De japanske alper

Om verdens travleste station, gennemblødte vandreture i bjergene og overnatning hos en ”rigtig” japaner. Og så selvfølgelig om navngivning på japansk...

For at komme ud af Tokyo, skal man som regel via stationen Shinjuku, hvorfra de fleste busser og toge ud af byen afgår. Shinjuku siges at være en af verdens største og travleste stationer og den dækker da også et enormt areal; at finde vej her, er ligeså svært som at finde en kinesisk taxachauffør, der ikke ryger i bilen. Men heldigvis er de fleste japanere ekstremt hjælpsomme og gør sig virkelig umage for at hjælpe alt hvad de kan, til trods for en stor sprogbarriere.

Det grønne Japan
Selv fandt jeg overraskende let vej på Shinjuku, kun ved hjælp fra en enkelt japansk pige, der nærmest fulgte mig hele vejen til mit busstoppested, til trods for at hun selv skulle i den stik modsatte retning. For at nå min næste destination, byen Matsumoto i de japanske alper, krævedes en 3 timers bustur vestpå. Når man ikke har oplevet Japan før, er det virkelig slående, hvor grønt og frodigt der bare er over det hele, lige så snart man er kommet et stykke uden for Tokyo.

På bar med de lokale – og pludselig hedder man ”Forår”
Jeg ankom sikkert til Matsumoto samme aften og indlogerede mig hos den indonesiske pige Nunung, der bor i et hus på størrelse med et frimærke og bruger al sin tid på at læse til neurokirurg. Men hun tilbød en madras på gulvet i tre dage og det takkede jeg ja til.

Mens Nunung gik på studiet, gik jeg på lokal bar, for at få en enkelt øl inden sengetid. Kromutter og hendes datter kunne et meget begrænset antal engelske gloser, men var alligevel meget interesserede i at snakke med mig. En enkelt gæst blev hurtigt til flere, og før jeg fik set mig om, sad jeg omringet af unge, lokale gutter, der kunne endnu mindre engelsk end bartenderne, men ikke desto mindre var vilde med at snakke med mig om vestlig musik og danske fodboldspillere.

Før jeg fik set mig om, havde bartenderen også forklaret mig, at jeg på japansk hed ”Haru” (der betyder ”forår”), fordi udtalen af mit efternavn på japansk var meget lig dette. Jeg takkede glad og stolt over mit nye navn. De kan alligevel heller ikke finde ud af at udtale ”Bjarke”…

Der findes ikke forkert vejr – kun forkert påklædning…
Jeg er stor tilhænger af ovenstående talemåde, men måtte i alperne alligevel erkende, at man ikke kan foretage sig alting i al slags vejr. Således måtte mine planlagte vandre- og klatreture i de japanske alper udskydes og aflyses grundet de massive regnskyl som kom under mit ophold i Matsumoto.

En planlagt vandretur til en smuk dal – ad den originale sti som Walter Weston brugte, da han introducerede japanerne til bjergbestigning – måtte halvvejs droppes, fordi regnvandet havde skyllet hele stien væk. Men på det stykke af turen jeg trods alt nåede, oplevede jeg heldigvis rigeligt med smukke dale og vilde vandfald.

Bjergbestigning med de hårde drenge
Næste dag var vejret mere venligt og det blev straks udnyttet. Farvel til Nunung og af sted med første morgenbus kl. 6 mod Mount Tsubakuro på små 2.763 meter. Efter at have været med et par lokale busser mere, var jeg fremme ved foden af bjerget og begyndte opstigning kl. 9, heldigvis i strålende solskin.

Det er jo godt nok uden for den officielle klatresæson og jeg blev da også overrasket over, at der lå så meget sne på de ganske stejle bjergsider. Mine nye vandrestøvler skulle virkelig stå deres prøve – og det gik da heldigvis også super. Efter nogle timers intensiv bjergvandring nåede jeg frem til sidste hytte inden toppen og fik noget velfortjent frokost sammen med et par andre rå, japanske bjerbestiger-typer med alt det rigtige udstyr. Pludselig spurgte de meget genert om de ikke nok måtte få taget et billede sammen med mig, og det takkede jeg selvfølgelig ja til – er vild med al den opmærksomhed man får, når man bevæger sig bare et stykke udenfor storbyen.

Jeg nåede toppen af Mount Tsubakuro en halv times tid senere. En imponerende udsigt ned ad bjergsiderne, men der er – ganske rigtigt – koldt på toppen, med en bidende kulde og en rasende blæst, så efter de obligatoriske selvportrætter drønede jeg ned igen så hurtigt som muligt. I en blanding af skiløb og sprint nåede jeg helt til bunds på omkring en times tid, og hoppede storsvedende, stolt og helt udkørt på bussen tilbage til Hotaka, hvor jeg skulle overnatte.

Indlogering hos en rigtig japaner
I Hotaka blev jeg samlet op af Takafumi (”Taka”), som havde tilbudt mig at overnatte hos ham. Han tog mig straks med i et berømt ”Onsen” – en japansk specialitet. Naturlige, varme, mineralske kilder i bjergene. Uden en trevl på kroppen, sætter man sig i fællesbad med ældre japanske mænd og nyder udsigten over dalen. Simpelthen fantastisk.

Efterfølgende tog Taka mig med på hans lokale pub – også kaldet en ”isakaya”. Her fik vi en kold fadøl og snacks i form af bittesmå fisk blandet med lidt salat – begge dele smagte virkelig lækkert.

Dernæst smuttede vi hjem til Taka og til min store begejstring boede han virkelig ”japansk”, sådan som man har set det i diverse film. Jeg fik mit helt eget gæsteværelse med tatami-måtter på gulvet, glidevægge af papir og et af de dér helt lave borde, som er beregnet til at man sidder på gulvet og spiser… jeg var helt solgt. Hvor var det dog bare vildt fedt at se!

Taka er uddannet kok, så han diskede selvfølgelig lige op med lidt lækker mad – og en 6-pack med kolde øl. Og så sad vi ellers bare i hans stue hele aftenen – med selskab af hans sjove hund Sakura – og udvekslede erfaringer, synspunkter og kulturforskelle mellem Japan og Danmark, indtil trætheden for alvor meldte sig ovenpå en udmattende, begivenhedsrig og ikke mindst uforglemmelig dag i Japan…