Til landskamp i rugby

Her i New Zealand går de som sagt ikke op i så obskure sportsgrene som fodbold og håndbold. Næh nej, når det gælder sport, så er der kun én ting der tæller: "All Blacks" - landsholdet i rugby. Nationens stolthed, som alle og enhver følger i tykt og tyndt. Avisernes sportssektioner handler stort set ikke om andet end rugbylandsholdet, og der er garanti for noget nær landesorg, hvis holdet mod forventning skulle gå hen og tabe en kamp - uanset om det så "bare" er en træningskamp. Holdet forventes at vinde alt hvad de kommer i nærheden af, og anses da også pt. for at være det bedste rugbyhold i verden.

Billet til landskampen!
En landskamp i rugby er med andre ord en gigantisk begivenhed, når den foregår i en by som Dunedin. Det er 3 år siden at holdet sidst spillede her, så alle og enhver i byen har været helt oppe at køre den seneste uge. Selveste All Blacks spiller i vores by - og så endda mod de regerende verdensmestre fra Sydafrika. Enhver ville give sin højre arm for at komme ind og se den kamp.
Min nabo, Piet, der er fra New Zealand, havde været tidligt ude og skaffet 4 eksklusive billetter til gutterne... og sådan en chance må man altså ikke lade gå fra sig! Så Bjarke, Bjarke, Russell og Piet tog til landskamp på Carisbrook Stadium. Og hvilken oplevelse! På stadion er der 29.000 ellevilde tilskuere, der lever og ånder for at tilbede deres landshold... ja, og så selvfølgelig et par danske udvekslingsstuderende, der bare har været heldige at få billet. Men vi havde da lært de fleste af reglerne inden kampen, så vi kunne følge nogenlunde med...

Anderledes stemning
For sådan et par drengerøve var det jo en virkelig fed oplevelse - næsten som at være til landskamp hjemme i Parken... men også kun næsten: Ja, der sidder mange tusinde tilskuere på tribunerne, primært mænd, som forinden har fået godt med alkohol. Og ja, de drikker mere alkohol mens de sidder på tribunerne. Inde på banen er der også 22 spillere, 2 mål (godt nok lidt overdimensionerede) og en bold (godt nok noget mere oval en end fodbold). Stemningen er dog en lidt anden. I Parken ville der konstant blive sunget og hujet, råbt og skreget af dommere og spillere, og nok også kastet med ølkrus. Til rugbykampen er der næsten ingen lyd fra tribunerne, bortset fra når holdet scorer. Alle som en er de helt opslugte af spillet på banen - sangene kan vente til efter kampen. Alle opfører sig pænt - også efter kampen. Selvom holdet her til aften tabte kampen i sidste minut, er der ingen uroligheder efter kampen. Ingen. Skuffelsen står malet i ansigterne på publikum, men der er ingen ballade. I stedet slutter man sig til alle de tusindvis af mennesker, der har set kampen på storskærm nede i byen, og fester til den lyse morgen. For All Blacks er i byen, og det er noget af det største, der kan overgå os i Dunedin.
Rugby er simpelthen en livsstil, og landsholdet overstiger både Coca-Cola og McDonalds i brand-værdi hernede...