”Goddag, Deres Kongelige Højhed!”

Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik aflagde besøg i Kina sammen med økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen i slutningen af juni. Til alt held var Bjarke blevet udnævnt til pressekoordinator for besøget og tog derfor et par uger til Shanghai for at holde styr på de høje herrer…


I forbindelse med fejringen af Danmarksdagen på Verdensudstillingen i Shanghai deltog Kronprins Frederik i snorklipning på nye designudstillinger, lancering af sundhedskampagner, åbning af nye danske butikker og meget, meget mere. Et hurtigt kig ned over det tætpakkede 2-dages program i Shanghai afslørede straks, at Pingo ville få en del at se til under sit besøg. Og ja, Brian Mikkelsen var også med, men Kronprinsen var helt klart omdrejningspunkt for al opmærksomheden.

Luksuriøs indkvartering og fodbold på flimmeren
Selv skulle jeg til Shanghai i 10 dage, hvor jeg sammen med ambassadøren og vores folk på generalkonsulatet skulle organisere alt det praktiske omkring besøget fra Kronprinsen og ministeren. Mine primære opgaver var at sørge for bedst mulig dansk og kinesisk pressedækning, og så at tage mig af pressen under selve besøget.

Jeg går jo til daglig meget op i, at danskernes skattekroner bliver brugt fornuftigt (blær, blær), så da generalkonsulen spurgte, om jeg ville bo hos hende og hendes mand i under mit ophold, i stedet for et kedeligt hotel, takkede jeg selvfølgelig ja. Det viste sig at være en rigtig god disposition. Som man vil kunne se i fotoalbummet, så var det rigtig fine forhold jeg boede under. Der var rengøringsdame, som vaskede og strøg mit tøj, en husholderske, som serverede lækker mad morgen og aften, og en chauffør, der kørte generalkonsulen (ved navn Susanne) og mig på arbejde hver dag. Og så var der selvfølgelig også stor swimmingpool lige i nærheden…

Ligeledes var der fantastisk hyggeligt selskab, især i form af Susannes mand Torben, med hvem jeg gerne så VM-fodbold og drak kolde øl på sofaen hver aften, efter en lang arbejdsdag. Og i pausen kunne vi jo så passende drible ned til bordtennisbordet og dyste om, hvem der havde håneretten i 2. halvleg…

Mit møde med Kronprinsen
De høje herrer ankom tidligt om morgenen mandag den 28. juni, fulgt af en kæmpe delegation af erhvervsfolk og embedsmænd. Fik samme morgen kort hilst på Brian Mikkelsen og fru Eliane, der var taget med til Beijing. Desuden fik jeg hyggesnakket en del med Kronprinsens livvagter, Morten og Mogens, der var nogle virkelig flinke (og veltrænede) gutter.

I en kortege på omkring 10 biler kørte vi så med fin politieskorte rundt i Shanghai til dagens program. Først til åbning af nye butikker for ECCO og Georg Jensen, dernæst til Nordic Lighthouse, hvor Kronprinsen skulle sparke en livsstilskampagne i gang og åbne en ny designudstilling.

Til trods for min klare holdning om, at monarkiet burde nedlægges (især for de kongeliges egen skyld), så skal jeg da blankt erkende, at jeg hele tiden havde haft et lille håb om at hilse på Hans Kongelige Højhed – selvom jeg også godt vidste, at det nok ikke ville blive aktuelt.

Derfor kom det da også en smule bag på mig, da Kronprinsen under overværelsen af en fodboldkamp med kinesiske børn, pludselig kom hen til mig, rakte hånden ud og sagde ”goddag, hr.”! Jeg gav hånd, smilede, bukkede, bevarede vist fatningen nogenlunde og fik fremstammet et ”goddag, Deres Kongelige Højhed”, og så ellers udvekslet et par høflighedsfraser, inden Frederik (som jeg kalder ham) hastede videre med sine mange gøremål den dag…

Et vellykket besøg
Udover at opfylde mine små, personlige succeskriterier, så gik det overordnede besøg rigtig, rigtig godt. Vi oplevede massiv pressedækning i de kinesiske medier, og både DR og TV2 bragte nyhedshistorier på tv derhjemme. Hoffet var glade og det samme gjaldt økonomi- og erhvervsministeriet. Ambassadøren var også meget tilfreds, og det samme var jeg selvfølgelig – det var fantastisk spændende at være med til at organisere sådan et besøg og være helt tæt på alle de ”vigtige” mennesker.

Hvis du vil have et mere detaljeret indblik i Kronprinsens gøren og laden under besøget i Shanghai, kan du evt. tjekke de nyheder, jeg har skrevet på ambassadens hjemmeside.

Du skal også være mere end velkommen til at tjekke billeder i fotoalbummet af både Brian, Frede og min luksuriøse feriebolig.

Et tropisk eventyr – den perfekte afslutning på rejsen

Som afslutning på mit store Japan-eventyr skulle der selvfølgelig ske noget radikalt anderledes, så jeg tog af sted til den lillebitte, nærmest ukendte tropeø ”Chichi-jima”, der ligger 1.000 km syd for Tokyo og som man kun kan komme til med færge. Det tager hele 26 timer hver vej, men heldigvis viste det sig, at være det hele værd og mere til.

Én gang om ugen afgår færgen ”Ogasawara-Maru” fra Tokyo til Chichi-jima og 4 dage senere sejler den tilbage igen. Til trods for den absurd dyre færgebillet, så får man – når man rejser på 2. klasse – blot et par tæpper og en plads på gulvet sammen med de øvrige passagerer. Så ingen fine fornemmelser her – vi tager det som en oplevelse!

