Til gallafest i ødemarken!

På University of Otago er der et gevaldigt udbud af klubber, foreninger og kurser, som man kan benytte sig af, når man ikke lige sidder begravet i bøgerne. Alt lige fra kurser i keramik, smykker og reparation af biler, til undervisning i meditation, tegnsprog og breakdance. Der findes også en friluftsklub (Otago University Tramping Club), og den har jeg selvfølgelig meldt mig ind i! "Tramping" er kiwiernes betegnelse for stort set alt, hvad der har med klatring, vandring og alskens alternative udendørsaktiviteter at gøre. I den forløbne weekend arrangerede klubben det store og traditionsrige "Bushball", som har fundet sted de seneste 40 år. I al sin enkelthed går det ud på, at en gruppe på 70 friske studerende tager af sted mod ødemarken i nogle campervans, for at spendere en weekend på en storslået vandretur, der kulminerer i et stort bal i en stor bjerghytte (uden elektricitet) lørdag aften, hvor det forventes at alle er iklædt passende gallatøj.
Fredag aften kørte vi således af sted mod Mount Aspiring National Park, der ligger ca. 350 kilometers kørsel i vestlig retning. På vejen stoppede vi ved diverse afsides beliggende beværtninger, for at få fyldt væskedepoterne op - chaufførerne drak selvfølgelig sodavand. Omkring midnat ankom vi til indgangen til nationalparken, hvor vi gjorde holdt for natten. Telte blev sat op i bælgmørke og frostgrader, og så var det ellers bare om at komme hurtigst muligt ned i soveposen. Næste morgen blev der arrangeret god morgenmad og varm kakao (uhm!), teltene blev pakket sammen, og så gik vandreturen ellers ud i et fantastisk, enestående landskab, som på ingen måde kan indfanges med selv det dyreste og mest fancy kamera. Det skal simpelthen opleves. Jeg har dog prøvet så godt jeg kunne i billedalbummet. På vejen var der heldigvis masser af tid til både at nyde den fabelagtige natur og til at holde nogle velfortjente pauser med hyggelige lege og forfriskninger. Ved 16-tiden ankom vi til hytten, hvor alle deltog i forberedelserne af den store fest med 3-retters menu og det hele. Der var ikke mulighed for at komme i bad, men vi lugtede vel alle sammen nogenlunde lige meget? Der var selvfølgelig fest til langt ud på natten, og undertegnede smed da også både jakke og sko, for at få en større bevægelsesfrihed på det tætpakkede dansegulv.
Søndag morgen var der lækker morgenmad med æg, bacon og... ja, de er altså lidt alternative hernede... de spiser sgu "Baked Beans" til morgenmad... varme som kolde - det gør ingen forskel. De er skøre, de kiwier...

Som resten af gruppen på turen, vil jeg dog aldrig kunne mindes alle de fantastiske og glædelige stunder, uden også at mindes en dybt tragisk hændelse, der skete samtidig med at vi var til fest i ødemarken: En gruppe på fire studerende fra selvsamme klub var på egen hånd ude at vandre i nogle nærliggende bjerge lørdag aften. En af drengene trådte forkert i et vanskeligt terræn, og faldt 100 meter ned ad skrænten. Han døde på stedet. Alle i klubben er dybt mærkede af denne tragiske episode, og vil være det i mange år fremover. Vores tanker går til Leon, og til og hans familie og venner.

Bjarke som engelskunderviser!

Det skal jo ikke være nogen hemmelighed, at jeg klart foretrækker de mere praktiske fag frem for de tunge, teoretisk fag, hvor den vildeste, praktiske aktivitet er turen på toilettet i pausen. Således er mit fag i lingvistik (sprogvidenskab) næsten udelukkende praktisk, og går ud på at udvikle de studerendes kundskaber som undervisere - primært undervisning i engelsk sprog. Hver uge observerer vi forskellige klasser på universitetets sprogcenter og analyserer på forskellige aspekter af undervisningssituationen. Sideløbende skal alle studerende én gang i løbet af semesteret til en form for eksamen, hvor man får lov til at undervise en gruppe japanske ingeniørstuderende i engelsk sprog, i en enkelt lektion à 45 minutters varighed. Resten af holdet sidder bagerst i klassen og observerer sammen med vores egne undervisere, mens to kamerafolk sørger for at optage hele seancen på video. Underviseren har ligeledes mikrofon på, så alting kommer med... ja, fint skal det være!

