Jorden rundt i 180 dage...

Så er vi langt om længe landet på dansk jord igen, efter at have tilbragt 180 dage på farten og besøgt 12 forskellige lande over hele kloden. Livet i en kuffert er dog ikke helt slut endnu - for nu smutter vi på Danmarksturné og giver shows i hele landet i april og maj 2013.

Det har virkelig været fantastisk spændende at komme Jorden rundt og opleve så mange forskellige mennesker og kulturer. Men nu skal vi vist også bare have lidt tid til at falde ned og lade alle indtrykkene sive ind. For der har godt nok været fart på hele vejen rundt, og nogle gange skulle man lige tænke efter, hvilket land det nu lige var, at man befandt sig i...

Efter hjemkomsten den 27. marts, havde vi 3 velfortjente fridage hjemme hos familien. Jeg nåede heldigvis både at tilbringe tid med kæreste, forældre, øvrig familie og alle gutterne og guttinderne. Slet ikke nok tid - men der må jo tages revanche til sommer, når hele eventyret er overstået.

Den første uge af april har stået på intensiv træningslejr med holdet, hvor alle de sidste detaljer er kommet på plads, lyssætningen er gjort klar og de sidste nye dragter er blevet syet.

Og i aften - torsdag den 11. april - har vi så Danmarkspremiere på showet ZOOM. Og ja, vi glæder os alle helt afsindigt meget!
Fra den 17. maj til den 23. juni er vi så på Europaturné til 7 forskellige lande, inden vi slutter hele balladen af til DGIs Landsstævne i Esbjerg den 4.-7. juli 2013.

Kedelige Colombia – og dog…

Vores to uger i Colombia blev tilbragt på et gråt hotel i hovedstaden Bogotá, der udmærkede sig ved at være virkelig uinteressant, faldefærdig og forurenet. En enkelt dag tilbragte vi på sightseeing i en kaffeplantage i Andesbjergene – skønt!

Ud fra et arbejdsmæssigt synspunkt passede det mig egentlig udmærket, at vi skulle bo samme sted i de to uger, vi tilbragte i Colombia; jeg havde masser af artikler og andet PR-materiale, der skulle færdiggøres.

Men som turist i Colombia var det godt nok en tam omgang. Vi boede på et ikke særlig inspirerende hotel og fik serveret noget ikke særlig inspirerende mad. Af sikkerhedshensyn måtte vi ikke gå udenfor i aftentimerne og i dagtimerne skulle vi altid gå flere sammen, hvis vi skulle ud.

En blandet fornøjelse

Det var en smule frustrerende at opholde sig i en by i 2.500 meters højde, med smukke bjerge til alle sider, hvor man ikke kunne foretage sig noget som helst ”friluftsagtigt”.

Det blev derfor til en hel del timer i sofaen i receptionen, hvor internetforbindelsen heldigvis var nogenlunde, så jeg kunne kommunikere hjem til Danmark.

Gymnasterne optrådte og lavede workshops forskellige steder i byen – med blandet succes. Nogle steder var virkelig pragtfulde, meldte de – og andre steder kunne tolken ikke forstå engelsk og de uvorne unger kastede ting efter gymnasterne. Der sætter vi godt nok grænsen…

Kaffeplantage i Andesbjergene

En enkelt dag var afsat til sightseeing ude på landet – og den tog jeg klogeligt med på. Vi kom på den smukkeste tur til et blomstergartneri og til en kaffeplantage, der lå ude midt i Andesbjergene. Her gik vi på opdagelse i regnskoven og fandt vej op til et smukt (og iskoldt) vandfald, som vi hoppede på hovedet i – skønt!

Der blev grillet hos nogle af vores værters bekendte, der boede ude midt i det hele – i de smukkeste, landlige omgivelser, man kan forestille sig. Det var virkelig fascinerende – især når man kom lige fra det betonprægede Bogotá. Og herligt at få lov at konstatere, at Colombia tydeligvis har så meget mere at byde på, end det vi oplevede i hovedstaden.

Frokost på mexicansk!

Mexico er helt fantastisk. Vejret er lækkert og behageligt, folk er smilende og venlige, og maden er bare verdensklasse.

Det er dog også noget anderledes end hvad man er vant til hjemme i Danmark - og andre steder i verden for den sags skyld. Tag nu fx bare min frokostoplevelse i dag, lørdag:

Gymnasterne havde blot træning i dag, så jeg blev hjemme i min værtsfamilies hus i Puebla og arbejdede foran datamaten. Jeg bor hos Marox og Karina, der har to drenge, Maroxin og Karim på 8 og 6 år. Min værtsfar Marox - der som den eneste i familien taler lidt engelsk - fortalte at de ville komme hjem og samle mig op ved 14-tiden, så vi kunne køre ud og spise lidt frokost sammen.

Han dukkede så op kl. 15.30 og skulle lige ordne lidt praktisk, så vi kom af sted omkring kl. 16. Fremme på en utrolig populær lokal restaurant en halv time senere, hvor vi ventede 20 minutter på at få et bord, alt imens min mave rumlede. Vi var tydeligvis ikke de eneste, der valgte at spise frokost så sent.