Så søstærk er man altså heller ikke…!
Man kunne frygte, at komme til at kede sig på sådan en 26 timers færgetur, men heldigvis blev jeg straks efter afgangen kl. 10 kaldt hen af en ældre fyr, der bød på en kold øl (jeg var jo den absolut eneste ikke-japaner ombord, så jeg skilte mig nok en smule ud). Han hed Deni, talte rimelig godt engelsk, var vokset op på øen og skulle nu hjem på ferie, så det var jo perfekt selskab. To andre lokale mænd sluttede sig til os, og den ene øl blev hurtigt til flere, i takt med at stemningen steg til uanede højder. Før jeg fik set mig om, var der også kommet yakitori (kød på spyd) og whisky på bordet, og det næste jeg husker, var at jeg vågnede op kl. 23 på en færge, der gyngede lige lovlig meget efter min smag. Og ja, kombinationen af lidt for meget alkohol og en knap så søstærk Bjarke resulterede i lige omkring 10 ture ud for at hilse på ”Uuulrik!” i løbet af de resterende 12 timer.

Endelig fremme på øen ved middagstid, var jeg ikke ret meget værd, men det hjalp betragteligt at komme i land og få noget mad, selvom det i flere timer efter stadig føltes som om jorden gyngede under mig. Sammen med Deni-san indlogerede jeg mig på Banana Inn, ejet af Deni’s ven, den tidligere marinesoldat John Washington. Lige ned til vandet, på eget værelse, i en rigtig seng – og så var jeg skam ganske tilfreds.

Et tropisk paradis langt udenfor civilisationen
På Chichi-jima bor der små 2.000 mennesker. Alle kender alle, og alle ved nøjagtig hvem der i øjeblikket er hjemme på øen og hvem der ikke er.

Her er ingen fly, ingen toge, ingen taxaer. Eneste form for offentlig transport er en bus, der én gang i timen kører fra byen (der er kun én) og de 8 km ned til stranden for enden af den asfalterede vej, og så tilbage igen. Jeg var eneste passager, de gange jeg var med.

Mange af indbyggerne lever af de forholdsvis få, men rige japanske turister, der kommer i løbet af sommeren, for at tage på hval- og delfinsafari og ellers bo på luksushotel. Overraskende nok er det ikke særlig populært at ligge på de gyldne sandstrande, dykke ved koralrevene og vandre i det fantastiske landskab på denne vulkanø. Man havde altså nærmest al den smukke natur helt for sig selv i fire dage, og det blev udnyttet fuldt ud.

Snorkeldykning ved koralrev og fisk i alle regnbuens farver
Blandt mine mange interessante oplevelser på øen var en heldagstur med skipper Stanley på hans båd ”Pink Dolphin”. Vi sejlede bl.a. ud til Minami Island og så det meget karakteristiske ”Hole in the Wall” – se billedalbummet. På vej rundt om øen spottede vi også bjerggeder på skråningerne og store havskildpadder i vandoverfladen – desværre uden at kunne få nogle ordentlige billeder af dem. Spiste frokost på en lille koralø, hvor gigantiske krabber og eremitkrebs pilede af sted henover stranden.

Senere sejlede vi til et koralrev, hvor man med snorkel på kunne plaske rundt om båden og se de mest fantastiske koraller og farvestrålende fisk i alle størrelser og former, man kan forestille sig. Tigerslanger, ballonfisk, søagurker og mange andre virkelig eksotiske havdyr i hobetal.

Ja, jeg klager ikke…
På vej tilbage til havnen lå jeg bare på dækket og nød solskinnet, vinden i håret (det der er tilbage) og den smukke udsigt. Sikkert tilbage på land, smuttede jeg i kiosken efter et par kolde dåseøl og så direkte ned på den hvide sandstrand, for at nyde stilheden, varmen og de sidste solstråler, inden Deni og hans ven tog mig med op til udsigtspunktet for at se den smukke solnedgang over Chichi-jima. Så er det vel svært at finde noget at beklage mig over…?

Vandretur gennem regnskoven
Næste dag drog jeg af sted på en 3 timers vandretur ud til en ”hemmelig” strand gennem regnskoven – den eneste måde at komme dertil på, er til fods. Det var tydeligt, at ingen havde gået på de tæt bevoksede stier i månedsvis, og mit eneste selskab var grønne firben, lilla eremitkrebs og så en flok nysgerrige bjerggeder. Det er en helt unik fornemmelse at gå på de smalle stier, via bjergtoppe og sandstrande, i en helt særlig og rå natur, som er stort set uberørt af menneskehånd.

Fremme ved mit mål, kunne jeg med konstatere, at det ganske rigtigt var endnu en billedsmuk strand – og at der ikke var et øje i nærheden. Eneste tegn på liv var de tydelige spor af havskildpadder, der havde været oppe på stranden og lægge deres æg ”et hemmeligt sted” (ligesom i Puff-sangen). Jeg spiste min medbragte madpakke, slikkede sol i et par timer, og vendte så glad og tilfreds tilbage til byen efter 20 kilometers helt eventyrlig vandretur.

”Don’t say goodbye…”
Alting må jo have en ende og det gjaldt logisk nok også for mit ophold på Chichi-jima. Men de formår altså at tage afsked med stil, må man sige.

Når man står dér på dækket en søndag morgen og nærmest hele øen er dukket op for at sige farvel, bekræfter det blot, at man har været en del af noget ganske særligt. Der blev spillet på tromme og sunget afskedssang, og da færgen lagde fra land, vinkede alle som én ivrigt til alle os ombord på færgen.

Og ikke nok med det, så fulgte hele 10 mindre både med os på vej ud af havnen. I op til 20 minutter fik motoren fuld kraft og der blev vinket og danset, lige indtil de ombordværende én efter én lavede akrobatiske udspring fra dækket som afskedshilsen. Alt imens musikken på båden spillede ”Don’t say goodbye” – i håbet om, at folk altid vil vende tilbage.