Skæbnen ville, at Bjarke i onsdags skulle i ilden som den første på holdet! Uretfærdigt? Nah, jeg synes nu det var lækkert at få lov at starte, for så var der "no expectations" (ingen forventninger), som min professor Moyra formulerede det. Der var frit valg på alle hylder med hensyn til emnevalg, så jeg besluttede mig for det meget nærliggende tema "Danmark". Og det gik over al forventning! Vi lavede lytte- og skriveøvelser med forskellige fakta om Danmark, en leg der hedder "I am going to Denmark", og kom til slut også rundt om spændende fakta om de studerendes hjemland, Japan. Som en af de studerende proklamerede: "Japan is famous for very small people and big, fat men" (med henvisning til sumobrydere, forstås). Alle så ud til at nyde lektionen - også mine egne medstuderende og undervisere. Jeg kan ligeledes læse ud af mine medstuderendes evalueringer af min undervisning, at de var meget imponerede og så mig som et fantastisk forbillede for deres egen undervisning. Og da jeg i dag var forbi professor Moyras kontor, udtrykte hun også sin store begejstring over min "fantastiske" præstation, så jeg nærmest blev helt forlegen... (og nej, det ligner ellers ikke mig... snarere tværtimod?). Så jeg kan vist være rigtig godt tilfreds med min "eksamen" i engelskundervisning.
Håber at få lov til at undervise igen ved en anden lejlighed, under mindre formelle forhold...

På skitur midt i juli måned!

I erkendelse af, at der ikke sker vanvittigt meget på studiet hernede, hoppede jeg i onsdags af sted på skitur sammen med Bjarke og Sofie - og vi er netop kommet hjem i god behold, uden nogen brækkede lemmer. Det var en helt fantastisk tur, der udover massevis af skiløb, bød på betagende bjerglandskaber, blærede boligforhold og en buldrende bytur...

Turen gik til skiområdet Treble Cone, nær byen Wanaka, der efter sigende skulle have de mest udfordrende pister og den flotteste udsigt fra toppen. Og det passede skam! Heldigvis for os, så bor Sarahs (som jeg bor sammen med) mor i Wanaka, og hun elsker bare at få gæster. Vi ville selvfølgelig gerne gøre hende glad (og også gerne spare udgifterne til indkvartering), så vi flyttede ind i 4 dage, med vores eget værelse, fuld forplejning og masser af hjemlig hygge. Vi blev simpelthen forkælet fra morgen til aften! Efter en lækker morgenmad og en tiltrængt kop kaffe fra Mor Jennis Bodum-stempelkande, drønede vi op på bjergtoppen i vores herlige bil Bunky, der godt nok blegnede lidt ved siden af alle de gigantiske firehjulstrækkere, men hun klarede bakkerne fantastisk! Skihajerne Bjarke og Bjarke formåede vist at prøve samtlige pister i skiområdet, men nåede selvfølgelig også at nyde både den fantastiske udsigt og den udsøgte varme kakao i caféen for foden af bjerget.
Om aftenen kom vi så hjem til udsøgte måltider hos Mor Jenni, der godt nok var imponeret af vores store appetit... (de spiser altså generelt ikke ret meget her på New Zealand). Og bare rolig - der var altså masser af mad, og hun var selvfølgelig glad for at vi kunne lide hendes kokkerier.
Et par aftener smuttede vi ud i byen og fik et spil pool og en kold øl... og ja, i går fik Bjarke og Bjarke vist lidt mere en enkelt øl... men så var det jo godt at man kunne sove længe søndag morgen!
En fantastisk oplevelse at kunne tage på ski midt i juli, hvor der de fleste andre steder i verden ikke er skyggen af sne. Men jeg må da også indrømme, at jeg da glæder mig bare en lille smule, til det begynder at blive lidt varmere i vejret hernede.
Jeg håber at I nyder sommerferien hjemme i lille Danmark!
Der er billeder i billedalbummet nu!

