Sidste arbejdsdag på ambassaden i Beijing er nu vel overstået og tilbage er der kun at sige pænt farvel til alle mine kolleger, inden jeg sætter mig på et fly hjem til Danmark i nat.
Det har været et fantastisk lærerigt og virkelig spændende ophold på ambassaden, som klart opvejer, at det også til tider har været ekstremt ensomt, når man ikke har haft gode venner eller familie lige i nærheden.
Beijing & Bjarke: Et had-/kærlighedsforhold
Beijing har på både godt og ondt været en helt uforglemmelig oplevelse. På den ene side kan jeg ikke vente med at slippe væk fra den larmende og livsfarlige trafik, den ulækre og ildelugtende smog og de uhygiejniske og uopdragne kinesere. På den anden side er stadig vildt fascineret af denne anderledes og til tider ganske aparte storbykultur, der får København til at ligne en lille flække langt ude på landet. Beijing og jeg har udviklet en form for et had-/kærlighedsforhold, der ikke sådan lige lader sig opløse.
Jeg er nødt til at vende tilbage en dag
Udviklingen i Kina kører i 6. gear og det lader ikke umiddelbart til at farten bliver sat ned lige foreløbig. Det er et land, en kultur, et folk i rivende udvikling, som ikke tåler sammenligning med noget andet sted i verden. Netop derfor har det været fantastisk interessant at være bosat her i et halvt år, og der absolut ingen tvivl om, at jeg er nødt til at vende tilbage engang i fremtiden.
"Hjem til Århuuus..."
I aften kl. 02.30 kinesisk tid sætter jeg mig så på et fly hjem til Danmark og alle jer dejlige mennesker, der har læst med her på bloggen og som jeg glæder mig utrolig meget til at se igen. Efter en forhåbentlig festlig Skanderborg Festival den kommende uge, tilbringer jeg et par uger i København hos min kære forældre, hvorefter jeg vender hjem til Århus, hvor et afsluttende speciale på Medievidenskab er ganske nært forestående.
Jeg håber, at det har været interessant at følge min gøren og laden rundt omkring i Asien og ser selvfølgelig frem til at komme hjem og fortælle meget mere om alle mine eventyr.
De kærligste hilsner fra Kina,
Bjarke
Velkommen! Her kan du læse beretninger fra mine oplevelser med gymnasterne på DGI's Verdenshold, der turnerede verden rundt i 2012-2013. Desuden finder du beretninger fra specialerejsen til USA, fra mit arbejde på Danmarks ambassade i Beijing og backpacking i Japan i 2010, samt fra mit udvekslingsophold i New Zealand og min rundrejse i Australien i 2008. God fornøjelse.
mandag den 2. august 2010
mandag den 19. juli 2010
”Goddag, Deres Kongelige Højhed!”
Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik aflagde besøg i Kina sammen med økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen i slutningen af juni. Til alt held var Bjarke blevet udnævnt til pressekoordinator for besøget og tog derfor et par uger til Shanghai for at holde styr på de høje herrer…
I forbindelse med fejringen af Danmarksdagen på Verdensudstillingen i Shanghai deltog Kronprins Frederik i snorklipning på nye designudstillinger, lancering af sundhedskampagner, åbning af nye danske butikker og meget, meget mere. Et hurtigt kig ned over det tætpakkede 2-dages program i Shanghai afslørede straks, at Pingo ville få en del at se til under sit besøg. Og ja, Brian Mikkelsen var også med, men Kronprinsen var helt klart omdrejningspunkt for al opmærksomheden.
Luksuriøs indkvartering og fodbold på flimmeren
Selv skulle jeg til Shanghai i 10 dage, hvor jeg sammen med ambassadøren og vores folk på generalkonsulatet skulle organisere alt det praktiske omkring besøget fra Kronprinsen og ministeren. Mine primære opgaver var at sørge for bedst mulig dansk og kinesisk pressedækning, og så at tage mig af pressen under selve besøget.
Jeg går jo til daglig meget op i, at danskernes skattekroner bliver brugt fornuftigt (blær, blær), så da generalkonsulen spurgte, om jeg ville bo hos hende og hendes mand i under mit ophold, i stedet for et kedeligt hotel, takkede jeg selvfølgelig ja. Det viste sig at være en rigtig god disposition. Som man vil kunne se i fotoalbummet, så var det rigtig fine forhold jeg boede under. Der var rengøringsdame, som vaskede og strøg mit tøj, en husholderske, som serverede lækker mad morgen og aften, og en chauffør, der kørte generalkonsulen (ved navn Susanne) og mig på arbejde hver dag. Og så var der selvfølgelig også stor swimmingpool lige i nærheden…
Ligeledes var der fantastisk hyggeligt selskab, især i form af Susannes mand Torben, med hvem jeg gerne så VM-fodbold og drak kolde øl på sofaen hver aften, efter en lang arbejdsdag. Og i pausen kunne vi jo så passende drible ned til bordtennisbordet og dyste om, hvem der havde håneretten i 2. halvleg…
Mit møde med Kronprinsen
De høje herrer ankom tidligt om morgenen mandag den 28. juni, fulgt af en kæmpe delegation af erhvervsfolk og embedsmænd. Fik samme morgen kort hilst på Brian Mikkelsen og fru Eliane, der var taget med til Beijing. Desuden fik jeg hyggesnakket en del med Kronprinsens livvagter, Morten og Mogens, der var nogle virkelig flinke (og veltrænede) gutter.
I en kortege på omkring 10 biler kørte vi så med fin politieskorte rundt i Shanghai til dagens program. Først til åbning af nye butikker for ECCO og Georg Jensen, dernæst til Nordic Lighthouse, hvor Kronprinsen skulle sparke en livsstilskampagne i gang og åbne en ny designudstilling.
Til trods for min klare holdning om, at monarkiet burde nedlægges (især for de kongeliges egen skyld), så skal jeg da blankt erkende, at jeg hele tiden havde haft et lille håb om at hilse på Hans Kongelige Højhed – selvom jeg også godt vidste, at det nok ikke ville blive aktuelt.
Derfor kom det da også en smule bag på mig, da Kronprinsen under overværelsen af en fodboldkamp med kinesiske børn, pludselig kom hen til mig, rakte hånden ud og sagde ”goddag, hr.”! Jeg gav hånd, smilede, bukkede, bevarede vist fatningen nogenlunde og fik fremstammet et ”goddag, Deres Kongelige Højhed”, og så ellers udvekslet et par høflighedsfraser, inden Frederik (som jeg kalder ham) hastede videre med sine mange gøremål den dag…
Et vellykket besøg
Udover at opfylde mine små, personlige succeskriterier, så gik det overordnede besøg rigtig, rigtig godt. Vi oplevede massiv pressedækning i de kinesiske medier, og både DR og TV2 bragte nyhedshistorier på tv derhjemme. Hoffet var glade og det samme gjaldt økonomi- og erhvervsministeriet. Ambassadøren var også meget tilfreds, og det samme var jeg selvfølgelig – det var fantastisk spændende at være med til at organisere sådan et besøg og være helt tæt på alle de ”vigtige” mennesker.
Hvis du vil have et mere detaljeret indblik i Kronprinsens gøren og laden under besøget i Shanghai, kan du evt. tjekke de nyheder, jeg har skrevet på ambassadens hjemmeside.