Om det bliver tilfældet for mig, er ikke til at sige. Men sikkert er det, at jeg aldrig nogensinde vil glemme min tur til Chichi-jima, og for den sags skyld heller ikke resten af Japan. For hvor har det dog bare været en kæmpe oplevelse. Tak fordi du gad at læse med.

Der er selvfølgelig massevis af billeder fra Chichi-jima i billedalbummet.

På besøg hos en racistisk, kristen englænder med en dronninge-fetich

Når man vælger at indlogere sig hos fremmede folk via CouchSurfing, så dukker der selvfølgelig også nogle alternative typer op indimellem. Blandt andet boede jeg tre dage hos en engelsk gut, der var en utrolig venlig vært, men desværre ikke helt rigtig oven i hovedet…

Efter 10 dages succesfuld rundrejse med Mochan og resten af gruppen, gik turen til tilbage til Tokyo, hvor jeg skulle tilbringe et par dage inden min videre færd rundt i Japan. Udstyret med et stort papskilt ved motorvejen tog det mig et kvarters tid at finde et lift de 300 kilometer til hovedstaden og sparede dermed en plovmand for en togbillet.

”How is our friend?”
Via CouchSurfing fandt jeg Trevor, der er bosat i Tokyo og tilbød mig at bo hos ham i tre dage. Han viste sig at være en utrolig smilende og glad fyr, der udviste stor gæstfrihed. Men jeg må godt nok indrømme, at det var en meget speciel oplevelse at bo hos ham og høre hans holdninger til tingenes tilstand. Jeg bringer her et lille portræt af min engelske vært, som jeg uden tvivl sent vil glemme.

Umiddelbart studsede jeg over, at Trevor:

• omtaler sig selv i flertal og tiltaler mig i 3. person (”how is our friend this morning?”)
• gemmer de tomme mælkekartoner (bananskralder smides i en tom mælkekarton i køleskabet i stedet for i skraldespanden, fordi de lugter slemt)
• folder wc-papiret op, hver gang han har været på toilettet (så kan man se, at det ubrugt…?)
• er medlem af ”Royal Society of St. George” (er åbenbart i slægt med det engelske kongehus på en eller anden made, og har selv forklaret, at Royal Society of St. George er så eksklusivt, at han fik sit nuværende job, udelukkende fordi han var en del af det – medlemskab er betinget af slægtsforhold)
• nærmest var ved at gå i panik, da jeg havde trukket de sorte gardiner for (for ”vi rører altså ikke de sorte gardiner”)
• har gået i skoleuniform eller jakkesæt hver eneste dag, siden han var fire år

Trevor har bl.a. følgende holdninger:

• Der burde laves separate vogne i metroen til vesterlændinge – ”det skylder de os” (efter 2. Verdenskrig)
• Gud har skabt de hvide mennesker til at regere verden
• Hvis han ikke selv har fundet en kone inden for et par år, vil han gerne have sine forældre til at vælge én til ham
• Man bør ikke have sex før ægteskab
• Det er vigtigt at være så hvid som muligt, for så er man ren og god (han væmmedes en hel del ved at jeg havde fået noget farve af solen under min ferie)
• At være venstrehåndet er en form for sindssyge (både han og jeg er venstrehåndede, men han anså også sig selv for at være syg, fordi han ikke kunne finde ud af at bruge højre hånd)
• Og så omtaler han med væmmelse i stemmen sorte mennesker som ”negros”...

I sit hjem har Trevor:

• billeder af Englands Dronning Elizabeth i alle rum
• kristne proklamationer indrammet og hængende på væggen
• krystalglas og stearinlys med guldglimmer overalt
• tomme vinflasker udstillet på reolen
• alting på rad og række, i et ganske bestemt antal, især i køleskab og køkkenskabe
• glas opbevaret i fryseren (og anvender kun bestemte glas til bestemte drikkevarer)
• hundredvis af DVD’er på hylderne, der alle står med ryggen indad, så man ikke kan se hvilke film det er
• ekstremt rent overalt i lejligheden
• absurd mange bøtter the i skabet

Hvad skal man gøre?
Jeg havde et ganske ambivalent forhold til Trevor, da han som bekendt var en ekstremt venlig og gæstfri vært, der tog sig så godt af mig, som han overhovedet kunne. Han serverede lækker morgenmad, tog mig på sightseeing i byen og tog mig med ud at spise.

Samtidig var han en af de mest spøjse personer, jeg nogensinde har mødt og jeg var målløs over hans ganske radikale, religiøse holdninger, hans fuldstændig absurd indrettede hjem og hans komplette mangel på respekt for folk, der ikke var ”gode kristne” som han selv.

Helt bestemt en meget speciel oplevelse – som jeg faktisk ikke ville have været foruden. Det var virkelig spændende, men også en smule skræmmende, at stifte bekendtskab med denne fyr. Jeg har – på baggrund af den ”Evangelization Proclamation”, der hang i hans hjem – fundet en beskrivelse på Wikipedia af hans særlige kristne tro, hvis du skulle spekulere over, hvad det er for en løjerlig religiøs retning han tilhører.

Bestigning af Mount Fuji

Siden mit eventyr på Kilimanjaro for 6 år siden, har jeg været vild med at komme op på diverse bjergtoppe verden over. Således havde jeg også sat mig for at bestige Japans højeste bjerg, Mount Fuji, til trods for at det var uden for klatresæsonen, hvilket da også resulterede i en virkelig udfordrende tur til toppen af denne legendariske vulkan.

Som den flittige læser allerede har kunnet konstatere i billedalbummet, så lykkedes det mig at komme helt til tops på den udslukte vulkan, Mount Fuji, der måler små 3.776 meter. Men inden sommervarmen for alvor sætter ind, ligger der stadig store mængder sne på Fuji-san, hvilket besværliggør bjergbestigningen en hel del.

