Nogle gange skal man følge sin intuition. Nogle gange skal man overveje, om det man har sat sig i hovedet, nu også er det rigtige. Nogle gange skal man gøre op med sig selv, hvad man egentlig har lyst til...
Længe har jeg følt mig mæt af oplevelser - for dem har der uden tvivl været rigtig, rigtig mange af. Og det har været svært at fordøje dem alle så hurtigt. Så da jeg pludselig stod i store problemer, fordi den indiske ambassade ikke kunne give mig et visum i rette tid, og at jeg derfor ikke kunne deltage på bådturen i Sydøstasien, gik det pludselig op for mig, at det egentlig ikke gjorde så meget for mig med det visum... for så havde jeg en god undskyldning for at tage hjem til Danmark i stedet. Så i stedet for en flybillet til Thailand, bestilte jeg i sidste øjeblik én til København, hvor jeg landede d. 23. december kl. 9.20.
Det var en ubeskriveligt dejlig fornemmelse at se familien igen. Jeg fornemmede, at de vist også var glade for at se mig, efter mere end et halvt år på den anden side af kloden. Og vi havde i går en fantastisk juleaften, som jeg slet ikke ville have været foruden.
Så nu er det altså overstået. Der har været så mange forskellige oplevelser, at det næsten har været for meget af det gode - men jeg beklager mig skam ikke. Jeg har nydt hvert øjeblik. Men nu er det blevet tid til at komme hjem og slappe af sammen med familie og venner. Jeg ved ikke hvor længe der går før jeg bliver rejselysten igen, men når det sker, må vi jo se hvilke muligheder der byder sig. Jeg har været ovenud lykkelig for at være af sted i Oceanien, og sender masser af tanker til alle de nye bekendtskaber jeg har stiftet i New Zealand, Ny Caledonien og Australien.
Der skal ikke være tvivl om, at jeg i den grad også har savnet alle vennerne og familien herhjemme, og jeg glæder mig helt enormt til at se dem alle igen snarest. Tak til alle jer der har læst med her på bloggen - vi ses forhåbentlig inden så forfærdelig længe...
De kærligste julehilsner,
Bjarke
Velkommen! Her kan du læse beretninger fra mine oplevelser med gymnasterne på DGI's Verdenshold, der turnerede verden rundt i 2012-2013. Desuden finder du beretninger fra specialerejsen til USA, fra mit arbejde på Danmarks ambassade i Beijing og backpacking i Japan i 2010, samt fra mit udvekslingsophold i New Zealand og min rundrejse i Australien i 2008. God fornøjelse.
torsdag den 25. december 2008
søndag den 21. december 2008
Surfing, vandring og vinsmagning
Vi har godt nok nået meget på en måned. Men Australien er godt nok også et stort land, og der er rigeligt at se. Vi er selv yderst tilfredse med det som vi valgte at bruge vores tid på...
Siden sidst har vi været på verdens største sandø, Fraser Island. Sammen med de to danske gutter, Jakob og Jacob, lejede vi en kæmpe firhjulstrækker og brugte et par dage på at køre rundt på stranden og i regnskoven.
Vi har også været på bådtur til Whitsunday Island, der vel nok havde den smukkeste strand vi nogensinde har set. I den lille badeby Noosa har vi været ude og sejle i havkajak på floden vandret langs med kysten i nationalparken.
Selvfølgelig har de selvudnævnte surfing-eksperter også været et smut ude og surfe i Byron Bay – undertegnede vil til stadighed påstå at jeg var helt oppe at stå på brættet i mindst et par sekunder. Da vi så havde fået nok af vand og strand, smuttede vi en tur ind i landet, for at vandre en smuttur på 20 kilometer i gennem tropisk regnskov i Lamington National Park – virkelig smukke vandfald i massevis.
I en lidt anden boldgade ligger Hunter Valley, hvor hundredvis af vinavlere holder til. De har efter sigende 360 solskinsdage om året. Vi kørte selvfølgelig forbi og smagte på de lokale druer og købte et par gode flasker med til Sydney, hvor vi nu har opholdt os i 5 dage. Operahuset er godt nok helt specielt – men i virkeligheden slet ikke så hvidt som det ser ud på billederne.
I går holdt vi så julefrokost med Signe og Mette Marie – to danske piger som vi har mødt hernede. De andre backpackere var vist en smule misundelige, da de hen over deres nudler, pasta og tomatsovs kunne skimte rigelige mængder rejer, laks og frikadeller, krydret med lækker rødvin og snaps… en helt formidabel aften, som virkelig gav noget julestemning – for den er altså stadig svær at finde, når temperaturen er over 20 grader konstant.
En begivenhedsrig måned lakker mod enden, og det har vi det ganske fint med. Dankortet er ved at være nedslidt og ligeså er vores kroppe, der godt nok er mærkede af, at vi har levet i en campervan i 4 uger. Det har virkelig været en dejlig tur, men nu ser vi altså også frem til snart at komme hjem til familie og venner.
Jeg har lagt en god portion billeder fra den seneste måned op i albummet.
De bedste julehilsner fra Sydney…
Bjarke
Siden sidst har vi været på verdens største sandø, Fraser Island. Sammen med de to danske gutter, Jakob og Jacob, lejede vi en kæmpe firhjulstrækker og brugte et par dage på at køre rundt på stranden og i regnskoven.
Vi har også været på bådtur til Whitsunday Island, der vel nok havde den smukkeste strand vi nogensinde har set. I den lille badeby Noosa har vi været ude og sejle i havkajak på floden vandret langs med kysten i nationalparken.
Selvfølgelig har de selvudnævnte surfing-eksperter også været et smut ude og surfe i Byron Bay – undertegnede vil til stadighed påstå at jeg var helt oppe at stå på brættet i mindst et par sekunder. Da vi så havde fået nok af vand og strand, smuttede vi en tur ind i landet, for at vandre en smuttur på 20 kilometer i gennem tropisk regnskov i Lamington National Park – virkelig smukke vandfald i massevis.
I en lidt anden boldgade ligger Hunter Valley, hvor hundredvis af vinavlere holder til. De har efter sigende 360 solskinsdage om året. Vi kørte selvfølgelig forbi og smagte på de lokale druer og købte et par gode flasker med til Sydney, hvor vi nu har opholdt os i 5 dage. Operahuset er godt nok helt specielt – men i virkeligheden slet ikke så hvidt som det ser ud på billederne.
I går holdt vi så julefrokost med Signe og Mette Marie – to danske piger som vi har mødt hernede. De andre backpackere var vist en smule misundelige, da de hen over deres nudler, pasta og tomatsovs kunne skimte rigelige mængder rejer, laks og frikadeller, krydret med lækker rødvin og snaps… en helt formidabel aften, som virkelig gav noget julestemning – for den er altså stadig svær at finde, når temperaturen er over 20 grader konstant.
En begivenhedsrig måned lakker mod enden, og det har vi det ganske fint med. Dankortet er ved at være nedslidt og ligeså er vores kroppe, der godt nok er mærkede af, at vi har levet i en campervan i 4 uger. Det har virkelig været en dejlig tur, men nu ser vi altså også frem til snart at komme hjem til familie og venner.
Jeg har lagt en god portion billeder fra den seneste måned op i albummet.
De bedste julehilsner fra Sydney…
Bjarke
onsdag den 17. december 2008
Sydney er en meget stor by!
Efter at have siddet i myldretid på Highway 1 i et par timer, er vi nu langt om længe landet i Sydney - det endelige mål for vores rejse. Her bor lige omkring 4 mio. mennesker - mindre kan ikke gøre det! Rejsen i vores herlige campervan (som er blevet døbt "Kaffe-Hanne")er gået helt forrygende. I løbet af de 3.865 kilometer har hun kun fået skiftet batteriet en enkelt gang - ellers er det gået helt upåklageligt.
Vi har oplevet alt det vi ønskede, og mere til. Når vi lige har sundet os lidt, skal jeg nok skrive lidt mere her på bloggen... men ja, det har godt nok været helt fantastisk indtil videre.
I aften tager vi en slapper, og i morgen tidlig drøner vi så ud og leger turister for fuld drøn - Operahuset ligger i gå-afstand fra vores hostel, så det kunne ikke være bedre.
Skriver snart lidt mere...
/Bjarke
Vi har oplevet alt det vi ønskede, og mere til. Når vi lige har sundet os lidt, skal jeg nok skrive lidt mere her på bloggen... men ja, det har godt nok været helt fantastisk indtil videre.
I aften tager vi en slapper, og i morgen tidlig drøner vi så ud og leger turister for fuld drøn - Operahuset ligger i gå-afstand fra vores hostel, så det kunne ikke være bedre.
Skriver snart lidt mere...
/Bjarke
tirsdag den 2. december 2008
Scuba-diving, ja tak!
Lige en lynhurtig og meget varm hilsen fra Magnetic Island, ca. 8 kilometer ud for Australiens østkyst!
Det var den mest utrolige oplevelse at komme ud og dykke ved Great Barrier Reef - det kan bare ikke beskrives, hvor fedt det er at dræne rundt på havets bund i 40 minutter med iltflaske på ryggen og en Christian Visti ved siden af. Vi var så heldige at se en haj (bare rolig, den var kun 2 meter lang), delfiner, massevis af Nemo-fisk, søstjerner, kæmpemuslinger (ca. 1 meter i diameter), rokker, trompetfisk og ikke mindst en kæmpeskildpadde! Jeg kom tæt nok på til at klappe den på skjoldet - hold da op, hvor var det sejt!
Vores campervan kører fantastisk og livet er herligt her i Australien. Vi har allerede været langt ude i bushen - "The Outback", som vi kalder det - og se på Lava Tubes og andre fascinerende naturfænomener. Skal nok snart smide nogle billeder op. Det er altså fascinerende at man kan køre flere hundrede kilometer ud af en lige landevej, uden at støde på nogen form for civilisation... jo altså, der er kænguruer og gigantiske myretuer i vejsiden, men det er altså også det hele...
Vi nyder den hede december måned og glæder os til at fortælle mere. Om lidt smutter vi ud og ser om vi kan finde nogle koalabjørne at lege med...
Det var den mest utrolige oplevelse at komme ud og dykke ved Great Barrier Reef - det kan bare ikke beskrives, hvor fedt det er at dræne rundt på havets bund i 40 minutter med iltflaske på ryggen og en Christian Visti ved siden af. Vi var så heldige at se en haj (bare rolig, den var kun 2 meter lang), delfiner, massevis af Nemo-fisk, søstjerner, kæmpemuslinger (ca. 1 meter i diameter), rokker, trompetfisk og ikke mindst en kæmpeskildpadde! Jeg kom tæt nok på til at klappe den på skjoldet - hold da op, hvor var det sejt!
Vores campervan kører fantastisk og livet er herligt her i Australien. Vi har allerede været langt ude i bushen - "The Outback", som vi kalder det - og se på Lava Tubes og andre fascinerende naturfænomener. Skal nok snart smide nogle billeder op. Det er altså fascinerende at man kan køre flere hundrede kilometer ud af en lige landevej, uden at støde på nogen form for civilisation... jo altså, der er kænguruer og gigantiske myretuer i vejsiden, men det er altså også det hele...
Vi nyder den hede december måned og glæder os til at fortælle mere. Om lidt smutter vi ud og ser om vi kan finde nogle koalabjørne at lege med...
torsdag den 27. november 2008
Varm Visti & Hed Hal er landet i Australien!
Efter at have oplevet noget nær frostgrader i henholdsvis Århus og Dunedin, er både Christian Visti og Bjarke Hal nu begge landet trygt og sikkert i det tropiske Cairns, i Australien, hvor vi lige nu har 35 grader og en luftfugtighed på langt over en milliard procent.
Vi har indlogeret os på et dejligt hostel, hvor det desværre koster 1 dollar at have vores aircondition kørende i tre timer – så vi ofrer lidt moneter hver aften lige inden sengetid, for at kunne falde i søvn i den stegende hede.
De første par dage er gået med at akklimatisere os og se australierne an på sikker afstand – og så selvfølgelig med at ”catch’e up”, eftersom vi ikke har set hinanden i et helt halvt år… hvor var det dog et fantastisk gensyn i lufthavnen!
Da vi syntes at have luret den australske ”kultur”, meldte vi os i går aftes straks til en infam form for pubcrawl med nogle alt for overgearede ”jeg-kom-aldrig-til-Ibiza”-typer. Visti mener, at det fra et oplevelsesøkonomisk synspunkt var et spændende indblik den form for kulturel socialisering og kropslig investering. Men ja, det var da meget skægt at være med til…
I morgen smutter vi så til Kuranda, der byder på tur med veterantog og svævebane gennem tropisk regnskov, efterfulgt af et smut i dyrepark med kraftige krokodiller, kæmpe kvælerslanger og kælne koalaer. Fredag skal vi så ud og dykke ved det berømte og berygtede Great Barrier Reef, hvor vi forhåbentlig får mulighed for at se nogle kæmpeskildpadder og en masse Nemo-fisk.
Derefter henter vi vores campervan, og så er vi ellers klare til at cruise ned af østkysten på det mest kodyle roadtrip man kan forestille sig.
Vi håber at I alle nyder kulden og juleræset derhjemme, mens vi bare sidder her på altanen og triller tommelfingre, kun iført faktor 30 og kulørte drinks…
De bedsteste hilsner i hele verden (eller i hvert fald i Australien),
Christian og Bjarke
Vi har indlogeret os på et dejligt hostel, hvor det desværre koster 1 dollar at have vores aircondition kørende i tre timer – så vi ofrer lidt moneter hver aften lige inden sengetid, for at kunne falde i søvn i den stegende hede.
De første par dage er gået med at akklimatisere os og se australierne an på sikker afstand – og så selvfølgelig med at ”catch’e up”, eftersom vi ikke har set hinanden i et helt halvt år… hvor var det dog et fantastisk gensyn i lufthavnen!
Da vi syntes at have luret den australske ”kultur”, meldte vi os i går aftes straks til en infam form for pubcrawl med nogle alt for overgearede ”jeg-kom-aldrig-til-Ibiza”-typer. Visti mener, at det fra et oplevelsesøkonomisk synspunkt var et spændende indblik den form for kulturel socialisering og kropslig investering. Men ja, det var da meget skægt at være med til…
I morgen smutter vi så til Kuranda, der byder på tur med veterantog og svævebane gennem tropisk regnskov, efterfulgt af et smut i dyrepark med kraftige krokodiller, kæmpe kvælerslanger og kælne koalaer. Fredag skal vi så ud og dykke ved det berømte og berygtede Great Barrier Reef, hvor vi forhåbentlig får mulighed for at se nogle kæmpeskildpadder og en masse Nemo-fisk.
Derefter henter vi vores campervan, og så er vi ellers klare til at cruise ned af østkysten på det mest kodyle roadtrip man kan forestille sig.
Vi håber at I alle nyder kulden og juleræset derhjemme, mens vi bare sidder her på altanen og triller tommelfingre, kun iført faktor 30 og kulørte drinks…
De bedsteste hilsner i hele verden (eller i hvert fald i Australien),
Christian og Bjarke
mandag den 17. november 2008
En uges ”gratis” badeferie i troperne…
Med håndboldmesterskaberne vel overståede, besluttede jeg mig for at blive en ekstra uge i Ny Caledonien, for at få lov til at opleve noget andet af øen end bare en håndboldarena i massiv beton. Det er rasende dyrt at bo og leve i Ny Caledonien (det er de satans franskmænd der styrer det hele), så da Sylvain, en af de lokale landsholdsspillere, inviterede mig til at bo hos ham og hans kæreste, takkede jeg selvfølgelig glædeligt ja.
De havde den lækreste luksuslejlighed tæt på byen og stranden, og heldigvis også en lækker sovesofa til gæster som mig, der pludselig kommer forbi. De havde stadig ferie i et par dage, og insisterede på at tage mig med ud og se de dele af øen, som de mente var værd at se. Og jeg har simpelthen bare været SÅ privilegeret at komme ud og opleve så mange spændende ting – uden at det har kostet mig andet end det jeg bidrog med til husholdningsbudgettet…
Vi går meget op i håndbold
På det håndboldmæssige plan deltog jeg i en morgentræning med landsholdet og også i en opvisningskamp mod U21-landsholdet. Desuden var jeg inde og se Sylvain spille landskamp mod Australien en af dagene – og her opstod der en lidt speciel situation. Da træneren for Ny Caledonien ville sende en af sine spillere på banen, 10 minutter før tid, nægtede han at gå ind, fordi han var sur og skuffet over at han ikke havde fået spilletid endnu. Så i sin arrigskab forlod han bænken og tilkendegjorde, at han ikke ønskede at spille mere. Efterfølgende har adskillige øjenvidner så fortalt, at han er gået direkte ud til trænerens bil og punkteret begge hans fordæk…
Racismeproblemer
Håndbold er en stor del af livet hernede, men det er racismeproblemet desværre også. Træneren er hvid, ovennævnte spiller er farvet. Og mange farvede har åbenbart den opfattelse, at der er for mange hvide spillere på landsholdet. Nogle mener, at de slet ikke hører til på holdet – andre vil sige, at de ikke hører til i landet.
Der er (desværre) en kæmpe forskel på hvide og farvede hernede – de rige franskmænd der kommer til, for at leve deres eget luksusliv på en tropeø, overfor de ”indfødte” polynesiere, hvoraf en meget stor del ikke fungerer i samfundet. Alkohol- og cannabismisbrug er et stort problem. Der er omkring 40% der ikke arbejder… der er ellers arbejde nok, men der er en stor trodsighed (og også en hel del dovenskab) i forhold til Frankrig, som mange mener bør gøre landet selvstændigt… men samtidig vil man stadig rigtig gerne have de mange, mange millioner euro, som Frankrig hvert år spytter i kassen, for at holde samfundet kørende… det er lidt samme ”problematik” som med Grønland i forhold til Danmark. Men det må jeg fortælle mere om en anden gang… tilbage til sagen:
Massevis af oplevelser
Derudover har jeg været til hyggelig grillfest hos nogle gode venner til Sylvain og hans kæreste, Aurelie. Samtalerne foregår selvfølgelig på fransk, og gerne med 4 mennesker i munden på hinanden, så jeg fulgte bare med så godt jeg kunne. De, der kunne et par gloser på engelsk, var rigtig flinke til at oversætte for mig, når det gik for stærkt. En rigtig hyggelig dag – og jeg kunne altså godt vænne mig til at hilse på folk, sådan som franskmændene gør – aldrig har jeg fået så mange kindkys på én uge – af fremmende, men til tider ganske kønne kvinder…
Jeg har også været på tur med Sylvain og veninden Edith, som arbejder for håndboldforbundet. De tog mig med på en dagsudflugt til den sydlige del af øen, hvor der er nogle fantastiske landskaber og smukke vandfald, og hvor jorden har en karakteristisk rød farve, fordi den er så jernholdig. En stor oplevelse. Om aftenen tog Sylvain mig så med på ”Sunset Tour” bag på sin ”moto” – sådan en rigtig scooter, der kan køre 90 km/t. Vi kørte op til toppen af det nærliggende bjerg og så en helt fantastisk solnedgang over vandet. Ja, havde vi været af hver sit køn, havde det virkelig været romantisk. Jeg vælger at betragte det som 2 drengerøve, der var på motorcykeltur i bjergene…
Koralrev med Nemo-fisk
Noget af det mest fantastiske jeg oplevede var vores tur til Ilê du Canard, hvor vi sammen med vennerne Ludo og Hélène var ude og snorkeldykke i det smukkeste koralrev man kan forestille sig. Mine værter havde selvfølgelig alt det nødvendige udstyr, der skulle bruges – endda også ekstraudstyr til mig. Jeg tror de syntes det var ret underholdende at se hvor overbegejstret jeg var for at se korallerne og de mange tusinde fisk i alle regnbuens farver – for dem var det jo nærmest hverdag at opleve sådan noget. Men hold k…, hvor var det dog smukt – det var jo nærmest ligesom at være med i ”Find Nemo”…
Når mine værter så i løbet af ugen var på arbejde, ”nøjedes” jeg bare med at hænge ud på små caféer i byen, for at skrive postkort eller også slængede jeg mig bare på den hvide sandstrand med et Kryds & Tværs-blad i hånden… ja, jeg kan ikke påstå at jeg havde det hårdt. Når vi mødtes derhjemme om aftenen, serverede Sylvain eksotisk mad i lange baner, og så længe jeg bare hjalp til med opvasken, så var de glade og tilfredse.