Til højre: Marox og Karina, mine forældre for en uge (ja, vi er jo næsten
jævnaldrende, men...)

Fandt så ud af, at vi skulle mødes med nogle venner til frokost, så vi var lige pludselig 6 voksne og 7 børn ved et langbord. Hyggeligt!

Marox bestilte til os - det samme som stort set alle andre gæster fik: Et par kilo kødstrimler, hvortil man så får serveret en masse små tortilla-pandekager, løg, koriander, limefrugt og rygende stærk salsa. Så smækker man selv de ønskede ingredienser ind i pandekagen og så har man "tacos". Noget anderledes - og noget bedre - end de "mexicanske" retter man kan købe i et dansk supermarked.

Hertil fik jeg selvfølgelig en lækker mexicansk øl sammen med Marox' ven Carlos, som vi skal til morgenmad hos i morgen kl. 11 :o)

Og så sad vi ellers bare dér og hyggesludrede på spansk (dvs. jeg smilede og prøvede at følge med, og fik lidt oversættelse indimellem), med ungerne i den ene ende af bordet og de voksne i den anden.

Nu er jeg så netop kommet hjem igen og er propmæt ovenpå en virkelig spændende mexicansk frokost, som vi først var hjemme fra kl. 19.45 om aftenen. Jeg ved ikke rigtig om vi også skal have aftensmad på et tidspunkt, men her kl. 20.30 kan jeg fortsat ikke klemme en bid ned - og jeg vil også gerne snart i seng :o)

En begivenhedsrig måned i Guds eget land!

Jeg beklager at der ikke er kommet nogle blogindlæg siden nytår - men det har jeg selvfølgelig masser af gode undskyldninger for. Vi har haft et virkelig tætpakket USA-program, jeg har haft arbejde til op over begge ører og så har internetforbindelserne i Guds eget land været overraskende ringe...

Lad det være sagt med det samme: Det er umuligt at opliste alle de fantastiske oplevelser jeg har haft under vores ophold i USA, men jeg gør et forsøg på at huske alle de vigtigste og sjoveste begivenheder. Og ja, mange af amerikanerne ER smækfede, usunde og virkelighedsfjerne. Men heldigvis er mange amerikanere også fantastisk åbne, gæstfri, reflekterede og kritiske over for den måde "systemet" fungerer på i Guds eget land...

Fantastisk værtsfamilie i Sacramento med fadølsanlæg og elbil

Til trods for voldsomt jetlag, så havde jeg en herlig første uge i Sacramento, hvor jeg boede hos Bill og Roseanne, der var de perfekte "reserveforældre" at bo hos.

Begge er i starten af 60'erne, elsker god rødvin og er virkelig uformelle og nemme at falde til hos. Bill har sit eget fadølsanlæg og den nyeste og mest fancy elbil; en TESLA, model S. Han er utrolig stolt af både fadølshane og elbil og jeg fik selvfølgelig også lov til at prøve begge dele. Fabelagtigt... især elbilen. Det var som at være med i "Tilbage til fremtiden", når speederen blev trykket i bund.

SE BILLEDALBUM

Hvis du vil læse mere om vores første uge i Sacramento, så tjek den nyhed jeg har skrevet på Verdensholdets hjemmeside.

Smuk natur på Vestkysten i Californien

Jeg har vist altid forbundet USA med alle de overgearede og larmende storbyer, som man ser på film. Bill og Roseanne har dog vist mig billeder fra Yosemite National Park, der ligger nogle timers kørsel væk og naturligvis inviteret mig til at komme tilbage en dag og tage på vandreferie med dem. Jo tak, det må og skal prøves engang. Der var desværre ikke tid til det i vores USA-program.

Fik heldigvis også selv lov at opleve lidt storslået natur, da vi efter et par dage i San Francisco kørte sydpå ad Highway 1 langs Californiens kyst. En virkelig smuk og fascinerende kyststrækning med klipper, vandfald, grønne sletter og faktisk også masser af hvaler og søløver.

SE BILLEDALBUM

Solvang - en "dansk" by i USA

Næste stop på turen var en lidt skør, men meget underholdende oplevelse. Landsbyen "Solvang" ligger midt i Californien, er stiftet af fire danske emigranter for lidt over 100 år siden og har omkring 5.000 indbyggere. Her er danske bagerier, restauranter, ishuse og bindingsværkshuse (eller: en masse huse malet så de ligner bindingsværk + to ægte bindingsværkshuse), og der reklameres med "Danish rundstykker" og "Famous Aebleskiver". Gadeskiltene viser vej til "Copenhagen Drive" og "Hans Christian Andersen Square" og byens største bar hedder "The Viking Room".

Hovedgaden i byen ligner mest en blanding mellem Den Gamle By i Aarhus og Strøget i København - og tro mig, det er vanvittig hyggeligt at slentre en tur ned ad gaden og købe en gammeldaws vaffelis hos "Ingeborg's Ice Cream".

Der bor stadig omkring 500 mennesker med dansk baggrund i byen - resten er amerikanere, der åbenbart bare er vilde med at bo i "Little Denmark".