De bedste hilsner,
Skihaj Bjarke

Store sten på stranden

I søndags smuttede vi en tur op ad kysten, for at se de imponerende "Moeraki Boulders" - nogle gigantiske, kuglerunde sten, der dannes i undergrunden i løbet af flere millioner år. Stille og roligt - og jeg mener VIRKELIG stille og roligt - bevæger de sig ud på stranden, efterhånden som vandet æder det omkrandsende jordlag. De største Boulders er 2,2 meter i diameter og vejer omkring 7 ton. Et helt fantastisk syn... og at det så var godt vejr den dag, gjorde bare oplevelsen endnu bedre. Hvis du har lyst til at se flere billeder, så tjek billedalbummet.

Kandidatuddannelse med højskolekultur...

Så er den første uges forelæsninger ved at være overstået her på University of Otago, og det tegner til at blive et rigtig spændende, men også lidt alternativt semester.
Alle de fag jeg tager her i New Zealand, fungerer som valgfag på min kandidatuddannelse derhjemme, så jeg kan i princippet vælge lige de fag jeg vil. Problemet er bare, at de ikke udbyder ret mange fag på kandidatniveau hernede, som jeg kan tage uden at have en specifik akademisk baggrund. Men jeg er da trods alt nået frem til en spændende sammensætning.

Bjarke som engelskunderviser
Største fag er "Linguistics - Classroom Practice", hvor jeg om et par uger får lov til at undervise en gruppe japanske studerende i engelsk sprog. Lektionen skal vare 40 minutter, og tæller som en del af min samlede eksamen i faget. Resten af forløbet består i at observere andre undervisere, og evaluere dem med forskellige lingvistiske mål for øje. Som i så mange andre fag hernede, er der ikke nogen decideret eksamen til slut - den samlede karakter gives på baggrund forskellige præstationer og aktiviteter i løbet af semesteret.

Markedsføring med moderne hippie'er?
Udover lingvistikken, kommer jeg til at beskæftige mig med "Marketing". Jeg skal have to fag, der hedder "Branding" og "Advertising and Society". Lyder meget fancy og handelshøjskoleagtigt på overfladen, ikke? I virkeligheden er det ret højskoleagtige fag, hvor jeg hvert øjeblik forventer at de to kloge professorer, Ben og John, tager deres guitarer frem og beder klassen om at sætte sig i en rundkreds på gulvet... så afslappet er det:

• Der er som sagt ikke nogen rigtig eksamen - i stedet baserer de vores karakterer på hvad vi laver i løbet af semesteret, og hvad vi alle sammen synes om hinandens præstationer.
• Der er ikke noget fastlagt pensum - vi skal læse hvad vi selv synes er relevant for os.
• I det ene fag har professoren forklaret, at der på intet tidspunkt vil blive anvendt Powerpoint-præsentationer, da et sådant elektronisk artefakt fjerner fokus fra det fortalte - fra følelserne...
• Efter hver forelæsning skal vi føre dagbog over hvad vi har fået ud af forelæsningen og hvad vi selv har bidraget med. Dagbogen tæller 20% af den samlede karakter.
• Halvdelen af den endelige karakter i "Advertising and Society" gives på baggrund af en oplevelse, som den enkelte studerende skal arrangere for resten af holdet - en oplevelse, der bevæger folk, og frembringer stærke emotionelle reaktioner, hvad end det er gråd, gys eller glæde.

Ja, så flippede er de på University of Otago, "School of Business", hvor alle mine forelæsninger foregår. Jeg kan næsten ikke vente med at komme igang...

Til landskamp i rugby

Her i New Zealand går de som sagt ikke op i så obskure sportsgrene som fodbold og håndbold. Næh nej, når det gælder sport, så er der kun én ting der tæller: "All Blacks" - landsholdet i rugby. Nationens stolthed, som alle og enhver følger i tykt og tyndt. Avisernes sportssektioner handler stort set ikke om andet end rugbylandsholdet, og der er garanti for noget nær landesorg, hvis holdet mod forventning skulle gå hen og tabe en kamp - uanset om det så "bare" er en træningskamp. Holdet forventes at vinde alt hvad de kommer i nærheden af, og anses da også pt. for at være det bedste rugbyhold i verden.