Jeg er vild med japanernes hjælpsomhed
Min ven Mochan skulle køre nogle folk til Tokyo, og så kunne jeg jo passende få et lift og blive sat af i nærheden af Mount Fuji – så skulle jeg bare selv finde noget transport de sidste 30 kilometer op til det sted på bjerget, hvor vejen slutter og bestigningen starter. Ikke så snart havde jeg rakt tomlen ud, før en virkelig flink mand holdt ind og spurgte hvor jeg skulle hen. Og til trods for, at han egentlig skulle i den stik modsatte retning, så insisterede han på at køre mig hele vejen op ad bjerget. Jeg takkede ham dybt mange gange og begav mig så ellers af sted.

Tak for klatretimerne, Torben…
Mange steder kan man læse om, at når først den officielle klatresæson starter, så står japanerne nærmest i kø for at komme op og gå på Fuji-san. Det kunne man ikke just sige var tilfældet her i begyndelsen af juni, hvor de eneste folk jeg mødte, var et par japanske fyre, der havde smækket skiene på ryggen, for så at gå op til et vist punkt på bjerget og stå på ski ned derfra.

De første par timer gik ganske smertefrit. Men da jeg kom over de lavtliggende skyer og op i sneen, begyndte udfordringerne lige så stille. Stien, der indtil nu havde været markeret med små pæle, forsvandt i sneen, og jeg måtte i stedet orientere mig efter, hvilke klippestykker der kunne bruges til at klatre opad. Undervejs blev der sendt mange venlige tanker til min lærer på Vejle Idrætshøjskole, Torben Espersen, uden hvis kyndige klatreundervisning jeg nok ikke havde klaret mig så sikkert op ad bjergsiden.

På toppen af Japan
Det er ikke fordi bjerget er umenneskeligt stejlt, men når der ligger sne overalt og man ikke har pigsko på, vanskeliggør det bestigningen ganske meget. Desuden kunne jeg tydeligt mærke, at der var noget mindre ilt i luften, jo længere man kom op i højderne, og at der var brug for flere pauser end ellers.

Så langsomt, men sikkert bevægede jeg mig op i solskinnet og kunne endelig skimte kraterkanten efter det sidste, stejle stykke.

At gå de sidste skridt op på kanten, mens det kæmpemæssige, snedækkede vulkankrater pludselig kommer til syne, er en fuldstændig ubeskrivelig oplevelse. Jeg følte mig ovenud begejstret, stolt og nærmest helt høj af lykke. At stå dér – på toppen af Japan – i dyb stilhed og højt solskin, uden en vind der rører sig, er bare så helt speciel en oplevelse, at jeg ikke mindes noget lignende.

Kælketur ned ad bjerget
Da den største begejstring havde lagt sig, gik jeg en tur rundt på kraterkanten og skød en masse billeder af den fantastiske udsigt. Det tog en times tid at gå hele vejen rundt, og til alt held mødte jeg den eneste anden ikke-skiløbende bjergbestiger netop da jeg var på toppen af Mount Fuji, så der kunne blive taget et billede af den stolte, danske bjergbestiger.

Efter en velfortjent frokost på kraterkanten med dertilhørende fabelagtig udsigt, begav jeg mig ned igen. Og det gik altså noget hurtigere og mere smertefrit end den anden vej. Skibukserne blev smidt på, og så gik det ellers i let løb ned i den dybe sne, indtil jeg ikke kunne holde balancen længere og satte mig på bagdelen, for så at suse ned på god, gammeldags ”røvkælk”. De skiløbere der befandt sig på bjerget må have fået sig et godt grin…

Bestigningen af Mount Fuji blev fejret
Da sneen hørte op, måtte jeg overgive mig og bevæge mig det sidste stykke ned på gåben. Stadig høj af min succesoplevelse på Mount Fuji, var det intet problem at organisere et lift ned til byen med et ældre japansk ægtepar, der var kørt op for at nyde udsigten fra parkeringspladsen. Dernæst hoppede jeg på et tog tilbage til Shizuoka, hvor bedriften blev fejret med Mochan, et par andre Couchsurfere og en god flaske japansk whisky…

Hvis du kunne tænke dig at se nogle billeder fra denne fantastiske tur, kan du selvfølgelig finde dem i billedalbummet.

Kyoto: Tonsvis af templer og turister - og uforglemmelige byture med de lokale

Udover at lægge navn til en bindende klimaaftale, så er Kyoto også kendt for at have et væld af historiske templer. Og så viste det sig også at være det perfekte sted at gå på værtshus med de lokale. Før man får set sig om, sidder man på bar med 5 japanske arkitekter, der prøver at drikke én under bordet i lokal brændevin. Og dagen efter kidnapper man så en politibetjent på vej hjem fra bryllup…

Der findes templer overalt i Japan, men ingen steder ligger de lige så tæt og smukt som i Kyoto. Det kan selvfølgelig også aflæses i antallet af både japanske og udenlandske turister, der valfarter fra det ene tempel til det andet. Sammen med mine CouchSurfing-rejsekammerater valgte jeg at se et par af de mest berømte, efter kyndig vejledning fra vores alvidende ven og turguide Mochan.

Turisthelvede… og så alligevel ikke
Når man ser bort fra alle de utiltalende, overvægtige turister, der respektløst opfører sig som om de ejer det hele og har ret til at gøre som det passer dem, så er Kyoto ganske betagende og charmerende. Arkitekturen i templerne er imponerende smuk, og man føler til tider, at man bevæger sig rundt i en gammel samuraifilm af Akira Kurosawa. Pludselig støder man på et geishaoptog, hvor damer i alle aldre og skønhedskategorier er sminket til lejligheden og bevæger sig gennem en smal gågade, omringet af turister og fulgt på vej af en håndfuld (næsten) ægte samuraikrigere. Autenticiteten er der – næsten – og jeg kan ikke undgå at blive begejstret over, hvor dedikerede japanerne er til at formidle deres historie og kultur.