Du skal også være mere end velkommen til at tjekke billeder i fotoalbummet af både Brian, Frede og min luksuriøse feriebolig.
I forbindelse med fejringen af Danmarksdagen på Verdensudstillingen i Shanghai deltog Kronprins Frederik i snorklipning på nye designudstillinger, lancering af sundhedskampagner, åbning af nye danske butikker og meget, meget mere. Et hurtigt kig ned over det tætpakkede 2-dages program i Shanghai afslørede straks, at Pingo ville få en del at se til under sit besøg. Og ja, Brian Mikkelsen var også med, men Kronprinsen var helt klart omdrejningspunkt for al opmærksomheden.
Luksuriøs indkvartering og fodbold på flimmeren
Selv skulle jeg til Shanghai i 10 dage, hvor jeg sammen med ambassadøren og vores folk på generalkonsulatet skulle organisere alt det praktiske omkring besøget fra Kronprinsen og ministeren. Mine primære opgaver var at sørge for bedst mulig dansk og kinesisk pressedækning, og så at tage mig af pressen under selve besøget.
Jeg går jo til daglig meget op i, at danskernes skattekroner bliver brugt fornuftigt (blær, blær), så da generalkonsulen spurgte, om jeg ville bo hos hende og hendes mand i under mit ophold, i stedet for et kedeligt hotel, takkede jeg selvfølgelig ja. Det viste sig at være en rigtig god disposition. Som man vil kunne se i fotoalbummet, så var det rigtig fine forhold jeg boede under. Der var rengøringsdame, som vaskede og strøg mit tøj, en husholderske, som serverede lækker mad morgen og aften, og en chauffør, der kørte generalkonsulen (ved navn Susanne) og mig på arbejde hver dag. Og så var der selvfølgelig også stor swimmingpool lige i nærheden…
Ligeledes var der fantastisk hyggeligt selskab, især i form af Susannes mand Torben, med hvem jeg gerne så VM-fodbold og drak kolde øl på sofaen hver aften, efter en lang arbejdsdag. Og i pausen kunne vi jo så passende drible ned til bordtennisbordet og dyste om, hvem der havde håneretten i 2. halvleg…
Mit møde med Kronprinsen
De høje herrer ankom tidligt om morgenen mandag den 28. juni, fulgt af en kæmpe delegation af erhvervsfolk og embedsmænd. Fik samme morgen kort hilst på Brian Mikkelsen og fru Eliane, der var taget med til Beijing. Desuden fik jeg hyggesnakket en del med Kronprinsens livvagter, Morten og Mogens, der var nogle virkelig flinke (og veltrænede) gutter.
I en kortege på omkring 10 biler kørte vi så med fin politieskorte rundt i Shanghai til dagens program. Først til åbning af nye butikker for ECCO og Georg Jensen, dernæst til Nordic Lighthouse, hvor Kronprinsen skulle sparke en livsstilskampagne i gang og åbne en ny designudstilling.
Til trods for min klare holdning om, at monarkiet burde nedlægges (især for de kongeliges egen skyld), så skal jeg da blankt erkende, at jeg hele tiden havde haft et lille håb om at hilse på Hans Kongelige Højhed – selvom jeg også godt vidste, at det nok ikke ville blive aktuelt.
Derfor kom det da også en smule bag på mig, da Kronprinsen under overværelsen af en fodboldkamp med kinesiske børn, pludselig kom hen til mig, rakte hånden ud og sagde ”goddag, hr.”! Jeg gav hånd, smilede, bukkede, bevarede vist fatningen nogenlunde og fik fremstammet et ”goddag, Deres Kongelige Højhed”, og så ellers udvekslet et par høflighedsfraser, inden Frederik (som jeg kalder ham) hastede videre med sine mange gøremål den dag…
Et vellykket besøg
Udover at opfylde mine små, personlige succeskriterier, så gik det overordnede besøg rigtig, rigtig godt. Vi oplevede massiv pressedækning i de kinesiske medier, og både DR og TV2 bragte nyhedshistorier på tv derhjemme. Hoffet var glade og det samme gjaldt økonomi- og erhvervsministeriet. Ambassadøren var også meget tilfreds, og det samme var jeg selvfølgelig – det var fantastisk spændende at være med til at organisere sådan et besøg og være helt tæt på alle de ”vigtige” mennesker.
Hvis du vil have et mere detaljeret indblik i Kronprinsens gøren og laden under besøget i Shanghai, kan du evt. tjekke de nyheder, jeg har skrevet på ambassadens hjemmeside.
Du skal også være mere end velkommen til at tjekke billeder i fotoalbummet af både Brian, Frede og min luksuriøse feriebolig.
søndag den 18. juli 2010
Et tropisk eventyr – den perfekte afslutning på rejsen
Som afslutning på mit store Japan-eventyr skulle der selvfølgelig ske noget radikalt anderledes, så jeg tog af sted til den lillebitte, nærmest ukendte tropeø ”Chichi-jima”, der ligger 1.000 km syd for Tokyo og som man kun kan komme til med færge. Det tager hele 26 timer hver vej, men heldigvis viste det sig, at være det hele værd og mere til.
Én gang om ugen afgår færgen ”Ogasawara-Maru” fra Tokyo til Chichi-jima og 4 dage senere sejler den tilbage igen. Til trods for den absurd dyre færgebillet, så får man – når man rejser på 2. klasse – blot et par tæpper og en plads på gulvet sammen med de øvrige passagerer. Så ingen fine fornemmelser her – vi tager det som en oplevelse!
Så søstærk er man altså heller ikke…!
Man kunne frygte, at komme til at kede sig på sådan en 26 timers færgetur, men heldigvis blev jeg straks efter afgangen kl. 10 kaldt hen af en ældre fyr, der bød på en kold øl (jeg var jo den absolut eneste ikke-japaner ombord, så jeg skilte mig nok en smule ud). Han hed Deni, talte rimelig godt engelsk, var vokset op på øen og skulle nu hjem på ferie, så det var jo perfekt selskab. To andre lokale mænd sluttede sig til os, og den ene øl blev hurtigt til flere, i takt med at stemningen steg til uanede højder. Før jeg fik set mig om, var der også kommet yakitori (kød på spyd) og whisky på bordet, og det næste jeg husker, var at jeg vågnede op kl. 23 på en færge, der gyngede lige lovlig meget efter min smag. Og ja, kombinationen af lidt for meget alkohol og en knap så søstærk Bjarke resulterede i lige omkring 10 ture ud for at hilse på ”Uuulrik!” i løbet af de resterende 12 timer.
Endelig fremme på øen ved middagstid, var jeg ikke ret meget værd, men det hjalp betragteligt at komme i land og få noget mad, selvom det i flere timer efter stadig føltes som om jorden gyngede under mig. Sammen med Deni-san indlogerede jeg mig på Banana Inn, ejet af Deni’s ven, den tidligere marinesoldat John Washington. Lige ned til vandet, på eget værelse, i en rigtig seng – og så var jeg skam ganske tilfreds.
Et tropisk paradis langt udenfor civilisationen
På Chichi-jima bor der små 2.000 mennesker. Alle kender alle, og alle ved nøjagtig hvem der i øjeblikket er hjemme på øen og hvem der ikke er.