Det var næsten helt vemodigt at sige farvel til dem ovenpå sådan en fantastisk uge, men vi lovede hinanden, at skulle de – som planlagt – flytte tilbage til Frankrig i nærmeste fremtid, så skulle der jo ikke være noget til hinder for at vi kunne ses igen, enten i Frankrig eller Danmark. Så må jeg bare sørge for at få genopfrisket mit fransk lidt…
De havde den lækreste luksuslejlighed tæt på byen og stranden, og heldigvis også en lækker sovesofa til gæster som mig, der pludselig kommer forbi. De havde stadig ferie i et par dage, og insisterede på at tage mig med ud og se de dele af øen, som de mente var værd at se. Og jeg har simpelthen bare været SÅ privilegeret at komme ud og opleve så mange spændende ting – uden at det har kostet mig andet end det jeg bidrog med til husholdningsbudgettet…
Vi går meget op i håndbold
På det håndboldmæssige plan deltog jeg i en morgentræning med landsholdet og også i en opvisningskamp mod U21-landsholdet. Desuden var jeg inde og se Sylvain spille landskamp mod Australien en af dagene – og her opstod der en lidt speciel situation. Da træneren for Ny Caledonien ville sende en af sine spillere på banen, 10 minutter før tid, nægtede han at gå ind, fordi han var sur og skuffet over at han ikke havde fået spilletid endnu. Så i sin arrigskab forlod han bænken og tilkendegjorde, at han ikke ønskede at spille mere. Efterfølgende har adskillige øjenvidner så fortalt, at han er gået direkte ud til trænerens bil og punkteret begge hans fordæk…
Racismeproblemer
Håndbold er en stor del af livet hernede, men det er racismeproblemet desværre også. Træneren er hvid, ovennævnte spiller er farvet. Og mange farvede har åbenbart den opfattelse, at der er for mange hvide spillere på landsholdet. Nogle mener, at de slet ikke hører til på holdet – andre vil sige, at de ikke hører til i landet.
Der er (desværre) en kæmpe forskel på hvide og farvede hernede – de rige franskmænd der kommer til, for at leve deres eget luksusliv på en tropeø, overfor de ”indfødte” polynesiere, hvoraf en meget stor del ikke fungerer i samfundet. Alkohol- og cannabismisbrug er et stort problem. Der er omkring 40% der ikke arbejder… der er ellers arbejde nok, men der er en stor trodsighed (og også en hel del dovenskab) i forhold til Frankrig, som mange mener bør gøre landet selvstændigt… men samtidig vil man stadig rigtig gerne have de mange, mange millioner euro, som Frankrig hvert år spytter i kassen, for at holde samfundet kørende… det er lidt samme ”problematik” som med Grønland i forhold til Danmark. Men det må jeg fortælle mere om en anden gang… tilbage til sagen:
Massevis af oplevelser
Derudover har jeg været til hyggelig grillfest hos nogle gode venner til Sylvain og hans kæreste, Aurelie. Samtalerne foregår selvfølgelig på fransk, og gerne med 4 mennesker i munden på hinanden, så jeg fulgte bare med så godt jeg kunne. De, der kunne et par gloser på engelsk, var rigtig flinke til at oversætte for mig, når det gik for stærkt. En rigtig hyggelig dag – og jeg kunne altså godt vænne mig til at hilse på folk, sådan som franskmændene gør – aldrig har jeg fået så mange kindkys på én uge – af fremmende, men til tider ganske kønne kvinder…
Jeg har også været på tur med Sylvain og veninden Edith, som arbejder for håndboldforbundet. De tog mig med på en dagsudflugt til den sydlige del af øen, hvor der er nogle fantastiske landskaber og smukke vandfald, og hvor jorden har en karakteristisk rød farve, fordi den er så jernholdig. En stor oplevelse. Om aftenen tog Sylvain mig så med på ”Sunset Tour” bag på sin ”moto” – sådan en rigtig scooter, der kan køre 90 km/t. Vi kørte op til toppen af det nærliggende bjerg og så en helt fantastisk solnedgang over vandet. Ja, havde vi været af hver sit køn, havde det virkelig været romantisk. Jeg vælger at betragte det som 2 drengerøve, der var på motorcykeltur i bjergene…
Koralrev med Nemo-fisk
Noget af det mest fantastiske jeg oplevede var vores tur til Ilê du Canard, hvor vi sammen med vennerne Ludo og Hélène var ude og snorkeldykke i det smukkeste koralrev man kan forestille sig. Mine værter havde selvfølgelig alt det nødvendige udstyr, der skulle bruges – endda også ekstraudstyr til mig. Jeg tror de syntes det var ret underholdende at se hvor overbegejstret jeg var for at se korallerne og de mange tusinde fisk i alle regnbuens farver – for dem var det jo nærmest hverdag at opleve sådan noget. Men hold k…, hvor var det dog smukt – det var jo nærmest ligesom at være med i ”Find Nemo”…
Når mine værter så i løbet af ugen var på arbejde, ”nøjedes” jeg bare med at hænge ud på små caféer i byen, for at skrive postkort eller også slængede jeg mig bare på den hvide sandstrand med et Kryds & Tværs-blad i hånden… ja, jeg kan ikke påstå at jeg havde det hårdt. Når vi mødtes derhjemme om aftenen, serverede Sylvain eksotisk mad i lange baner, og så længe jeg bare hjalp til med opvasken, så var de glade og tilfredse.
Det var næsten helt vemodigt at sige farvel til dem ovenpå sådan en fantastisk uge, men vi lovede hinanden, at skulle de – som planlagt – flytte tilbage til Frankrig i nærmeste fremtid, så skulle der jo ikke være noget til hinder for at vi kunne ses igen, enten i Frankrig eller Danmark. Så må jeg bare sørge for at få genopfrisket mit fransk lidt…
mandag den 10. november 2008
Håndbold, "haka" og hedeslag
Livet tager nogle gange nogle usædvanlige drejninger. Da jeg pakkede rygsækken, for at rejse Down Under og studere i et semester, havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg 5 måneder senere skulle stå i spidsen for New Zealands håndboldhold ved Oceanian Champions League, afholdt på en fantastisk tropeø i Stillehavet. En ganske speciel oplevelse, som jeg nødig ville have været foruden, og som jeg aldrig nogensinde vil glemme…
Ny Caledonien er en fransk koloni, beliggende i Stillehavet, med et areal på størrelse med Danmark, og et indbyggertal på lige omkring 300.000 – halvdelen af dem bor i og omkring hovedbyen Noumea, hvor håndboldmesterskaberne også blev afholdt. Syv hold deltager i turneringen; to fra Ny Caledonien, to fra Tahiti, et fra Wallis & Futuna, et fra Australien og så selvfølgelig et fra New Zealand. Det er det officielle, internationale klubmesterskab i Oceanien, som nu afholdes for tredje år i træk, og alle lande har mulighed for at stille med deres bedste klubhold. New Zealand er en meget ung håndboldnation og har derfor fået lov til at samle de bedste spillere fra forskellige klubber, eftersom intet klubhold ville kunne skaffe spillere nok til at stille op ved mesterskaberne (man skal jo gerne som et minimum have 10 mand, der alle kender reglerne)… så vi stiller med de spillere, der talent, tid og råd til at tage af sted. Håndboldforbundet har ikke rigtig nogen penge – ikke engang til at købe rigtige håndbolde – så spillerne afholder alle udgifter selv. Heldigvis sørger værterne for kost og logi under mesterskaberne…
Alternative forhold
Som oftest er det bidende koldt om foråret i New Zealand, så da vi landede i 35 graders hede, skal jeg love for at gutterne sprang begejstrede rundt af glæde. Begejstringen forstummede dog en smule, da det gik op for dem hvor vi skulle indkvarteres.
Gutterne havde vist forventet lidt finere forhold end et forfaldent internat, der mest af alt mindede om et fængsel, med store pigtrådshegn omkring. 2-mandsværelser, der på ingen måde er rengjort, med en sovebriks til hver – de heldige har også et skab til deres tøj. Toiletterne har ingen sæder, og i bruserne er der kun koldt vand. Vi bliver bespist i en form for kantine, der ligger 500 meter nede ad vejen. Maden serveres fra en kæmpe gryde – på metalbakker. Og når vi kommer hjem til internatet, venter vi så gerne ude foran i 15-20 minutter på bestyreren, der skal komme og låse op for os… og det er altså med at komme tidligt i seng, for kl. 5 næste morgen kan man være sikker på at selvsamme bestyrer vandrer op og ned ad gangen og råber ”KAFFE” (på fransk) for at gøre opmærksom på, at der nu kun er en time til morgenmaden serveres…
Mildest talt nogle anderledes forhold for disse ellers så luksusvante kiwier, men efter et døgns tid (og en mindre opsang fra undertegnede), var der altså ikke nogen der beklagede sig over indkvarteringen. Der var desuden heller ingen alternativer, medmindre man selv ønskede at punge ud med en formue for et hotelværelse…
Pludselig er man en stjerne…
Mens indkvarteringen kunne siges at være knap så prangende, var der til gengæld anderledes stil og professionalisme over selve afviklingen af håndboldmesterskabet. Mine gutter har aldrig før spillet på en ”rigtig” håndboldbane i fuld størrelse, og ej heller prøvet at have en rigtig dommer – eller for den sags skyld tilskuere, der oven i købet betaler for at komme ind og se dem spille håndbold. Vi bliver hentet og bragt i egen luksusbus hver eneste dag, og ved ankomst til arenaen, er alle de lokale unger vilde for at give hånd, vinke eller bare sige ”bonjour” til de store stjerner… nogle drister sig endda til at spørge, om de må få taget et billede eller skrevet en autograf. Flere gange i løbet af ugen er vi på landsdækkende tv, og der er dagligt artikler om os i landets (eneste) avis.
En stort anlagt åbningsceremoni starter mesterskaberne, hvor alle holdene går rundt i arenaen og bliver præsenteret for de ca. 400 tilskuere i hallen – lidt ligesom ved OL. Dernæst fremfører de respektive hold en dans eller sang fra deres hjemland. New Zealands rugbylandshold er jo berømte for deres krigsdans før hver landskamp – en såkaldt ”haka”. Så den fremfører håndboldholdet altså også. Og jeg skal love for at der var stolthed og julelys i øjnene på mine spillere, da vi havde fremført en perfekt haka, efterfulgt af et øredøvende bifald fra publikum og modspillere…
”Så længe vi slår australierne…”
Selve turneringen forløb ganske godt for os. Vi lagde ud med en flot sejr over mestrene fra Tahiti, men måtte dagen efter se os slået knebent af begge hold fra Ny Caledonien, som i øvrigt er nået til finalen begge de foregående år. Men der var alligevel dyb skuffelse at spore hos drengene, eftersom vi faktisk havde gode muligheder for at vinde kampen mod storfavoritterne…
Næste dag bød på et ”arvefjendeopgør” mod australierne, så der var ingen problemer i at få motiveret spillerne… når man kommer fra New Zealand, er der intet man hellere vil, end at slå Australien! Og da vi efter 2 x 20 minutter havde krøllet dem godt og grundigt sammen og slået dem med 15-4, var gårsdagens skuffelse glemt og storsejren blev fejret med en velfortjent, kold dåseøl. Vi blev bedre og bedre som turneringen skred frem, og på gruppespillets sidste dag var det blot en ekspeditionssag at vinde mod holdet fra Wallis & Futuna, således at vi var klar til at spille om 3. pladsen mod vores nye bedste venner fra Tahiti.
En succeshistorie
Den afgørende kamp var en fantastisk oplevelse. Vi ville så ufattelig gerne have den podieplads – og hvor måtte vi da også utroligt meget igennem… en meget tæt kamp, som først blev afgjort til allersidst. Vores talentfulde, men også meget urutinerede mandskab formåede ikke rigtig at lukke kampen, og når man bl.a. brænder 5 straffekast, hjælper det jo altså heller ikke lige på det. Men vi holdt koncentrationen, og i kampens sidste fem minutter løb vi fra dem og vandt med 28-22 (om det skyldtes at træneren gik på banen til slut, vil jeg lade være op til andre at vurdere)…
Da slutsignalet lød, brød hele holdet ud i jubel og sejrsdans – et fantastisk syn. Om nogle trillede en tåre, var ikke til at se, for alle var gennemblødte af sved, efter at have spillet en times håndbold i 30 graders varme, men spillerne var da så omsorgsfulde, at de sørgede for at transportere træneren ud i brusebadet, så han kunne blive kølet lidt ned ovenpå den storslåede sejr. Vi havde nået vores mål, og det var en flok stolte og lykkelige kiwier der gik på podiet til stående klapsalver fra publikum. Afslutningsceremonien indebar varme farvelhilsner og udveksling af spilletrøjer, og desuden også en takketale fra alle holdenes trænere, hvilket undertegnede på ingen måde var forberedt på. Men jeg fik da fisket nogle franske gloser frem og holdt en ganske acceptabel og garanteret også underholdende tale.
En unik oplevelse
Om aftenen havde vi en hyggelig aften med holdet hjemme på internatet, hvor sejren blev fejret – dog med yderst begrænsede mængder drikkevarer, eftersom alkohol var forbudt på internatet. Men det gjorde skam ikke det store, for alle var vist allerede lykkelige og trætte nok efter en særdeles succesfuld og ganske uforglemmelig turnering, som på alle fronter har været en helt unik oplevelse.
Det var godt nok vemodigt at sige farvel til alle gutterne i lufthavnen. Er blevet tæt knyttet til en hel del af dem og har indimellem stadig en gedigen lyst til at blive hernede og fortsætte med udviklingsarbejdet i verdens bedste sport. Men Danmark trækker nu alligevel ret meget mere lige nu. Og der er jo ingen der siger, at jeg ikke kan vende tilbage engang i fremtiden…?
Ny Caledonien er en fransk koloni, beliggende i Stillehavet, med et areal på størrelse med Danmark, og et indbyggertal på lige omkring 300.000 – halvdelen af dem bor i og omkring hovedbyen Noumea, hvor håndboldmesterskaberne også blev afholdt. Syv hold deltager i turneringen; to fra Ny Caledonien, to fra Tahiti, et fra Wallis & Futuna, et fra Australien og så selvfølgelig et fra New Zealand. Det er det officielle, internationale klubmesterskab i Oceanien, som nu afholdes for tredje år i træk, og alle lande har mulighed for at stille med deres bedste klubhold. New Zealand er en meget ung håndboldnation og har derfor fået lov til at samle de bedste spillere fra forskellige klubber, eftersom intet klubhold ville kunne skaffe spillere nok til at stille op ved mesterskaberne (man skal jo gerne som et minimum have 10 mand, der alle kender reglerne)… så vi stiller med de spillere, der talent, tid og råd til at tage af sted. Håndboldforbundet har ikke rigtig nogen penge – ikke engang til at købe rigtige håndbolde – så spillerne afholder alle udgifter selv. Heldigvis sørger værterne for kost og logi under mesterskaberne…
Alternative forhold
Som oftest er det bidende koldt om foråret i New Zealand, så da vi landede i 35 graders hede, skal jeg love for at gutterne sprang begejstrede rundt af glæde. Begejstringen forstummede dog en smule, da det gik op for dem hvor vi skulle indkvarteres.
Gutterne havde vist forventet lidt finere forhold end et forfaldent internat, der mest af alt mindede om et fængsel, med store pigtrådshegn omkring. 2-mandsværelser, der på ingen måde er rengjort, med en sovebriks til hver – de heldige har også et skab til deres tøj. Toiletterne har ingen sæder, og i bruserne er der kun koldt vand. Vi bliver bespist i en form for kantine, der ligger 500 meter nede ad vejen. Maden serveres fra en kæmpe gryde – på metalbakker. Og når vi kommer hjem til internatet, venter vi så gerne ude foran i 15-20 minutter på bestyreren, der skal komme og låse op for os… og det er altså med at komme tidligt i seng, for kl. 5 næste morgen kan man være sikker på at selvsamme bestyrer vandrer op og ned ad gangen og råber ”KAFFE” (på fransk) for at gøre opmærksom på, at der nu kun er en time til morgenmaden serveres…
Mildest talt nogle anderledes forhold for disse ellers så luksusvante kiwier, men efter et døgns tid (og en mindre opsang fra undertegnede), var der altså ikke nogen der beklagede sig over indkvarteringen. Der var desuden heller ingen alternativer, medmindre man selv ønskede at punge ud med en formue for et hotelværelse…
Pludselig er man en stjerne…
Mens indkvarteringen kunne siges at være knap så prangende, var der til gengæld anderledes stil og professionalisme over selve afviklingen af håndboldmesterskabet. Mine gutter har aldrig før spillet på en ”rigtig” håndboldbane i fuld størrelse, og ej heller prøvet at have en rigtig dommer – eller for den sags skyld tilskuere, der oven i købet betaler for at komme ind og se dem spille håndbold. Vi bliver hentet og bragt i egen luksusbus hver eneste dag, og ved ankomst til arenaen, er alle de lokale unger vilde for at give hånd, vinke eller bare sige ”bonjour” til de store stjerner… nogle drister sig endda til at spørge, om de må få taget et billede eller skrevet en autograf. Flere gange i løbet af ugen er vi på landsdækkende tv, og der er dagligt artikler om os i landets (eneste) avis.