Vores show i Solvang var i øvrigt også en kæmpe succes med fuldt hus i byens idrætshal - de måtte endda afvise flere hundrede mennesker i døren, fordi der ikke var plads.

SE BILLEDALBUM

Los Angeles: Universal Studios, Beverly Hills, Venice Beach og "Walk of Fame"

Vi havde (desværre kun) en enkelt overnatning i Los Angeles, men vi nåede heldigvis en hel del på de 24 timer vi havde i byen.

Ved ankomst om eftermiddagen var vi en flok, der fluks tog i Universal Studios i Hollywood. Det viste sig (ikke overraskende?) at være voldsomt dyrt (80 dollars) og alt for plat, karikeret og rigtig "amerikansk". Men, men, men: Det var sgu også skægt at se nogle af de originale filmkulisser og -rekvisitter, og ikke mindst at prøve de mange forlystelser - med turen i en "Transformers 3D-rutsjebane" som det absolutte højdepunkt. Det føltes fuldstændig som om man blev svinget gennem New Yorks gader med 1 million km/t.

Om aftenen var vi nogle stykker der tog ind til Kodak Theatre og "Walk of Fame", med alle de dér kendtes navne i hver deres sten på fortovet. Her var det skam også muligt at få taget billeder med Batman, Don King, Spiderman og alle mulige andre folk, der gerne ville tjene lidt penge på at klæde sig ud og få taget billeder med de dumme turister.

Næste morgen kørte vores van (vi var seks personer i hver) ud til Beverly Hills og kiggede lidt på nogle af de fuldstændig vilde og overdimensionerede huse i 90210. Det er helt vanvittigt så mange og så store luksushytter der ligger her. Det får man nok ikke lige penge til foreløbig.

Dernæst kørte vi et smut til Venice Beach, hvor tre friske drenge (inkl. Bjarke!) fik en dukkert i Stillehavet. Og selvom solen skinnede og luften var lækker med en temperatur på omkring de 20 grader, så var vandet virkelig "forfriskende", hvis man kan sige det på den måde. Men vildt lækkert med en badetur i januar måned!

SE BILLEDALBUM

"Viva Las Vegas"

Efter Los Angeles kørte vi til selveste Las Vegas - et gennemført skørt sted, hvis man spørger mig. Dybt fascinerende at man har bygget 2-3 kilometer gigantisk spilleby, nærmest udelukkende med kæmpemæssige hoteller, casinoer og stripklubber. Som det måske eneste sted i USA er det i øvrigt tilladt at drikke alkohol på gaden. Højdepunktet i Vegas var uden tvivl showet "O" i Cirque du Soleil, som vi var inde og se første aften.

Det var fascinerende at gå rundt og opleve stemningen og se begivenhederne udfolde sig - bl.a. var Elisa og jeg inde et sted, hvor de har bygget en indendørs miniudgave af Venedig med kanaler og gondoler og det hele, og hvor loftet rent faktisk ligner en rigtig blå himmel. Tosset, men sjovt. Er dog glad for at jeg ikke skulle tilbringe mere end et par dage i dette inferno af lys, lyd og luderbarer...

Og hey! Da vi forlod Las Vegas kørte vi et smut forbi den fascinerende store Hoover Dam, som jeg længe har ønsket at se på nærmeste hold. Fascinerende bygningsværk. Tjek billedalbummet!

Danskertræf i Arizonas ørken

De sidste to uger tilbragte vi i staten Arizona, i hhv. Phoenix og Tucson. Her lavede Verdensholdet en håndfuld shows og en god portion workshops med amerikanere i aldre og størrelser.

En af de største oplevelser for mig var uden tvivl vores besøg hos indianerstammen Pascua Yaqui, hvor jeg i øvrigt også blev interviewet i lokalradioen. Læs gerne den nyhed jeg har skrevet om indianerstammen på Verdensholdets hjemmeside.

Ved et rent tilfælde var det danske fodbold(liga)landshold også på træningslejr i Arizona samtidig med os. Så vores lokale turkoordinator fik selvfølgelig organiseret at vi skulle optræde i pausen af landsholdets kamp mod Canada. Desværre havde det regnet så meget, at vores show måtte aflyses.

Jeg fik dog minglet lidt i presselogen med bl.a. Flemming Toft og jeg afværgede desuden en større "katastrofe", da stadionspeakeren bad mig tjekke, at det var den rigtige danske nationalmelodi han havde fundet. Og ja, han spillede "Kong Christian" for mig, så jeg fik pludselig travlt med at downloade "Der Er Et Yndigt Land" og give ham den i stedet... og så vandt Danmark selvfølgelig kampen med 4-0!

Hvor der blot var mødt omkring 1.500 tilskuere op til Danmark-Canada, så var det under lidt andre forhold at vi så Danmarks kamp mod Mexico på University of Phoenix Stadium: Vores gruppe på i alt 50 danskere havde mere end svært ved at overdøve de mere end 45.000 vilde og råbende mexicanere bosat i USA, der havde indløst billet til kampen. Den endte i øvrigt 1-1 og så var alle vist glade...