Her er ingen fly, ingen toge, ingen taxaer. Eneste form for offentlig transport er en bus, der én gang i timen kører fra byen (der er kun én) og de 8 km ned til stranden for enden af den asfalterede vej, og så tilbage igen. Jeg var eneste passager, de gange jeg var med.
Mange af indbyggerne lever af de forholdsvis få, men rige japanske turister, der kommer i løbet af sommeren, for at tage på hval- og delfinsafari og ellers bo på luksushotel. Overraskende nok er det ikke særlig populært at ligge på de gyldne sandstrande, dykke ved koralrevene og vandre i det fantastiske landskab på denne vulkanø. Man havde altså nærmest al den smukke natur helt for sig selv i fire dage, og det blev udnyttet fuldt ud.
Snorkeldykning ved koralrev og fisk i alle regnbuens farver
Blandt mine mange interessante oplevelser på øen var en heldagstur med skipper Stanley på hans båd ”Pink Dolphin”. Vi sejlede bl.a. ud til Minami Island og så det meget karakteristiske ”Hole in the Wall” – se billedalbummet. På vej rundt om øen spottede vi også bjerggeder på skråningerne og store havskildpadder i vandoverfladen – desværre uden at kunne få nogle ordentlige billeder af dem. Spiste frokost på en lille koralø, hvor gigantiske krabber og eremitkrebs pilede af sted henover stranden.
Senere sejlede vi til et koralrev, hvor man med snorkel på kunne plaske rundt om båden og se de mest fantastiske koraller og farvestrålende fisk i alle størrelser og former, man kan forestille sig. Tigerslanger, ballonfisk, søagurker og mange andre virkelig eksotiske havdyr i hobetal.
Ja, jeg klager ikke…
På vej tilbage til havnen lå jeg bare på dækket og nød solskinnet, vinden i håret (det der er tilbage) og den smukke udsigt. Sikkert tilbage på land, smuttede jeg i kiosken efter et par kolde dåseøl og så direkte ned på den hvide sandstrand, for at nyde stilheden, varmen og de sidste solstråler, inden Deni og hans ven tog mig med op til udsigtspunktet for at se den smukke solnedgang over Chichi-jima. Så er det vel svært at finde noget at beklage mig over…?
Vandretur gennem regnskoven
Næste dag drog jeg af sted på en 3 timers vandretur ud til en ”hemmelig” strand gennem regnskoven – den eneste måde at komme dertil på, er til fods. Det var tydeligt, at ingen havde gået på de tæt bevoksede stier i månedsvis, og mit eneste selskab var grønne firben, lilla eremitkrebs og så en flok nysgerrige bjerggeder. Det er en helt unik fornemmelse at gå på de smalle stier, via bjergtoppe og sandstrande, i en helt særlig og rå natur, som er stort set uberørt af menneskehånd.
Fremme ved mit mål, kunne jeg med konstatere, at det ganske rigtigt var endnu en billedsmuk strand – og at der ikke var et øje i nærheden. Eneste tegn på liv var de tydelige spor af havskildpadder, der havde været oppe på stranden og lægge deres æg ”et hemmeligt sted” (ligesom i Puff-sangen). Jeg spiste min medbragte madpakke, slikkede sol i et par timer, og vendte så glad og tilfreds tilbage til byen efter 20 kilometers helt eventyrlig vandretur.
”Don’t say goodbye…”
Alting må jo have en ende og det gjaldt logisk nok også for mit ophold på Chichi-jima. Men de formår altså at tage afsked med stil, må man sige.
Når man står dér på dækket en søndag morgen og nærmest hele øen er dukket op for at sige farvel, bekræfter det blot, at man har været en del af noget ganske særligt. Der blev spillet på tromme og sunget afskedssang, og da færgen lagde fra land, vinkede alle som én ivrigt til alle os ombord på færgen.
Og ikke nok med det, så fulgte hele 10 mindre både med os på vej ud af havnen. I op til 20 minutter fik motoren fuld kraft og der blev vinket og danset, lige indtil de ombordværende én efter én lavede akrobatiske udspring fra dækket som afskedshilsen. Alt imens musikken på båden spillede ”Don’t say goodbye” – i håbet om, at folk altid vil vende tilbage.
Om det bliver tilfældet for mig, er ikke til at sige. Men sikkert er det, at jeg aldrig nogensinde vil glemme min tur til Chichi-jima, og for den sags skyld heller ikke resten af Japan. For hvor har det dog bare været en kæmpe oplevelse. Tak fordi du gad at læse med.
Der er selvfølgelig massevis af billeder fra Chichi-jima i billedalbummet.
Én gang om ugen afgår færgen ”Ogasawara-Maru” fra Tokyo til Chichi-jima og 4 dage senere sejler den tilbage igen. Til trods for den absurd dyre færgebillet, så får man – når man rejser på 2. klasse – blot et par tæpper og en plads på gulvet sammen med de øvrige passagerer. Så ingen fine fornemmelser her – vi tager det som en oplevelse!
Så søstærk er man altså heller ikke…!
Man kunne frygte, at komme til at kede sig på sådan en 26 timers færgetur, men heldigvis blev jeg straks efter afgangen kl. 10 kaldt hen af en ældre fyr, der bød på en kold øl (jeg var jo den absolut eneste ikke-japaner ombord, så jeg skilte mig nok en smule ud). Han hed Deni, talte rimelig godt engelsk, var vokset op på øen og skulle nu hjem på ferie, så det var jo perfekt selskab. To andre lokale mænd sluttede sig til os, og den ene øl blev hurtigt til flere, i takt med at stemningen steg til uanede højder. Før jeg fik set mig om, var der også kommet yakitori (kød på spyd) og whisky på bordet, og det næste jeg husker, var at jeg vågnede op kl. 23 på en færge, der gyngede lige lovlig meget efter min smag. Og ja, kombinationen af lidt for meget alkohol og en knap så søstærk Bjarke resulterede i lige omkring 10 ture ud for at hilse på ”Uuulrik!” i løbet af de resterende 12 timer.
Endelig fremme på øen ved middagstid, var jeg ikke ret meget værd, men det hjalp betragteligt at komme i land og få noget mad, selvom det i flere timer efter stadig føltes som om jorden gyngede under mig. Sammen med Deni-san indlogerede jeg mig på Banana Inn, ejet af Deni’s ven, den tidligere marinesoldat John Washington. Lige ned til vandet, på eget værelse, i en rigtig seng – og så var jeg skam ganske tilfreds.
Et tropisk paradis langt udenfor civilisationen
På Chichi-jima bor der små 2.000 mennesker. Alle kender alle, og alle ved nøjagtig hvem der i øjeblikket er hjemme på øen og hvem der ikke er.
Her er ingen fly, ingen toge, ingen taxaer. Eneste form for offentlig transport er en bus, der én gang i timen kører fra byen (der er kun én) og de 8 km ned til stranden for enden af den asfalterede vej, og så tilbage igen. Jeg var eneste passager, de gange jeg var med.
Mange af indbyggerne lever af de forholdsvis få, men rige japanske turister, der kommer i løbet af sommeren, for at tage på hval- og delfinsafari og ellers bo på luksushotel. Overraskende nok er det ikke særlig populært at ligge på de gyldne sandstrande, dykke ved koralrevene og vandre i det fantastiske landskab på denne vulkanø. Man havde altså nærmest al den smukke natur helt for sig selv i fire dage, og det blev udnyttet fuldt ud.
