det rent faktisk kunne være, men det er sgu bare så ærgerligt at se, hvordan et så rigt land med så mange muligheder, forspilder chancen for at skabe et bedre samfund for alle.

På besøg i Soweto og på apartheid-museet

Tilbage til vores ophold i Sydafrika: Vi har heldigvis også haft tid til at besøge den kendte township Soweto og det ekstremt interessante apartheid-museum, som på fantastisk vis fortæller historien om apartheid, så alle forstår den – helt bestemt et besøg værd, hvis man skulle komme på de kanter i fremtiden.

Vi har selvfølgelig også været et smut på souvenirmarked, hvor nogle af gutterne af uransagelige årsager har valgt at investere i nogle kæmpe, halvanden meter høje masker, som de pt. er ved at forsøge at få fragtet hjem med postvæsenet (eftersom der jo absolut ikke er plads i kufferten).

Næste stop: Thailand

I morgen, onsdag den 7. november, flyver vi så videre til Thailand, hvor vi skal opholde os i hele tre uger. Programmet er ikke helt fastlagt endnu og i øvrigt er jeg en af de få danskere, der ikke har været i Thailand før, så jeg glæder mig rigtig meget til at se hvad den kommende tid bringer. Efter Thailand venter Vietnam, inden vi den 15. december fortsætter til Taiwan, hvor vi skal holde jul, nytår og (yiaks!) Bjarkes 30 års fødselsdag…

Bjarke i børnehaveklasse – i Kenya!

Efter 10 gode dage i Uganda, krydsede vi den 20. oktober grænsen til Kenya, hvor vi har haft nye og anderledes oplevelser. Hvor Uganda med al tydelighed fortsat er mærket af kolonitiden og Idi Amins regime i 1970’erne, er Kenya en smule længere fremme i udviklingen – især i byerne. Det betyder dog ikke, at de bøvler med færre problemer. Snarere tværtimod.

I Kenya fornemmer man et større skel mellem rig og fattig, og helt konkret ser man fx også mange flere børn der bor på gaden, tigger og sniffer lim – for når de er skæve, glemmer de at de er sultne – og lim er langt billigere end mad. Under vores ophold besøgte vi også slumkvarteret Obunga – en oplevelse, der virkelig gjorde indtryk både på gymnasterne og på mig. Jeg har skrevet en artikel om besøget på Verdensholdets hjemmeside.

Tilbage på skolebænken

Én ting er jo at komme ud og afholde workshops (idrætstimer) med de lokale børn – noget andet er at få lov at overvære en undervisningstime. Og det fik vi heldigvis lov til et par gange, mens vi var i Kenya. Jeg har skrevet en kort artikel om det ene besøg i en skoleklasse, hvor jeg var sammen med 4 af vores gymnaster.

Men for mig er det rent faktisk det andet skolebesøg, der var den helt store oplevelse. Vores trup på 33 personer blev delt i 7 grupper og kørt ud til forskellige skoler, der alle lå voldsomt langt ude på landet – så langt, at eleverne tydeligvis ikke lige møder hvide mennesker hver dag.

På ”min” skole blev vi sendt ud i hver vores klasse – og heldige mig fik fornøjelsen af at komme ind til en yderst begejstret børnehaveklasse på intet mindre end 50 elever. Og at dømme ud fra deres vilde begejstring, tror jeg ikke på, at de nogensinde har været så tæt på en hvid person før.

Swahili-undervisning: Om husdyr og vilde dyr

Da jeg sad dér på bænken sammen med alle ungerne, ville jeg virkelig ønske, at min kære mor (der som bekendt er børnehaveklasselærer) kunne have oplevet det sammen med mig. Det var dybt fascinerende. Der var swahili-undervisning på skemaet og vi skulle lære noget om dyr; henholdsvis husdyr og vilde dyr. Vi snakkede om, at husdyr som høns, køer og grise var vigtige, fordi vi så kunne få æg, mælk og kød. Og de vilde dyr som fx giraffer, næsehorn og løver var vigtige, fordi de tiltrak ”wazungu’er” (læreren pegede på mig) og wazungu’er har som bekendt en masse penge med, som de betaler for at få lov at se de vilde dyr. Og penge er gode at have, for så kan man bygge huse og veje og mange andre ting.

Klasselokale med god ventilation

Eleverne var fantastisk aktive og helt vilde for at svare, når læreren stillede spørgsmål. Indimellem brød hun så ud i sang, og alle eleverne skrålede med. Der var kun en enkelt lærebog til rådighed, så når læreren stillede spørgsmål til billederne i bogen, måtte hun gå en runde og vise bogen til alle 50 elever. Alt imens vi sad dér i et klasselokale, der var bygget af grene, mudder og ler – uden nogen dør, og med et hul i den ene væg på ca. 1 x 2 meter…

Det fantastiske var, at alle var glade, lod til at få en hel del ud af undervisningen (også undertegnede, der hurtigt fik genopfrisket mine swahili-kundskaber) og tydeligvis også havde fået en kæmpe oplevelse ud af dagen, fordi der kom en bleg dansker og deltog i undervisningen. Fedt. Og uforglemmeligt.