Billet til landskampen!
En landskamp i rugby er med andre ord en gigantisk begivenhed, når den foregår i en by som Dunedin. Det er 3 år siden at holdet sidst spillede her, så alle og enhver i byen har været helt oppe at køre den seneste uge. Selveste All Blacks spiller i vores by - og så endda mod de regerende verdensmestre fra Sydafrika. Enhver ville give sin højre arm for at komme ind og se den kamp.
Min nabo, Piet, der er fra New Zealand, havde været tidligt ude og skaffet 4 eksklusive billetter til gutterne... og sådan en chance må man altså ikke lade gå fra sig! Så Bjarke, Bjarke, Russell og Piet tog til landskamp på Carisbrook Stadium. Og hvilken oplevelse! På stadion er der 29.000 ellevilde tilskuere, der lever og ånder for at tilbede deres landshold... ja, og så selvfølgelig et par danske udvekslingsstuderende, der bare har været heldige at få billet. Men vi havde da lært de fleste af reglerne inden kampen, så vi kunne følge nogenlunde med...

Anderledes stemning
For sådan et par drengerøve var det jo en virkelig fed oplevelse - næsten som at være til landskamp hjemme i Parken... men også kun næsten: Ja, der sidder mange tusinde tilskuere på tribunerne, primært mænd, som forinden har fået godt med alkohol. Og ja, de drikker mere alkohol mens de sidder på tribunerne. Inde på banen er der også 22 spillere, 2 mål (godt nok lidt overdimensionerede) og en bold (godt nok noget mere oval en end fodbold). Stemningen er dog en lidt anden. I Parken ville der konstant blive sunget og hujet, råbt og skreget af dommere og spillere, og nok også kastet med ølkrus. Til rugbykampen er der næsten ingen lyd fra tribunerne, bortset fra når holdet scorer. Alle som en er de helt opslugte af spillet på banen - sangene kan vente til efter kampen. Alle opfører sig pænt - også efter kampen. Selvom holdet her til aften tabte kampen i sidste minut, er der ingen uroligheder efter kampen. Ingen. Skuffelsen står malet i ansigterne på publikum, men der er ingen ballade. I stedet slutter man sig til alle de tusindvis af mennesker, der har set kampen på storskærm nede i byen, og fester til den lyse morgen. For All Blacks er i byen, og det er noget af det største, der kan overgå os i Dunedin.
Rugby er simpelthen en livsstil, og landsholdet overstiger både Coca-Cola og McDonalds i brand-værdi hernede...

Bjarke er blevet bachelor

Alt imens min kandidatuddannelse allerede er startet her i New Zealand, har jeg lige fået karakterer for de eksamener der er blevet aflagt hjemme i Danmark i juni måned. Jeg er heldigvis bestået med glans - har fået 7 i Formidlingsdidaktik og 10 i Retorisk Analyse! Så Bjarke er meget stolt, glad og tilfreds - og kan nu kalde sig bachelor i Medievidenskab og Retorik.

Nationale håndboldmesterskaber i New Zealand!

Som barn havde jeg store ambitioner om at blive en berømt håndboldspiller. At spille i landets bedste række, måske få lov til at spille med i finalen om det danske mesterskab...?
Hvis nogen havde spået, at jeg skulle komme til at spille håndbold på New Zealand, ville jeg nok have grinet vældigt af dem for nogle uger siden. For ingen på New Zealand ved hvad håndbold er... og dog. I sidste uge så jeg en plakat på universitetet, der reklamerede for den nye og fantastiske sport "håndbold" - nu også i Dunedin! Så jeg sendte en e-mail til dem, for at høre om der overhovedet var et hold, og om man kunne komme og træne med - det måtte jeg simpelthen opleve. Jeg fik et svar tilbage om at de ikke trænede i den her weekend, fordi de skulle til de nationale mesterskaber i Christchurch (5 timers kørsel nordpå), men jeg skulle da være velkommen til at tage med. Så jeg skyndte mig ned og købte et par indendørs sko (de er godt nok svære at få fat på hernede), pakkede min taske og tog af sted med håndboldholdet. Og hvilken oplevelse!