"Totalt militær"

Som afslutning på vores USA-ophold boede vi i fire dage på militærbasen Fort Huachuca nær Mexicos grænse. Vi havde nogle virkelig fede dage og nogle utrolig gæstfri og flinke værter. Læs nyheden om vores dage i militæret på Verdensholdets hjemmeside.

Next up: Mexico

Vi er efter nogle lange rejsedage vel ankommet til Mexico, som (ikke overraskende) også byder på stribevis af fede oplevelser. Jeg skal gøre hvad jeg kan for at få opdateret bloggen noget oftere den kommende tid :o)

De bedste hilsner fra Puebla i Mexico,

Bjarke

30 års fødselsdag i Taiwan – med verdens dejligste kæreste

Jeg har haft nogle vidunderlige og afstressende juledage i Taiwan sammen med verdens dejligste Katrine, der har været på besøg. Vi har både nået at holde lidt ferie, 30 års fødselsdag samt en skør og anderledes nytårsaften.

Jeg må jo godt nok indrømme, at det trods de mange uforglemmelige oplevelser har været vanvittigt hårdt at undvære min dejlige kæreste i hele 3 måneder. Så det var virkelig et glædeligt gensyn, da Katrine landede i Taipei den 25. december.

Katrine på besøg

Vi har haft en skøn uge sammen med masser af fede oplevelser. Der var nærmest ikke skyggen af jetlag, så Katrine var straks med på at komme ud og opleve Taiwan. Vi har smagt masser af lokal mad, shoppet det vi nu engang havde temperament til (og det er heldigvis ikke ret meget) og vi har været oppe og vandre i bjergene nord for Taipei, hvor vi boede på spa-hotel og i den grad nød at komme lidt væk fra storbyens larm og trafik.

30 års fødselsdag fejret med manér

Man kan godt nok ikke se det på mig, men jeg rundede jo rent faktisk de 30 år den 30. december. Det fejrede vi bl.a. med en omgang ”wellness” i form af et besøg i et fantastisk lækkert badeland med spa, dampbad og alt mulig andet vand-halløj. Virkelig lækkert.

Vi var ude og spise middagsmad sammen med resten af Verdensholdet, hvor der også lige pludselig blev serveret den største og flotteste fødselsdagskage, jeg nogensinde har set – endda med billede af mig nede i glasuren (hvordan man kan lave det, er mig fortsat en gåde). Aftenen blev så rundet af med et par hyggeøl hjemme på hotellet sammen med resten af lederteamet – lige som det skulle være.

Og så må jeg jo sørge for at holde en ”rigtig” rund fødselsdag for familie og venner, når jeg engang er vendt hjem til Danmark igen.

Nytårsaften – nu med dragetatovering!

Nytårsaften blev fejret i Taipei sammen med resten af holdet. Vores lokale værter havde inviteret os til nytår et meget fint sted med udsigt til det gigantiske højhus kaldet ”101”, der er centrum for alle nytårsløjerne og fyrværkeriet i Taiwan.

Nytårsmiddagen var (desværre) en forfærdeligt kedelig og ikke særlig velsmagende omgang, men selskabet var fantastisk, og så gjorde det med maden ikke så meget. Vores værter arrangerede både dans og karaoke, og havde endda hyret en sminkør, så man kunne få lagt en smart nytårs-makeup eller andet gøgl. Nogle af drengene valgte at få malet overskæg – jeg valgte naturligvis at få malet en sej drage i venstre side af ansigtet…

Da klokken nærmede sig 12, blev vi budt op på balkonen, hvor vi poppede champagne, ønskede godt nytår og nød det flotte fyrværkeri. Og inden turen et par timer senere gik hjem til hotellet, måtte Katrine og jeg (og vores alt for sultne maver) så strække våben og overgive os til det eneste spisested, der havde åbent på denne tid: McDonalds. Godt var det bestemt ikke, men vi blev da mætte for en stund J

Farvel til Katrine – goddag til USA

Sent om aftenen den 1. januar fulgte jeg så min dejlige kæreste i lufthavnen, så hun kunne komme hjem til Danmark igen, hvor eksamen venter. Verdensholdet og jeg er fortsat i Taiwan nogle dage endnu, inden vi den 7. januar flyver til San Francisco, hvor vores 30 dage lange ophold i USA starter. Skal nok blive vildt spændende – vi skal bl.a. en tur til Las Vegas…

Når man har et hus med elevator…

Opholdet i Taiwan har på alle måder været en kæmpe oplevelse: Vi har haft fuldt hus til alle vores shows, masser af mediedækning og vi har status af superstjerner. Men undervejs har vi også haft fornøjelsen af at bo hos en række lokale værtsfamilier, som bestemt ikke manglede penge…

Efter opholdet i Thailand og Vietnam er vi alle sammen ligeså stille ved at vende os til at blive betragtet som superstjerner. Masser af fans, der vil have taget billeder og skrevet autografer. Alligevel er jeg også i Taiwan blevet overrasket og imponeret over, hvor mange og hvor vilde fans vi har.