Snorkeldykning ved koralrev og fisk i alle regnbuens farver
Blandt mine mange interessante oplevelser på øen var en heldagstur med skipper Stanley på hans båd ”Pink Dolphin”. Vi sejlede bl.a. ud til Minami Island og så det meget karakteristiske ”Hole in the Wall” – se billedalbummet. På vej rundt om øen spottede vi også bjerggeder på skråningerne og store havskildpadder i vandoverfladen – desværre uden at kunne få nogle ordentlige billeder af dem. Spiste frokost på en lille koralø, hvor gigantiske krabber og eremitkrebs pilede af sted henover stranden.
Senere sejlede vi til et koralrev, hvor man med snorkel på kunne plaske rundt om båden og se de mest fantastiske koraller og farvestrålende fisk i alle størrelser og former, man kan forestille sig. Tigerslanger, ballonfisk, søagurker og mange andre virkelig eksotiske havdyr i hobetal.
Ja, jeg klager ikke…
På vej tilbage til havnen lå jeg bare på dækket og nød solskinnet, vinden i håret (det der er tilbage) og den smukke udsigt. Sikkert tilbage på land, smuttede jeg i kiosken efter et par kolde dåseøl og så direkte ned på den hvide sandstrand, for at nyde stilheden, varmen og de sidste solstråler, inden Deni og hans ven tog mig med op til udsigtspunktet for at se den smukke solnedgang over Chichi-jima. Så er det vel svært at finde noget at beklage mig over…?
Vandretur gennem regnskoven
Næste dag drog jeg af sted på en 3 timers vandretur ud til en ”hemmelig” strand gennem regnskoven – den eneste måde at komme dertil på, er til fods. Det var tydeligt, at ingen havde gået på de tæt bevoksede stier i månedsvis, og mit eneste selskab var grønne firben, lilla eremitkrebs og så en flok nysgerrige bjerggeder. Det er en helt unik fornemmelse at gå på de smalle stier, via bjergtoppe og sandstrande, i en helt særlig og rå natur, som er stort set uberørt af menneskehånd.
Fremme ved mit mål, kunne jeg med konstatere, at det ganske rigtigt var endnu en billedsmuk strand – og at der ikke var et øje i nærheden. Eneste tegn på liv var de tydelige spor af havskildpadder, der havde været oppe på stranden og lægge deres æg ”et hemmeligt sted” (ligesom i Puff-sangen). Jeg spiste min medbragte madpakke, slikkede sol i et par timer, og vendte så glad og tilfreds tilbage til byen efter 20 kilometers helt eventyrlig vandretur.
”Don’t say goodbye…”
Alting må jo have en ende og det gjaldt logisk nok også for mit ophold på Chichi-jima. Men de formår altså at tage afsked med stil, må man sige.
Når man står dér på dækket en søndag morgen og nærmest hele øen er dukket op for at sige farvel, bekræfter det blot, at man har været en del af noget ganske særligt. Der blev spillet på tromme og sunget afskedssang, og da færgen lagde fra land, vinkede alle som én ivrigt til alle os ombord på færgen.
Og ikke nok med det, så fulgte hele 10 mindre både med os på vej ud af havnen. I op til 20 minutter fik motoren fuld kraft og der blev vinket og danset, lige indtil de ombordværende én efter én lavede akrobatiske udspring fra dækket som afskedshilsen. Alt imens musikken på båden spillede ”Don’t say goodbye” – i håbet om, at folk altid vil vende tilbage.
Om det bliver tilfældet for mig, er ikke til at sige. Men sikkert er det, at jeg aldrig nogensinde vil glemme min tur til Chichi-jima, og for den sags skyld heller ikke resten af Japan. For hvor har det dog bare været en kæmpe oplevelse. Tak fordi du gad at læse med.
Der er selvfølgelig massevis af billeder fra Chichi-jima i billedalbummet.
På besøg hos en racistisk, kristen englænder med en dronninge-fetich
Når man vælger at indlogere sig hos fremmede folk via CouchSurfing, så dukker der selvfølgelig også nogle alternative typer op indimellem. Blandt andet boede jeg tre dage hos en engelsk gut, der var en utrolig venlig vært, men desværre ikke helt rigtig oven i hovedet…
Efter 10 dages succesfuld rundrejse med Mochan og resten af gruppen, gik turen til tilbage til Tokyo, hvor jeg skulle tilbringe et par dage inden min videre færd rundt i Japan. Udstyret med et stort papskilt ved motorvejen tog det mig et kvarters tid at finde et lift de 300 kilometer til hovedstaden og sparede dermed en plovmand for en togbillet.
”How is our friend?”
Via CouchSurfing fandt jeg Trevor, der er bosat i Tokyo og tilbød mig at bo hos ham i tre dage. Han viste sig at være en utrolig smilende og glad fyr, der udviste stor gæstfrihed. Men jeg må godt nok indrømme, at det var en meget speciel oplevelse at bo hos ham og høre hans holdninger til tingenes tilstand. Jeg bringer her et lille portræt af min engelske vært, som jeg uden tvivl sent vil glemme.
Umiddelbart studsede jeg over, at Trevor:
Trevor har bl.a. følgende holdninger:
I sit hjem har Trevor:
Hvad skal man gøre?
Jeg havde et ganske ambivalent forhold til Trevor, da han som bekendt var en ekstremt venlig og gæstfri vært, der tog sig så godt af mig, som han overhovedet kunne. Han serverede lækker morgenmad, tog mig på sightseeing i byen og tog mig med ud at spise.
Samtidig var han en af de mest spøjse personer, jeg nogensinde har mødt og jeg var målløs over hans ganske radikale, religiøse holdninger, hans fuldstændig absurd indrettede hjem og hans komplette mangel på respekt for folk, der ikke var ”gode kristne” som han selv.
Helt bestemt en meget speciel oplevelse – som jeg faktisk ikke ville have været foruden. Det var virkelig spændende, men også en smule skræmmende, at stifte bekendtskab med denne fyr. Jeg har – på baggrund af den ”Evangelization Proclamation”, der hang i hans hjem – fundet en beskrivelse på Wikipedia af hans særlige kristne tro, hvis du skulle spekulere over, hvad det er for en løjerlig religiøs retning han tilhører.
Efter 10 dages succesfuld rundrejse med Mochan og resten af gruppen, gik turen til tilbage til Tokyo, hvor jeg skulle tilbringe et par dage inden min videre færd rundt i Japan. Udstyret med et stort papskilt ved motorvejen tog det mig et kvarters tid at finde et lift de 300 kilometer til hovedstaden og sparede dermed en plovmand for en togbillet.
”How is our friend?”
Via CouchSurfing fandt jeg Trevor, der er bosat i Tokyo og tilbød mig at bo hos ham i tre dage. Han viste sig at være en utrolig smilende og glad fyr, der udviste stor gæstfrihed. Men jeg må godt nok indrømme, at det var en meget speciel oplevelse at bo hos ham og høre hans holdninger til tingenes tilstand. Jeg bringer her et lille portræt af min engelske vært, som jeg uden tvivl sent vil glemme.
Umiddelbart studsede jeg over, at Trevor:
- omtaler sig selv i flertal og tiltaler mig i 3. person (”how is our friend this morning?”)
- gemmer de tomme mælkekartoner (bananskralder smides i en tom mælkekarton i køleskabet i stedet for i skraldespanden, fordi de lugter slemt)
- folder wc-papiret op, hver gang han har været på toilettet (så kan man se, at det ubrugt…?)