En stort anlagt åbningsceremoni starter mesterskaberne, hvor alle holdene går rundt i arenaen og bliver præsenteret for de ca. 400 tilskuere i hallen – lidt ligesom ved OL. Dernæst fremfører de respektive hold en dans eller sang fra deres hjemland. New Zealands rugbylandshold er jo berømte for deres krigsdans før hver landskamp – en såkaldt ”haka”. Så den fremfører håndboldholdet altså også. Og jeg skal love for at der var stolthed og julelys i øjnene på mine spillere, da vi havde fremført en perfekt haka, efterfulgt af et øredøvende bifald fra publikum og modspillere…
”Så længe vi slår australierne…”
Selve turneringen forløb ganske godt for os. Vi lagde ud med en flot sejr over mestrene fra Tahiti, men måtte dagen efter se os slået knebent af begge hold fra Ny Caledonien, som i øvrigt er nået til finalen begge de foregående år. Men der var alligevel dyb skuffelse at spore hos drengene, eftersom vi faktisk havde gode muligheder for at vinde kampen mod storfavoritterne…
Næste dag bød på et ”arvefjendeopgør” mod australierne, så der var ingen problemer i at få motiveret spillerne… når man kommer fra New Zealand, er der intet man hellere vil, end at slå Australien! Og da vi efter 2 x 20 minutter havde krøllet dem godt og grundigt sammen og slået dem med 15-4, var gårsdagens skuffelse glemt og storsejren blev fejret med en velfortjent, kold dåseøl. Vi blev bedre og bedre som turneringen skred frem, og på gruppespillets sidste dag var det blot en ekspeditionssag at vinde mod holdet fra Wallis & Futuna, således at vi var klar til at spille om 3. pladsen mod vores nye bedste venner fra Tahiti.
En succeshistorie
Den afgørende kamp var en fantastisk oplevelse. Vi ville så ufattelig gerne have den podieplads – og hvor måtte vi da også utroligt meget igennem… en meget tæt kamp, som først blev afgjort til allersidst. Vores talentfulde, men også meget urutinerede mandskab formåede ikke rigtig at lukke kampen, og når man bl.a. brænder 5 straffekast, hjælper det jo altså heller ikke lige på det. Men vi holdt koncentrationen, og i kampens sidste fem minutter løb vi fra dem og vandt med 28-22 (om det skyldtes at træneren gik på banen til slut, vil jeg lade være op til andre at vurdere)…
Da slutsignalet lød, brød hele holdet ud i jubel og sejrsdans – et fantastisk syn. Om nogle trillede en tåre, var ikke til at se, for alle var gennemblødte af sved, efter at have spillet en times håndbold i 30 graders varme, men spillerne var da så omsorgsfulde, at de sørgede for at transportere træneren ud i brusebadet, så han kunne blive kølet lidt ned ovenpå den storslåede sejr. Vi havde nået vores mål, og det var en flok stolte og lykkelige kiwier der gik på podiet til stående klapsalver fra publikum. Afslutningsceremonien indebar varme farvelhilsner og udveksling af spilletrøjer, og desuden også en takketale fra alle holdenes trænere, hvilket undertegnede på ingen måde var forberedt på. Men jeg fik da fisket nogle franske gloser frem og holdt en ganske acceptabel og garanteret også underholdende tale.
En unik oplevelse
Om aftenen havde vi en hyggelig aften med holdet hjemme på internatet, hvor sejren blev fejret – dog med yderst begrænsede mængder drikkevarer, eftersom alkohol var forbudt på internatet. Men det gjorde skam ikke det store, for alle var vist allerede lykkelige og trætte nok efter en særdeles succesfuld og ganske uforglemmelig turnering, som på alle fronter har været en helt unik oplevelse.
Det var godt nok vemodigt at sige farvel til alle gutterne i lufthavnen. Er blevet tæt knyttet til en hel del af dem og har indimellem stadig en gedigen lyst til at blive hernede og fortsætte med udviklingsarbejdet i verdens bedste sport. Men Danmark trækker nu alligevel ret meget mere lige nu. Og der er jo ingen der siger, at jeg ikke kan vende tilbage engang i fremtiden…?
lørdag den 8. november 2008
"Straight A student"
Alt imens jeg trisser rundt og holder ferie i Ny Kaledonien, er der nu kommet eksamenskarakterer fra University of Otago. Det kommer måske som en overraskelse for nogle (inklusiv mig selv?), men jeg har rent faktisk fået A- i alle mine 3 fag. Så det bliver i dette øjeblik fejret med en kold øl på terrassen...
onsdag den 29. oktober 2008
Bjarke, Bjarke & Bunky på rundrejse...
Triptælleren i Bunky står på 1793,7 kilometer. Selv har vi nøjedes med at vandre lige omkring de 150, i løbet af de seneste 3 uger, der har budt på så enormt mange oplevelser, at det er svært at fordøje det hele i løbet af et par dage, før det igen går løs på nye eventyr.
Vi har vabler på hælene og myggestik på benene, men heldigvis ingen ar på sjælen. Tværtimod. Vi har vandret i sneklædte bjerge og solbeskinnede dale. Vi har forceret frodig regnskov og strømmende smeltevand i iskolde floder. Vi har ligget på gyldne sandstrande i højt solskin og på tynde madrasser i råkolde skovhytter. Vi har set dovne kaskelothvaler og legesyge delfiner. Vi har klatret på gigantiske gletsjere og kastet os ud fra farlige flyvemaskiner.
Vi har levet livet fuldt ud...
Bjarke og jeg har haft 3 fabelagtige uger, hvor vi har rejst rundt på Sydøen i New Zealand. Jeg ville få kramper i fingrene hvis jeg skulle berette detaljeret om det hele her på bloggen, så jeg nøjes med en kortere beskrivelse af vores rejse - der er massevis af billeder i albummet, som kan give et indtryk af alt hvad vi har set og gjort...
Turen indledtes med vandretur i bjergene på Kepler Track i Fiordland National Park. Glimrende vejr, fantastisk udsigt og overraskende gode ben gjorde, at vi valgte at vandre 2 "heldagsture" på én dag - i alt omkring 35 kilometer i bjergene. Vi var godt nok også "brugte", da vi nåede frem til hytten ved 19-tiden. Vi sov 12 timer i streg, og var så selvfølgelig klar til at gennemføre den resterende del af turen dagen efter.
Næste dag kørte vi så en tur til Milford Sound, der også har imponerede bjerglandskaber - noget man bare ikke kan få nok af. Om aftenen gik turen så videre til Wanaka, hvor vi indlogerede os hos vores veninde Jenni, der tog sig rigtig godt af os i 3 dage, hvor vi både fik fisket, sky-dive't og vandret ud til Rob Roy Glacier, der inkluderede en hel del laviner, som kom ned i dalen lige for øjnene af os. Fascinerende.
Så videre ud på vestkysten, hvor vi fik mulighed for at vandre på Franz Josef Glacier og se nogle spektakulære "pandekageklipper" i Punakaiki.
Et af højdepunkterne var helt klart vores ophold i Abel Tasman National Park, hvor vi både var på en 2-dages tur i havkajak med højt solskin og overnatning på en backpacker-båd, og også på en 4-dages trekkingtur gennem regnskoven - og også gennem "vadesteder", hvor vandet var op til over en meter dybt - godt at rygsækken kan smides op på hovedet til en afveksling.
Efter at have blaffet tilbage til vores kære bil, smuttede vi til Nelson og fik en god lørdag aften i byen, inden den stod på hval- og delfin-safari i Kaikoura - fantastisk at se dem i levende live!
Og ja, før man får set sig om er der gået 20 dage, og man er tilbage i Dunedin for en stund - og for sidste gang! Det har været helt uforglemmeligt - både studielivet i Dunedin og vores rundrejse - de oplevelser får man altså ikke lige hver dag.
Der ligger tonsvis af billeder fra rundrejsen i billedalbummet - skynd dig hellere at tjekke dem ud.
Jeg smutter af sted til New Caledonia i overmorgen - som håndboldlandstræner. Lidt surrealistisk, men enormt spændende. Glæder mig til at se hvordan det hele kommer til at gå.
Hav det fantastisk derhjemme - jeg savner jer sgu!
De bedste hilsner,
Bjarke
Vi har vabler på hælene og myggestik på benene, men heldigvis ingen ar på sjælen. Tværtimod. Vi har vandret i sneklædte bjerge og solbeskinnede dale. Vi har forceret frodig regnskov og strømmende smeltevand i iskolde floder. Vi har ligget på gyldne sandstrande i højt solskin og på tynde madrasser i råkolde skovhytter. Vi har set dovne kaskelothvaler og legesyge delfiner. Vi har klatret på gigantiske gletsjere og kastet os ud fra farlige flyvemaskiner.
Vi har levet livet fuldt ud...
Bjarke og jeg har haft 3 fabelagtige uger, hvor vi har rejst rundt på Sydøen i New Zealand. Jeg ville få kramper i fingrene hvis jeg skulle berette detaljeret om det hele her på bloggen, så jeg nøjes med en kortere beskrivelse af vores rejse - der er massevis af billeder i albummet, som kan give et indtryk af alt hvad vi har set og gjort...
Turen indledtes med vandretur i bjergene på Kepler Track i Fiordland National Park. Glimrende vejr, fantastisk udsigt og overraskende gode ben gjorde, at vi valgte at vandre 2 "heldagsture" på én dag - i alt omkring 35 kilometer i bjergene. Vi var godt nok også "brugte", da vi nåede frem til hytten ved 19-tiden. Vi sov 12 timer i streg, og var så selvfølgelig klar til at gennemføre den resterende del af turen dagen efter.
Næste dag kørte vi så en tur til Milford Sound, der også har imponerede bjerglandskaber - noget man bare ikke kan få nok af. Om aftenen gik turen så videre til Wanaka, hvor vi indlogerede os hos vores veninde Jenni, der tog sig rigtig godt af os i 3 dage, hvor vi både fik fisket, sky-dive't og vandret ud til Rob Roy Glacier, der inkluderede en hel del laviner, som kom ned i dalen lige for øjnene af os. Fascinerende.
Så videre ud på vestkysten, hvor vi fik mulighed for at vandre på Franz Josef Glacier og se nogle spektakulære "pandekageklipper" i Punakaiki.
Et af højdepunkterne var helt klart vores ophold i Abel Tasman National Park, hvor vi både var på en 2-dages tur i havkajak med højt solskin og overnatning på en backpacker-båd, og også på en 4-dages trekkingtur gennem regnskoven - og også gennem "vadesteder", hvor vandet var op til over en meter dybt - godt at rygsækken kan smides op på hovedet til en afveksling.
Efter at have blaffet tilbage til vores kære bil, smuttede vi til Nelson og fik en god lørdag aften i byen, inden den stod på hval- og delfin-safari i Kaikoura - fantastisk at se dem i levende live!
Og ja, før man får set sig om er der gået 20 dage, og man er tilbage i Dunedin for en stund - og for sidste gang! Det har været helt uforglemmeligt - både studielivet i Dunedin og vores rundrejse - de oplevelser får man altså ikke lige hver dag.
Der ligger tonsvis af billeder fra rundrejsen i billedalbummet - skynd dig hellere at tjekke dem ud.
Jeg smutter af sted til New Caledonia i overmorgen - som håndboldlandstræner. Lidt surrealistisk, men enormt spændende. Glæder mig til at se hvordan det hele kommer til at gå.
Hav det fantastisk derhjemme - jeg savner jer sgu!
De bedste hilsner,
Bjarke
lørdag den 11. oktober 2008
Nye rejseplaner
Det kan jo ikke betale sig at sidde stille alt for længe ad gangen, så jeg har lavet nye og spændende rejseplaner for de næste 3½ måned...
Lige om lidt smutter Bjarke og jeg afsted på 3 ugers vandreferie i naturen, inklusiv noget sky-diving (udspring fra en helikopter med en faldskærmsfyr på ryggen).
Derefter kalder New Caledonia med først en uges håndboldmesterskaber og derefter en uges badeferie. Tilbage i New Zealand fanger jeg så Bjarke og hans forældre og rejser rundt på Nordøen i ca. 10 dage, inden jeg d. 25. november forlader New Zealand for denne gang; jeg rejser til Australien og rejser rundt i en måned sammen med den kære Christian Visti, og når han forlader mig igen d. 22. december, tilbringer jeg jul og nytår hos nogle venner i Sydney.
Omkring d. 1. januar flyver jeg så af sted til Phuket i Thailand, hvor jeg bliver genforenet med Bjarke. Sammen med et par andre gutter skal vi arbejde som gaster på en båd, der sejler rundt i Sydøstasien - vi sejler vest på, langs kysten til bl.a. Burma og Indien. Og ja, på et eller andet tidspunkt kommer jeg så tilbage til Danmark - højst sandsynligt i starten af februar.
Jeg glæder mig helt ekstremt... det bliver bare så fantastisk!
Lige om lidt smutter Bjarke og jeg afsted på 3 ugers vandreferie i naturen, inklusiv noget sky-diving (udspring fra en helikopter med en faldskærmsfyr på ryggen).
Derefter kalder New Caledonia med først en uges håndboldmesterskaber og derefter en uges badeferie. Tilbage i New Zealand fanger jeg så Bjarke og hans forældre og rejser rundt på Nordøen i ca. 10 dage, inden jeg d. 25. november forlader New Zealand for denne gang; jeg rejser til Australien og rejser rundt i en måned sammen med den kære Christian Visti, og når han forlader mig igen d. 22. december, tilbringer jeg jul og nytår hos nogle venner i Sydney.
Omkring d. 1. januar flyver jeg så af sted til Phuket i Thailand, hvor jeg bliver genforenet med Bjarke. Sammen med et par andre gutter skal vi arbejde som gaster på en båd, der sejler rundt i Sydøstasien - vi sejler vest på, langs kysten til bl.a. Burma og Indien. Og ja, på et eller andet tidspunkt kommer jeg så tilbage til Danmark - højst sandsynligt i starten af februar.
Jeg glæder mig helt ekstremt... det bliver bare så fantastisk!
Så er der dømt sommerferie!
Efter at have siddet og svedt over en større bunke lektier i alt, alt for lang tid, er det nu langt om længe blevet sommerferie! Ikke flere lektier, ikke mere undervisning! Nu venter vi bare på at få eksamenskarakterer på et eller andet tidspunkt.
Om en times tid smutter Bjarke, Bunky og jeg af sted på 3 ugers ferie på Sydøen - vi skal ud og vandre i naturen det meste af tiden. Ja, det vil sige, at Bunky jo nok bliver på parkeringspladsen, mens Bjarke og jeg tager ud på overlevelsestur - hun kan nemlig ikke lide at overnatte oppe i bjergene...
Det betyder samtidig, at der ikke kommer særlig meget nyt på bloggen det næste stykke tid, da der ikke rigtig er internetadgang, dér hvor vi skal hen...
Om en times tid smutter Bjarke, Bunky og jeg af sted på 3 ugers ferie på Sydøen - vi skal ud og vandre i naturen det meste af tiden. Ja, det vil sige, at Bunky jo nok bliver på parkeringspladsen, mens Bjarke og jeg tager ud på overlevelsestur - hun kan nemlig ikke lide at overnatte oppe i bjergene...
Det betyder samtidig, at der ikke kommer særlig meget nyt på bloggen det næste stykke tid, da der ikke rigtig er internetadgang, dér hvor vi skal hen...
mandag den 22. september 2008
Landstræneren er i medierne
De begynder lige så stille at få øjnene op for håndbold hernede! Her til morgen har jeg været i studiet hos "Radio One" og fortalt om den forestående turnering i Dunedin, samt landsholdets tur i november... og i torsdags blev jeg interviewet til avisen "The Star", der fandt det interessant at en 25-årig dansk udvekslingsstuderende pt. er træner for håndboldlandsholdet. Du kan læse artiklen i online-udgaven af The Star. Vælg udgaven fra d. 25. september, så står artiklen på side 5.
Ja, normalt er jeg jo slet ikke den type, der er vild med at få megen opmærksomhed, men indtil videre går det da meget godt...
Ja, normalt er jeg jo slet ikke den type, der er vild med at få megen opmærksomhed, men indtil videre går det da meget godt...
onsdag den 17. september 2008
Dagbog fra landsholdslejren...
Jeg havde selvfølgelig ikke regnet med de samme arbejdsvilkår som Ulrik Wilbek, da jeg i sidste uge takkede ja til at træne håndboldlandsholdet de næste par måneder, med henblik på at New Zealand skal gøre en god figur ved Oceanian Championships i New Caledonia i november måned. Men under vores netop overståede træningslejr i Wellington denne weekend, fik jeg godt nok noget af en oplevelse, der sætter håndboldsportens betingelser i New Zealand lidt i perspektiv…
Håndboldtræning med udfordringer
Ankomst til Wellington fredag aften, efter 3 timers transit i Christchurch Lufthavn. Smuk by, Wellington. Havnefronten er fantastisk! Bliver samlet op af tyskeren Daniel, der har stået for alt det praktiske med at få samlet alle spillerne til en træningslejr, booket nogle haller og arrangeret privat indkvartering, så vi minimerer udgifterne. Alle betaler selvfølgelig selv deres flybilletter, som for de flestes vedkommende løber op i små tusind kroner, tur/retur. Efter lidt fastfood mødes vi foran ”Chinese Cultural Centre”, hvor vi til alt held har sikret os et par timers haltid til en uhyrlig timepris. Åbenbart er hallen også lejet ud til en basketballkamp for nogle 10-årige knægte i det samme tidsrum, så vi er nødt til at deles om banen. Spillerne fortæller mig, at det er meget normalt at sådan noget sker. Og at banen faktisk er en af de mere luksuriøse i byen. Det lykkes at gennemføre en træningstime, sådan da. Bare vi får lov til at kaste med en bold, så er vi glade…
Landshold? Ja, sådan da…
Håndbold er stadig meget nyt i New Zealand – og indendørs sport er generelt ikke noget de gør sig så meget i hernede. Så faciliteterne er også derefter. Det er fx ikke alle steder at der er et par mål til rådighed. Det må man selv sørge for.
Der er omkring 400 registrerede håndboldspillere i hele landet – svarende til medlemstallet i en gennemsnitlig dansk håndboldklub med respekt for sig selv.
Et decideret landshold har kun været samlet en enkelt gang før – da australierne kom over for at spille nogle kampe i maj måned. En rigtig håndboldrække findes heller ikke – endnu. Men de forskellige klubber arrangerer gerne en turnering eller to om året, som de øvrige klubber så kommer og deltager i, hvis de kan samle folk nok.