Pigerne dåner over spindoktoren

Selv holdets ”kedelige” spindoktor Bjarke, der i princippet ikke laver andet end at sidde på sidelinjen i en pæn skjorte, kan ikke slippe for at stille op til fotografering med hvinende teenagepiger, der synes man er helt fantastisk. Og ja, jeg er da hamrende lækker – og utrolig høj (i forhold til asiaterne) – det er bare lidt overvældende, når de nærmest er ligeså hysteriske som danske teenagepiger, der møder Rasmus Seebach… men jeg klager bestemt ikke J

Værtsfamilierne har været den største oplevelse

Når det lader sig gøre på vores verdensturné, bliver holdet indkvarteret hos lokale værtsfamilier. Det har hidtil kun været muligt i Azerbaijan, men her i Taiwan har vi faktisk i hele tre omgange boet hos taiwanske værtsfamilier. Det har været familier med børn på de skoler vi har lavet workshops og shows hos, der frivilligt har meldt sig til at give et par gymnaster tag over hovedet i nogle dage.

Og i og med at vi kun har været på privatskoler, hvor eleverne taler engelsk (og hvor det dermed koster kassen at have sine børn gående), har det været nogle forholdsvis velstillede, taiwanske familier vi har haft fornøjelsen af at besøge.

8-årig knægt der spiller på flygel

Min første værtsfamilie var en vildt sjov oplevelse, til trods for at jeg desværre kun skulle bo der én nat. De boede i noget af et skur; der var elevator inde i huset! Men det kan selvfølgelig også være trættende at gå fra kælderen og op til 4. sal. Faren fortalte, at han arbejdede i en bank. Og at dømme ud fra indretning og størrelsen på hans hus, var han nok ikke bare bankassistent...

Deres yngste søn på 8 år var den der talte bedst engelsk. Og ja, så spillede han også flygel (primært Chopin og Mozart), som var det det mest elementære i hele verden. De var virkelig søde og sjove at bo hos – fed oplevelse! Nogle af gymnasterne fortalte i øvrigt også om de mange imponerende Porscher og Ferrari'er, der holdt nydeligt parkeret hos deres værtsfamilier, og nogle kunne også berette om rigeligt med private tennisbaner og swimmingpools...

I byen med bedstemor og bedstefar

I dagene op til jul boede jeg hos min anden værtsfamilie. Det var hjemme hos vores lokale samarbejdspartner Loren, der arbejder til daglig arbejder hos Novo Nordisk, sammen med hendes mand, pensionerede forældre, to børn samt hendes psykisk handicappede søster. De boede i en stor, lækker lejlighed midt i Taichung – en ”mellemstor” by med 4 millioner indbyggere.

Jeg arbejdede ”hjemme” i to dage og havde derfor fornøjelsen af bedsteforældrenes selskab. De talte minimalt engelsk (og jeg minimalt kinesisk), men vi klarede os ganske glimrende på en god kombination af de to sprog. Bedsteforældrene inviterede mig også med på fin frokost ude i byen – og selvom vi kun skulle ca. 200 meter, for at komme til restauranten, så kørte vi selvfølgelig i bedstefars kæmpe BMW (med Bjarke på forsædet, forstås).

Det var en virkelig fed måde at opleve de lokale mennesker og den lokale kultur på. Og skulle jeg en dag komme tilbage til Taiwan, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at jeg vil blive taget imod med åbne arme.

Lækker mad, tæt trafik og trist gråvejr i Vietnam

Vores første uge i Vietnam har budt på stribevis af spændende kulinariske oplevelser, en succesfuld pressekonference og en bådtur i den berømte Ha Long Bay. Men solen har vi endnu ikke fået at se.

Gennem årene har jeg en del gange besøgt Restaurant ”Vietnam-nam” på Godthåbsvej, så mine forventninger til maden her i Vietnam har været ret høje. Og jeg er heldigvis ikke blevet skuffet. Vi har fået serveret så utrolig mange spændende retter, hvor end vi har bevæget os hen. Men er lykkelig over at have 6 måneders erfaring i at spise med pinde… ellers havde det godt nok taget lang tid at indtage al den dejlige mad.

Stille og rolig trafik i Hanoi...

Pas på mig – jeg er ny i trafikken

Den første uge er gået med sightseeing, shows og workhops for børn forskellige steder i Hanoi. Vi har set Ho Chi Minhs mausoleum, præsidentboligen og forskellige museer. Heldigvis bliver vi for det meste kørt rundt i en stor bus – det er jo nærmest med livet som indsats, at man bevæger sig ud i trafikken. De kører som død og helvede, dytter konstant og kipper med lyset, for at gøre opmærksom på, at ”her kommer jeg”. Og sådan er det bare. Busser, biler, scootere og cykler i et stort virvar. Det virker dybt kaotisk, men det fungerer for vietnameserne.

Pressekonference med gymnastikopvisning

Vi har også holdt pressekonference lige efter vores ankomst, for at promovere de 6 forskellige offentlige shows vi har i Vietnam. Det blev en ret stor succes, med masser af journalister og hele tre tv-kanaler til stede, hvoraf den ene transmitterer hele vores show den 5. december live på vietnamesisk tv.