Der er selvfølgelig en god stribe billeder fra Kenya i billedalbummet!

Med Verdensholdet i Uganda – et herligt gensyn med Afrika

Indrømmet; det er godt nok længe siden, at jeg har skrevet et blog-indlæg fra vores verdensturné.

Der er selvfølgelig flere forskellige årsager (dårlige undskyldninger): Det har været yderst sparsomt med både strøm og internet i Uganda og Kenya – og når jeg endelig har haft det til rådighed, har jeg måttet prioritere bruge min tid på at arbejde. Derudover er det selvfølgelig også værd at notere, at vores program har været så pakket med fantastiske oplevelser, at der knap nok har været tid til at fordøje de mange indtryk man har fået undervejs.

Afrika: Fascinerende og frustrerende

Nu er det jo 8 år siden jeg sidst har været i Afrika, men besynderligt nok, så ”ligner det sig selv” – og det er nøjagtig lige så fascinerende og frustrerende at være her. Fascinerende at bo ude på landet, møde en masse glade, gæstfri mennesker og føle sig som en verdensstjerne fordi man er hvid. Frustrerende at der aldrig er noget der virker, at aftalerne aldrig holder og at der aldrig lader til at ske nogen form for fremskridt.

Idrætstime med 1.800 elever

I Uganda har vi haft et væld af uforglemmelige oplevelser. Blandt dem der står stærkest i hukommelsen, er uden tvivl vores besøg på Kabango Primary School, hvor planen var at vi skulle lave en workshop (idrætstime) med sport, leg, dans og spring for omkring 300 elever – noget af en mundfuld, ville man nok sige. Da vi så ankom til skolen, kunne vi konstatere, at forstanderen havde besluttet, at samtlige skolens 1.800 elever skulle deltage i workshoppen. Det var fuldstændig vildt og uoverskueligt, men det gik efter omstændighederne virkelig godt. Læs evt. den nyhed jeg har skrevet på Verdensholdets hjemmeside.

Luksuriøse faciliteter på børnehjemmet

En anden positiv oplevelse var vores besøg på børnehjemmet ”Kids of Africa”, hvor der bor 93 forældreløse børn. Børnehjemmet er startet af en schweizisk rigmand, drives af et dansk par, er utrolig velorganiseret og har nogle (efter afrikanske forhold) virkelig luksuriøse faciliteter.

Man estimerer, at der i Uganda er omkring 1 mio. forældreløse børn, og man ville selvfølgelig ønske, at de alle kunne få en ligeså god og tryg opvækst som børnene på ”Kids of Africa”, i stedet for de trøstesløse forhold man ser andre steder. Men det var opløftende at se, at der også er nogle virkelige succeshistorier at fortælle fra et ellers problemfyldt samfund.

Gymnastik-show for over 3.000 tilskuere – på en græsmark

Et af hovedformålene med vores besøg har selvfølgelig været at lave gymnastik-shows i de byer, vi har besøgt. Således har vi optrådt på de lokale stadions i byerne Masindi og Apac – og begge steder havde vi langt over 3.000 tilskuere. Nu skriver jeg godt nok ”stadions” (det kalder de det selv) – men i praksis er der altså blot tale om en græsmark, hvor man har sat en enkelt pavillon og nogle plasticstole op til de vigtigste gæster…

Til showet i Apac fik jeg den skøre idé, at jeg gerne ville tage et luftfoto af holdets opvisning fra en tv-mast, der stod tæt på stadion – og den fik jeg af uransagelige årsager lov til at klatre op i (uden nogen form for sikkerhedsforanstaltninger). Jeg fik skudt et par fede billeder deroppefra – du finder dem i billedalbummet.

Safari og river-rafting på Nilen

Udover vores mange workshops og shows havde vi heldigvis også tid til at lege turister i et par dage. Vi havde enkelt dag på safari, og fra vores tour-bus fik vi set masser af giraffer, bøfler, zebraer, elefanter og gazeller. Og efterfølgende kom vi så på flod-safari på Nilen, hvor vi kunne sidde på soldækket med en kold øl i hånden og nyde synet af flodheste, krokodiller og massevis af andre seje dyr… ikke nogen dårlig måde at tilbringe sin dag på.

Dagen efter var så en hel del mere ”energi på drengen”, da vi skulle på en hel dags river-rafting længere oppe ad Nilen. Og ja, mor – inden man starter, skriver man under på, at det ikke er deres ansvar, hvis man kommer til skade eller dør. Og nej, der skete ikke noget (andet end at jeg nok har slugt flere liter vand) – og efter i alt 8 vilde og voldsomme vandfald kom vi sikkert i land igen og skyllede sejren ned med et par kolde øl. Uforglemmelig oplevelse – og noget af et adrenalin-kick (altså, ikke det med øllene, men…)

Der er selvfølgelig massevis af billeder fra Uganda i billedalbummet!