Som barn havde jeg store ambitioner om at blive en berømt håndboldspiller. At spille i landets bedste række, måske få lov til at spille med i finalen om det danske mesterskab...?
Hvis nogen havde spået, at jeg skulle komme til at spille håndbold på New Zealand, ville jeg nok have grinet vældigt af dem for nogle uger siden. For ingen på New Zealand ved hvad håndbold er... og dog. I sidste uge så jeg en plakat på universitetet, der reklamerede for den nye og fantastiske sport "håndbold" - nu også i Dunedin! Så jeg sendte en e-mail til dem, for at høre om der overhovedet var et hold, og om man kunne komme og træne med - det måtte jeg simpelthen opleve. Jeg fik et svar tilbage om at de ikke trænede i den her weekend, fordi de skulle til de nationale mesterskaber i Christchurch (5 timers kørsel nordpå), men jeg skulle da være velkommen til at tage med. Så jeg skyndte mig ned og købte et par indendørs sko (de er godt nok svære at få fat på hernede), pakkede min taske og tog af sted med håndboldholdet. Og hvilken oplevelse!
Alternative forhold
Jeg var godt nok blevet advaret af "træneren" på forhånd, men det var alligevel yderst fascinerende at opleve det, de selv kalder "håndboldmiljøet" på New Zealand. Startet op af en franskmand og nogle tyskere i 2004, tæller håndboldmiljøet nu i alt ca. 400 mere eller mindre aktive håndboldspillere i 7-8 klubber. De klarer sig ret godt med de yderst sparsomme midler, de har til rådighed, og alle brænder inderligt for at spille håndbold - også selvom de ikke helt kender reglerne. Som en lille service til de håndboldkyndige der læser dette, oplister jeg lige nogle interessante fakta og observartioner fra det new zealandske mesterskab i håndbold:
Det var en fantastisk oplevelse at være med til mesterskabet - også selvom det godt nok er svært at lade være med at brokke sig til dommeren, når modspilleren for femte gang tager for mange skridt, laver mas og overtræder, uden at der bliver dømt for det. Resultaterne af kampene er sådan mere eller mindre tilfældige, alt afhængig af, hvem der dømmer. Men det gør nu egentlig ikke så meget, for det primære formål er ikke at vinde, men at have det sjovt sammen - også selvom det gælder mesterskabet.
I finalen!
På trods af at mit hold ikke havde nogen egentlig målmand, lykkedes det os på forbløffende vis at komme i finalen. Modstanderen havde dog luret, at de blot behøvede at afslutte i toppen af målet, og når de så samtidig havde en saudiarabisk keeper, der rent faktisk kunne stå på mål, var der ikke meget at gøre - vi tabte med 2 mål. Men vi var meget stolte - og en stor oplevelse rigere. Efter finalen samledes de 2 hold og de 5 tilbageværende tilskuere til fælles fotos, og senere mødtes alle mesterskabets deltagere på en bar i centrum af byen, hvor der blev uddelt præmier og drukket et par velfortjente fadøl.
Jeg glemmer ALDRIG at jeg rent faktisk har prøvet at være i finalen om det nationale mesterskab i håndbold...
Hvis nogen havde spået, at jeg skulle komme til at spille håndbold på New Zealand, ville jeg nok have grinet vældigt af dem for nogle uger siden. For ingen på New Zealand ved hvad håndbold er... og dog. I sidste uge så jeg en plakat på universitetet, der reklamerede for den nye og fantastiske sport "håndbold" - nu også i Dunedin! Så jeg sendte en e-mail til dem, for at høre om der overhovedet var et hold, og om man kunne komme og træne med - det måtte jeg simpelthen opleve. Jeg fik et svar tilbage om at de ikke trænede i den her weekend, fordi de skulle til de nationale mesterskaber i Christchurch (5 timers kørsel nordpå), men jeg skulle da være velkommen til at tage med. Så jeg skyndte mig ned og købte et par indendørs sko (de er godt nok svære at få fat på hernede), pakkede min taske og tog af sted med håndboldholdet. Og hvilken oplevelse!
Alternative forhold
Jeg var godt nok blevet advaret af "træneren" på forhånd, men det var alligevel yderst fascinerende at opleve det, de selv kalder "håndboldmiljøet" på New Zealand. Startet op af en franskmand og nogle tyskere i 2004, tæller håndboldmiljøet nu i alt ca. 400 mere eller mindre aktive håndboldspillere i 7-8 klubber. De klarer sig ret godt med de yderst sparsomme midler, de har til rådighed, og alle brænder inderligt for at spille håndbold - også selvom de ikke helt kender reglerne. Som en lille service til de håndboldkyndige der læser dette, oplister jeg lige nogle interessante fakta og observartioner fra det new zealandske mesterskab i håndbold:
- Der er ingen kvalifikation til mesterskabet - kun tilmelding
- Der er ingen "rigtige" dommere - de 5 deltagende hold stiller på skift et par folk til rådighed, som dømmer kampene.
- Det er de færreste, der kender til kendelser som "mas" og "nøl", så det dømmes som regel ikke... i stedet er de vældig glade for at dømme 3-meter konstant og hele tiden.
- Målene er... tjah... anderledes... (se billedet)
- Banen er... tjah... for lille...
- Boldene er... tjah... elendige... og de har ikke noget harpiks.
- Når et hold skifter forkert ud (og det gør de tit), så bliver de ikke straffet for det, men i stedet forklarer dommeren hvordan de så skal gøre næste gang.
- Vores hold havde ikke lige nogen målmand med, så vores "manager" var nødt til at stille sig ind mellem stængerne. Så længe modstanderen ikke skød oppe i målet, gik det nogenlunde.
- Der er ikke markeret nogle håndboldbane på gulvet i hallen, så alle streger er lavet med en form for malertape. Mit hold var vældigt imponerede over, at der i dagens anledning også var lavet 3-meter-streger.
Det var en fantastisk oplevelse at være med til mesterskabet - også selvom det godt nok er svært at lade være med at brokke sig til dommeren, når modspilleren for femte gang tager for mange skridt, laver mas og overtræder, uden at der bliver dømt for det. Resultaterne af kampene er sådan mere eller mindre tilfældige, alt afhængig af, hvem der dømmer. Men det gør nu egentlig ikke så meget, for det primære formål er ikke at vinde, men at have det sjovt sammen - også selvom det gælder mesterskabet.
I finalen!
På trods af at mit hold ikke havde nogen egentlig målmand, lykkedes det os på forbløffende vis at komme i finalen. Modstanderen havde dog luret, at de blot behøvede at afslutte i toppen af målet, og når de så samtidig havde en saudiarabisk keeper, der rent faktisk kunne stå på mål, var der ikke meget at gøre - vi tabte med 2 mål. Men vi var meget stolte - og en stor oplevelse rigere. Efter finalen samledes de 2 hold og de 5 tilbageværende tilskuere til fælles fotos, og senere mødtes alle mesterskabets deltagere på en bar i centrum af byen, hvor der blev uddelt præmier og drukket et par velfortjente fadøl.
Jeg glemmer ALDRIG at jeg rent faktisk har prøvet at være i finalen om det nationale mesterskab i håndbold...