Gymnasterne lavede også en ultrakort opvisning med et par forskelige serier på den yderst sparsomme plads, der var til rådighed. Men det var en stor succes og journalisterne elskede det – de var vist ikke helt vant til den slags på andre pressekonferencer…

Elisa (fysioterapeut) og Bjarke på bådtur i Ha Long Bay

Til Ha Long Bay i gråvejr

Der har heldigvis også været en fridag, hvor bussen kørte os op til den berømte Ha Long Bay, hvor vi kom på en 4 timers bådtur rundt blandt de omkring 2.000 små øer i bugten. Det var utrolig smukt – også selvom det var gråvejr. Men det har vi efterhånden vænnet os til i Hanoi.

Hvor hele Thailand var svedende varmt og fugtigt, har det været regnfuldt, gråt og småkoldt i Hanoi. Med al respekt for at der er sne og minusgrader i Danmark, så var det lidt spøjst at man pludselig skulle til at have en jakke på, når man skulle udenfor.

Nu er vi så fløjet nogle timer sydpå til Ho Chi Minh City (tidligere ”Saigon”), hvor varmen og luftfugtigheden er kommet tilbage. Vi er blevet indkvarteret i det mere luksuriøse kvarter i byen, hvor alt virker til at være yderst velholdt, moderne og eksklusivt. Men stadigvæk voldsomt trafikeret!

Bliver spændende at se, hvad den kommende uge i Ho Chi Minh byder på…

Bangkok: Gigantiske shoppingcentre, skøre mandedamer og tricks med bordtennisbolde…

Efter at have besøgt en række thailandske provinsbyer er vi nu kommet til millionbyen Bangkok, der virkelig er noget for sig selv – det skal simpelthen opleves. Her er et lille indblik i, hvad jeg oplevede i løbet af dagen i går...

Vi har haft virkelig fine indkvarteringsforhold hidtil i Thailand, men i Bangkok er standarden på vores ”hotel” godt nok noget lavere: Min seng har læderbetræk og er hård som sten, der er intet varmt vand og ingen toiletpapir, håndklæder eller sengetøj. Morgenmaden består af en ”buffet” med lyst toastbrød og syntetisk syltetøj, samt lidt vandmelon.

Internet er der overraskende nok heller ikke noget af, så Mette og jeg valgte at supplere ovennævnte festmåltid med et besøg i morgenmadsrestauranten på et nærliggende luksushotel, hvor vi også kunne få sendt mails og opdateret Verdensholdets Facebook-side med billeder fra gårsdagens strandtur.

6 x McDonalds i ét shoppingcenter

Formiddagen tilbragte vi med lidt praktiske indkøb i ét af de 6 gigantiske shoppingcentre, der ligger nærmest klods opad hinanden midt i centrum. Her kan du købe alt i elektronik, tøj og mad – både kopivarer og rigtige varer. Dertil kommer selvfølgelig både biografer, bowlinghaller og meget andet. I shoppingcenteret ”MBK”, hvor vi handlede denne formiddag, ligger der hele 6 McDonalds-restauranter…

Meget officielt (og meget kort) VIP-arrangement

Det er dagen inden vi skal forlade Thailand, så vores værter – Ministeriet for Sport & Turisme – har inviteret til et meget officielt arrangement, som det ikke lykkedes os at få andre informationer om, end at vi skulle møde op i officielt tøj kl. 14.00. Her blev vi ledt ind i et meget fornemt mødelokale og tog plads ved et langbord. Og så ventede vi ellers bare på, at de thailandske VIPs skulle ankomme.

Et kvarter senere kom der så 10 jakkesæt ind ad døren, efterfulgt af generaldirektøren – en smilende kvinde, der holdt en 2 minutter lang tale, fik overrakt en gave af Mette og så blev der ellers stillet op til foto-session med velklædte gymnaster og jakkesæt i skøn forening. Og det var så det… det officielle arrangement var slut og vi blev pænt bedt om at gå hjem på vores hotel igen. De er skøre, de thaier…

Bordtennisbolde og billige biografbilletter

Vi havde aftenen helt fri og jeg blev faktisk opfordret af nogle lokale til at tage ind og se et af de utallige og berømte ”ping-pong-shows” (og ja, mor: Det er noget med nogle unge damer med knap så meget tøj på, der kan skyde med bordtennisbolde, helt uden at bruge hænderne…).

Jeg valgte dog i stedet at snuppe en biograftur i føromtalte shoppingcenter, der viste den nye James Bond-film – på et kæmpe biograflærred i knivskarp kvalitet. Imperial hjemme i København kan godt pakke sammen. Og her i Bangkok koster en billet vel at mærke blot 28 kroner. Oven i købet får man så også nogle skrupskøre thailandske reklamer, krydret med en flere minutter lang propagandafilm for Thailands konge, hvor hele biografen skal stå op imens, for at ære Hans Kongelige Højhed. Skørt, men ganske underholdende…

Hvor er testosteronen henne i Bangkok?