Interview med japanske gymnasiedrenge
Da vi besøgte endnu et imponerende tempel – ”The Golden Pavilion” – blev jeg pludselig passet op af tre meget generte gymnasiedrenge, der lettere nervøst spurgte, om de måtte have lov at interviewe mig til deres skoleprojekt. Nysgerrig efter at finde ud af, hvad de mon ville snakke om, takkede jeg ja – og så skiftedes de ellers til at spørge om mit hjemland, hvad jeg bedst kunne lide ved Japan og selvfølgelig også om de måtte få taget et billede med mig. Og ja, jeg fik selvfølgelig også taget et – det ligger i billedalbummet.

På værtshus med japanske arkitekter og en iPhone som tolk
Når man sådan en fredag i Japan har set templer hele dagen og hjulpet japanske studerende med deres engelskundervisning, har man vist også fortjent at komme ud og få noget god mad og øl på et lokalt værtshus – en såkaldt ”isakaya”. Sammen med mine nye venner, de norske skuespillere Ida og Jørn, gik vi hen på den nærmeste isakaya og satte os i baren sammen med de lokale.

Det var ganske tydeligt, at der IKKE plejede at komme udlændinge, så vi var genstand for megen opmærksomhed. Især fra vores fem sidemænd; en gruppe arkitektkolleger, heriblandt deres chef, der var ude og holde fyraften med smøger, bajere og god mad. Deres engelske var ganske sparsomt, men trods alt bedre end vores japanske. Med hjælp fra chefens iPhone, der har indbygget ordbog, fik de udspurgt os om alt mellem himmel og jord – for de var virkelig interesserede i at høre alt om vores arbejde, holdninger og privatliv. Til gengæld insisterede de også på, at vi skulle smage diverse lokale madretter, øl og selvfølgelig også den obligatoriske sake (japansk risvin) – alt sammen betalt af chefen, der sad for enden af baren og tydeligvis nød at se hvordan hans unge medarbejdere hyggede sig med de tre interessante skandinaver.

Heldigvis lukkede baren kl. 23, for ellers kunne det let have resulteret i en voldsom hovedpine dagen efter – mest fordi der rask væk blev skålet og råbt ”iike!” (bund!) hver gang en ny omgang sake kom på bordet. Vi sagde pænt farvel og mange tak til vores nye venner for en virkelig munter og uforglemmelig aften, og vendte med højt humør hjem til vores hostel.

På japansk whiskybar
Ovenpå gårsdagens succesfulde oplevelse, havde nordmændene og jeg fået appetit på mere og havde gjort klar til endnu en spændende aften i byen i Japan. Ida og Jørn havde købt billet til et geishashow lørdag, så jeg brugte et par timer på at sondere terrænet for gode værtshuse, inden vi skulle mødes kl. 20. Jeg var faktisk ved at give op, da jeg pludselig – i en helt tilfældig sidegade – fandt den hyggeligste og mest velassorterede whiskybar, jeg nogensinde har set. Her kom der tydeligvis heller aldrig nogen udlændinge – og vist heller ikke nogen japanere. Eneste kunde udover mig, var ejerens far for enden af baren.

Jeg fik mig en god, lokal whisky og snakkede så godt som det nu var muligt med den unge og ekstremt generte bartender, der af ejeren var blevet kommanderet hen for at snakke med den danske kunde og får øvet sit engelske. Vi fik udvekslet et par gloser om fodbold, godt hjulpet på vej af farmand, der ligeledes kvitterede for mit besøg ved at give en omgang af husets bedste whisky inden han forlod etablissementet.

Kidnapning af en navigatør og en politibetjent
Senere mødtes jeg som aftalt med Jørn og Ida, og fortalte begejstret om min oplevelse. Sammen fortsatte vi videre ud i nattelivet, for at opstøve lokale folk, som vi kunne gå ud og hygge os med. Ida var ganske snarrådig og henvendte sig til en tilfældig gut på gaden, der viste sig at være navigatør og på ferie i Kyoto på egen hånd. Næste levende billede der passerede os, var en velklædt ung fyr, der viste sig at arbejde som politimand i byen og netop var på vej hjem fra et bryllup.

Begge talte de rimelig godt engelsk, og så blev de ellers overtalt/kidnappet til at gå med os på en isakaya efter eget valg. De var tydeligvis ikke forberedt på at blive passet op af sådan en flok glade skandinaver, men da chokket lige havde lagt sig, var de vildt begejstrede for at spise og drikke med os, og vi fik snakket og hygget os i stor stil hele natten – og der blev vist også taget massevis af billeder – ved bare ikke, om de er passende at smide på nettet…

Bottom line is; Kyoto er en vildt spændende by med smukke seværdigheder og flinke mennesker – så hvis du planlægger at tage til Japan, er det helt klart et sted jeg vil anbefale.

Udsøgt mad i Osaka

På min rundrejse med folkene fra CouchSurfing kom jeg blandt andet forbi Japans næststørste by, Osaka, der bød på interessante møder med lokale venner, pasfotos på japansk og en lang række velsmagende, kulinariske mesterværker.

Når man er vant til at spise mad fra Beijings gadekøkkener med yderst tvivlsomme hygiejneforhold, er det noget af en omvæltning pludselig at befinde sig i Japan, hvor der er helt andre boller på suppen…

Især Osaka er berømt for en lang række lækre specialiteter og når man er madglad som jeg, var der ingen tvivl om, at man skulle nå at smage så meget som muligt i løbet af den dag vi havde i byen. Vores gode ven og guide Mochan havde organiseret at vi kunne mødes med nogle lokale unge, som ville vise os rundt i byen og efter en tur til det imponerende Osaka Castle tog vi ned i midtbyen, for at smage et par lokale retter.

