Bestigning af Mount Fuji

Siden mit eventyr på Kilimanjaro for 6 år siden, har jeg været vild med at komme op på diverse bjergtoppe verden over. Således havde jeg også sat mig for at bestige Japans højeste bjerg, Mount Fuji, til trods for at det var uden for klatresæsonen, hvilket da også resulterede i en virkelig udfordrende tur til toppen af denne legendariske vulkan.

Som den flittige læser allerede har kunnet konstatere i billedalbummet, så lykkedes det mig at komme helt til tops på den udslukte vulkan, Mount Fuji, der måler små 3.776 meter. Men inden sommervarmen for alvor sætter ind, ligger der stadig store mængder sne på Fuji-san, hvilket besværliggør bjergbestigningen en hel del.

Jeg er vild med japanernes hjælpsomhed
Min ven Mochan skulle køre nogle folk til Tokyo, og så kunne jeg jo passende få et lift og blive sat af i nærheden af Mount Fuji – så skulle jeg bare selv finde noget transport de sidste 30 kilometer op til det sted på bjerget, hvor vejen slutter og bestigningen starter. Ikke så snart havde jeg rakt tomlen ud, før en virkelig flink mand holdt ind og spurgte hvor jeg skulle hen. Og til trods for, at han egentlig skulle i den stik modsatte retning, så insisterede han på at køre mig hele vejen op ad bjerget. Jeg takkede ham dybt mange gange og begav mig så ellers af sted.

Tak for klatretimerne, Torben…
Mange steder kan man læse om, at når først den officielle klatresæson starter, så står japanerne nærmest i kø for at komme op og gå på Fuji-san. Det kunne man ikke just sige var tilfældet her i begyndelsen af juni, hvor de eneste folk jeg mødte, var et par japanske fyre, der havde smækket skiene på ryggen, for så at gå op til et vist punkt på bjerget og stå på ski ned derfra.

De første par timer gik ganske smertefrit. Men da jeg kom over de lavtliggende skyer og op i sneen, begyndte udfordringerne lige så stille. Stien, der indtil nu havde været markeret med små pæle, forsvandt i sneen, og jeg måtte i stedet orientere mig efter, hvilke klippestykker der kunne bruges til at klatre opad. Undervejs blev der sendt mange venlige tanker til min lærer på Vejle Idrætshøjskole, Torben Espersen, uden hvis kyndige klatreundervisning jeg nok ikke havde klaret mig så sikkert op ad bjergsiden.

På toppen af Japan
Det er ikke fordi bjerget er umenneskeligt stejlt, men når der ligger sne overalt og man ikke har pigsko på, vanskeliggør det bestigningen ganske meget. Desuden kunne jeg tydeligt mærke, at der var noget mindre ilt i luften, jo længere man kom op i højderne, og at der var brug for flere pauser end ellers.

Så langsomt, men sikkert bevægede jeg mig op i solskinnet og kunne endelig skimte kraterkanten efter det sidste, stejle stykke.

At gå de sidste skridt op på kanten, mens det kæmpemæssige, snedækkede vulkankrater pludselig kommer til syne, er en fuldstændig ubeskrivelig oplevelse. Jeg følte mig ovenud begejstret, stolt og nærmest helt høj af lykke. At stå dér – på toppen af Japan – i dyb stilhed og højt solskin, uden en vind der rører sig, er bare så helt speciel en oplevelse, at jeg ikke mindes noget lignende.

Kælketur ned ad bjerget
Da den største begejstring havde lagt sig, gik jeg en tur rundt på kraterkanten og skød en masse billeder af den fantastiske udsigt. Det tog en times tid at gå hele vejen rundt, og til alt held mødte jeg den eneste anden ikke-skiløbende bjergbestiger netop da jeg var på toppen af Mount Fuji, så der kunne blive taget et billede af den stolte, danske bjergbestiger.

Efter en velfortjent frokost på kraterkanten med dertilhørende fabelagtig udsigt, begav jeg mig ned igen. Og det gik altså noget hurtigere og mere smertefrit end den anden vej. Skibukserne blev smidt på, og så gik det ellers i let løb ned i den dybe sne, indtil jeg ikke kunne holde balancen længere og satte mig på bagdelen, for så at suse ned på god, gammeldags ”røvkælk”. De skiløbere der befandt sig på bjerget må have fået sig et godt grin…

Bestigningen af Mount Fuji blev fejret
Da sneen hørte op, måtte jeg overgive mig og bevæge mig det sidste stykke ned på gåben. Stadig høj af min succesoplevelse på Mount Fuji, var det intet problem at organisere et lift ned til byen med et ældre japansk ægtepar, der var kørt op for at nyde udsigten fra parkeringspladsen. Dernæst hoppede jeg på et tog tilbage til Shizuoka, hvor bedriften blev fejret med Mochan, et par andre Couchsurfere og en god flaske japansk whisky…

Hvis du kunne tænke dig at se nogle billeder fra denne fantastiske tur, kan du selvfølgelig finde dem i billedalbummet.