Og nu vi er ved det skøre: Mange af mændene i Bangkok er altså noget for sig selv. Der er bare lady-boys over det hele; mænd iført høje hæle, sminke og bryster i en eller anden form. Dertil kommer de utallige gennemført fimsede teenage-drenge, der lystigt øver fælles dansekoreografi på pladsen foran storcenteret og hvorend de ellers kan få lidt opmærksomhed på deres Spice Girls-lignende dans…

De thailandske mænd har selvfølgelig – ligesom alle andre mænd – 100 procent ret til at bære nøjagtig den påklædning de ønsker, gå med falske bryster hvis det gør dem lykkeligere og have lige præcis den seksuelle orientering de nu engang har. Det virker bare umiddelbart som om tendensen er, at denne form for ”moderne mand” snarere er ved at blive idealet, frem for at være det modige og lidt gakkede alternativ. Testosteronen er påfaldende fraværende i Bangkok – og fred da være med det, hvis blot disse mænd er lykkelige. Jeg frygter udelukkende for et stærkt faldende fødselstal de kommende år J

Massage i lysken af en meget stærk kvinde (m/k)

Som afslutning på endnu en begivenhedsrig dag i Bangkok, besluttede jeg mig for en times fodmassage på et marked tæt ved vores hotel. Jeg var så heldig at få tildelt en massøse, der var utrolig stærk og tog virkelig godt fat i mine ømme stænger. Hun talte ikke et ord engelsk, men havde til gengæld nogle ret store overarme, nogle solide øjenbryn og en flot, dyb stemme. Sjovt nok havde hun ingen bryster…

Hun var meget begejstret for at massere mig i lysken, og talte jævnligt meget sødt til mig. Hendes flinke kollega oversatte for mig, at jeg var vidunderligt smuk og meget gerne måtte komme igen i morgen. Men til trods for det med massage i lysken, gav ”hun” virkelig en god fodmassage og underholdt både mig og hendes kolleger i en god times tid. De 40 kroner var hele oplevelsen værd og mere til.

Senere i dag rejser vi videre til Vietnam, hvor vi skal være frem til den 15. december.

Bedste hilsner fra det skøre, skøre Bangkok,

Bjarke

En helt almindelig dag i Thailand…

Vi oplever en hel del skøre ting i Thailand. Selvom meget af tiden går med transport, træning og opvisninger, har vi heldigvis også masser af forunderlige oplevelser. Tag nu fx dagen i går…

Vågner på hotellet i Lampang kl. 8 og dribler ned til morgenmaden, der primært består af ris og forskellige varme retter – nogenlunde de samme ting, som de serverer til frokost og aftensmad. Dog havde de også sørget for lidt lyst toastbrød og syltetøj til de mærkelige danskere, der er vant til noget anderledes mad.

Ikke brug for sikkerhedssele i taxaen

Gymnasterne har morgentræning i hallen inden dagens opvisning, så jeg bliver på hotellet om formiddagen og arbejder – her er der nemlig internetforbindelse. Hopper i en taxa ved middagstid og får fornøjelsen af en taxa med en let duft af urin, da jeg sætter mig ind. Den ældre herre bag rattet smiler og nikker, da jeg viser ham adressen på hallen og vi kører af sted.

Chaufføren taler ikke et ord engelsk, men det afholder ham bestemt ikke fra at snakke løs om byen og vejret (tror jeg nok, mit thailandske er ikke så godt endnu). Da jeg lægger an til at tage sikkerhedssele på, griner han af mig og forklarer (gætter jeg på) at det behøver jeg bestemt ikke, for han er en dygtig chauffør, der kører ordentligt. Så jeg undlader høfligt. Ankommer til hallen 20 minutter senere, og chaufføren takker ydmygt for den svimlende sum af 25 kroner, som jeg betaler for turen.

Yderst officiel opvisning i 35 graders varme

I hallen får vi gjort klar til åbningsceremoni og showstart kl. 13 – det er et meget officielt show i dag, for præsidenten for Lampangs idrætsforbund skal deltage. Derudover sidder der omkring 2.000 forventningsfulde og larmende skolebørn på lægterne (læs evt. også den nyhed jeg har skrevet på Verdensholdets hjemmeside).

Opvisning i Lampang Indoor Stadium for 2.000 skolebørn og en flok VIPs.

Verdensholdets team manager, Mette, og jeg selv er i det pæne tøj og tager opstilling på gulvet sammen med de lokale arrangører, mens den ene efter den anden byder velkommen, takker og præsenterer den næste taler, der så igen takker og giver ordet videre – og til sidst er vi fremme ved at forbundets præsident kan byde velkommen til Verdensholdet, hvorefter Mette langt om længe kan præsentere holdet og showet kan starte. Får at vide af tolken, at det er meget typisk thaierne at gøre et stort nummer ud af det hele…

Der er ingen aircondition i hallen, så alt sammen foregår til lyden af utallige vindmaskiner, der skal forsøge at gøre de 35 graders varme nogenlunde udholdelig både for publikum og verdensholdsgymnaster...

