Vi oplever en hel del
skøre ting i Thailand. Selvom meget af tiden går med transport, træning og opvisninger,
har vi heldigvis også masser af forunderlige oplevelser. Tag nu fx dagen i går…
Vågner på hotellet i Lampang kl. 8 og dribler ned til
morgenmaden, der primært består af ris og forskellige varme retter – nogenlunde
de samme ting, som de serverer til frokost og aftensmad. Dog havde de også
sørget for lidt lyst toastbrød og syltetøj til de mærkelige danskere, der er
vant til noget anderledes mad.
Ikke brug for sikkerhedssele i taxaen
Gymnasterne har morgentræning i hallen inden dagens
opvisning, så jeg bliver på hotellet om formiddagen og arbejder – her er der
nemlig internetforbindelse. Hopper i en taxa ved middagstid og får fornøjelsen
af en taxa med en let duft af urin, da jeg sætter mig ind. Den ældre herre bag
rattet smiler og nikker, da jeg viser ham adressen på hallen og vi kører af
sted.
Chaufføren taler ikke et ord engelsk, men det afholder ham bestemt ikke
fra at snakke løs om byen og vejret (tror jeg nok, mit thailandske er ikke så
godt endnu). Da jeg lægger an til at tage sikkerhedssele på, griner han af mig
og forklarer (gætter jeg på) at det behøver jeg bestemt ikke, for han er en
dygtig chauffør, der kører ordentligt. Så jeg undlader høfligt. Ankommer til
hallen 20 minutter senere, og chaufføren takker ydmygt for den svimlende sum af
25 kroner, som jeg betaler for turen.
Yderst officiel opvisning i 35 graders varme
I hallen får vi gjort klar til åbningsceremoni og showstart
kl. 13 – det er et meget officielt show i dag, for præsidenten for Lampangs idrætsforbund
skal deltage. Derudover sidder der omkring 2.000 forventningsfulde og larmende
skolebørn på lægterne (læs evt. også den nyhed jeg har skrevet på Verdensholdets hjemmeside).
 |
| Opvisning i Lampang Indoor Stadium for 2.000 skolebørn og en flok VIPs. |
Verdensholdets team manager, Mette, og jeg selv er i det
pæne tøj og tager opstilling på gulvet sammen med de lokale arrangører, mens
den ene efter den anden byder velkommen, takker og præsenterer den næste taler,
der så igen takker og giver ordet videre – og til sidst er vi fremme ved at forbundets
præsident kan byde velkommen til Verdensholdet, hvorefter Mette langt om længe
kan præsentere holdet og showet kan starte. Får at vide af tolken, at det er
meget typisk thaierne at gøre et stort nummer ud af det hele…
Der er ingen aircondition i hallen, så alt sammen foregår
til lyden af utallige vindmaskiner, der skal forsøge at gøre de 35 graders
varme nogenlunde udholdelig både for publikum og verdensholdsgymnaster...
Lift på ladet af en pick-up
Efter 1½ times show i den trykkende varme, skal en del af
gymnasterne lave en workshop for nogle lokale skolebørn, så de bliver i hallen.
Otte af gymnasterne og jeg selv pakker sammen og går ud for at finde en taxa
tilbage til hotellet. Det er dog lettere sagt end gjort; der kommer ingen
taxaer. I stedet er der en glad gut i en pick-up, der pludselig holder ind til
siden og tilbyder os et lift – så ind med to af pigerne på forsædet, mens vi
andre syv hopper op på ladet. Og det skulle han såmænd ikke have noget for –
tværtimod blev han næsten fornærmet da pigerne spurgte, hvad det kostede at
køre med…Karaoke-restaurant!
Da alle har været hjemme og vende på hotellet og få et
velfortjent bad, tager vi ud og spiser sammen med vores lokale værter. Og de
har selvfølgelig valgt en restaurant med karaokeanlæg og hele balladen. Så
middagen bliver indtaget til tonerne af Westlife, Spice Girls og andre bands
der er oppe i tiden i Thailand, alt imens mikrofonen går på omgang blandt
gymnasterne nede ved bordene. Jeg undlader at tage mikrofonen og snupper i
stedet en kold cola til den nette sum af 2 kroner…
Massagepiger på ryggen
Hjemme på hotellet igen, er min værelseskammerat Morten og
jeg begge trætte efter en lang dag og kunne da egentlig godt have brug for lidt
”wellness”. Så vi ringer efter noget thai-massage og 10 minutter senere står
der to smilende damer i døren, klar til at give 2 timers massage for 50 kroner.
De taler heller ikke et ord engelsk – til gengæld gik og kravlede de rundt på
ryggen af os en del af tiden (det skulle efter sigende være sundt), mens de
grinede og hyggede sig.
Og ja, det var så den dag... jeg tror at man skal lede rigtig
længe efter et andet job, der er lige så skørt og afvekslende som mit. Jeg
klager i hvert fald ikke.
De bedste hilsner fra Thailand,
Bjarke