Forhistoriske forhold
Nu er der så et internationalt mesterskab i New Caledonia, og man har forsøgt at samle de bedste spillere igen. Desværre ligger turneringen midt i eksamensperioden, så et par af de bedre spillere kan ikke være med. Og man flytter altså ikke en eksamen, bare på grund en håndboldturnering. For at have spillere nok, er holdet blevet suppleret med et nogle tyskere og argentinere der opholder sig i landet, og har noget erfaring i sporten. Ikke at de har noget særligt håndboldtalent, men de kender da reglerne og har en smule taktisk sans, og det er en stor ting hernede. Deres rutine er nødvendig, for at få udviklet de unge new zealandske spillere. Ja, og så har man så til lejligheden også fundet en decideret træner; en dansk udvekslingsstuderende i Dunedin, som åbenbart har fundet det virkelig spændende at være med til at udvikle hans yndlingssport på den anden side af kloden, til trods for de forhistoriske forhold man må indordne sig under…
Vi når det jo nok alt sammen…
Lørdag morgen; vi har aftalt at mødes kl. 8.40 foran den hal, vi allernådigst har fået lov til at leje. Klokken 8.55 er vi oppe på at være 8 fremmødte ud af de 14 spillere på holdet. Klokken 9.15 er vi fuldtallige. Ingen undskylder forsinkelsen – vi er jo på ”Island Time”. Med andre ord går vi ikke så meget op i punktlighed og overholdelse af aftaler. Sådan er det bare… og den kultur skal man altså ikke prøve at lave om på.
Håndboldforbundets generalsekretær kommer med nøglen og lukker døren op til hallen, der mest af alt ligner et nedlagt fængsel, set udefra. Indendørs er det dog ikke helt så slemt. Ikke et fængsel, bare en lille gymnastiksal. Ingen omklædningsfaciliteter. Skidt og støv på halgulvet. Ingen håndboldmål – godt at vi selv har medbragt. Loftet har set bedre tider.
Mens nogle henter vores 6 bolde ude i en af bilerne, begynder andre at samle målene. Boldene har vi arvet fra det tyske håndboldforbund engang – målene har generalsekretæren selv konstrueret ud af nogle store metalstænger, så de kan transporteres med rundt i de forskellige haller. Et par unbrakonøgler og fem minutters fingernemt arbejde, så er den i vinkel. Da målene er sat op, kan vi med en rulle grøn malertape og et nøje afmålt stykke snor tilføje en linje, der afgrænser målfeltet. Der er lige nøjagtig plads til det på den lange led af hallen, så vi også har mulighed for at øve fløjskud.
Er Wilbek & Co. mon misundelige?
Træneren har fået sundet sig ovenpå synet af faciliteterne, og da alle er klædt om ved 10-tiden, starter vi træningen. Folk med et mere pessimistisk livssyn ville nok påstå at decideret håndboldtræning var en umulighed med de forhåndenværende faciliteter, men vi lader os ikke så let slå ud. Det lyser ud af de unge kiwier, at de er en del af noget helt specielt – et landshold, der skal ud og repræsentere deres elskede New Zealand. Så vi gennemfører træningen på de præmisser der nu engang er. Ved 12-tiden holder vi pause og smutter ned i centrum for at få lidt frokost og gå på sightseeing sammen. Solen står højt himlen og vaffelisen på havnefronten smager helt eminent.
Endnu et træningspas klokken 14, og så ud at få lidt mad sammen, inden den om aftenen står på en tur i svømmehallen med lidt vandpolo, sauna og spabad. Senere samme aften spiller et andet (og noget mere berømt) landshold kamp mod ærkerivalerne fra Australien. Alle lever og ånder for rugby i New Zealand – også håndboldspillerne – så vi smutter på irsk pub og ser kampen på storskærm, og deler et par velfortjente kander øl. Det skulle undre mig om Wilbeks drenge havde fået lov til det samme…?
Vi brænder for håndbold
Efter en let morgentræning søndag, er der en lille orientering og taksigelse fra generalsekretæren, for at alle havde tid og lyst til at deltage. Han har set store fremskridt i løbet af weekenden og træneren får skam også stor ros og stående ovationer med på vejen. Han bliver helt forlegen. Det ligner ham ellers ikke.
Alle siger farvel med store smil på læberne og venskabelige kram, til trods for at de fleste kun lige har mødt hinanden for første gang et par dage tidligere. Vi er sammen om det her, og vi brænder for det. Alternative træningsforhold og manglende anerkendelse skal ikke afholde os fra at forfølge drømmen om at udvikle håndboldsporten i New Zealand. Alle som én, glæder vi os allerede til næste træningslejr, der finder sted i starten af oktober…
Hvis du vil se flere billeder fra træningslejren i Wellington, kan du tage et kig i billedalbummet.
Håndboldtræning med udfordringer
Ankomst til Wellington fredag aften, efter 3 timers transit i Christchurch Lufthavn. Smuk by, Wellington. Havnefronten er fantastisk! Bliver samlet op af tyskeren Daniel, der har stået for alt det praktiske med at få samlet alle spillerne til en træningslejr, booket nogle haller og arrangeret privat indkvartering, så vi minimerer udgifterne. Alle betaler selvfølgelig selv deres flybilletter, som for de flestes vedkommende løber op i små tusind kroner, tur/retur. Efter lidt fastfood mødes vi foran ”Chinese Cultural Centre”, hvor vi til alt held har sikret os et par timers haltid til en uhyrlig timepris. Åbenbart er hallen også lejet ud til en basketballkamp for nogle 10-årige knægte i det samme tidsrum, så vi er nødt til at deles om banen. Spillerne fortæller mig, at det er meget normalt at sådan noget sker. Og at banen faktisk er en af de mere luksuriøse i byen. Det lykkes at gennemføre en træningstime, sådan da. Bare vi får lov til at kaste med en bold, så er vi glade…
Landshold? Ja, sådan da…
Håndbold er stadig meget nyt i New Zealand – og indendørs sport er generelt ikke noget de gør sig så meget i hernede. Så faciliteterne er også derefter. Det er fx ikke alle steder at der er et par mål til rådighed. Det må man selv sørge for.
Der er omkring 400 registrerede håndboldspillere i hele landet – svarende til medlemstallet i en gennemsnitlig dansk håndboldklub med respekt for sig selv.
Et decideret landshold har kun været samlet en enkelt gang før – da australierne kom over for at spille nogle kampe i maj måned. En rigtig håndboldrække findes heller ikke – endnu. Men de forskellige klubber arrangerer gerne en turnering eller to om året, som de øvrige klubber så kommer og deltager i, hvis de kan samle folk nok.
Forhistoriske forhold
Nu er der så et internationalt mesterskab i New Caledonia, og man har forsøgt at samle de bedste spillere igen. Desværre ligger turneringen midt i eksamensperioden, så et par af de bedre spillere kan ikke være med. Og man flytter altså ikke en eksamen, bare på grund en håndboldturnering. For at have spillere nok, er holdet blevet suppleret med et nogle tyskere og argentinere der opholder sig i landet, og har noget erfaring i sporten. Ikke at de har noget særligt håndboldtalent, men de kender da reglerne og har en smule taktisk sans, og det er en stor ting hernede. Deres rutine er nødvendig, for at få udviklet de unge new zealandske spillere. Ja, og så har man så til lejligheden også fundet en decideret træner; en dansk udvekslingsstuderende i Dunedin, som åbenbart har fundet det virkelig spændende at være med til at udvikle hans yndlingssport på den anden side af kloden, til trods for de forhistoriske forhold man må indordne sig under…
Vi når det jo nok alt sammen…
Lørdag morgen; vi har aftalt at mødes kl. 8.40 foran den hal, vi allernådigst har fået lov til at leje. Klokken 8.55 er vi oppe på at være 8 fremmødte ud af de 14 spillere på holdet. Klokken 9.15 er vi fuldtallige. Ingen undskylder forsinkelsen – vi er jo på ”Island Time”. Med andre ord går vi ikke så meget op i punktlighed og overholdelse af aftaler. Sådan er det bare… og den kultur skal man altså ikke prøve at lave om på.
Håndboldforbundets generalsekretær kommer med nøglen og lukker døren op til hallen, der mest af alt ligner et nedlagt fængsel, set udefra. Indendørs er det dog ikke helt så slemt. Ikke et fængsel, bare en lille gymnastiksal. Ingen omklædningsfaciliteter. Skidt og støv på halgulvet. Ingen håndboldmål – godt at vi selv har medbragt. Loftet har set bedre tider.
Mens nogle henter vores 6 bolde ude i en af bilerne, begynder andre at samle målene. Boldene har vi arvet fra det tyske håndboldforbund engang – målene har generalsekretæren selv konstrueret ud af nogle store metalstænger, så de kan transporteres med rundt i de forskellige haller. Et par unbrakonøgler og fem minutters fingernemt arbejde, så er den i vinkel. Da målene er sat op, kan vi med en rulle grøn malertape og et nøje afmålt stykke snor tilføje en linje, der afgrænser målfeltet. Der er lige nøjagtig plads til det på den lange led af hallen, så vi også har mulighed for at øve fløjskud.
Er Wilbek & Co. mon misundelige?
Træneren har fået sundet sig ovenpå synet af faciliteterne, og da alle er klædt om ved 10-tiden, starter vi træningen. Folk med et mere pessimistisk livssyn ville nok påstå at decideret håndboldtræning var en umulighed med de forhåndenværende faciliteter, men vi lader os ikke så let slå ud. Det lyser ud af de unge kiwier, at de er en del af noget helt specielt – et landshold, der skal ud og repræsentere deres elskede New Zealand. Så vi gennemfører træningen på de præmisser der nu engang er. Ved 12-tiden holder vi pause og smutter ned i centrum for at få lidt frokost og gå på sightseeing sammen. Solen står højt himlen og vaffelisen på havnefronten smager helt eminent.
Endnu et træningspas klokken 14, og så ud at få lidt mad sammen, inden den om aftenen står på en tur i svømmehallen med lidt vandpolo, sauna og spabad. Senere samme aften spiller et andet (og noget mere berømt) landshold kamp mod ærkerivalerne fra Australien. Alle lever og ånder for rugby i New Zealand – også håndboldspillerne – så vi smutter på irsk pub og ser kampen på storskærm, og deler et par velfortjente kander øl. Det skulle undre mig om Wilbeks drenge havde fået lov til det samme…?
Vi brænder for håndbold
Efter en let morgentræning søndag, er der en lille orientering og taksigelse fra generalsekretæren, for at alle havde tid og lyst til at deltage. Han har set store fremskridt i løbet af weekenden og træneren får skam også stor ros og stående ovationer med på vejen. Han bliver helt forlegen. Det ligner ham ellers ikke.
Alle siger farvel med store smil på læberne og venskabelige kram, til trods for at de fleste kun lige har mødt hinanden for første gang et par dage tidligere. Vi er sammen om det her, og vi brænder for det. Alternative træningsforhold og manglende anerkendelse skal ikke afholde os fra at forfølge drømmen om at udvikle håndboldsporten i New Zealand. Alle som én, glæder vi os allerede til næste træningslejr, der finder sted i starten af oktober…
Hvis du vil se flere billeder fra træningslejren i Wellington, kan du tage et kig i billedalbummet.
tirsdag den 16. september 2008
Ferien er lige om hjørnet...
Semesteret går så småt på hæld hernede, og man kan allerede skimte sommerferien ude i horisonten. To ugers intens opgaveskrivning, og så skal der bare slappes af og rejses rundt i dette fantastisk smukke land. Starter med at tage på endnu en træningslejr i Wellington med håndboldlandsholdet i weekenden d. 3.-5. oktober, og derefter rejser Bjarke og jeg rundt på Sydøen i ca. 3 uger. Dernæst kalder Oceanian Championships i håndbold i New Caledonia, med hjemkomst til New Zealand d. 15. november. Den anden Bjarke får sine forældre på besøg i november, og de har spurgt om vi vil rejse med rundt i en campervan i et par uger... det har vi selvfølgelig sagt ja til. I december er det planen at min gode Århus-ven Emil, der er på udveksling i Sydney, kommer en tur over vandet og ser landet sammen med mig.
Jeg er blevet inviteret til at tilbringe julen hos min new zealandske sambo Sarah og hendes fantastisk omsorgsfulde mor i hendes hjem i Wanaka, som efter sigende er et helt fantastisk område for diverse friluftsaktiviteter og vandreture. Mellem jul og nytår kommer min kære Christian Visti (verdenskendt fra radioprogrammet "Visti & Ven") på besøg hernede. Efter et brag af en nytårsaften og lidt rundrejse i New Zealand, tager vi sammen til Australien, for at tilbringe 3 ugers tid dér, inden vi så i begyndelsen af februar vender næsen hjemad mod Danmark igen...
Ja, der er sgu allerede gået 3½ måned siden jeg rejste af sted, så vi er ved at være nogenlunde halvvejs i eventyret... og stadig er der dog så meget spændende i vente...
Jeg er blevet inviteret til at tilbringe julen hos min new zealandske sambo Sarah og hendes fantastisk omsorgsfulde mor i hendes hjem i Wanaka, som efter sigende er et helt fantastisk område for diverse friluftsaktiviteter og vandreture. Mellem jul og nytår kommer min kære Christian Visti (verdenskendt fra radioprogrammet "Visti & Ven") på besøg hernede. Efter et brag af en nytårsaften og lidt rundrejse i New Zealand, tager vi sammen til Australien, for at tilbringe 3 ugers tid dér, inden vi så i begyndelsen af februar vender næsen hjemad mod Danmark igen...
Ja, der er sgu allerede gået 3½ måned siden jeg rejste af sted, så vi er ved at være nogenlunde halvvejs i eventyret... og stadig er der dog så meget spændende i vente...
søndag den 31. august 2008
Mountainbike-ferie i paradis
Forestil dig det mest fantastiske bjerglandskab. Solbeskinnet, selvfølgelig. En skyfri, lyseblå himmel. Ikke en vind rører sig. Det eneste du hører, er lystige fuglefløjt. I horisonten rejser sig en blændende, sneklædt bjergkæde. Klippeformationerne er intet mindre end imponerende. Nedenfor bjergene, breder der sig de grønneste marker du kan forestille dig – i bølgede bakker, så langt øjet rækker. I bakkerne kan du skimte adskillige små vandfald, der ender i smukke, snoede vandløb. I bakkerne går hundredvis af får rundt og hygger sig. De lader ikke til at have noget de skal nå i dag. Ligeså med køerne og hestene på markerne. Dådyrene i baggrunden render og leger. Fuglene der svæver stille henover landskabet er fascinerende og farvestrålende – og faktisk også i formidabelt forårshumør, på trods af at det stadig er vinter. I forgrunden en grusvej, der fladt strækker sig kilometer efter kilometer. Et par kaniner spæner henover vejen. Alt ånder fred og idyl.
Pludselig brydes stilheden. Der er nogen på vej. Stille og roligt forstærkes den sagte lyd af cykeldæk, der forcerer den støvede grusvej. Nu høres også et par unge mandestemmer. Den ene griner af den andens vittigheder. Lyden tager til. Og så ser du dem pludselig, langt ude i horisonten. Det er ganske rigtigt to unge mænd på deres mountainbikes. Med cykeltaskerne fyldt til randen. Iført korte bukser og t-shirts. Med sveden let dryppende fra deres solbrændte ansigter. Latteren og snakken hører op. De kigger henrykte udover markerne. De er tydeligvis også imponerede af det smukke, betagende landskab, som det er umuligt at blive træt af at beskue…
Bjarke & Bjarke har været på cykelferie i ødemarken, og hvor har det dog været en fantastisk oplevelse…
Otago Central Rail Trail
I regionen Central Otago gik engang en jernbanestrækning på over 150 kilometer. Jernbanen blev nedlagt i 1990, da udviklingen af infrastrukturen gjorde, at ingen længere anvendte jernbanen. Så nu har man fjernet skinnerne og gjort strækningen tilgængelig for alle, der har lyst til enten at vandre, ride eller cykle i den fri og uforstyrrede natur. De fleste vælger at cykle på mountainbike. Man kan selvfølgelig selv vælge, hvor meget af strækningen man ønsker at forcere. De hårdføre tager selvfølgelig hele turen. Hvert år benytter omkring 90.000 mennesker sig af denne mulighed; langt de fleste om sommeren. Således mødte vi kun 4 andre cyklister, da vi i den forgangne uge begav os ud på en 5-dages cykelferie, for at cykle tur-retur på ”The Rail Trail”, som de lokale kalder den.
Mudder og mountainbikes
Vi lejede et par mountainbikes og cykeltasker og bookede billig overnatning forskellige steder på ruten, og så gik det ellers over stok og sten. Eller… ja, så absolut flest sten… og så en hel del grus og mudder. Kilometerne klares ikke helt så hurtigt som på landevej. Og de mange bump sætter sine tydelige spor, i form af ømme balder og trætte overarme, der forsøger at holde cyklen lige.
Hver aften var det en sand fornøjelse at ankomme til de overraskende luksuriøse hoteller, moteller og hytter som vi skulle overnatte i. Priserne var bestemt til at overkomme. Vi var som regel de eneste gæster (grundet årstiden), så vi blev stort set alle steder opgraderet til de bedste faciliteter, stederne kunne byde på – uden at betale ekstra. Det føltes til tider lidt akavet at indtage et lækkert hotelværelse iført mudrede træningsbukser og gennemsvedte t-shirts… men jo, vi kunne sagtens affinde os med forholdene. Når man er vant til noget nær frostgrader indendørs hjemme i Dunedin, var det en udsøgt fornøjelse at vågne op om morgenen uden frosne tæer og dryppende næser.
Vi nød det hele til fulde og er på ingen måde misundelige på mange af vores medstuderende, der har tilbragt deres vinterferie på en sandstrand i Australien. Vi har været 5 dage i vores helt eget paradis – langt fra byliv, lektier, computere og alskens andre artefakter – og hvor har det dog bare været fantastisk livsbekræftende.
Oplevelsen kan - som så mange andre - slet ikke tages med hjem på billeder. Men jeg har da taget et par stykker, og dem kan du se i billedalbummet.
Pludselig brydes stilheden. Der er nogen på vej. Stille og roligt forstærkes den sagte lyd af cykeldæk, der forcerer den støvede grusvej. Nu høres også et par unge mandestemmer. Den ene griner af den andens vittigheder. Lyden tager til. Og så ser du dem pludselig, langt ude i horisonten. Det er ganske rigtigt to unge mænd på deres mountainbikes. Med cykeltaskerne fyldt til randen. Iført korte bukser og t-shirts. Med sveden let dryppende fra deres solbrændte ansigter. Latteren og snakken hører op. De kigger henrykte udover markerne. De er tydeligvis også imponerede af det smukke, betagende landskab, som det er umuligt at blive træt af at beskue…
Bjarke & Bjarke har været på cykelferie i ødemarken, og hvor har det dog været en fantastisk oplevelse…
Otago Central Rail Trail
I regionen Central Otago gik engang en jernbanestrækning på over 150 kilometer. Jernbanen blev nedlagt i 1990, da udviklingen af infrastrukturen gjorde, at ingen længere anvendte jernbanen. Så nu har man fjernet skinnerne og gjort strækningen tilgængelig for alle, der har lyst til enten at vandre, ride eller cykle i den fri og uforstyrrede natur. De fleste vælger at cykle på mountainbike. Man kan selvfølgelig selv vælge, hvor meget af strækningen man ønsker at forcere. De hårdføre tager selvfølgelig hele turen. Hvert år benytter omkring 90.000 mennesker sig af denne mulighed; langt de fleste om sommeren. Således mødte vi kun 4 andre cyklister, da vi i den forgangne uge begav os ud på en 5-dages cykelferie, for at cykle tur-retur på ”The Rail Trail”, som de lokale kalder den.