Lift på ladet af en pick-up

Efter 1½ times show i den trykkende varme, skal en del af gymnasterne lave en workshop for nogle lokale skolebørn, så de bliver i hallen. Otte af gymnasterne og jeg selv pakker sammen og går ud for at finde en taxa tilbage til hotellet. Det er dog lettere sagt end gjort; der kommer ingen taxaer. I stedet er der en glad gut i en pick-up, der pludselig holder ind til siden og tilbyder os et lift – så ind med to af pigerne på forsædet, mens vi andre syv hopper op på ladet. Og det skulle han såmænd ikke have noget for – tværtimod blev han næsten fornærmet da pigerne spurgte, hvad det kostede at køre med…

Karaoke-restaurant!

Da alle har været hjemme og vende på hotellet og få et velfortjent bad, tager vi ud og spiser sammen med vores lokale værter. Og de har selvfølgelig valgt en restaurant med karaokeanlæg og hele balladen. Så middagen bliver indtaget til tonerne af Westlife, Spice Girls og andre bands der er oppe i tiden i Thailand, alt imens mikrofonen går på omgang blandt gymnasterne nede ved bordene. Jeg undlader at tage mikrofonen og snupper i stedet en kold cola til den nette sum af 2 kroner…

Massagepiger på ryggen

Hjemme på hotellet igen, er min værelseskammerat Morten og jeg begge trætte efter en lang dag og kunne da egentlig godt have brug for lidt ”wellness”. Så vi ringer efter noget thai-massage og 10 minutter senere står der to smilende damer i døren, klar til at give 2 timers massage for 50 kroner. De taler heller ikke et ord engelsk – til gengæld gik og kravlede de rundt på ryggen af os en del af tiden (det skulle efter sigende være sundt), mens de grinede og hyggede sig.

Og ja, det var så den dag... jeg tror at man skal lede rigtig længe efter et andet job, der er lige så skørt og afvekslende som mit. Jeg klager i hvert fald ikke.

De bedste hilsner fra Thailand,

Bjarke

Sydafrika: Tilbage til civilisationen

Efter at have været uden varmt vand, strøm og mange andre privilegier i 3 uger, er vi nu kommet til Sydafrikas hovedstad Pretoria, hvor stort set alt er så moderne og vestligt som vi er vant til derhjemme.

Når vi nu endelig er i det smukke Sydafrika, kan jeg jo ikke lade være med at ærgre mig lidt over, at vi ikke får set andet end Pretoria og Johannesburg, mens vi er her (som nogen måske husker, så backpackede jeg en måneds tid i Sydafrika for 8½ år siden). Programmet byder mest på træningstimer for holdet og workshops på lokale skoler i nærområdet. På den anden side har det også været fantastisk at få tid, ro og faciliteter til at få lavet en masse arbejde.

Verdens mest interessante historie

Sydafrika er jo nok det land i verden, der har den mest interessante historie, når man ser på de seneste 50-60 år. Apartheid-styrets storhedstid i 50’erne og dets fald i 90’erne er noget, der til stadighed præger det sydafrikanske samfund og fortsat giver en masse udfordringer den dag i dag, både hvad angår politik, økonomi, sundhed og den almindelige dagligdag, hvad enten man er hvid, sort eller af anden etnisk oprindelse.

Korruption og nepotisme

Der er rigtig langt fra Nelson Mandela og ANC’s idealistiske og smukke vision for et nyt Sydafrika og så til det Sydafrika vi ser i 2012. ANC er stadig ved magten, men regeringen er langt mere præget af korruption, nepotisme og vennetjenester, end af et inderligt ønske om at skabe et velfungerende Sydafrika for alle indbyggere uanset etnisk oprindelse. Jeg skal ikke trætte med lange filosofiske tanker om, hvor godt det rent faktisk kunne være, men det er sgu bare så ærgerligt at se, hvordan et så rigt land med så mange muligheder, forspilder chancen for at skabe et bedre samfund for alle.

På besøg i Soweto og på apartheid-museet

Tilbage til vores ophold i Sydafrika: Vi har heldigvis også haft tid til at besøge den kendte township Soweto og det ekstremt interessante apartheid-museum, som på fantastisk vis fortæller historien om apartheid, så alle forstår den – helt bestemt et besøg værd, hvis man skulle komme på de kanter i fremtiden.

Vi har selvfølgelig også været et smut på souvenirmarked, hvor nogle af gutterne af uransagelige årsager har valgt at investere i nogle kæmpe, halvanden meter høje masker, som de pt. er ved at forsøge at få fragtet hjem med postvæsenet (eftersom der jo absolut ikke er plads i kufferten).

Næste stop: Thailand

I morgen, onsdag den 7. november, flyver vi så videre til Thailand, hvor vi skal opholde os i hele tre uger. Programmet er ikke helt fastlagt endnu og i øvrigt er jeg en af de få danskere, der ikke har været i Thailand før, så jeg glæder mig rigtig meget til at se hvad den kommende tid bringer. Efter Thailand venter Vietnam, inden vi den 15. december fortsætter til Taiwan, hvor vi skal holde jul, nytår og (yiaks!) Bjarkes 30 års fødselsdag…