- er medlem af ”Royal Society of St. George” (er åbenbart i slægt med det engelske kongehus på en eller anden made, og har selv forklaret, at Royal Society of St. George er så eksklusivt, at han fik sit nuværende job, udelukkende fordi han var en del af det – medlemskab er betinget af slægtsforhold)
- nærmest var ved at gå i panik, da jeg havde trukket de sorte gardiner for (for ”vi rører altså ikke de sorte gardiner”)
- har gået i skoleuniform eller jakkesæt hver eneste dag, siden han var fire år
Trevor har bl.a. følgende holdninger:
- Der burde laves separate vogne i metroen til vesterlændinge – ”det skylder de os” (efter 2. Verdenskrig)
- Gud har skabt de hvide mennesker til at regere verden
- Hvis han ikke selv har fundet en kone inden for et par år, vil han gerne have sine forældre til at vælge én til ham
- Man bør ikke have sex før ægteskab
- Det er vigtigt at være så hvid som muligt, for så er man ren og god (han væmmedes en hel del ved at jeg havde fået noget farve af solen under min ferie)
- At være venstrehåndet er en form for sindssyge (både han og jeg er venstrehåndede, men han anså også sig selv for at være syg, fordi han ikke kunne finde ud af at bruge højre hånd)
- Og så omtaler han med væmmelse i stemmen sorte mennesker som ”negros”...
I sit hjem har Trevor:
- billeder af Englands Dronning Elizabeth i alle rum
- kristne proklamationer indrammet og hængende på væggen
- krystalglas og stearinlys med guldglimmer overalt
- tomme vinflasker udstillet på reolen
- alting på rad og række, i et ganske bestemt antal, især i køleskab og køkkenskabe
- glas opbevaret i fryseren (og anvender kun bestemte glas til bestemte drikkevarer)
- hundredvis af DVD’er på hylderne, der alle står med ryggen indad, så man ikke kan se hvilke film det er
- ekstremt rent overalt i lejligheden
- absurd mange bøtter the i skabet
Hvad skal man gøre?
Jeg havde et ganske ambivalent forhold til Trevor, da han som bekendt var en ekstremt venlig og gæstfri vært, der tog sig så godt af mig, som han overhovedet kunne. Han serverede lækker morgenmad, tog mig på sightseeing i byen og tog mig med ud at spise.
Samtidig var han en af de mest spøjse personer, jeg nogensinde har mødt og jeg var målløs over hans ganske radikale, religiøse holdninger, hans fuldstændig absurd indrettede hjem og hans komplette mangel på respekt for folk, der ikke var ”gode kristne” som han selv.
Helt bestemt en meget speciel oplevelse – som jeg faktisk ikke ville have været foruden. Det var virkelig spændende, men også en smule skræmmende, at stifte bekendtskab med denne fyr. Jeg har – på baggrund af den ”Evangelization Proclamation”, der hang i hans hjem – fundet en beskrivelse på Wikipedia af hans særlige kristne tro, hvis du skulle spekulere over, hvad det er for en løjerlig religiøs retning han tilhører.
Bestigning af Mount Fuji
Siden mit eventyr på Kilimanjaro for 6 år siden, har jeg været vild med at komme op på diverse bjergtoppe verden over. Således havde jeg også sat mig for at bestige Japans højeste bjerg, Mount Fuji, til trods for at det var uden for klatresæsonen, hvilket da også resulterede i en virkelig udfordrende tur til toppen af denne legendariske vulkan.
Som den flittige læser allerede har kunnet konstatere i billedalbummet, så lykkedes det mig at komme helt til tops på den udslukte vulkan, Mount Fuji, der måler små 3.776 meter. Men inden sommervarmen for alvor sætter ind, ligger der stadig store mængder sne på Fuji-san, hvilket besværliggør bjergbestigningen en hel del.
Jeg er vild med japanernes hjælpsomhed
Min ven Mochan skulle køre nogle folk til Tokyo, og så kunne jeg jo passende få et lift og blive sat af i nærheden af Mount Fuji – så skulle jeg bare selv finde noget transport de sidste 30 kilometer op til det sted på bjerget, hvor vejen slutter og bestigningen starter. Ikke så snart havde jeg rakt tomlen ud, før en virkelig flink mand holdt ind og spurgte hvor jeg skulle hen. Og til trods for, at han egentlig skulle i den stik modsatte retning, så insisterede han på at køre mig hele vejen op ad bjerget. Jeg takkede ham dybt mange gange og begav mig så ellers af sted.
Tak for klatretimerne, Torben…
Mange steder kan man læse om, at når først den officielle klatresæson starter, så står japanerne nærmest i kø for at komme op og gå på Fuji-san. Det kunne man ikke just sige var tilfældet her i begyndelsen af juni, hvor de eneste folk jeg mødte, var et par japanske fyre, der havde smækket skiene på ryggen, for så at gå op til et vist punkt på bjerget og stå på ski ned derfra.
De første par timer gik ganske smertefrit. Men da jeg kom over de lavtliggende skyer og op i sneen, begyndte udfordringerne lige så stille. Stien, der indtil nu havde været markeret med små pæle, forsvandt i sneen, og jeg måtte i stedet orientere mig efter, hvilke klippestykker der kunne bruges til at klatre opad. Undervejs blev der sendt mange venlige tanker til min lærer på Vejle Idrætshøjskole, Torben Espersen, uden hvis kyndige klatreundervisning jeg nok ikke havde klaret mig så sikkert op ad bjergsiden.
På toppen af Japan
Det er ikke fordi bjerget er umenneskeligt stejlt, men når der ligger sne overalt og man ikke har pigsko på, vanskeliggør det bestigningen ganske meget. Desuden kunne jeg tydeligt mærke, at der var noget mindre ilt i luften, jo længere man kom op i højderne, og at der var brug for flere pauser end ellers.
Så langsomt, men sikkert bevægede jeg mig op i solskinnet og kunne endelig skimte kraterkanten efter det sidste, stejle stykke.
At gå de sidste skridt op på kanten, mens det kæmpemæssige, snedækkede vulkankrater pludselig kommer til syne, er en fuldstændig ubeskrivelig oplevelse. Jeg følte mig ovenud begejstret, stolt og nærmest helt høj af lykke. At stå dér – på toppen af Japan – i dyb stilhed og højt solskin, uden en vind der rører sig, er bare så helt speciel en oplevelse, at jeg ikke mindes noget lignende.
Kælketur ned ad bjerget
Da den største begejstring havde lagt sig, gik jeg en tur rundt på kraterkanten og skød en masse billeder af den fantastiske udsigt. Det tog en times tid at gå hele vejen rundt, og til alt held mødte jeg den eneste anden ikke-skiløbende bjergbestiger netop da jeg var på toppen af Mount Fuji, så der kunne blive taget et billede af den stolte, danske bjergbestiger.