Mudder og mountainbikes
Vi lejede et par mountainbikes og cykeltasker og bookede billig overnatning forskellige steder på ruten, og så gik det ellers over stok og sten. Eller… ja, så absolut flest sten… og så en hel del grus og mudder. Kilometerne klares ikke helt så hurtigt som på landevej. Og de mange bump sætter sine tydelige spor, i form af ømme balder og trætte overarme, der forsøger at holde cyklen lige.
Hver aften var det en sand fornøjelse at ankomme til de overraskende luksuriøse hoteller, moteller og hytter som vi skulle overnatte i. Priserne var bestemt til at overkomme. Vi var som regel de eneste gæster (grundet årstiden), så vi blev stort set alle steder opgraderet til de bedste faciliteter, stederne kunne byde på – uden at betale ekstra. Det føltes til tider lidt akavet at indtage et lækkert hotelværelse iført mudrede træningsbukser og gennemsvedte t-shirts… men jo, vi kunne sagtens affinde os med forholdene. Når man er vant til noget nær frostgrader indendørs hjemme i Dunedin, var det en udsøgt fornøjelse at vågne op om morgenen uden frosne tæer og dryppende næser.
Vi nød det hele til fulde og er på ingen måde misundelige på mange af vores medstuderende, der har tilbragt deres vinterferie på en sandstrand i Australien. Vi har været 5 dage i vores helt eget paradis – langt fra byliv, lektier, computere og alskens andre artefakter – og hvor har det dog bare været fantastisk livsbekræftende.
Oplevelsen kan - som så mange andre - slet ikke tages med hjem på billeder. Men jeg har da taget et par stykker, og dem kan du se i billedalbummet.
lørdag den 23. august 2008
Studie, skøjteløb og store søløver...
Det er jo godt nok ved at være et stykke tid siden jeg har skrevet her på bloggen... skyldes nok mest at studiet nu faktisk er kommet rigtig godt igang, og at vi dermed også er begyndt at lave en hel del... og dermed har der altså heller ikke været tid til så store udskejelser som vandre- og skiture. Og dog; der sker da lidt indimellem... her er en lille opdatering.
Studiet som sådan
Der er som bekendt ingen eksamener, men til gengæld nok at lave i løbet af året. Allerede den 7. oktober skal sidste opgave være afleveret i alle tre fag, og derefter står den så på sommerferie i hele fire måneder!
I et af mine marketingfag har jeg netop fået topkarakter (A) for den studenterpræsentation (en såkaldt "performance") jeg holdt i sidste uge. Den tæller 50% af den samlede karakter, så der er vi da allerede godt på vej til at bestå. Derudover er der ikke ret meget at læse i de respektive fag, men derimod en hulens masse skriftlige opgaver. Det har taget lidt tid at vænne sig til at formulere sig på akademisk engelsk, men synes nu at det går udemærket indtil videre.
Fritidsaktiviteter
Når jeg ikke er til undervisning, går en hel del af tiden med at lave lektier (og tjekke mails og sådan noget) på universitetets fantastiske bibliotek, der heldigvis er åbent kl. 9-23 hver eneste dag - også søndag. Huset derhjemme er som oftest fyldt med diverse gæster, og temperaturen i mit soveværelse er normalt omkring 5-6 grader, så her er der ikke de store muligheder for lektielæsning. Men min læsemakker, Bjarke, og jeg hygger os ganske glimrende på biblioteket, der heldigvis også har en café, som laver fantastisk kaffe.
Når lektierne er klaret, er der heldigvis masser af andre ting at tage sig til. Bjarke og jeg tager gerne en ugentlig badmintonkamp i unversitetets eget idrætscenter og ligeledes en svømmetur i den nærliggende svømmehal, der heldigvis også er udstyret med et lækkert spa-bad, som vi flittigt benytter efter 80 baner brystsvømning.
En ny Tiger Woods?
For nylig har jeg så for første gang prøvet at spille golf! På en rigtig bane, hele 18 huller...! Ifølge mine mere rutinerede medspillere, Piet og Bjarke, gik det ganske glimrende... men selvom der indimellem var et par flotte slag, må jeg nok erkende, at jeg ikke kommer til at spille lige op med Tiger Woods lige med det samme.
Derudover har vi været til diskoaften i skøjtehallen sammen med ca. 50 andre udvekslingsstuderende fra universitetet - det var virkelig en hyggelig aften!
Søløver i baghaven
Til daglig lægger man ikke så meget mærke til det, men vi bor jo faktisk næsten lige ud til vandet. Bare fem kilometer fra centrum ligger en fantastisk smuk halvø, "The Peninsula", der har et fascinerende dyreliv. I dag var Bjarke og jeg et smut derude, og ved stranden "Sandfly Bay" så vi intet mindre end 20 kæmpe søløver, der lå langs stranden og nød det dejlige solskin. Vi tog nogle fede billeder - skal nok lægge dem online snarest. Udover søløverne, hilste vi også på albatrosser, pingviner og mange andre fugle. Ja, og så besøgte vi New Zealands eneste slot...!
Drengerøvene på cykelferie!
I den kommende uge har vi vinterferie, og det skal selvfølgelig udnyttes. De fleste turistområder er dækket af sne, og der er desuden lavinefare de fleste steder, så Bjarke og jeg smutter af sted på 5 dages cykelferie på den centrale del af Sydøen, hvor der hverken er regn eller sne. Vi cykler tur/retur på en 150 km lang rute, langs en nedlagt jernbanestrækning, og overnatter så på forskellige backpacker-steder på vejen. Vi glæder os vildt meget! Væk fra det hele - ud i vildmarken på nogle store mountainbikes og bruge noget energi! Glæder mig til at berette fra turen...
Ja, det var vist det... jo, forresten - jeg er blevet udnævnt til en form for landstræner for håndboldholdet, der skal deltage i en stor turnering i Ny Kaledonien i starten af november...
Så ja, der sker alligevel lidt hernede...
De bedste hilsner,
Bjarke
Studiet som sådan
Der er som bekendt ingen eksamener, men til gengæld nok at lave i løbet af året. Allerede den 7. oktober skal sidste opgave være afleveret i alle tre fag, og derefter står den så på sommerferie i hele fire måneder!
I et af mine marketingfag har jeg netop fået topkarakter (A) for den studenterpræsentation (en såkaldt "performance") jeg holdt i sidste uge. Den tæller 50% af den samlede karakter, så der er vi da allerede godt på vej til at bestå. Derudover er der ikke ret meget at læse i de respektive fag, men derimod en hulens masse skriftlige opgaver. Det har taget lidt tid at vænne sig til at formulere sig på akademisk engelsk, men synes nu at det går udemærket indtil videre.
Fritidsaktiviteter
Når jeg ikke er til undervisning, går en hel del af tiden med at lave lektier (og tjekke mails og sådan noget) på universitetets fantastiske bibliotek, der heldigvis er åbent kl. 9-23 hver eneste dag - også søndag. Huset derhjemme er som oftest fyldt med diverse gæster, og temperaturen i mit soveværelse er normalt omkring 5-6 grader, så her er der ikke de store muligheder for lektielæsning. Men min læsemakker, Bjarke, og jeg hygger os ganske glimrende på biblioteket, der heldigvis også har en café, som laver fantastisk kaffe.
Når lektierne er klaret, er der heldigvis masser af andre ting at tage sig til. Bjarke og jeg tager gerne en ugentlig badmintonkamp i unversitetets eget idrætscenter og ligeledes en svømmetur i den nærliggende svømmehal, der heldigvis også er udstyret med et lækkert spa-bad, som vi flittigt benytter efter 80 baner brystsvømning.
En ny Tiger Woods?
For nylig har jeg så for første gang prøvet at spille golf! På en rigtig bane, hele 18 huller...! Ifølge mine mere rutinerede medspillere, Piet og Bjarke, gik det ganske glimrende... men selvom der indimellem var et par flotte slag, må jeg nok erkende, at jeg ikke kommer til at spille lige op med Tiger Woods lige med det samme.
Derudover har vi været til diskoaften i skøjtehallen sammen med ca. 50 andre udvekslingsstuderende fra universitetet - det var virkelig en hyggelig aften!
Søløver i baghaven
Til daglig lægger man ikke så meget mærke til det, men vi bor jo faktisk næsten lige ud til vandet. Bare fem kilometer fra centrum ligger en fantastisk smuk halvø, "The Peninsula", der har et fascinerende dyreliv. I dag var Bjarke og jeg et smut derude, og ved stranden "Sandfly Bay" så vi intet mindre end 20 kæmpe søløver, der lå langs stranden og nød det dejlige solskin. Vi tog nogle fede billeder - skal nok lægge dem online snarest. Udover søløverne, hilste vi også på albatrosser, pingviner og mange andre fugle. Ja, og så besøgte vi New Zealands eneste slot...!
Drengerøvene på cykelferie!
I den kommende uge har vi vinterferie, og det skal selvfølgelig udnyttes. De fleste turistområder er dækket af sne, og der er desuden lavinefare de fleste steder, så Bjarke og jeg smutter af sted på 5 dages cykelferie på den centrale del af Sydøen, hvor der hverken er regn eller sne. Vi cykler tur/retur på en 150 km lang rute, langs en nedlagt jernbanestrækning, og overnatter så på forskellige backpacker-steder på vejen. Vi glæder os vildt meget! Væk fra det hele - ud i vildmarken på nogle store mountainbikes og bruge noget energi! Glæder mig til at berette fra turen...
Ja, det var vist det... jo, forresten - jeg er blevet udnævnt til en form for landstræner for håndboldholdet, der skal deltage i en stor turnering i Ny Kaledonien i starten af november...
Så ja, der sker alligevel lidt hernede...
De bedste hilsner,
Bjarke
mandag den 28. juli 2008
Til gallafest i ødemarken!
På University of Otago er der et gevaldigt udbud af klubber, foreninger og kurser, som man kan benytte sig af, når man ikke lige sidder begravet i bøgerne. Alt lige fra kurser i keramik, smykker og reparation af biler, til undervisning i meditation, tegnsprog og breakdance. Der findes også en friluftsklub (Otago University Tramping Club), og den har jeg selvfølgelig meldt mig ind i! "Tramping" er kiwiernes betegnelse for stort set alt, hvad der har med klatring, vandring og alskens alternative udendørsaktiviteter at gøre. I den forløbne weekend arrangerede klubben det store og traditionsrige "Bushball", som har fundet sted de seneste 40 år. I al sin enkelthed går det ud på, at en gruppe på 70 friske studerende tager af sted mod ødemarken i nogle campervans, for at spendere en weekend på en storslået vandretur, der kulminerer i et stort bal i en stor bjerghytte (uden elektricitet) lørdag aften, hvor det forventes at alle er iklædt passende gallatøj.
Fredag aften kørte vi således af sted mod Mount Aspiring National Park, der ligger ca. 350 kilometers kørsel i vestlig retning. På vejen stoppede vi ved diverse afsides beliggende beværtninger, for at få fyldt væskedepoterne op - chaufførerne drak selvfølgelig sodavand. Omkring midnat ankom vi til indgangen til nationalparken, hvor vi gjorde holdt for natten. Telte blev sat op i bælgmørke og frostgrader, og så var det ellers bare om at komme hurtigst muligt ned i soveposen. Næste morgen blev der arrangeret god morgenmad og varm kakao (uhm!), teltene blev pakket sammen, og så gik vandreturen ellers ud i et fantastisk, enestående landskab, som på ingen måde kan indfanges med selv det dyreste og mest fancy kamera. Det skal simpelthen opleves. Jeg har dog prøvet så godt jeg kunne i billedalbummet. På vejen var der heldigvis masser af tid til både at nyde den fabelagtige natur og til at holde nogle velfortjente pauser med hyggelige lege og forfriskninger. Ved 16-tiden ankom vi til hytten, hvor alle deltog i forberedelserne af den store fest med 3-retters menu og det hele. Der var ikke mulighed for at komme i bad, men vi lugtede vel alle sammen nogenlunde lige meget? Der var selvfølgelig fest til langt ud på natten, og undertegnede smed da også både jakke og sko, for at få en større bevægelsesfrihed på det tætpakkede dansegulv.
Søndag morgen var der lækker morgenmad med æg, bacon og... ja, de er altså lidt alternative hernede... de spiser sgu "Baked Beans" til morgenmad... varme som kolde - det gør ingen forskel. De er skøre, de kiwier...
Som resten af gruppen på turen, vil jeg dog aldrig kunne mindes alle de fantastiske og glædelige stunder, uden også at mindes en dybt tragisk hændelse, der skete samtidig med at vi var til fest i ødemarken: En gruppe på fire studerende fra selvsamme klub var på egen hånd ude at vandre i nogle nærliggende bjerge lørdag aften. En af drengene trådte forkert i et vanskeligt terræn, og faldt 100 meter ned ad skrænten. Han døde på stedet. Alle i klubben er dybt mærkede af denne tragiske episode, og vil være det i mange år fremover. Vores tanker går til Leon, og til og hans familie og venner.
Fredag aften kørte vi således af sted mod Mount Aspiring National Park, der ligger ca. 350 kilometers kørsel i vestlig retning. På vejen stoppede vi ved diverse afsides beliggende beværtninger, for at få fyldt væskedepoterne op - chaufførerne drak selvfølgelig sodavand. Omkring midnat ankom vi til indgangen til nationalparken, hvor vi gjorde holdt for natten. Telte blev sat op i bælgmørke og frostgrader, og så var det ellers bare om at komme hurtigst muligt ned i soveposen. Næste morgen blev der arrangeret god morgenmad og varm kakao (uhm!), teltene blev pakket sammen, og så gik vandreturen ellers ud i et fantastisk, enestående landskab, som på ingen måde kan indfanges med selv det dyreste og mest fancy kamera. Det skal simpelthen opleves. Jeg har dog prøvet så godt jeg kunne i billedalbummet. På vejen var der heldigvis masser af tid til både at nyde den fabelagtige natur og til at holde nogle velfortjente pauser med hyggelige lege og forfriskninger. Ved 16-tiden ankom vi til hytten, hvor alle deltog i forberedelserne af den store fest med 3-retters menu og det hele. Der var ikke mulighed for at komme i bad, men vi lugtede vel alle sammen nogenlunde lige meget? Der var selvfølgelig fest til langt ud på natten, og undertegnede smed da også både jakke og sko, for at få en større bevægelsesfrihed på det tætpakkede dansegulv.
Søndag morgen var der lækker morgenmad med æg, bacon og... ja, de er altså lidt alternative hernede... de spiser sgu "Baked Beans" til morgenmad... varme som kolde - det gør ingen forskel. De er skøre, de kiwier...
Som resten af gruppen på turen, vil jeg dog aldrig kunne mindes alle de fantastiske og glædelige stunder, uden også at mindes en dybt tragisk hændelse, der skete samtidig med at vi var til fest i ødemarken: En gruppe på fire studerende fra selvsamme klub var på egen hånd ude at vandre i nogle nærliggende bjerge lørdag aften. En af drengene trådte forkert i et vanskeligt terræn, og faldt 100 meter ned ad skrænten. Han døde på stedet. Alle i klubben er dybt mærkede af denne tragiske episode, og vil være det i mange år fremover. Vores tanker går til Leon, og til og hans familie og venner.
onsdag den 23. juli 2008
Bjarke som engelskunderviser!
Det skal jo ikke være nogen hemmelighed, at jeg klart foretrækker de mere praktiske fag frem for de tunge, teoretisk fag, hvor den vildeste, praktiske aktivitet er turen på toilettet i pausen. Således er mit fag i lingvistik (sprogvidenskab) næsten udelukkende praktisk, og går ud på at udvikle de studerendes kundskaber som undervisere - primært undervisning i engelsk sprog. Hver uge observerer vi forskellige klasser på universitetets sprogcenter og analyserer på forskellige aspekter af undervisningssituationen. Sideløbende skal alle studerende én gang i løbet af semesteret til en form for eksamen, hvor man får lov til at undervise en gruppe japanske ingeniørstuderende i engelsk sprog, i en enkelt lektion à 45 minutters varighed. Resten af holdet sidder bagerst i klassen og observerer sammen med vores egne undervisere, mens to kamerafolk sørger for at optage hele seancen på video. Underviseren har ligeledes mikrofon på, så alting kommer med... ja, fint skal det være!
Skæbnen ville, at Bjarke i onsdags skulle i ilden som den første på holdet! Uretfærdigt? Nah, jeg synes nu det var lækkert at få lov at starte, for så var der "no expectations" (ingen forventninger), som min professor Moyra formulerede det. Der var frit valg på alle hylder med hensyn til emnevalg, så jeg besluttede mig for det meget nærliggende tema "Danmark". Og det gik over al forventning! Vi lavede lytte- og skriveøvelser med forskellige fakta om Danmark, en leg der hedder "I am going to Denmark", og kom til slut også rundt om spændende fakta om de studerendes hjemland, Japan. Som en af de studerende proklamerede: "Japan is famous for very small people and big, fat men" (med henvisning til sumobrydere, forstås). Alle så ud til at nyde lektionen - også mine egne medstuderende og undervisere. Jeg kan ligeledes læse ud af mine medstuderendes evalueringer af min undervisning, at de var meget imponerede og så mig som et fantastisk forbillede for deres egen undervisning. Og da jeg i dag var forbi professor Moyras kontor, udtrykte hun også sin store begejstring over min "fantastiske" præstation, så jeg nærmest blev helt forlegen... (og nej, det ligner ellers ikke mig... snarere tværtimod?). Så jeg kan vist være rigtig godt tilfreds med min "eksamen" i engelskundervisning.
Håber at få lov til at undervise igen ved en anden lejlighed, under mindre formelle forhold...
Skæbnen ville, at Bjarke i onsdags skulle i ilden som den første på holdet! Uretfærdigt? Nah, jeg synes nu det var lækkert at få lov at starte, for så var der "no expectations" (ingen forventninger), som min professor Moyra formulerede det. Der var frit valg på alle hylder med hensyn til emnevalg, så jeg besluttede mig for det meget nærliggende tema "Danmark". Og det gik over al forventning! Vi lavede lytte- og skriveøvelser med forskellige fakta om Danmark, en leg der hedder "I am going to Denmark", og kom til slut også rundt om spændende fakta om de studerendes hjemland, Japan. Som en af de studerende proklamerede: "Japan is famous for very small people and big, fat men" (med henvisning til sumobrydere, forstås). Alle så ud til at nyde lektionen - også mine egne medstuderende og undervisere. Jeg kan ligeledes læse ud af mine medstuderendes evalueringer af min undervisning, at de var meget imponerede og så mig som et fantastisk forbillede for deres egen undervisning. Og da jeg i dag var forbi professor Moyras kontor, udtrykte hun også sin store begejstring over min "fantastiske" præstation, så jeg nærmest blev helt forlegen... (og nej, det ligner ellers ikke mig... snarere tværtimod?). Så jeg kan vist være rigtig godt tilfreds med min "eksamen" i engelskundervisning.