Alternative forhold
Jeg var godt nok blevet advaret af "træneren" på forhånd, men det var alligevel yderst fascinerende at opleve det, de selv kalder "håndboldmiljøet" på New Zealand. Startet op af en franskmand og nogle tyskere i 2004, tæller håndboldmiljøet nu i alt ca. 400 mere eller mindre aktive håndboldspillere i 7-8 klubber. De klarer sig ret godt med de yderst sparsomme midler, de har til rådighed, og alle brænder inderligt for at spille håndbold - også selvom de ikke helt kender reglerne. Som en lille service til de håndboldkyndige der læser dette, oplister jeg lige nogle interessante fakta og observartioner fra det new zealandske mesterskab i håndbold:

• Der er ingen kvalifikation til mesterskabet - kun tilmelding


• Der er ingen "rigtige" dommere - de 5 deltagende hold stiller på skift et par folk til rådighed, som dømmer kampene.


• Det er de færreste, der kender til kendelser som "mas" og "nøl", så det dømmes som regel ikke... i stedet er de vældig glade for at dømme 3-meter konstant og hele tiden.


• Målene er... tjah... anderledes... (se billedet)


• Banen er... tjah... for lille...


• Boldene er... tjah... elendige... og de har ikke noget harpiks.


• Når et hold skifter forkert ud (og det gør de tit), så bliver de ikke straffet for det, men i stedet forklarer dommeren hvordan de så skal gøre næste gang.


• Vores hold havde ikke lige nogen målmand med, så vores "manager" var nødt til at stille sig ind mellem stængerne. Så længe modstanderen ikke skød oppe i målet, gik det nogenlunde.


• Der er ikke markeret nogle håndboldbane på gulvet i hallen, så alle streger er lavet med en form for malertape. Mit hold var vældigt imponerede over, at der i dagens anledning også var lavet 3-meter-streger.

Vi spiller ikke for at vinde
Det var en fantastisk oplevelse at være med til mesterskabet - også selvom det godt nok er svært at lade være med at brokke sig til dommeren, når modspilleren for femte gang tager for mange skridt, laver mas og overtræder, uden at der bliver dømt for det. Resultaterne af kampene er sådan mere eller mindre tilfældige, alt afhængig af, hvem der dømmer. Men det gør nu egentlig ikke så meget, for det primære formål er ikke at vinde, men at have det sjovt sammen - også selvom det gælder mesterskabet.

I finalen!
På trods af at mit hold ikke havde nogen egentlig målmand, lykkedes det os på forbløffende vis at komme i finalen. Modstanderen havde dog luret, at de blot behøvede at afslutte i toppen af målet, og når de så samtidig havde en saudiarabisk keeper, der rent faktisk kunne stå på mål, var der ikke meget at gøre - vi tabte med 2 mål. Men vi var meget stolte - og en stor oplevelse rigere. Efter finalen samledes de 2 hold og de 5 tilbageværende tilskuere til fælles fotos, og senere mødtes alle mesterskabets deltagere på en bar i centrum af byen, hvor der blev uddelt præmier og drukket et par velfortjente fadøl.
Jeg glemmer ALDRIG at jeg rent faktisk har prøvet at være i finalen om det nationale mesterskab i håndbold...