Blækspruttekugler, dybstegt ost og pandekager med et sejt navn
Første ret på menuen var fra et japansk gadekøkken, og lignede til en forveksling æbleskiver – de blev i hvert fald tilberedt på samme måde. Hovedingrediensen var dog frisk blæksprutte og så blev ”æbleskiverne” pyntet med noget hvidløgsdressing af en art. Det smagte fantastisk frisk – og så kunne man stadig se alle sugekopperne på blækspruttearmene.

Nede i hovedgaden hev vores lokale venner os med ind på et meget berømt spisested, hvor konceptet simpelthen er, at alting sættes på spyd, pakkes ind i en tynd dej og dybsteges; kød, grøntsager, ost og massevis af andre spændende madvarer. Man vidste aldrig rigtig hvad man fik, men det smagte ganske enkelt himmelsk – især osten. ”Kushiake” var virkelig et hit… mums!

Tredje og sidste specialitet som fortjener at blive fremhævet, er nogle særlige ”pandekager”, med det knap så mundrette navn ”okonomiyaki”. Et fantastisk lækkert mix af mel, vand, æg, kål, forårsløg, bacon og tempura steges på begge sider og toppes med noget barbecuesovs, mayonnaise og tang – og så er der serveret. Selvom maven ellers var ved at være godt fyldt op på det tidspunkt, smagte det simpelthen bare så godt, at man var nødt til at klemme en omgang okonomiyaki ned.

Purikura – avancerede pasfotos for japanske teenagere

Med maverne godt fyldte, tog vores lokale venner os med ind i et gigantisk spillecenter i 7 etager, med tusindvis af spillemaskiner og andre automater, (der gav en infernalsk larm!), hvor unge japanere sad række på række, fuldstændig opslugt af hvad der foregik på skærmen foran dem, mens de hamrede løs på tasterne.

Udover dette lydhelvede, var der også en afdeling med nogle specielle automater, der mest af alt lignede sådan nogle man får taget pasfotos i. Efter kyndig instruktion fra de lokale, hoppede vi 7 mand høj ind i fotoboksen, og så blev der taget en stribe billeder, der efterfølgende poppede op på en lille skærm, hvor man så kunne dekorere dem med hjerter, talebobler og alle mulige andre former for pynt. Og endelig printes billederne så ud som klistermærker, så alle har et kært minde med hjem...

Hvad skulle man gøre uden CouchSurfing?

Hvis du i mine hidtidige blogindlæg har undret dig over, at jeg pludselig indlogerer mig hos alle mulige lokale mennesker i Japan, får du her en uddybende forklaring. Og så får du et indblik i, hvor fantastisk det pludselig kan blive, når mennesker giver lidt mere af sig selv, end det forventes af dem.

CouchSurfing.org er et online community på nettet, hvor konceptet i korte træk er, at åbne og rejselystne mennesker kan stille deres sofa gratis til rådighed for rejsende, der ønsker at overnatte, til gengæld for at man så også selv har muligheden for at sove på andres sofaer, når man rejser rundt omkring i verden.

CouchSurfing gør verden til et bedre sted
Via CouchSurfing har jeg fundet folk rundt omkring i Japan, som alle har takket ja til at lade mig sove på sofaen, på gulvet eller i gæsteværelset. Det har sparet mig for tusindvis af kroner til indkvartering og samtidig givet mig nogle unikke oplevelser og møder med lokale.

På CouchSurfing har jeg ligeledes fundet en japansk gut ved navn Mochan, der simpelthen har dedikeret det meste af sit liv til at organisere ture for andre CouchSurfere og selvfølgelig også selv rejse rundt i verden og besøge folk. Således organiserede Mochan en 10-dages rundrejse i Japan i hans minibus, hvor alle deltagere blot delte kørselsudgifter og betalte for deres egen mad. Sådan en tur kunne jeg jo simpelthen ikke sige nej til…

På rundrejse i Japan med spændende folk fra hele verden
Efter min succesfulde tur til de japanske alper tog jeg derfor sydpå til Shizuoka, hvor Mochan bor i et lille hyggeligt hus, der overalt er overdækket med billeder fra hans mange rundrejser i Japan og i resten af verden.

Her mødtes jeg så med denne overenergiske japaner og 14 andre rygsækrejsende, der ligesom jeg havde været så privilegerede at finde frem til Mochan og hans rundrejse. En glad og meget blandet flok ankom i løbet af aftenen, og mens der ved fælles hjælp blev kokkereret lidt mad, udveksledes rejseminder, baggrunde og fremtidsdrømme.

Skuespiller, healer eller operasanger?
Denne helt særlige og enormt interessante flok bestod af følgende personer:

• Ida og Jørn-Bjørn fra Norge
• Et par fantastisk dejlige skuespillere, der er bosat så nordligt som Tromsø, hvor de gør sig på de skrå teaterbrædder. I løbet af ingen tid var vi bedste venner – og alle de andre forstod ikke, hvordan vi kunne kommunikere, når nu vi talte to forskellige sprog…
• Meri og Esa fra Finland
• To meget bly marketing-folk med afslappet tøjstil, der mødtes på arbejdet og nu har sagt deres jobs op for at rejse Jorden rundt i et års tid.
• Sophie og Chris fra Tyskland
• To tyskere, der bare var meget tyske og mest passede sig selv. Måtte bide mig i læben, når Chris med sin stærke tyske accent sagde ”I really like ice-cream”...
• Joe og Rain fra USA
• Joe og Rain – alias Joseph og Vanessa – mødtes på en kungfu-skole i Guds eget land, der senere viste sig at være en slags sekt. Denne sekt – og USA – har de nu besluttet sig for at forlade, for at rejse verden rundt og i sidste ende bosætte sig i New Zealand. De har dog fået stjålet alle deres ejendele da de var på Hawaii for nogle måneder siden…
• Elaina fra USA
• En meget lille – og ganske yndig – 21-årig pige med japanske rødder, som nærmest taler sproget flydende, til trods for at hun aldring har boet i Japan. Er ved at afslutte en masteruddannelse som operasanger.
• David fra Canada
• En glad gut fra det fransktalende Quebec, der har givet sig selv en rundrejse i Asien som belønning for afsluttet bachelorgrad i musik.
• Eelke fra Holland
• En 30-årig pige med meget struttende silikonebryster, som har været rejseguide i Sydamerika, er uddannet reiki-healer og har rejst verden rundt i et års tid.
• No-No fra Holland
• Og ja, det hedder han. En gut på 21 somre, som har været på en måneds karateskole i Japan og nu skal hjem til Holland efter sommerferien for at ”læse et eller andet”.
• Giacomo fra Italien
• En ligeledes 21-årig gut, der har betalt svimlende summer for deltagelse i et arbejdsprogram, hvor han har arbejdet gratis på en japansk farm i en måned. Ganske sær, ubehjælpsom og bor tydeligvis stadig hjemme hos mor, ligesom alle andre italienske fyre.

Fortæl mig lige, hvor man ellers finder sådan en unik samling mennesker?
Vi havde 10 helt fantastiske dage sammen på rundrejse i minibussen med Mochan som chauffør – og den tur beretter jeg lidt om i de følgende blog-indlæg…

De japanske alper

Om verdens travleste station, gennemblødte vandreture i bjergene og overnatning hos en ”rigtig” japaner. Og så selvfølgelig om navngivning på japansk...

For at komme ud af Tokyo, skal man som regel via stationen Shinjuku, hvorfra de fleste busser og toge ud af byen afgår. Shinjuku siges at være en af verdens største og travleste stationer og den dækker da også et enormt areal; at finde vej her, er ligeså svært som at finde en kinesisk taxachauffør, der ikke ryger i bilen. Men heldigvis er de fleste japanere ekstremt hjælpsomme og gør sig virkelig umage for at hjælpe alt hvad de kan, til trods for en stor sprogbarriere.

Det grønne Japan
Selv fandt jeg overraskende let vej på Shinjuku, kun ved hjælp fra en enkelt japansk pige, der nærmest fulgte mig hele vejen til mit busstoppested, til trods for at hun selv skulle i den stik modsatte retning. For at nå min næste destination, byen Matsumoto i de japanske alper, krævedes en 3 timers bustur vestpå. Når man ikke har oplevet Japan før, er det virkelig slående, hvor grønt og frodigt der bare er over det hele, lige så snart man er kommet et stykke uden for Tokyo.

På bar med de lokale – og pludselig hedder man ”Forår”
Jeg ankom sikkert til Matsumoto samme aften og indlogerede mig hos den indonesiske pige Nunung, der bor i et hus på størrelse med et frimærke og bruger al sin tid på at læse til neurokirurg. Men hun tilbød en madras på gulvet i tre dage og det takkede jeg ja til.

Mens Nunung gik på studiet, gik jeg på lokal bar, for at få en enkelt øl inden sengetid. Kromutter og hendes datter kunne et meget begrænset antal engelske gloser, men var alligevel meget interesserede i at snakke med mig. En enkelt gæst blev hurtigt til flere, og før jeg fik set mig om, sad jeg omringet af unge, lokale gutter, der kunne endnu mindre engelsk end bartenderne, men ikke desto mindre var vilde med at snakke med mig om vestlig musik og danske fodboldspillere.

Før jeg fik set mig om, havde bartenderen også forklaret mig, at jeg på japansk hed ”Haru” (der betyder ”forår”), fordi udtalen af mit efternavn på japansk var meget lig dette. Jeg takkede glad og stolt over mit nye navn. De kan alligevel heller ikke finde ud af at udtale ”Bjarke”…

Der findes ikke forkert vejr – kun forkert påklædning…
Jeg er stor tilhænger af ovenstående talemåde, men måtte i alperne alligevel erkende, at man ikke kan foretage sig alting i al slags vejr. Således måtte mine planlagte vandre- og klatreture i de japanske alper udskydes og aflyses grundet de massive regnskyl som kom under mit ophold i Matsumoto.

En planlagt vandretur til en smuk dal – ad den originale sti som Walter Weston brugte, da han introducerede japanerne til bjergbestigning – måtte halvvejs droppes, fordi regnvandet havde skyllet hele stien væk. Men på det stykke af turen jeg trods alt nåede, oplevede jeg heldigvis rigeligt med smukke dale og vilde vandfald.

Bjergbestigning med de hårde drenge
Næste dag var vejret mere venligt og det blev straks udnyttet. Farvel til Nunung og af sted med første morgenbus kl. 6 mod Mount Tsubakuro på små 2.763 meter. Efter at have været med et par lokale busser mere, var jeg fremme ved foden af bjerget og begyndte opstigning kl. 9, heldigvis i strålende solskin.

Det er jo godt nok uden for den officielle klatresæson og jeg blev da også overrasket over, at der lå så meget sne på de ganske stejle bjergsider. Mine nye vandrestøvler skulle virkelig stå deres prøve – og det gik da heldigvis også super. Efter nogle timers intensiv bjergvandring nåede jeg frem til sidste hytte inden toppen og fik noget velfortjent frokost sammen med et par andre rå, japanske bjerbestiger-typer med alt det rigtige udstyr. Pludselig spurgte de meget genert om de ikke nok måtte få taget et billede sammen med mig, og det takkede jeg selvfølgelig ja til – er vild med al den opmærksomhed man får, når man bevæger sig bare et stykke udenfor storbyen.