Håber at få lov til at undervise igen ved en anden lejlighed, under mindre formelle forhold...
søndag den 20. juli 2008
På skitur midt i juli måned!
I erkendelse af, at der ikke sker vanvittigt meget på studiet hernede, hoppede jeg i onsdags af sted på skitur sammen med Bjarke og Sofie - og vi er netop kommet hjem i god behold, uden nogen brækkede lemmer. Det var en helt fantastisk tur, der udover massevis af skiløb, bød på betagende bjerglandskaber, blærede boligforhold og en buldrende bytur...
Turen gik til skiområdet Treble Cone, nær byen Wanaka, der efter sigende skulle have de mest udfordrende pister og den flotteste udsigt fra toppen. Og det passede skam! Heldigvis for os, så bor Sarahs (som jeg bor sammen med) mor i Wanaka, og hun elsker bare at få gæster. Vi ville selvfølgelig gerne gøre hende glad (og også gerne spare udgifterne til indkvartering), så vi flyttede ind i 4 dage, med vores eget værelse, fuld forplejning og masser af hjemlig hygge. Vi blev simpelthen forkælet fra morgen til aften! Efter en lækker morgenmad og en tiltrængt kop kaffe fra Mor Jennis Bodum-stempelkande, drønede vi op på bjergtoppen i vores herlige bil Bunky, der godt nok blegnede lidt ved siden af alle de gigantiske firehjulstrækkere, men hun klarede bakkerne fantastisk! Skihajerne Bjarke og Bjarke formåede vist at prøve samtlige pister i skiområdet, men nåede selvfølgelig også at nyde både den fantastiske udsigt og den udsøgte varme kakao i caféen for foden af bjerget.
Om aftenen kom vi så hjem til udsøgte måltider hos Mor Jenni, der godt nok var imponeret af vores store appetit... (de spiser altså generelt ikke ret meget her på New Zealand). Og bare rolig - der var altså masser af mad, og hun var selvfølgelig glad for at vi kunne lide hendes kokkerier.
Et par aftener smuttede vi ud i byen og fik et spil pool og en kold øl... og ja, i går fik Bjarke og Bjarke vist lidt mere en enkelt øl... men så var det jo godt at man kunne sove længe søndag morgen!
En fantastisk oplevelse at kunne tage på ski midt i juli, hvor der de fleste andre steder i verden ikke er skyggen af sne. Men jeg må da også indrømme, at jeg da glæder mig bare en lille smule, til det begynder at blive lidt varmere i vejret hernede.
Jeg håber at I nyder sommerferien hjemme i lille Danmark!
Der er billeder i billedalbummet nu!
De bedste hilsner,
Skihaj Bjarke
Turen gik til skiområdet Treble Cone, nær byen Wanaka, der efter sigende skulle have de mest udfordrende pister og den flotteste udsigt fra toppen. Og det passede skam! Heldigvis for os, så bor Sarahs (som jeg bor sammen med) mor i Wanaka, og hun elsker bare at få gæster. Vi ville selvfølgelig gerne gøre hende glad (og også gerne spare udgifterne til indkvartering), så vi flyttede ind i 4 dage, med vores eget værelse, fuld forplejning og masser af hjemlig hygge. Vi blev simpelthen forkælet fra morgen til aften! Efter en lækker morgenmad og en tiltrængt kop kaffe fra Mor Jennis Bodum-stempelkande, drønede vi op på bjergtoppen i vores herlige bil Bunky, der godt nok blegnede lidt ved siden af alle de gigantiske firehjulstrækkere, men hun klarede bakkerne fantastisk! Skihajerne Bjarke og Bjarke formåede vist at prøve samtlige pister i skiområdet, men nåede selvfølgelig også at nyde både den fantastiske udsigt og den udsøgte varme kakao i caféen for foden af bjerget.
Om aftenen kom vi så hjem til udsøgte måltider hos Mor Jenni, der godt nok var imponeret af vores store appetit... (de spiser altså generelt ikke ret meget her på New Zealand). Og bare rolig - der var altså masser af mad, og hun var selvfølgelig glad for at vi kunne lide hendes kokkerier.
Et par aftener smuttede vi ud i byen og fik et spil pool og en kold øl... og ja, i går fik Bjarke og Bjarke vist lidt mere en enkelt øl... men så var det jo godt at man kunne sove længe søndag morgen!
En fantastisk oplevelse at kunne tage på ski midt i juli, hvor der de fleste andre steder i verden ikke er skyggen af sne. Men jeg må da også indrømme, at jeg da glæder mig bare en lille smule, til det begynder at blive lidt varmere i vejret hernede.
Jeg håber at I nyder sommerferien hjemme i lille Danmark!
Der er billeder i billedalbummet nu!
De bedste hilsner,
Skihaj Bjarke
onsdag den 16. juli 2008
Store sten på stranden
I søndags smuttede vi en tur op ad kysten, for at se de imponerende "Moeraki Boulders" - nogle gigantiske, kuglerunde sten, der dannes i undergrunden i løbet af flere millioner år. Stille og roligt - og jeg mener VIRKELIG stille og roligt - bevæger de sig ud på stranden, efterhånden som vandet æder det omkrandsende jordlag. De største Boulders er 2,2 meter i diameter og vejer omkring 7 ton. Et helt fantastisk syn... og at det så var godt vejr den dag, gjorde bare oplevelsen endnu bedre. Hvis du har lyst til at se flere billeder, så tjek billedalbummet.
mandag den 14. juli 2008
Kandidatuddannelse med højskolekultur...
Så er den første uges forelæsninger ved at være overstået her på University of Otago, og det tegner til at blive et rigtig spændende, men også lidt alternativt semester.
Alle de fag jeg tager her i New Zealand, fungerer som valgfag på min kandidatuddannelse derhjemme, så jeg kan i princippet vælge lige de fag jeg vil. Problemet er bare, at de ikke udbyder ret mange fag på kandidatniveau hernede, som jeg kan tage uden at have en specifik akademisk baggrund. Men jeg er da trods alt nået frem til en spændende sammensætning.
Bjarke som engelskunderviser
Største fag er "Linguistics - Classroom Practice", hvor jeg om et par uger får lov til at undervise en gruppe japanske studerende i engelsk sprog. Lektionen skal vare 40 minutter, og tæller som en del af min samlede eksamen i faget. Resten af forløbet består i at observere andre undervisere, og evaluere dem med forskellige lingvistiske mål for øje. Som i så mange andre fag hernede, er der ikke nogen decideret eksamen til slut - den samlede karakter gives på baggrund forskellige præstationer og aktiviteter i løbet af semesteret.
Markedsføring med moderne hippie'er?
Udover lingvistikken, kommer jeg til at beskæftige mig med "Marketing". Jeg skal have to fag, der hedder "Branding" og "Advertising and Society". Lyder meget fancy og handelshøjskoleagtigt på overfladen, ikke? I virkeligheden er det ret højskoleagtige fag, hvor jeg hvert øjeblik forventer at de to kloge professorer, Ben og John, tager deres guitarer frem og beder klassen om at sætte sig i en rundkreds på gulvet... så afslappet er det:
Alle de fag jeg tager her i New Zealand, fungerer som valgfag på min kandidatuddannelse derhjemme, så jeg kan i princippet vælge lige de fag jeg vil. Problemet er bare, at de ikke udbyder ret mange fag på kandidatniveau hernede, som jeg kan tage uden at have en specifik akademisk baggrund. Men jeg er da trods alt nået frem til en spændende sammensætning.
Bjarke som engelskunderviser
Største fag er "Linguistics - Classroom Practice", hvor jeg om et par uger får lov til at undervise en gruppe japanske studerende i engelsk sprog. Lektionen skal vare 40 minutter, og tæller som en del af min samlede eksamen i faget. Resten af forløbet består i at observere andre undervisere, og evaluere dem med forskellige lingvistiske mål for øje. Som i så mange andre fag hernede, er der ikke nogen decideret eksamen til slut - den samlede karakter gives på baggrund forskellige præstationer og aktiviteter i løbet af semesteret.
Markedsføring med moderne hippie'er?
Udover lingvistikken, kommer jeg til at beskæftige mig med "Marketing". Jeg skal have to fag, der hedder "Branding" og "Advertising and Society". Lyder meget fancy og handelshøjskoleagtigt på overfladen, ikke? I virkeligheden er det ret højskoleagtige fag, hvor jeg hvert øjeblik forventer at de to kloge professorer, Ben og John, tager deres guitarer frem og beder klassen om at sætte sig i en rundkreds på gulvet... så afslappet er det:
- Der er som sagt ikke nogen rigtig eksamen - i stedet baserer de vores karakterer på hvad vi laver i løbet af semesteret, og hvad vi alle sammen synes om hinandens præstationer.
- Der er ikke noget fastlagt pensum - vi skal læse hvad vi selv synes er relevant for os.
- I det ene fag har professoren forklaret, at der på intet tidspunkt vil blive anvendt Powerpoint-præsentationer, da et sådant elektronisk artefakt fjerner fokus fra det fortalte - fra følelserne...
- Efter hver forelæsning skal vi føre dagbog over hvad vi har fået ud af forelæsningen og hvad vi selv har bidraget med. Dagbogen tæller 20% af den samlede karakter.
- Halvdelen af den endelige karakter i "Advertising and Society" gives på baggrund af en oplevelse, som den enkelte studerende skal arrangere for resten af holdet - en oplevelse, der bevæger folk, og frembringer stærke emotionelle reaktioner, hvad end det er gråd, gys eller glæde.
Ja, så flippede er de på University of Otago, "School of Business", hvor alle mine forelæsninger foregår. Jeg kan næsten ikke vente med at komme igang...
søndag den 13. juli 2008
Til landskamp i rugby
Her i New Zealand går de som sagt ikke op i så obskure sportsgrene som fodbold og håndbold. Næh nej, når det gælder sport, så er der kun én ting der tæller: "All Blacks" - landsholdet i rugby. Nationens stolthed, som alle og enhver følger i tykt og tyndt. Avisernes sportssektioner handler stort set ikke om andet end rugbylandsholdet, og der er garanti for noget nær landesorg, hvis holdet mod forventning skulle gå hen og tabe en kamp - uanset om det så "bare" er en træningskamp. Holdet forventes at vinde alt hvad de kommer i nærheden af, og anses da også pt. for at være det bedste rugbyhold i verden.
Billet til landskampen!
En landskamp i rugby er med andre ord en gigantisk begivenhed, når den foregår i en by som Dunedin. Det er 3 år siden at holdet sidst spillede her, så alle og enhver i byen har været helt oppe at køre den seneste uge. Selveste All Blacks spiller i vores by - og så endda mod de regerende verdensmestre fra Sydafrika. Enhver ville give sin højre arm for at komme ind og se den kamp.
Min nabo, Piet, der er fra New Zealand, havde været tidligt ude og skaffet 4 eksklusive billetter til gutterne... og sådan en chance må man altså ikke lade gå fra sig! Så Bjarke, Bjarke, Russell og Piet tog til landskamp på Carisbrook Stadium. Og hvilken oplevelse! På stadion er der 29.000 ellevilde tilskuere, der lever og ånder for at tilbede deres landshold... ja, og så selvfølgelig et par danske udvekslingsstuderende, der bare har været heldige at få billet. Men vi havde da lært de fleste af reglerne inden kampen, så vi kunne følge nogenlunde med...
Anderledes stemning
For sådan et par drengerøve var det jo en virkelig fed oplevelse - næsten som at være til landskamp hjemme i Parken... men også kun næsten: Ja, der sidder mange tusinde tilskuere på tribunerne, primært mænd, som forinden har fået godt med alkohol. Og ja, de drikker mere alkohol mens de sidder på tribunerne. Inde på banen er der også 22 spillere, 2 mål (godt nok lidt overdimensionerede) og en bold (godt nok noget mere oval en end fodbold). Stemningen er dog en lidt anden. I Parken ville der konstant blive sunget og hujet, råbt og skreget af dommere og spillere, og nok også kastet med ølkrus. Til rugbykampen er der næsten ingen lyd fra tribunerne, bortset fra når holdet scorer. Alle som en er de helt opslugte af spillet på banen - sangene kan vente til efter kampen. Alle opfører sig pænt - også efter kampen. Selvom holdet her til aften tabte kampen i sidste minut, er der ingen uroligheder efter kampen. Ingen. Skuffelsen står malet i ansigterne på publikum, men der er ingen ballade. I stedet slutter man sig til alle de tusindvis af mennesker, der har set kampen på storskærm nede i byen, og fester til den lyse morgen. For All Blacks er i byen, og det er noget af det største, der kan overgå os i Dunedin.
Rugby er simpelthen en livsstil, og landsholdet overstiger både Coca-Cola og McDonalds i brand-værdi hernede...
Billet til landskampen!
En landskamp i rugby er med andre ord en gigantisk begivenhed, når den foregår i en by som Dunedin. Det er 3 år siden at holdet sidst spillede her, så alle og enhver i byen har været helt oppe at køre den seneste uge. Selveste All Blacks spiller i vores by - og så endda mod de regerende verdensmestre fra Sydafrika. Enhver ville give sin højre arm for at komme ind og se den kamp.
Min nabo, Piet, der er fra New Zealand, havde været tidligt ude og skaffet 4 eksklusive billetter til gutterne... og sådan en chance må man altså ikke lade gå fra sig! Så Bjarke, Bjarke, Russell og Piet tog til landskamp på Carisbrook Stadium. Og hvilken oplevelse! På stadion er der 29.000 ellevilde tilskuere, der lever og ånder for at tilbede deres landshold... ja, og så selvfølgelig et par danske udvekslingsstuderende, der bare har været heldige at få billet. Men vi havde da lært de fleste af reglerne inden kampen, så vi kunne følge nogenlunde med...
Anderledes stemning
For sådan et par drengerøve var det jo en virkelig fed oplevelse - næsten som at være til landskamp hjemme i Parken... men også kun næsten: Ja, der sidder mange tusinde tilskuere på tribunerne, primært mænd, som forinden har fået godt med alkohol. Og ja, de drikker mere alkohol mens de sidder på tribunerne. Inde på banen er der også 22 spillere, 2 mål (godt nok lidt overdimensionerede) og en bold (godt nok noget mere oval en end fodbold). Stemningen er dog en lidt anden. I Parken ville der konstant blive sunget og hujet, råbt og skreget af dommere og spillere, og nok også kastet med ølkrus. Til rugbykampen er der næsten ingen lyd fra tribunerne, bortset fra når holdet scorer. Alle som en er de helt opslugte af spillet på banen - sangene kan vente til efter kampen. Alle opfører sig pænt - også efter kampen. Selvom holdet her til aften tabte kampen i sidste minut, er der ingen uroligheder efter kampen. Ingen. Skuffelsen står malet i ansigterne på publikum, men der er ingen ballade. I stedet slutter man sig til alle de tusindvis af mennesker, der har set kampen på storskærm nede i byen, og fester til den lyse morgen. For All Blacks er i byen, og det er noget af det største, der kan overgå os i Dunedin.
Rugby er simpelthen en livsstil, og landsholdet overstiger både Coca-Cola og McDonalds i brand-værdi hernede...
fredag den 11. juli 2008
Bjarke er blevet bachelor
Alt imens min kandidatuddannelse allerede er startet her i New Zealand, har jeg lige fået karakterer for de eksamener der er blevet aflagt hjemme i Danmark i juni måned. Jeg er heldigvis bestået med glans - har fået 7 i Formidlingsdidaktik og 10 i Retorisk Analyse! Så Bjarke er meget stolt, glad og tilfreds - og kan nu kalde sig bachelor i Medievidenskab og Retorik.
torsdag den 10. juli 2008
Nationale håndboldmesterskaber i New Zealand!
Som barn havde jeg store ambitioner om at blive en berømt håndboldspiller. At spille i landets bedste række, måske få lov til at spille med i finalen om det danske mesterskab...?
Hvis nogen havde spået, at jeg skulle komme til at spille håndbold på New Zealand, ville jeg nok have grinet vældigt af dem for nogle uger siden. For ingen på New Zealand ved hvad håndbold er... og dog. I sidste uge så jeg en plakat på universitetet, der reklamerede for den nye og fantastiske sport "håndbold" - nu også i Dunedin! Så jeg sendte en e-mail til dem, for at høre om der overhovedet var et hold, og om man kunne komme og træne med - det måtte jeg simpelthen opleve. Jeg fik et svar tilbage om at de ikke trænede i den her weekend, fordi de skulle til de nationale mesterskaber i Christchurch (5 timers kørsel nordpå), men jeg skulle da være velkommen til at tage med. Så jeg skyndte mig ned og købte et par indendørs sko (de er godt nok svære at få fat på hernede), pakkede min taske og tog af sted med håndboldholdet. Og hvilken oplevelse!
Alternative forhold
Jeg var godt nok blevet advaret af "træneren" på forhånd, men det var alligevel yderst fascinerende at opleve det, de selv kalder "håndboldmiljøet" på New Zealand. Startet op af en franskmand og nogle tyskere i 2004, tæller håndboldmiljøet nu i alt ca. 400 mere eller mindre aktive håndboldspillere i 7-8 klubber. De klarer sig ret godt med de yderst sparsomme midler, de har til rådighed, og alle brænder inderligt for at spille håndbold - også selvom de ikke helt kender reglerne. Som en lille service til de håndboldkyndige der læser dette, oplister jeg lige nogle interessante fakta og observartioner fra det new zealandske mesterskab i håndbold:
Det var en fantastisk oplevelse at være med til mesterskabet - også selvom det godt nok er svært at lade være med at brokke sig til dommeren, når modspilleren for femte gang tager for mange skridt, laver mas og overtræder, uden at der bliver dømt for det. Resultaterne af kampene er sådan mere eller mindre tilfældige, alt afhængig af, hvem der dømmer. Men det gør nu egentlig ikke så meget, for det primære formål er ikke at vinde, men at have det sjovt sammen - også selvom det gælder mesterskabet.
I finalen!
På trods af at mit hold ikke havde nogen egentlig målmand, lykkedes det os på forbløffende vis at komme i finalen. Modstanderen havde dog luret, at de blot behøvede at afslutte i toppen af målet, og når de så samtidig havde en saudiarabisk keeper, der rent faktisk kunne stå på mål, var der ikke meget at gøre - vi tabte med 2 mål. Men vi var meget stolte - og en stor oplevelse rigere. Efter finalen samledes de 2 hold og de 5 tilbageværende tilskuere til fælles fotos, og senere mødtes alle mesterskabets deltagere på en bar i centrum af byen, hvor der blev uddelt præmier og drukket et par velfortjente fadøl.