Efter en velfortjent frokost på kraterkanten med dertilhørende fabelagtig udsigt, begav jeg mig ned igen. Og det gik altså noget hurtigere og mere smertefrit end den anden vej. Skibukserne blev smidt på, og så gik det ellers i let løb ned i den dybe sne, indtil jeg ikke kunne holde balancen længere og satte mig på bagdelen, for så at suse ned på god, gammeldags ”røvkælk”. De skiløbere der befandt sig på bjerget må have fået sig et godt grin…
Bestigningen af Mount Fuji blev fejret
Da sneen hørte op, måtte jeg overgive mig og bevæge mig det sidste stykke ned på gåben. Stadig høj af min succesoplevelse på Mount Fuji, var det intet problem at organisere et lift ned til byen med et ældre japansk ægtepar, der var kørt op for at nyde udsigten fra parkeringspladsen. Dernæst hoppede jeg på et tog tilbage til Shizuoka, hvor bedriften blev fejret med Mochan, et par andre Couchsurfere og en god flaske japansk whisky…
Hvis du kunne tænke dig at se nogle billeder fra denne fantastiske tur, kan du selvfølgelig finde dem i billedalbummet.
Som den flittige læser allerede har kunnet konstatere i billedalbummet, så lykkedes det mig at komme helt til tops på den udslukte vulkan, Mount Fuji, der måler små 3.776 meter. Men inden sommervarmen for alvor sætter ind, ligger der stadig store mængder sne på Fuji-san, hvilket besværliggør bjergbestigningen en hel del.
Jeg er vild med japanernes hjælpsomhed
Min ven Mochan skulle køre nogle folk til Tokyo, og så kunne jeg jo passende få et lift og blive sat af i nærheden af Mount Fuji – så skulle jeg bare selv finde noget transport de sidste 30 kilometer op til det sted på bjerget, hvor vejen slutter og bestigningen starter. Ikke så snart havde jeg rakt tomlen ud, før en virkelig flink mand holdt ind og spurgte hvor jeg skulle hen. Og til trods for, at han egentlig skulle i den stik modsatte retning, så insisterede han på at køre mig hele vejen op ad bjerget. Jeg takkede ham dybt mange gange og begav mig så ellers af sted.
Tak for klatretimerne, Torben…
Mange steder kan man læse om, at når først den officielle klatresæson starter, så står japanerne nærmest i kø for at komme op og gå på Fuji-san. Det kunne man ikke just sige var tilfældet her i begyndelsen af juni, hvor de eneste folk jeg mødte, var et par japanske fyre, der havde smækket skiene på ryggen, for så at gå op til et vist punkt på bjerget og stå på ski ned derfra.
De første par timer gik ganske smertefrit. Men da jeg kom over de lavtliggende skyer og op i sneen, begyndte udfordringerne lige så stille. Stien, der indtil nu havde været markeret med små pæle, forsvandt i sneen, og jeg måtte i stedet orientere mig efter, hvilke klippestykker der kunne bruges til at klatre opad. Undervejs blev der sendt mange venlige tanker til min lærer på Vejle Idrætshøjskole, Torben Espersen, uden hvis kyndige klatreundervisning jeg nok ikke havde klaret mig så sikkert op ad bjergsiden.
På toppen af Japan
Det er ikke fordi bjerget er umenneskeligt stejlt, men når der ligger sne overalt og man ikke har pigsko på, vanskeliggør det bestigningen ganske meget. Desuden kunne jeg tydeligt mærke, at der var noget mindre ilt i luften, jo længere man kom op i højderne, og at der var brug for flere pauser end ellers.
Så langsomt, men sikkert bevægede jeg mig op i solskinnet og kunne endelig skimte kraterkanten efter det sidste, stejle stykke.
At gå de sidste skridt op på kanten, mens det kæmpemæssige, snedækkede vulkankrater pludselig kommer til syne, er en fuldstændig ubeskrivelig oplevelse. Jeg følte mig ovenud begejstret, stolt og nærmest helt høj af lykke. At stå dér – på toppen af Japan – i dyb stilhed og højt solskin, uden en vind der rører sig, er bare så helt speciel en oplevelse, at jeg ikke mindes noget lignende.
Kælketur ned ad bjerget
Da den største begejstring havde lagt sig, gik jeg en tur rundt på kraterkanten og skød en masse billeder af den fantastiske udsigt. Det tog en times tid at gå hele vejen rundt, og til alt held mødte jeg den eneste anden ikke-skiløbende bjergbestiger netop da jeg var på toppen af Mount Fuji, så der kunne blive taget et billede af den stolte, danske bjergbestiger.
Efter en velfortjent frokost på kraterkanten med dertilhørende fabelagtig udsigt, begav jeg mig ned igen. Og det gik altså noget hurtigere og mere smertefrit end den anden vej. Skibukserne blev smidt på, og så gik det ellers i let løb ned i den dybe sne, indtil jeg ikke kunne holde balancen længere og satte mig på bagdelen, for så at suse ned på god, gammeldags ”røvkælk”. De skiløbere der befandt sig på bjerget må have fået sig et godt grin…
Bestigningen af Mount Fuji blev fejret
Da sneen hørte op, måtte jeg overgive mig og bevæge mig det sidste stykke ned på gåben. Stadig høj af min succesoplevelse på Mount Fuji, var det intet problem at organisere et lift ned til byen med et ældre japansk ægtepar, der var kørt op for at nyde udsigten fra parkeringspladsen. Dernæst hoppede jeg på et tog tilbage til Shizuoka, hvor bedriften blev fejret med Mochan, et par andre Couchsurfere og en god flaske japansk whisky…
Hvis du kunne tænke dig at se nogle billeder fra denne fantastiske tur, kan du selvfølgelig finde dem i billedalbummet.
Kyoto: Tonsvis af templer og turister - og uforglemmelige byture med de lokale
Udover at lægge navn til en bindende klimaaftale, så er Kyoto også kendt for at have et væld af historiske templer. Og så viste det sig også at være det perfekte sted at gå på værtshus med de lokale. Før man får set sig om, sidder man på bar med 5 japanske arkitekter, der prøver at drikke én under bordet i lokal brændevin. Og dagen efter kidnapper man så en politibetjent på vej hjem fra bryllup…
Der findes templer overalt i Japan, men ingen steder ligger de lige så tæt og smukt som i Kyoto. Det kan selvfølgelig også aflæses i antallet af både japanske og udenlandske turister, der valfarter fra det ene tempel til det andet. Sammen med mine CouchSurfing-rejsekammerater valgte jeg at se et par af de mest berømte, efter kyndig vejledning fra vores alvidende ven og turguide Mochan.
Turisthelvede… og så alligevel ikke
Når man ser bort fra alle de utiltalende, overvægtige turister, der respektløst opfører sig som om de ejer det hele og har ret til at gøre som det passer dem, så er Kyoto ganske betagende og charmerende. Arkitekturen i templerne er imponerende smuk, og man føler til tider, at man bevæger sig rundt i en gammel samuraifilm af Akira Kurosawa. Pludselig støder man på et geishaoptog, hvor damer i alle aldre og skønhedskategorier er sminket til lejligheden og bevæger sig gennem en smal gågade, omringet af turister og fulgt på vej af en håndfuld (næsten) ægte samuraikrigere. Autenticiteten er der – næsten – og jeg kan ikke undgå at blive begejstret over, hvor dedikerede japanerne er til at formidle deres historie og kultur.