Jeg nåede toppen af Mount Tsubakuro en halv times tid senere. En imponerende udsigt ned ad bjergsiderne, men der er – ganske rigtigt – koldt på toppen, med en bidende kulde og en rasende blæst, så efter de obligatoriske selvportrætter drønede jeg ned igen så hurtigt som muligt. I en blanding af skiløb og sprint nåede jeg helt til bunds på omkring en times tid, og hoppede storsvedende, stolt og helt udkørt på bussen tilbage til Hotaka, hvor jeg skulle overnatte.

Indlogering hos en rigtig japaner
I Hotaka blev jeg samlet op af Takafumi (”Taka”), som havde tilbudt mig at overnatte hos ham. Han tog mig straks med i et berømt ”Onsen” – en japansk specialitet. Naturlige, varme, mineralske kilder i bjergene. Uden en trevl på kroppen, sætter man sig i fællesbad med ældre japanske mænd og nyder udsigten over dalen. Simpelthen fantastisk.

Efterfølgende tog Taka mig med på hans lokale pub – også kaldet en ”isakaya”. Her fik vi en kold fadøl og snacks i form af bittesmå fisk blandet med lidt salat – begge dele smagte virkelig lækkert.

Dernæst smuttede vi hjem til Taka og til min store begejstring boede han virkelig ”japansk”, sådan som man har set det i diverse film. Jeg fik mit helt eget gæsteværelse med tatami-måtter på gulvet, glidevægge af papir og et af de dér helt lave borde, som er beregnet til at man sidder på gulvet og spiser… jeg var helt solgt. Hvor var det dog bare vildt fedt at se!

Taka er uddannet kok, så han diskede selvfølgelig lige op med lidt lækker mad – og en 6-pack med kolde øl. Og så sad vi ellers bare i hans stue hele aftenen – med selskab af hans sjove hund Sakura – og udvekslede erfaringer, synspunkter og kulturforskelle mellem Japan og Danmark, indtil trætheden for alvor meldte sig ovenpå en udmattende, begivenhedsrig og ikke mindst uforglemmelig dag i Japan…

Tokyo – jakkesæt, rene gader og en tætpakket metro

Når man kommer direkte fra Beijing, er forskellen faktisk virkelig slående. En ting er, at de kører i den forkerte side af vejen, men resten af bylivet er også markant anderledes end i Beijing, til trods for at begge er gigantiske, asiatiske hovedstæder med over 20 millioner indbyggere.

Ikke nok med at man rent faktisk kan drikke vandet fra hanen, så er der også pinligt rent i gaderne, folk kører pænt og hensynsfuldt i trafikken og butiksekspedienterne er ekstremt smilende og venlige, uanset hvor man bevæger sig hen i Tokyo. Her må man sige, at Beijing lader meget tilbage at ønske.

Op på de høje hæle
Tokyo er en summende metropol, hvor man overalt i byen er tilskuer til et sandt mylder af små japanere, der haster fra A til B. For herrernes vedkommende er det snarere reglen end undtagelsen at man har jakkesæt på og for damernes gør det samme sig gældende med en voldsom omgang make-up og stilfulde, højhælede sko, som det dog er de færreste der kan finde ud af at gå i – hvilket gerne giver sig udtryk i, at man er vidne til et par styrt om dagen.

Der er altid plads til én til…
I byens ekstremt veludbyggede netværk af metrolinier, skal man som ny i byen holde tungen lige i munden og hovedet koldt, for ikke at fare fuldstændig vild i byen. Danskere, der har formået at køre forkert med én af Københavns to metrolinier ville nok vægre sig mod at hoppe ombord på en af de i alt 80 af slagsen, der tilmed er noget længere og går på kryds og tværs gennem byen.

Men når det så er sagt, og man endelig er kommet ombord, har man fornøjelsen af at opleve oceaner af japanere i føromtalte påklædning, der står som sild i en tønde og passer sig selv uden at veksle et ord med nogen. Alle som én er de tavse som natten og holder sig til enten at sove (gerne opad sidemanden), lege med deres højteknologiske mobiltelefon eller læse manga-tegneserier.

Sightseeing i storbyen
Min første dag i Japan brugte jeg på at drøne rundt og se så meget af byen som muligt. Jeg lagde ud fra morgenstunden med at besøge Tsukiji – verdens største fiskemarked. I disse gigantiske lagerhaller på havnen forhandles alle tænkelige og utænkelige former for fisk og andet godt fra havet – i alle størrelser og prisklasser. Turister er (næsten) velkomne, men det er noget af en logistisk udfordring, når gaffeltrucks skal konkurrere med spejlreflekskameraer om den ganske sparsomme plads på markedet…

Efterfølgende smuttede jeg en tur i en meget smuk park lige ved siden af fiskemarkedet, der med sine kønne bonsaitræer og små thehuse gav et tiltrængt pusterum fra storbyens trafik. De omkringliggende skyskrabere og larmen fra bilerne på gaden var dog svære helt at ignorere, så da jeg pludselig stod ved en anlægsplads for de både, der sejler på havnerundfart opad floden gennem byen, sprang jeg på – uden at helt at vide, hvor jeg kom hen.

En rigtig hyggelig sejltur og 30 minutter senere stod jeg så i modsatte ende af det centrale Tokyo, hvorfra der heldigvis ikke var særlig langt til et imponerende, smukt tempel. Her lå så også Tokyos største turistgade, der i løbet af fem minutter fik mindet mig om, hvorfor det var, at jeg kun havde planlagt at bruge en enkelt dag i byen. Aldrig har jeg set magen til stresset gedemarked, fyldt med råbende asiater og overvægtige vesterlændinge, der gladelig spenderer alle deres penge på samuraisværd i plastic, geishaer som porcelænsfigurer og ristede blæksprutter på pind… lad mig komme væk...