Jeg glemmer ALDRIG at jeg rent faktisk har prøvet at være i finalen om det nationale mesterskab i håndbold...
Hvis nogen havde spået, at jeg skulle komme til at spille håndbold på New Zealand, ville jeg nok have grinet vældigt af dem for nogle uger siden. For ingen på New Zealand ved hvad håndbold er... og dog. I sidste uge så jeg en plakat på universitetet, der reklamerede for den nye og fantastiske sport "håndbold" - nu også i Dunedin! Så jeg sendte en e-mail til dem, for at høre om der overhovedet var et hold, og om man kunne komme og træne med - det måtte jeg simpelthen opleve. Jeg fik et svar tilbage om at de ikke trænede i den her weekend, fordi de skulle til de nationale mesterskaber i Christchurch (5 timers kørsel nordpå), men jeg skulle da være velkommen til at tage med. Så jeg skyndte mig ned og købte et par indendørs sko (de er godt nok svære at få fat på hernede), pakkede min taske og tog af sted med håndboldholdet. Og hvilken oplevelse!
Alternative forhold
Jeg var godt nok blevet advaret af "træneren" på forhånd, men det var alligevel yderst fascinerende at opleve det, de selv kalder "håndboldmiljøet" på New Zealand. Startet op af en franskmand og nogle tyskere i 2004, tæller håndboldmiljøet nu i alt ca. 400 mere eller mindre aktive håndboldspillere i 7-8 klubber. De klarer sig ret godt med de yderst sparsomme midler, de har til rådighed, og alle brænder inderligt for at spille håndbold - også selvom de ikke helt kender reglerne. Som en lille service til de håndboldkyndige der læser dette, oplister jeg lige nogle interessante fakta og observartioner fra det new zealandske mesterskab i håndbold:
- Der er ingen kvalifikation til mesterskabet - kun tilmelding
- Der er ingen "rigtige" dommere - de 5 deltagende hold stiller på skift et par folk til rådighed, som dømmer kampene.
- Det er de færreste, der kender til kendelser som "mas" og "nøl", så det dømmes som regel ikke... i stedet er de vældig glade for at dømme 3-meter konstant og hele tiden.
- Målene er... tjah... anderledes... (se billedet)
- Banen er... tjah... for lille...
- Boldene er... tjah... elendige... og de har ikke noget harpiks.
- Når et hold skifter forkert ud (og det gør de tit), så bliver de ikke straffet for det, men i stedet forklarer dommeren hvordan de så skal gøre næste gang.
- Vores hold havde ikke lige nogen målmand med, så vores "manager" var nødt til at stille sig ind mellem stængerne. Så længe modstanderen ikke skød oppe i målet, gik det nogenlunde.
- Der er ikke markeret nogle håndboldbane på gulvet i hallen, så alle streger er lavet med en form for malertape. Mit hold var vældigt imponerede over, at der i dagens anledning også var lavet 3-meter-streger.
Det var en fantastisk oplevelse at være med til mesterskabet - også selvom det godt nok er svært at lade være med at brokke sig til dommeren, når modspilleren for femte gang tager for mange skridt, laver mas og overtræder, uden at der bliver dømt for det. Resultaterne af kampene er sådan mere eller mindre tilfældige, alt afhængig af, hvem der dømmer. Men det gør nu egentlig ikke så meget, for det primære formål er ikke at vinde, men at have det sjovt sammen - også selvom det gælder mesterskabet.
I finalen!
På trods af at mit hold ikke havde nogen egentlig målmand, lykkedes det os på forbløffende vis at komme i finalen. Modstanderen havde dog luret, at de blot behøvede at afslutte i toppen af målet, og når de så samtidig havde en saudiarabisk keeper, der rent faktisk kunne stå på mål, var der ikke meget at gøre - vi tabte med 2 mål. Men vi var meget stolte - og en stor oplevelse rigere. Efter finalen samledes de 2 hold og de 5 tilbageværende tilskuere til fælles fotos, og senere mødtes alle mesterskabets deltagere på en bar i centrum af byen, hvor der blev uddelt præmier og drukket et par velfortjente fadøl.
Jeg glemmer ALDRIG at jeg rent faktisk har prøvet at være i finalen om det nationale mesterskab i håndbold...
tirsdag den 1. juli 2008
Livet er smukt…
Det er ikke en udpræget fornøjelse at rejse sig fra sengen om morgenen. Min ånde er tydelig. Mine tæer er frosne. Min næse ligeså. Men det generer mig sådan set ikke det fjerneste. For livet er så smukt som noget kan være, og jeg nyder at være til, på trods af de kolde nætter. De kan på ingen måde finde ud af at isolere deres huse her i New Zealand, men til gengæld kan de så meget andet – og så kan man godt leve med de frosne tæer. De akklimatiserer sig vel også på et tidspunkt…
42 St. David Street
Jeg er endelig flyttet ind i det hus, hvor jeg skal bo det næste halve år. 42 St. David Street, klods op og ned ad universitetet. Når jeg skal til velkomstforelæsning i morgen, kan jeg gøre turen på 30-40 sekunder – alt afhængig af om lyskurven er rød eller grøn, når jeg når frem til den.
Med undtagelse af den ekstreme kulde indendørs, er boligforholdene nærmest optimale. Jeg har de sødeste ”flatmates” (samboer), et glimrende køkken og en hyggelig stue, der nærmest indbyder til at man sætter sig ned og nyder et glas af den lokale rødvin (der er til at betale, og smager fantastisk).
42 St. David Street
Jeg er endelig flyttet ind i det hus, hvor jeg skal bo det næste halve år. 42 St. David Street, klods op og ned ad universitetet. Når jeg skal til velkomstforelæsning i morgen, kan jeg gøre turen på 30-40 sekunder – alt afhængig af om lyskurven er rød eller grøn, når jeg når frem til den.
Med undtagelse af den ekstreme kulde indendørs, er boligforholdene nærmest optimale. Jeg har de sødeste ”flatmates” (samboer), et glimrende køkken og en hyggelig stue, der nærmest indbyder til at man sætter sig ned og nyder et glas af den lokale rødvin (der er til at betale, og smager fantastisk).
Min nyerhvervede bil, Bunky, kører upåklageligt, selvom det godt nok er svært at vænne sig til at skulle køre i modsatte side af vejen. Men det er fedt - og nemt - at køre med automatgear.
Bjarke & Bjarke
Boligforholdene er altså i orden, og det er vennekredsen i New Zealand sådan set også, selvom der først er officiel velkomst på universitetet i morgen. Jeg må jo indrømme, at det da var meget hyggeligt med en masse piger på introkurset den første uge, men til sidst manglede jeg altså noget mandligt selskab. Det kom der så i den grad, da jeg flyttede ind i lørdags. En fyr fra nabohuset kom og bankede på vinduet, og efter at jeg pænt havde præsenteret mig på engelsk, smilede han og præsenterede sig så på dansk, som Bjarke fra Handelshøjskolen på Aarhus Universitet. Det var selvfølgelig en kæmpe fornøjelse at få lov til at tale dansk igen, efter 2 uger udelukkende på engelsk, men hans glade selskab var sådan set det allerbedste. Vi har nu kendt hinanden i 4 dage, og vi klikker bare SÅ godt. Vi elsker friluftsliv, god Single Malt Scotch Whisky og ”Casper & Mandrilaftalen”. Vi kan lide at lave mad, at fyre sjofle jokes af og at tage lækre billeder med smarte kameraer. Og vi nyder at være i New Zealand og møde en masse nye mennesker. Det har været en sand fornøjelse at møde Bjarke, som jeg virkelig har det fedt sammen med. Vi har dog allerede problemer med at overbevise de øvrige udvekslingsstuderende om, at Bjarke faktisk er et ret sjældent navn i Danmark…
Optimale studieforhold
For at det ikke skal være løgn, så er de fysiske studieforhold også bare helt i top. Universitetets bibliotek er varmt, moderne og med alle de faciliteter man måtte ønske sig. Personalet her er fantastisk venligt, og hjælper gerne med alskens startproblemer man måtte have som ny studerende. Og når jeg nu er så heldig at have biblioteket liggende nærmest i baghaven, regner jeg stærkt med at jeg kommer til at spendere en hel del tid her. Ja, i skrivende stund sidder jeg faktisk på en af bibliotekets lækre læsepladser…
Civiliseret hverdag igen
Efter at have levet i en rygsæk i flere uger, er jeg altså nu ved at være rimelig civiliseret igen. Jeg har hus, bil og telefon, samt et hævekort til den lokale bank, så jeg ikke behøver at betale de dér farlige gebyrer for at hæve på mit Visa-kort.
Jeg bor i en by med masser af muligheder for både kultur- og naturoplevelser. Således har jeg fx allerede været på rundvisning på det lokale bryggeri og ude at opleve den smukke natur i området – se bare billedalbummet. Og så har jeg været på besøg hos den lokale, danske bager sammen med Bjarke. Her kan man - som det eneste sted i New Zealand - få rundstykker og rugbrød.
Studiestart i morgen
Alt i alt er der altså lagt op til et helt forrygende ophold her i Dunedin – den by i verden, der geografisk ligger længst væk fra lille Danmark. Men på trods af den astronomiske afstand til de trygge rammer derhjemme, er livet altså noget så smukt – frosne tæer eller ej. Studiet starter i morgen, og jeg kan næsten ikke vente med at få endnu flere oplevelser ind under min forfrosne hud.
Bjarke & Bjarke
Boligforholdene er altså i orden, og det er vennekredsen i New Zealand sådan set også, selvom der først er officiel velkomst på universitetet i morgen. Jeg må jo indrømme, at det da var meget hyggeligt med en masse piger på introkurset den første uge, men til sidst manglede jeg altså noget mandligt selskab. Det kom der så i den grad, da jeg flyttede ind i lørdags. En fyr fra nabohuset kom og bankede på vinduet, og efter at jeg pænt havde præsenteret mig på engelsk, smilede han og præsenterede sig så på dansk, som Bjarke fra Handelshøjskolen på Aarhus Universitet. Det var selvfølgelig en kæmpe fornøjelse at få lov til at tale dansk igen, efter 2 uger udelukkende på engelsk, men hans glade selskab var sådan set det allerbedste. Vi har nu kendt hinanden i 4 dage, og vi klikker bare SÅ godt. Vi elsker friluftsliv, god Single Malt Scotch Whisky og ”Casper & Mandrilaftalen”. Vi kan lide at lave mad, at fyre sjofle jokes af og at tage lækre billeder med smarte kameraer. Og vi nyder at være i New Zealand og møde en masse nye mennesker. Det har været en sand fornøjelse at møde Bjarke, som jeg virkelig har det fedt sammen med. Vi har dog allerede problemer med at overbevise de øvrige udvekslingsstuderende om, at Bjarke faktisk er et ret sjældent navn i Danmark…
Optimale studieforhold
For at det ikke skal være løgn, så er de fysiske studieforhold også bare helt i top. Universitetets bibliotek er varmt, moderne og med alle de faciliteter man måtte ønske sig. Personalet her er fantastisk venligt, og hjælper gerne med alskens startproblemer man måtte have som ny studerende. Og når jeg nu er så heldig at have biblioteket liggende nærmest i baghaven, regner jeg stærkt med at jeg kommer til at spendere en hel del tid her. Ja, i skrivende stund sidder jeg faktisk på en af bibliotekets lækre læsepladser…
Civiliseret hverdag igen
Efter at have levet i en rygsæk i flere uger, er jeg altså nu ved at være rimelig civiliseret igen. Jeg har hus, bil og telefon, samt et hævekort til den lokale bank, så jeg ikke behøver at betale de dér farlige gebyrer for at hæve på mit Visa-kort.
Jeg bor i en by med masser af muligheder for både kultur- og naturoplevelser. Således har jeg fx allerede været på rundvisning på det lokale bryggeri og ude at opleve den smukke natur i området – se bare billedalbummet. Og så har jeg været på besøg hos den lokale, danske bager sammen med Bjarke. Her kan man - som det eneste sted i New Zealand - få rundstykker og rugbrød.
Studiestart i morgen
Alt i alt er der altså lagt op til et helt forrygende ophold her i Dunedin – den by i verden, der geografisk ligger længst væk fra lille Danmark. Men på trods af den astronomiske afstand til de trygge rammer derhjemme, er livet altså noget så smukt – frosne tæer eller ej. Studiet starter i morgen, og jeg kan næsten ikke vente med at få endnu flere oplevelser ind under min forfrosne hud.
Massevis af lykkelige, varme hilsner fra det kolde New Zealand,
Bjarke
tirsdag den 24. juni 2008
En uge som hjemløs
Så har jeg opholdt mig i Dunedin et par dage og er virkelig godt tilfreds – bortset fra det faktum at jeg først kan flytte ind i mit hus på lørdag. Så indtil da lever jeg sådan lidt rundt omkring. Har boet hos amerikanerne indtil i dag, men de er lige fløjet hjemad for et par timer siden. Så nu ”bor” jeg i min nyerhvervede Mazda 626, men har dog fået arrangeret, at jeg kan overnatte de næste par dage hos amerikanernes nabo, der har en seng ledig.
Nostalgi for alle pengene
Er jo som bekendt startet i skole, på et introduktionskursus til akademisk engelsk. I praksis er det mest bare sådan lidt hygge og snak om nogle basale regler og råd til at arbejde akademisk, og så nogle rundvisninger på universitetet. Der er dog intet nyt under solen, når man er vant til at studere ved et dansk universitet. Vi har fx lært at lave et resume af en tekst og er blevet undervist i, at man ikke må skrive af eller plagiere andres teorier eller tekster uden at bruge kildehenvisninger. Surprise, surprise? Det er en smule komisk, men i mange andre lande er det åbenbart ikke særlig logisk, hvordan reglerne er for udformning af akademiske tekster. Det mest underholdende indslag var da vi skulle lave en lytteøvelse og skrive et referat. På trods af at lokalet var forsynet med diverse nymodens tekniske faciliteter, så hev underviseren simpelthen en kassebåndoptager op af posen og satte et kassettebånd i, med en 20 år gammel optagelse. Utrolig nostalgisk – pludselig var det som om man var tilbage i 2. klasse i folkeskolen. Et smukt øjeblik. Og så kan andre sige hvad de vil, men teknikken virkede upåklageligt, i modsætning til diverse forelæsninger på Aarhus Universitet, hvor det kan tage professoren flere timer at komme igang, fordi det tekniske driller.
Stakkels japaner...
Holdet består af 6 studerende, hvor undertegnede er eneste hane i kurven. Derudover er der 2 argentinske piger, der valgte kun at dukke op den første dag, en fransk pige, der har en yderst markant, men vældig charmerende accent, en østrigsk pige, der bare er super cool, humoristisk og min nye bedste ven, og så har vi såmænd en stakkels japansk pige, der kun fatter en brøkdel af hvad der foregår, selvom hun ivrigt smiler og siger ”yes... yes... yes...” hver gang hun bliver spurgt om noget. Hvordan hun skal klare sig her, kan jeg ikke rigtig give et fornuftigt bud på. Men vi må jo prøve at hjælpe hende så godt vi nu kan.
Fabelagtige quiz-aftener
Alt i alt er jeg ganske fortrøstningsfuld og virkelig glad for at være her. Byen virker bare vildt hyggelig, og der er rigeligt med beværtninger, hvor man kan få sig en velfortjent fadøl (ja, eller to... eller tre). Glæder mig dog MEGET til jeg kan få lov til at flytte ind i min nye University Flat (til orientering, så bruges ordet ”flat” konsekvent som en betegnelse for et bofællesskab).
OBS! Var forresten til quiz-aften på en irsk pub igår aftes sammen med franske Chloe og østrigske Marion. Vildt hyggeligt! Og de gentager heldigvis denne event hver eneste mandag aften...
Temperaturen er i minus, men humøret er i den grad i top her i New Zealand.
Mange hilsner,
Bjarke
Nostalgi for alle pengene
Er jo som bekendt startet i skole, på et introduktionskursus til akademisk engelsk. I praksis er det mest bare sådan lidt hygge og snak om nogle basale regler og råd til at arbejde akademisk, og så nogle rundvisninger på universitetet. Der er dog intet nyt under solen, når man er vant til at studere ved et dansk universitet. Vi har fx lært at lave et resume af en tekst og er blevet undervist i, at man ikke må skrive af eller plagiere andres teorier eller tekster uden at bruge kildehenvisninger. Surprise, surprise? Det er en smule komisk, men i mange andre lande er det åbenbart ikke særlig logisk, hvordan reglerne er for udformning af akademiske tekster. Det mest underholdende indslag var da vi skulle lave en lytteøvelse og skrive et referat. På trods af at lokalet var forsynet med diverse nymodens tekniske faciliteter, så hev underviseren simpelthen en kassebåndoptager op af posen og satte et kassettebånd i, med en 20 år gammel optagelse. Utrolig nostalgisk – pludselig var det som om man var tilbage i 2. klasse i folkeskolen. Et smukt øjeblik. Og så kan andre sige hvad de vil, men teknikken virkede upåklageligt, i modsætning til diverse forelæsninger på Aarhus Universitet, hvor det kan tage professoren flere timer at komme igang, fordi det tekniske driller.
Stakkels japaner...
Holdet består af 6 studerende, hvor undertegnede er eneste hane i kurven. Derudover er der 2 argentinske piger, der valgte kun at dukke op den første dag, en fransk pige, der har en yderst markant, men vældig charmerende accent, en østrigsk pige, der bare er super cool, humoristisk og min nye bedste ven, og så har vi såmænd en stakkels japansk pige, der kun fatter en brøkdel af hvad der foregår, selvom hun ivrigt smiler og siger ”yes... yes... yes...” hver gang hun bliver spurgt om noget. Hvordan hun skal klare sig her, kan jeg ikke rigtig give et fornuftigt bud på. Men vi må jo prøve at hjælpe hende så godt vi nu kan.
Fabelagtige quiz-aftener
Alt i alt er jeg ganske fortrøstningsfuld og virkelig glad for at være her. Byen virker bare vildt hyggelig, og der er rigeligt med beværtninger, hvor man kan få sig en velfortjent fadøl (ja, eller to... eller tre). Glæder mig dog MEGET til jeg kan få lov til at flytte ind i min nye University Flat (til orientering, så bruges ordet ”flat” konsekvent som en betegnelse for et bofællesskab).
OBS! Var forresten til quiz-aften på en irsk pub igår aftes sammen med franske Chloe og østrigske Marion. Vildt hyggeligt! Og de gentager heldigvis denne event hver eneste mandag aften...
Temperaturen er i minus, men humøret er i den grad i top her i New Zealand.
Mange hilsner,
Bjarke
søndag den 22. juni 2008
Bjarke & Bunky...
Er netop blevet den lykkelige indehaver af en bil, som jeg har købt af Lindsay og hendes amerikanske samboer... de skulle af med den inden de rejste, og jeg er blevet kraftigt anbefalet at købe en bil, for sådan en kan man ikke undvære hernede. Så jeg har lagt 3.200,- kr. for en blå Mazda 626 med automatgear, der går under navnet "Bunky"...