Interview med japanske gymnasiedrenge
Da vi besøgte endnu et imponerende tempel – ”The Golden Pavilion” – blev jeg pludselig passet op af tre meget generte gymnasiedrenge, der lettere nervøst spurgte, om de måtte have lov at interviewe mig til deres skoleprojekt. Nysgerrig efter at finde ud af, hvad de mon ville snakke om, takkede jeg ja – og så skiftedes de ellers til at spørge om mit hjemland, hvad jeg bedst kunne lide ved Japan og selvfølgelig også om de måtte få taget et billede med mig. Og ja, jeg fik selvfølgelig også taget et – det ligger i billedalbummet.
På værtshus med japanske arkitekter og en iPhone som tolk
Når man sådan en fredag i Japan har set templer hele dagen og hjulpet japanske studerende med deres engelskundervisning, har man vist også fortjent at komme ud og få noget god mad og øl på et lokalt værtshus – en såkaldt ”isakaya”. Sammen med mine nye venner, de norske skuespillere Ida og Jørn, gik vi hen på den nærmeste isakaya og satte os i baren sammen med de lokale.
Det var ganske tydeligt, at der IKKE plejede at komme udlændinge, så vi var genstand for megen opmærksomhed. Især fra vores fem sidemænd; en gruppe arkitektkolleger, heriblandt deres chef, der var ude og holde fyraften med smøger, bajere og god mad. Deres engelske var ganske sparsomt, men trods alt bedre end vores japanske. Med hjælp fra chefens iPhone, der har indbygget ordbog, fik de udspurgt os om alt mellem himmel og jord – for de var virkelig interesserede i at høre alt om vores arbejde, holdninger og privatliv. Til gengæld insisterede de også på, at vi skulle smage diverse lokale madretter, øl og selvfølgelig også den obligatoriske sake (japansk risvin) – alt sammen betalt af chefen, der sad for enden af baren og tydeligvis nød at se hvordan hans unge medarbejdere hyggede sig med de tre interessante skandinaver.
Heldigvis lukkede baren kl. 23, for ellers kunne det let have resulteret i en voldsom hovedpine dagen efter – mest fordi der rask væk blev skålet og råbt ”iike!” (bund!) hver gang en ny omgang sake kom på bordet. Vi sagde pænt farvel og mange tak til vores nye venner for en virkelig munter og uforglemmelig aften, og vendte med højt humør hjem til vores hostel.
På japansk whiskybar
Ovenpå gårsdagens succesfulde oplevelse, havde nordmændene og jeg fået appetit på mere og havde gjort klar til endnu en spændende aften i byen i Japan. Ida og Jørn havde købt billet til et geishashow lørdag, så jeg brugte et par timer på at sondere terrænet for gode værtshuse, inden vi skulle mødes kl. 20. Jeg var faktisk ved at give op, da jeg pludselig – i en helt tilfældig sidegade – fandt den hyggeligste og mest velassorterede whiskybar, jeg nogensinde har set. Her kom der tydeligvis heller aldrig nogen udlændinge – og vist heller ikke nogen japanere. Eneste kunde udover mig, var ejerens far for enden af baren.
Jeg fik mig en god, lokal whisky og snakkede så godt som det nu var muligt med den unge og ekstremt generte bartender, der af ejeren var blevet kommanderet hen for at snakke med den danske kunde og får øvet sit engelske. Vi fik udvekslet et par gloser om fodbold, godt hjulpet på vej af farmand, der ligeledes kvitterede for mit besøg ved at give en omgang af husets bedste whisky inden han forlod etablissementet.
Kidnapning af en navigatør og en politibetjent
Senere mødtes jeg som aftalt med Jørn og Ida, og fortalte begejstret om min oplevelse. Sammen fortsatte vi videre ud i nattelivet, for at opstøve lokale folk, som vi kunne gå ud og hygge os med. Ida var ganske snarrådig og henvendte sig til en tilfældig gut på gaden, der viste sig at være navigatør og på ferie i Kyoto på egen hånd. Næste levende billede der passerede os, var en velklædt ung fyr, der viste sig at arbejde som politimand i byen og netop var på vej hjem fra et bryllup.
Begge talte de rimelig godt engelsk, og så blev de ellers overtalt/kidnappet til at gå med os på en isakaya efter eget valg. De var tydeligvis ikke forberedt på at blive passet op af sådan en flok glade skandinaver, men da chokket lige havde lagt sig, var de vildt begejstrede for at spise og drikke med os, og vi fik snakket og hygget os i stor stil hele natten – og der blev vist også taget massevis af billeder – ved bare ikke, om de er passende at smide på nettet…
Bottom line is; Kyoto er en vildt spændende by med smukke seværdigheder og flinke mennesker – så hvis du planlægger at tage til Japan, er det helt klart et sted jeg vil anbefale.
Der findes templer overalt i Japan, men ingen steder ligger de lige så tæt og smukt som i Kyoto. Det kan selvfølgelig også aflæses i antallet af både japanske og udenlandske turister, der valfarter fra det ene tempel til det andet. Sammen med mine CouchSurfing-rejsekammerater valgte jeg at se et par af de mest berømte, efter kyndig vejledning fra vores alvidende ven og turguide Mochan.
Turisthelvede… og så alligevel ikke
Når man ser bort fra alle de utiltalende, overvægtige turister, der respektløst opfører sig som om de ejer det hele og har ret til at gøre som det passer dem, så er Kyoto ganske betagende og charmerende. Arkitekturen i templerne er imponerende smuk, og man føler til tider, at man bevæger sig rundt i en gammel samuraifilm af Akira Kurosawa. Pludselig støder man på et geishaoptog, hvor damer i alle aldre og skønhedskategorier er sminket til lejligheden og bevæger sig gennem en smal gågade, omringet af turister og fulgt på vej af en håndfuld (næsten) ægte samuraikrigere. Autenticiteten er der – næsten – og jeg kan ikke undgå at blive begejstret over, hvor dedikerede japanerne er til at formidle deres historie og kultur.
Interview med japanske gymnasiedrenge
Da vi besøgte endnu et imponerende tempel – ”The Golden Pavilion” – blev jeg pludselig passet op af tre meget generte gymnasiedrenge, der lettere nervøst spurgte, om de måtte have lov at interviewe mig til deres skoleprojekt. Nysgerrig efter at finde ud af, hvad de mon ville snakke om, takkede jeg ja – og så skiftedes de ellers til at spørge om mit hjemland, hvad jeg bedst kunne lide ved Japan og selvfølgelig også om de måtte få taget et billede med mig. Og ja, jeg fik selvfølgelig også taget et – det ligger i billedalbummet.
På værtshus med japanske arkitekter og en iPhone som tolk
Når man sådan en fredag i Japan har set templer hele dagen og hjulpet japanske studerende med deres engelskundervisning, har man vist også fortjent at komme ud og få noget god mad og øl på et lokalt værtshus – en såkaldt ”isakaya”. Sammen med mine nye venner, de norske skuespillere Ida og Jørn, gik vi hen på den nærmeste isakaya og satte os i baren sammen med de lokale.
Det var ganske tydeligt, at der IKKE plejede at komme udlændinge, så vi var genstand for megen opmærksomhed. Især fra vores fem sidemænd; en gruppe arkitektkolleger, heriblandt deres chef, der var ude og holde fyraften med smøger, bajere og god mad. Deres engelske var ganske sparsomt, men trods alt bedre end vores japanske. Med hjælp fra chefens iPhone, der har indbygget ordbog, fik de udspurgt os om alt mellem himmel og jord – for de var virkelig interesserede i at høre alt om vores arbejde, holdninger og privatliv. Til gengæld insisterede de også på, at vi skulle smage diverse lokale madretter, øl og selvfølgelig også den obligatoriske sake (japansk risvin) – alt sammen betalt af chefen, der sad for enden af baren og tydeligvis nød at se hvordan hans unge medarbejdere hyggede sig med de tre interessante skandinaver.
