Kyoto: Tonsvis af templer og turister - og uforglemmelige byture med de lokale

Udover at lægge navn til en bindende klimaaftale, så er Kyoto også kendt for at have et væld af historiske templer. Og så viste det sig også at være det perfekte sted at gå på værtshus med de lokale. Før man får set sig om, sidder man på bar med 5 japanske arkitekter, der prøver at drikke én under bordet i lokal brændevin. Og dagen efter kidnapper man så en politibetjent på vej hjem fra bryllup…

Der findes templer overalt i Japan, men ingen steder ligger de lige så tæt og smukt som i Kyoto. Det kan selvfølgelig også aflæses i antallet af både japanske og udenlandske turister, der valfarter fra det ene tempel til det andet. Sammen med mine CouchSurfing-rejsekammerater valgte jeg at se et par af de mest berømte, efter kyndig vejledning fra vores alvidende ven og turguide Mochan.

Turisthelvede… og så alligevel ikke
Når man ser bort fra alle de utiltalende, overvægtige turister, der respektløst opfører sig som om de ejer det hele og har ret til at gøre som det passer dem, så er Kyoto ganske betagende og charmerende. Arkitekturen i templerne er imponerende smuk, og man føler til tider, at man bevæger sig rundt i en gammel samuraifilm af Akira Kurosawa. Pludselig støder man på et geishaoptog, hvor damer i alle aldre og skønhedskategorier er sminket til lejligheden og bevæger sig gennem en smal gågade, omringet af turister og fulgt på vej af en håndfuld (næsten) ægte samuraikrigere. Autenticiteten er der – næsten – og jeg kan ikke undgå at blive begejstret over, hvor dedikerede japanerne er til at formidle deres historie og kultur.

Interview med japanske gymnasiedrenge
Da vi besøgte endnu et imponerende tempel – ”The Golden Pavilion” – blev jeg pludselig passet op af tre meget generte gymnasiedrenge, der lettere nervøst spurgte, om de måtte have lov at interviewe mig til deres skoleprojekt. Nysgerrig efter at finde ud af, hvad de mon ville snakke om, takkede jeg ja – og så skiftedes de ellers til at spørge om mit hjemland, hvad jeg bedst kunne lide ved Japan og selvfølgelig også om de måtte få taget et billede med mig. Og ja, jeg fik selvfølgelig også taget et – det ligger i billedalbummet.

På værtshus med japanske arkitekter og en iPhone som tolk
Når man sådan en fredag i Japan har set templer hele dagen og hjulpet japanske studerende med deres engelskundervisning, har man vist også fortjent at komme ud og få noget god mad og øl på et lokalt værtshus – en såkaldt ”isakaya”. Sammen med mine nye venner, de norske skuespillere Ida og Jørn, gik vi hen på den nærmeste isakaya og satte os i baren sammen med de lokale.

Det var ganske tydeligt, at der IKKE plejede at komme udlændinge, så vi var genstand for megen opmærksomhed. Især fra vores fem sidemænd; en gruppe arkitektkolleger, heriblandt deres chef, der var ude og holde fyraften med smøger, bajere og god mad. Deres engelske var ganske sparsomt, men trods alt bedre end vores japanske. Med hjælp fra chefens iPhone, der har indbygget ordbog, fik de udspurgt os om alt mellem himmel og jord – for de var virkelig interesserede i at høre alt om vores arbejde, holdninger og privatliv. Til gengæld insisterede de også på, at vi skulle smage diverse lokale madretter, øl og selvfølgelig også den obligatoriske sake (japansk risvin) – alt sammen betalt af chefen, der sad for enden af baren og tydeligvis nød at se hvordan hans unge medarbejdere hyggede sig med de tre interessante skandinaver.

Heldigvis lukkede baren kl. 23, for ellers kunne det let have resulteret i en voldsom hovedpine dagen efter – mest fordi der rask væk blev skålet og råbt ”iike!” (bund!) hver gang en ny omgang sake kom på bordet. Vi sagde pænt farvel og mange tak til vores nye venner for en virkelig munter og uforglemmelig aften, og vendte med højt humør hjem til vores hostel.

På japansk whiskybar
Ovenpå gårsdagens succesfulde oplevelse, havde nordmændene og jeg fået appetit på mere og havde gjort klar til endnu en spændende aften i byen i Japan. Ida og Jørn havde købt billet til et geishashow lørdag, så jeg brugte et par timer på at sondere terrænet for gode værtshuse, inden vi skulle mødes kl. 20. Jeg var faktisk ved at give op, da jeg pludselig – i en helt tilfældig sidegade – fandt den hyggeligste og mest velassorterede whiskybar, jeg nogensinde har set. Her kom der tydeligvis heller aldrig nogen udlændinge – og vist heller ikke nogen japanere. Eneste kunde udover mig, var ejerens far for enden af baren.

Jeg fik mig en god, lokal whisky og snakkede så godt som det nu var muligt med den unge og ekstremt generte bartender, der af ejeren var blevet kommanderet hen for at snakke med den danske kunde og får øvet sit engelske. Vi fik udvekslet et par gloser om fodbold, godt hjulpet på vej af farmand, der ligeledes kvitterede for mit besøg ved at give en omgang af husets bedste whisky inden han forlod etablissementet.

Kidnapning af en navigatør og en politibetjent
Senere mødtes jeg som aftalt med Jørn og Ida, og fortalte begejstret om min oplevelse. Sammen fortsatte vi videre ud i nattelivet, for at opstøve lokale folk, som vi kunne gå ud og hygge os med. Ida var ganske snarrådig og henvendte sig til en tilfældig gut på gaden, der viste sig at være navigatør og på ferie i Kyoto på egen hånd. Næste levende billede der passerede os, var en velklædt ung fyr, der viste sig at arbejde som politimand i byen og netop var på vej hjem fra et bryllup.

Begge talte de rimelig godt engelsk, og så blev de ellers overtalt/kidnappet til at gå med os på en isakaya efter eget valg. De var tydeligvis ikke forberedt på at blive passet op af sådan en flok glade skandinaver, men da chokket lige havde lagt sig, var de vildt begejstrede for at spise og drikke med os, og vi fik snakket og hygget os i stor stil hele natten – og der blev vist også taget massevis af billeder – ved bare ikke, om de er passende at smide på nettet…

Bottom line is; Kyoto er en vildt spændende by med smukke seværdigheder og flinke mennesker – så hvis du planlægger at tage til Japan, er det helt klart et sted jeg vil anbefale.