Statusrapport efter en uge Down Under!
Halløj derhjemme!
Ja, nu kan jeg skrive med æ, ø og å - og jeg løber ikke tør for internet lige pludselig. Er ankommet til Dunedin - byen hvor jeg skal studere det kommende semester. Sidder i et hus hos 4 søde, hurtigtsnakkende amerikanske piger, der netop har afsluttet deres ophold ved universitetet og flyver hjem til USA om et par dage.
Hvad sker der forresten med EM i fodbold? Hvorfor taber Holland til Rusland kl. 8.30 om morgenen?
Status efter den første uge
Som nævnt i mine mere eller mindre flyvske og korte blogindlæg den seneste uge, så er jeg landet trygt og sikkert i New Zealand, og som det sikkert også er fremgået, så har jeg ikke bare siddet og kigget ud i luften. Et heldigt sammentræf kombineret med min store rejselyst har gjort, at min første uge Down Under har budt på et væld af oplevelser.
Sammen med de to amerikanere Jens og Lindsay har jeg rejst Nordøen på New Zealand tynd - her er et udpluk af vores oplevelser. Du kan selvfølgelig se en masse billeder i mit fotoalbum.
Jeg ankom lettere jetlag'et til Auckland søndag d. 15. juni, og efter 12 timers søvn, stødte jeg ind i Jens og Lindsay - to unge amerikanere, der skulle overnatte på samme sovesal som jeg, på et backpacker-hostel i Auckland. De havde netop afsluttet deres udvekslingsophold på University of Otago - samme universitet, som jeg skal til at studere ved - og de havde lige en uges tid at tilbringe på Nordøen, inden de skulle tilbage til Dunedin og hente resten af deres ting søndag d. 22. juni - nøjagtig samme dag som jeg skulle være i Dunedin, for at starte introduktionskursus. De havde netop lejet en campervan (se billederne) i en uges tid, og når der nu var plads til en mere, hvorfor så ikke tage med?
Road Trip blandt hobbitter, svovlsøer og gigantiske plastbolde
Veludhvilet tog jeg af sted på eventyr med to amerikanske udvekslingsstuderende, der også var friske på nogle forskelligartede oplevelser. Første stop på vores tur var i "Hobbiton", hvor man stadig kan se de boliger, som Frodo og de andre hobbitter i Ringenes Herre boede i. Derefter gik turen mod Rotorua - et område med massevis af varme, mineralske kilder. Det siges at det svovlholdige vand (der lugter knap så eksotisk) har helbredende effekt... vi prøvede lykken i nogle bassiner, hvor temperaturen nåede op på 42 grader - herligt.
Det måtte jo helst ikke blive alt for stillesiddende, så næste dag stod på "Zorbing" - et helt unikt og ganske forunderligt koncept. Omringet af utallige, adrenalinhungrende unge mennesker, hopper man ganske frivilligt ind i en plastbold, der har en diameter på 3-4 meter. Tag gerne et par venner med ind i bolden, for at øge spændingen. Tilsæt så rigelige mængder varmt vand for at opnå den bedste effekt, og så er vi ellers klar. Fra toppen af en bakke skubbes bolden af sted, så er det ellers bare om at holde på hat og briller. Og når hele balladen så er overstået, er man selvfølgelig så kåd, at man gentager turen et par gange mere!
I Frodos fodspor
Når maven så er stimuleret, er det benenes tur - og hvad er bedre end en trekkingtur i bjergene? I onsdags tog vi på den smukkeste tur i Tongariro National Park - ganske gratis og helt på egen hånd. Indrømmet, Afrika bød på mange spektakulære naturoplevelser, men det slår altså ikke det her. Alle, der bare har været en smule fascineret af landskaberne i "Ringenes Herre", ville - som jeg - føle sig som Frodo, der for alt i verden måtte nå frem til toppen af Dommedagsbjerget. Og selvom man har anskaffet sig nok så fantastisk et kamera, så kan sådan en oplevelse ikke tages med hjem. Billederne i albummet kan forhåbentlig give bare et lille indtryk af, hvor fantastisk et syn der møder én på toppen af bjerget... man glemmer lynhurtigt hvor tunge benene egentlig er og hvor tørstig man har været de foregående timer.
Højt af flyve, dybt at falde
Efter at have været flere tusinde meter oppe i højderne, er det vel sundt nok at komme ned på jorden igen. Og måske endnu sundere at komme under Jorden? I hvert fald tog Lindsay og jeg på "Black Water Rafting" dagen efter. En 3 timers tur i nogle kæmpe grotter, langt under Jordens overflade. Iført våddragt, sikkerhedshjelm og masser af vovemod, byder turen på store, underjordiske vandfald, som man glædeligt springer ud i, fordi man føler sig fantastisk sikker med sin forvoksede badering... eneste lyskilde er de pandelamper, som hver person i gruppen er udstyret med. Og dog. Inde i disse grotter bor de meget fascinerende "glowworms" - på dansk oversat til "sankthansorme". Som stjernerne på en nattehimmel, sidder disse bittesmå, lysegrønne maddiker i loftet i grotterne og prøver at fange insekter. Et fascinerende syn, men ikke halvt så fascinerende som selve disse gigantiske, underjordiske grotter.
Sol og sommer om vinteren
De mange forskellige klimazoner i New Zealand gør, at vejrforholdene kan være markant forskellige indenfor blot få hundrede kilometers afstand. Således er der (næsten) altid godt vejr i Bay of Islands, hvor smuttede forbi i fredags, inden turen gik sydpå mod det kolde Dunedin. En vis dansk knægt havde en stor trang til at få rørt armene, og hvad er så bedre end en hel dag i havkajak på det smaragdgrønne Stillehav, blandt massevis af små, ubeboede øer i herligt solskin? Efter at have tonset rundt alene i 2-3 timer, samlede jeg amerikanerne op på campingpladsen, og sammen sejlede vi ind til byen og fik en lækker og velfortjent frokost. På vores sidste aften sammen tog vi på fin restaurant med havudsigt, hvor den dyreste og lækreste hovedret kostede den nette sum af 110 kr., så det var da til at overkomme. Næste morgen gik turen så tilbage til Auckland, hvor Lindsay og jeg sagde farvel til Jens, der fløj tilbage til USA, mens vi fløj til Christchurch på Sydøen, hvorfra vi i dag har taget en bus til Dunedin. Vores overnatning i Christchurch faldt sammen med en landskamp i rugby mellem New Zealand og England, så der var fest natten lang på det backpacker-sted vi overnattede. Og selvom man er så fornuftig at gå i seng kl. 22.30, er det ikke nødvendigvis lig med rigelige mængder søvn, når man deler sovesal med forholdsvis berusede, yderst virile, ivrigt snorkende englændere. Men hvad - man kan jo sove når man bliver gammel...
Og hvad så nu?
Ja, her jeg så - langt om længe ankommet til den by, der af alle verdens større byer, ligger længst væk fra Danmark. Dunedin har 110.000 indbyggere, hvoraf de 20.000 er studerende. Alle studerende, som jeg hidtil har været i kontakt med, er fulde af begejstring over det her sted, og de roser det til skyerne. "Oh, you're gonna LOVE it here!" - ja, det bliver spændende at opleve studielivet og kulturen hernede.
I morgen starter introduktionskurset for udvekslingsstuderende, så jeg kommer heldigvis ikke til at kede mig lige med det samme. Jeg vender frygteligt tilbage med spændende nyt, så snart jeg er kommet på plads i mit nye hus, hvor jeg skal bo sammen med Meredith fra USA, Russell fra Canada og Sarah fra New Zealand... glæder mig som et lille barn til at opleve endnu mere af dette fascinerende og fantastiske land, der allerede har budt på de mest storslåede oplevelser.
Pas godt på jer selv derhjemme...
Mange kærlige hilsner,
Bjarke
Ja, nu kan jeg skrive med æ, ø og å - og jeg løber ikke tør for internet lige pludselig. Er ankommet til Dunedin - byen hvor jeg skal studere det kommende semester. Sidder i et hus hos 4 søde, hurtigtsnakkende amerikanske piger, der netop har afsluttet deres ophold ved universitetet og flyver hjem til USA om et par dage.
Hvad sker der forresten med EM i fodbold? Hvorfor taber Holland til Rusland kl. 8.30 om morgenen?
Status efter den første uge
Som nævnt i mine mere eller mindre flyvske og korte blogindlæg den seneste uge, så er jeg landet trygt og sikkert i New Zealand, og som det sikkert også er fremgået, så har jeg ikke bare siddet og kigget ud i luften. Et heldigt sammentræf kombineret med min store rejselyst har gjort, at min første uge Down Under har budt på et væld af oplevelser.
Sammen med de to amerikanere Jens og Lindsay har jeg rejst Nordøen på New Zealand tynd - her er et udpluk af vores oplevelser. Du kan selvfølgelig se en masse billeder i mit fotoalbum.
Jeg ankom lettere jetlag'et til Auckland søndag d. 15. juni, og efter 12 timers søvn, stødte jeg ind i Jens og Lindsay - to unge amerikanere, der skulle overnatte på samme sovesal som jeg, på et backpacker-hostel i Auckland. De havde netop afsluttet deres udvekslingsophold på University of Otago - samme universitet, som jeg skal til at studere ved - og de havde lige en uges tid at tilbringe på Nordøen, inden de skulle tilbage til Dunedin og hente resten af deres ting søndag d. 22. juni - nøjagtig samme dag som jeg skulle være i Dunedin, for at starte introduktionskursus. De havde netop lejet en campervan (se billederne) i en uges tid, og når der nu var plads til en mere, hvorfor så ikke tage med?
Road Trip blandt hobbitter, svovlsøer og gigantiske plastbolde
Veludhvilet tog jeg af sted på eventyr med to amerikanske udvekslingsstuderende, der også var friske på nogle forskelligartede oplevelser. Første stop på vores tur var i "Hobbiton", hvor man stadig kan se de boliger, som Frodo og de andre hobbitter i Ringenes Herre boede i. Derefter gik turen mod Rotorua - et område med massevis af varme, mineralske kilder. Det siges at det svovlholdige vand (der lugter knap så eksotisk) har helbredende effekt... vi prøvede lykken i nogle bassiner, hvor temperaturen nåede op på 42 grader - herligt.
Det måtte jo helst ikke blive alt for stillesiddende, så næste dag stod på "Zorbing" - et helt unikt og ganske forunderligt koncept. Omringet af utallige, adrenalinhungrende unge mennesker, hopper man ganske frivilligt ind i en plastbold, der har en diameter på 3-4 meter. Tag gerne et par venner med ind i bolden, for at øge spændingen. Tilsæt så rigelige mængder varmt vand for at opnå den bedste effekt, og så er vi ellers klar. Fra toppen af en bakke skubbes bolden af sted, så er det ellers bare om at holde på hat og briller. Og når hele balladen så er overstået, er man selvfølgelig så kåd, at man gentager turen et par gange mere!
I Frodos fodspor
Når maven så er stimuleret, er det benenes tur - og hvad er bedre end en trekkingtur i bjergene? I onsdags tog vi på den smukkeste tur i Tongariro National Park - ganske gratis og helt på egen hånd. Indrømmet, Afrika bød på mange spektakulære naturoplevelser, men det slår altså ikke det her. Alle, der bare har været en smule fascineret af landskaberne i "Ringenes Herre", ville - som jeg - føle sig som Frodo, der for alt i verden måtte nå frem til toppen af Dommedagsbjerget. Og selvom man har anskaffet sig nok så fantastisk et kamera, så kan sådan en oplevelse ikke tages med hjem. Billederne i albummet kan forhåbentlig give bare et lille indtryk af, hvor fantastisk et syn der møder én på toppen af bjerget... man glemmer lynhurtigt hvor tunge benene egentlig er og hvor tørstig man har været de foregående timer.
Højt af flyve, dybt at falde
Efter at have været flere tusinde meter oppe i højderne, er det vel sundt nok at komme ned på jorden igen. Og måske endnu sundere at komme under Jorden? I hvert fald tog Lindsay og jeg på "Black Water Rafting" dagen efter. En 3 timers tur i nogle kæmpe grotter, langt under Jordens overflade. Iført våddragt, sikkerhedshjelm og masser af vovemod, byder turen på store, underjordiske vandfald, som man glædeligt springer ud i, fordi man føler sig fantastisk sikker med sin forvoksede badering... eneste lyskilde er de pandelamper, som hver person i gruppen er udstyret med. Og dog. Inde i disse grotter bor de meget fascinerende "glowworms" - på dansk oversat til "sankthansorme". Som stjernerne på en nattehimmel, sidder disse bittesmå, lysegrønne maddiker i loftet i grotterne og prøver at fange insekter. Et fascinerende syn, men ikke halvt så fascinerende som selve disse gigantiske, underjordiske grotter.
Sol og sommer om vinteren
De mange forskellige klimazoner i New Zealand gør, at vejrforholdene kan være markant forskellige indenfor blot få hundrede kilometers afstand. Således er der (næsten) altid godt vejr i Bay of Islands, hvor smuttede forbi i fredags, inden turen gik sydpå mod det kolde Dunedin. En vis dansk knægt havde en stor trang til at få rørt armene, og hvad er så bedre end en hel dag i havkajak på det smaragdgrønne Stillehav, blandt massevis af små, ubeboede øer i herligt solskin? Efter at have tonset rundt alene i 2-3 timer, samlede jeg amerikanerne op på campingpladsen, og sammen sejlede vi ind til byen og fik en lækker og velfortjent frokost. På vores sidste aften sammen tog vi på fin restaurant med havudsigt, hvor den dyreste og lækreste hovedret kostede den nette sum af 110 kr., så det var da til at overkomme. Næste morgen gik turen så tilbage til Auckland, hvor Lindsay og jeg sagde farvel til Jens, der fløj tilbage til USA, mens vi fløj til Christchurch på Sydøen, hvorfra vi i dag har taget en bus til Dunedin. Vores overnatning i Christchurch faldt sammen med en landskamp i rugby mellem New Zealand og England, så der var fest natten lang på det backpacker-sted vi overnattede. Og selvom man er så fornuftig at gå i seng kl. 22.30, er det ikke nødvendigvis lig med rigelige mængder søvn, når man deler sovesal med forholdsvis berusede, yderst virile, ivrigt snorkende englændere. Men hvad - man kan jo sove når man bliver gammel...
Og hvad så nu?
Ja, her jeg så - langt om længe ankommet til den by, der af alle verdens større byer, ligger længst væk fra Danmark. Dunedin har 110.000 indbyggere, hvoraf de 20.000 er studerende. Alle studerende, som jeg hidtil har været i kontakt med, er fulde af begejstring over det her sted, og de roser det til skyerne. "Oh, you're gonna LOVE it here!" - ja, det bliver spændende at opleve studielivet og kulturen hernede.
I morgen starter introduktionskurset for udvekslingsstuderende, så jeg kommer heldigvis ikke til at kede mig lige med det samme. Jeg vender frygteligt tilbage med spændende nyt, så snart jeg er kommet på plads i mit nye hus, hvor jeg skal bo sammen med Meredith fra USA, Russell fra Canada og Sarah fra New Zealand... glæder mig som et lille barn til at opleve endnu mere af dette fascinerende og fantastiske land, der allerede har budt på de mest storslåede oplevelser.
Pas godt på jer selv derhjemme...
Mange kærlige hilsner,
Bjarke
torsdag den 19. juni 2008
En dag i Mordor
Sidder lige her i bidende kulde i Waitomo, hvor vi om lidt skal ud på en 3 timers tur i nogle undersøiske grotter - Black Water Rafting! I går var vi på den smukkeste trekkingtur i bjergene. 8 timer med fuld fart på, op til toppen af Mount Tongariro - kendt fra "Ringenes Herre"-filmene. Jeg følte mig bare som Frodo hele vejen :o) Det var for vildt!
Er nødt til at smutte - ikke mere internettid!
Er nødt til at smutte - ikke mere internettid!
søndag den 15. juni 2008
The Eagle has landed...
Lige en kort hilsen inden jeg dribler ud og oplever endnu mere...!
Landede for 24 timer siden, og har sovet det meste af tiden. Har netop mødt to amerikanere, Jens og Lindsay, som skal rundt og se Nordøen den kommende uge - og jeg smutter med! Lindsay skal til Dunedin paa søndag ligesom jeg, så vi snupper et fly sammen i slutningen af ugen, efter at vi har turneret Nordøen i en campervan - skal nok smide nogle billeder op, når der bliver mulighed for det.
Jeg har det fantastisk og nyder at have fået lidt selskab - Jens og Lindsay afkræfter heldigvis en masse fordomme om amerikanere - herligt. Glæder mig til at berette mere herfra.
OBS! Flyveturen herned var intet mindre end fantastisk! Vi fløj ind over et fuldstændig skyfrit Grønland - et vildt imponerende syn! Bjarke Hal havde selvfølgelig vinduesplads! Wauw!
Hold jer smukke derhjemme...
/Bjarke
Landede for 24 timer siden, og har sovet det meste af tiden. Har netop mødt to amerikanere, Jens og Lindsay, som skal rundt og se Nordøen den kommende uge - og jeg smutter med! Lindsay skal til Dunedin paa søndag ligesom jeg, så vi snupper et fly sammen i slutningen af ugen, efter at vi har turneret Nordøen i en campervan - skal nok smide nogle billeder op, når der bliver mulighed for det.
Jeg har det fantastisk og nyder at have fået lidt selskab - Jens og Lindsay afkræfter heldigvis en masse fordomme om amerikanere - herligt. Glæder mig til at berette mere herfra.
OBS! Flyveturen herned var intet mindre end fantastisk! Vi fløj ind over et fuldstændig skyfrit Grønland - et vildt imponerende syn! Bjarke Hal havde selvfølgelig vinduesplads! Wauw!
Hold jer smukke derhjemme...
/Bjarke
torsdag den 12. juni 2008
New Zealand, here I come!
I morgen sker det...!
Eksamen er afleveret, tasken er pakket, mormor er kysset farvel, boarding pass er printet... nu er det sgu snart alvor.
Kl. 10.55 fredag formiddag letter jeg fra København, og er efter planen fremme i Auckland sent lørdag aften (søndag morgen, lokal tid).
Der er sommerfugle i maven og spændingen er stor - det bliver simpelthen SÅ fedt!
Jeg lover at skrive hjem, så snart jeg kommer i nærheden af noget internet...
Eksamen er afleveret, tasken er pakket, mormor er kysset farvel, boarding pass er printet... nu er det sgu snart alvor.
Kl. 10.55 fredag formiddag letter jeg fra København, og er efter planen fremme i Auckland sent lørdag aften (søndag morgen, lokal tid).
Der er sommerfugle i maven og spændingen er stor - det bliver simpelthen SÅ fedt!
Jeg lover at skrive hjem, så snart jeg kommer i nærheden af noget internet...
Abonner på:
Kommentarer (Atom)