Livet er smukt…

Det er ikke en udpræget fornøjelse at rejse sig fra sengen om morgenen. Min ånde er tydelig. Mine tæer er frosne. Min næse ligeså. Men det generer mig sådan set ikke det fjerneste. For livet er så smukt som noget kan være, og jeg nyder at være til, på trods af de kolde nætter. De kan på ingen måde finde ud af at isolere deres huse her i New Zealand, men til gengæld kan de så meget andet – og så kan man godt leve med de frosne tæer. De akklimatiserer sig vel også på et tidspunkt…

42 St. David Street
Jeg er endelig flyttet ind i det hus, hvor jeg skal bo det næste halve år. 42 St. David Street, klods op og ned ad universitetet. Når jeg skal til velkomstforelæsning i morgen, kan jeg gøre turen på 30-40 sekunder – alt afhængig af om lyskurven er rød eller grøn, når jeg når frem til den.
Med undtagelse af den ekstreme kulde indendørs, er boligforholdene nærmest optimale. Jeg har de sødeste ”flatmates” (samboer), et glimrende køkken og en hyggelig stue, der nærmest indbyder til at man sætter sig ned og nyder et glas af den lokale rødvin (der er til at betale, og smager fantastisk).

Min nyerhvervede bil, Bunky, kører upåklageligt, selvom det godt nok er svært at vænne sig til at skulle køre i modsatte side af vejen. Men det er fedt - og nemt - at køre med automatgear.

Bjarke & Bjarke
Boligforholdene er altså i orden, og det er vennekredsen i New Zealand sådan set også, selvom der først er officiel velkomst på universitetet i morgen. Jeg må jo indrømme, at det da var meget hyggeligt med en masse piger på introkurset den første uge, men til sidst manglede jeg altså noget mandligt selskab. Det kom der så i den grad, da jeg flyttede ind i lørdags. En fyr fra nabohuset kom og bankede på vinduet, og efter at jeg pænt havde præsenteret mig på engelsk, smilede han og præsenterede sig så på dansk, som Bjarke fra Handelshøjskolen på Aarhus Universitet. Det var selvfølgelig en kæmpe fornøjelse at få lov til at tale dansk igen, efter 2 uger udelukkende på engelsk, men hans glade selskab var sådan set det allerbedste. Vi har nu kendt hinanden i 4 dage, og vi klikker bare SÅ godt. Vi elsker friluftsliv, god Single Malt Scotch Whisky og ”Casper & Mandrilaftalen”. Vi kan lide at lave mad, at fyre sjofle jokes af og at tage lækre billeder med smarte kameraer. Og vi nyder at være i New Zealand og møde en masse nye mennesker. Det har været en sand fornøjelse at møde Bjarke, som jeg virkelig har det fedt sammen med. Vi har dog allerede problemer med at overbevise de øvrige udvekslingsstuderende om, at Bjarke faktisk er et ret sjældent navn i Danmark…

Optimale studieforhold
For at det ikke skal være løgn, så er de fysiske studieforhold også bare helt i top. Universitetets bibliotek er varmt, moderne og med alle de faciliteter man måtte ønske sig. Personalet her er fantastisk venligt, og hjælper gerne med alskens startproblemer man måtte have som ny studerende. Og når jeg nu er så heldig at have biblioteket liggende nærmest i baghaven, regner jeg stærkt med at jeg kommer til at spendere en hel del tid her. Ja, i skrivende stund sidder jeg faktisk på en af bibliotekets lækre læsepladser…

Civiliseret hverdag igen
Efter at have levet i en rygsæk i flere uger, er jeg altså nu ved at være rimelig civiliseret igen. Jeg har hus, bil og telefon, samt et hævekort til den lokale bank, så jeg ikke behøver at betale de dér farlige gebyrer for at hæve på mit Visa-kort.
Jeg bor i en by med masser af muligheder for både kultur- og naturoplevelser. Således har jeg fx allerede været på rundvisning på det lokale bryggeri og ude at opleve den smukke natur i området – se bare billedalbummet. Og så har jeg været på besøg hos den lokale, danske bager sammen med Bjarke. Her kan man - som det eneste sted i New Zealand - få rundstykker og rugbrød.

Studiestart i morgen
Alt i alt er der altså lagt op til et helt forrygende ophold her i Dunedin – den by i verden, der geografisk ligger længst væk fra lille Danmark. Men på trods af den astronomiske afstand til de trygge rammer derhjemme, er livet altså noget så smukt – frosne tæer eller ej. Studiet starter i morgen, og jeg kan næsten ikke vente med at få endnu flere oplevelser ind under min forfrosne hud.

Massevis af lykkelige, varme hilsner fra det kolde New Zealand,
Bjarke