Et tropisk eventyr – den perfekte afslutning på rejsen

Som afslutning på mit store Japan-eventyr skulle der selvfølgelig ske noget radikalt anderledes, så jeg tog af sted til den lillebitte, nærmest ukendte tropeø ”Chichi-jima”, der ligger 1.000 km syd for Tokyo og som man kun kan komme til med færge. Det tager hele 26 timer hver vej, men heldigvis viste det sig, at være det hele værd og mere til.

Én gang om ugen afgår færgen ”Ogasawara-Maru” fra Tokyo til Chichi-jima og 4 dage senere sejler den tilbage igen. Til trods for den absurd dyre færgebillet, så får man – når man rejser på 2. klasse – blot et par tæpper og en plads på gulvet sammen med de øvrige passagerer. Så ingen fine fornemmelser her – vi tager det som en oplevelse!

Så søstærk er man altså heller ikke…!
Man kunne frygte, at komme til at kede sig på sådan en 26 timers færgetur, men heldigvis blev jeg straks efter afgangen kl. 10 kaldt hen af en ældre fyr, der bød på en kold øl (jeg var jo den absolut eneste ikke-japaner ombord, så jeg skilte mig nok en smule ud). Han hed Deni, talte rimelig godt engelsk, var vokset op på øen og skulle nu hjem på ferie, så det var jo perfekt selskab. To andre lokale mænd sluttede sig til os, og den ene øl blev hurtigt til flere, i takt med at stemningen steg til uanede højder. Før jeg fik set mig om, var der også kommet yakitori (kød på spyd) og whisky på bordet, og det næste jeg husker, var at jeg vågnede op kl. 23 på en færge, der gyngede lige lovlig meget efter min smag. Og ja, kombinationen af lidt for meget alkohol og en knap så søstærk Bjarke resulterede i lige omkring 10 ture ud for at hilse på ”Uuulrik!” i løbet af de resterende 12 timer.

Endelig fremme på øen ved middagstid, var jeg ikke ret meget værd, men det hjalp betragteligt at komme i land og få noget mad, selvom det i flere timer efter stadig føltes som om jorden gyngede under mig. Sammen med Deni-san indlogerede jeg mig på Banana Inn, ejet af Deni’s ven, den tidligere marinesoldat John Washington. Lige ned til vandet, på eget værelse, i en rigtig seng – og så var jeg skam ganske tilfreds.

Et tropisk paradis langt udenfor civilisationen
På Chichi-jima bor der små 2.000 mennesker. Alle kender alle, og alle ved nøjagtig hvem der i øjeblikket er hjemme på øen og hvem der ikke er.

Her er ingen fly, ingen toge, ingen taxaer. Eneste form for offentlig transport er en bus, der én gang i timen kører fra byen (der er kun én) og de 8 km ned til stranden for enden af den asfalterede vej, og så tilbage igen. Jeg var eneste passager, de gange jeg var med.

Mange af indbyggerne lever af de forholdsvis få, men rige japanske turister, der kommer i løbet af sommeren, for at tage på hval- og delfinsafari og ellers bo på luksushotel. Overraskende nok er det ikke særlig populært at ligge på de gyldne sandstrande, dykke ved koralrevene og vandre i det fantastiske landskab på denne vulkanø. Man havde altså nærmest al den smukke natur helt for sig selv i fire dage, og det blev udnyttet fuldt ud.

Snorkeldykning ved koralrev og fisk i alle regnbuens farver
Blandt mine mange interessante oplevelser på øen var en heldagstur med skipper Stanley på hans båd ”Pink Dolphin”. Vi sejlede bl.a. ud til Minami Island og så det meget karakteristiske ”Hole in the Wall” – se billedalbummet. På vej rundt om øen spottede vi også bjerggeder på skråningerne og store havskildpadder i vandoverfladen – desværre uden at kunne få nogle ordentlige billeder af dem. Spiste frokost på en lille koralø, hvor gigantiske krabber og eremitkrebs pilede af sted henover stranden.

Senere sejlede vi til et koralrev, hvor man med snorkel på kunne plaske rundt om båden og se de mest fantastiske koraller og farvestrålende fisk i alle størrelser og former, man kan forestille sig. Tigerslanger, ballonfisk, søagurker og mange andre virkelig eksotiske havdyr i hobetal.

Ja, jeg klager ikke…
På vej tilbage til havnen lå jeg bare på dækket og nød solskinnet, vinden i håret (det der er tilbage) og den smukke udsigt. Sikkert tilbage på land, smuttede jeg i kiosken efter et par kolde dåseøl og så direkte ned på den hvide sandstrand, for at nyde stilheden, varmen og de sidste solstråler, inden Deni og hans ven tog mig med op til udsigtspunktet for at se den smukke solnedgang over Chichi-jima. Så er det vel svært at finde noget at beklage mig over…?

Vandretur gennem regnskoven
Næste dag drog jeg af sted på en 3 timers vandretur ud til en ”hemmelig” strand gennem regnskoven – den eneste måde at komme dertil på, er til fods. Det var tydeligt, at ingen havde gået på de tæt bevoksede stier i månedsvis, og mit eneste selskab var grønne firben, lilla eremitkrebs og så en flok nysgerrige bjerggeder. Det er en helt unik fornemmelse at gå på de smalle stier, via bjergtoppe og sandstrande, i en helt særlig og rå natur, som er stort set uberørt af menneskehånd.

Fremme ved mit mål, kunne jeg med konstatere, at det ganske rigtigt var endnu en billedsmuk strand – og at der ikke var et øje i nærheden. Eneste tegn på liv var de tydelige spor af havskildpadder, der havde været oppe på stranden og lægge deres æg ”et hemmeligt sted” (ligesom i Puff-sangen). Jeg spiste min medbragte madpakke, slikkede sol i et par timer, og vendte så glad og tilfreds tilbage til byen efter 20 kilometers helt eventyrlig vandretur.

”Don’t say goodbye…”
Alting må jo have en ende og det gjaldt logisk nok også for mit ophold på Chichi-jima. Men de formår altså at tage afsked med stil, må man sige.

Når man står dér på dækket en søndag morgen og nærmest hele øen er dukket op for at sige farvel, bekræfter det blot, at man har været en del af noget ganske særligt. Der blev spillet på tromme og sunget afskedssang, og da færgen lagde fra land, vinkede alle som én ivrigt til alle os ombord på færgen.

Og ikke nok med det, så fulgte hele 10 mindre både med os på vej ud af havnen. I op til 20 minutter fik motoren fuld kraft og der blev vinket og danset, lige indtil de ombordværende én efter én lavede akrobatiske udspring fra dækket som afskedshilsen. Alt imens musikken på båden spillede ”Don’t say goodbye” – i håbet om, at folk altid vil vende tilbage.

Om det bliver tilfældet for mig, er ikke til at sige. Men sikkert er det, at jeg aldrig nogensinde vil glemme min tur til Chichi-jima, og for den sags skyld heller ikke resten af Japan. For hvor har det dog bare været en kæmpe oplevelse. Tak fordi du gad at læse med.

Der er selvfølgelig massevis af billeder fra Chichi-jima i billedalbummet.