Heldigvis lukkede baren kl. 23, for ellers kunne det let have resulteret i en voldsom hovedpine dagen efter – mest fordi der rask væk blev skålet og råbt ”iike!” (bund!) hver gang en ny omgang sake kom på bordet. Vi sagde pænt farvel og mange tak til vores nye venner for en virkelig munter og uforglemmelig aften, og vendte med højt humør hjem til vores hostel.
På japansk whiskybar
Ovenpå gårsdagens succesfulde oplevelse, havde nordmændene og jeg fået appetit på mere og havde gjort klar til endnu en spændende aften i byen i Japan. Ida og Jørn havde købt billet til et geishashow lørdag, så jeg brugte et par timer på at sondere terrænet for gode værtshuse, inden vi skulle mødes kl. 20. Jeg var faktisk ved at give op, da jeg pludselig – i en helt tilfældig sidegade – fandt den hyggeligste og mest velassorterede whiskybar, jeg nogensinde har set. Her kom der tydeligvis heller aldrig nogen udlændinge – og vist heller ikke nogen japanere. Eneste kunde udover mig, var ejerens far for enden af baren.
Jeg fik mig en god, lokal whisky og snakkede så godt som det nu var muligt med den unge og ekstremt generte bartender, der af ejeren var blevet kommanderet hen for at snakke med den danske kunde og får øvet sit engelske. Vi fik udvekslet et par gloser om fodbold, godt hjulpet på vej af farmand, der ligeledes kvitterede for mit besøg ved at give en omgang af husets bedste whisky inden han forlod etablissementet.
Kidnapning af en navigatør og en politibetjent
Senere mødtes jeg som aftalt med Jørn og Ida, og fortalte begejstret om min oplevelse. Sammen fortsatte vi videre ud i nattelivet, for at opstøve lokale folk, som vi kunne gå ud og hygge os med. Ida var ganske snarrådig og henvendte sig til en tilfældig gut på gaden, der viste sig at være navigatør og på ferie i Kyoto på egen hånd. Næste levende billede der passerede os, var en velklædt ung fyr, der viste sig at arbejde som politimand i byen og netop var på vej hjem fra et bryllup.
Begge talte de rimelig godt engelsk, og så blev de ellers overtalt/kidnappet til at gå med os på en isakaya efter eget valg. De var tydeligvis ikke forberedt på at blive passet op af sådan en flok glade skandinaver, men da chokket lige havde lagt sig, var de vildt begejstrede for at spise og drikke med os, og vi fik snakket og hygget os i stor stil hele natten – og der blev vist også taget massevis af billeder – ved bare ikke, om de er passende at smide på nettet…
Bottom line is; Kyoto er en vildt spændende by med smukke seværdigheder og flinke mennesker – så hvis du planlægger at tage til Japan, er det helt klart et sted jeg vil anbefale.
Udsøgt mad i Osaka
På min rundrejse med folkene fra CouchSurfing kom jeg blandt andet forbi Japans næststørste by, Osaka, der bød på interessante møder med lokale venner, pasfotos på japansk og en lang række velsmagende, kulinariske mesterværker.
Når man er vant til at spise mad fra Beijings gadekøkkener med yderst tvivlsomme hygiejneforhold, er det noget af en omvæltning pludselig at befinde sig i Japan, hvor der er helt andre boller på suppen…
Især Osaka er berømt for en lang række lækre specialiteter og når man er madglad som jeg, var der ingen tvivl om, at man skulle nå at smage så meget som muligt i løbet af den dag vi havde i byen. Vores gode ven og guide Mochan havde organiseret at vi kunne mødes med nogle lokale unge, som ville vise os rundt i byen og efter en tur til det imponerende Osaka Castle tog vi ned i midtbyen, for at smage et par lokale retter.
Blækspruttekugler, dybstegt ost og pandekager med et sejt navn
Første ret på menuen var fra et japansk gadekøkken, og lignede til en forveksling æbleskiver – de blev i hvert fald tilberedt på samme måde. Hovedingrediensen var dog frisk blæksprutte og så blev ”æbleskiverne” pyntet med noget hvidløgsdressing af en art. Det smagte fantastisk frisk – og så kunne man stadig se alle sugekopperne på blækspruttearmene.
Nede i hovedgaden hev vores lokale venner os med ind på et meget berømt spisested, hvor konceptet simpelthen er, at alting sættes på spyd, pakkes ind i en tynd dej og dybsteges; kød, grøntsager, ost og massevis af andre spændende madvarer. Man vidste aldrig rigtig hvad man fik, men det smagte ganske enkelt himmelsk – især osten. ”Kushiake” var virkelig et hit… mums!
Tredje og sidste specialitet som fortjener at blive fremhævet, er nogle særlige ”pandekager”, med det knap så mundrette navn ”okonomiyaki”. Et fantastisk lækkert mix af mel, vand, æg, kål, forårsløg, bacon og tempura steges på begge sider og toppes med noget barbecuesovs, mayonnaise og tang – og så er der serveret. Selvom maven ellers var ved at være godt fyldt op på det tidspunkt, smagte det simpelthen bare så godt, at man var nødt til at klemme en omgang okonomiyaki ned.
Purikura – avancerede pasfotos for japanske teenagere
Når man er vant til at spise mad fra Beijings gadekøkkener med yderst tvivlsomme hygiejneforhold, er det noget af en omvæltning pludselig at befinde sig i Japan, hvor der er helt andre boller på suppen…
Især Osaka er berømt for en lang række lækre specialiteter og når man er madglad som jeg, var der ingen tvivl om, at man skulle nå at smage så meget som muligt i løbet af den dag vi havde i byen. Vores gode ven og guide Mochan havde organiseret at vi kunne mødes med nogle lokale unge, som ville vise os rundt i byen og efter en tur til det imponerende Osaka Castle tog vi ned i midtbyen, for at smage et par lokale retter.
Blækspruttekugler, dybstegt ost og pandekager med et sejt navn
Første ret på menuen var fra et japansk gadekøkken, og lignede til en forveksling æbleskiver – de blev i hvert fald tilberedt på samme måde. Hovedingrediensen var dog frisk blæksprutte og så blev ”æbleskiverne” pyntet med noget hvidløgsdressing af en art. Det smagte fantastisk frisk – og så kunne man stadig se alle sugekopperne på blækspruttearmene.
Nede i hovedgaden hev vores lokale venner os med ind på et meget berømt spisested, hvor konceptet simpelthen er, at alting sættes på spyd, pakkes ind i en tynd dej og dybsteges; kød, grøntsager, ost og massevis af andre spændende madvarer. Man vidste aldrig rigtig hvad man fik, men det smagte ganske enkelt himmelsk – især osten. ”Kushiake” var virkelig et hit… mums!
Tredje og sidste specialitet som fortjener at blive fremhævet, er nogle særlige ”pandekager”, med det knap så mundrette navn ”okonomiyaki”. Et fantastisk lækkert mix af mel, vand, æg, kål, forårsløg, bacon og tempura steges på begge sider og toppes med noget barbecuesovs, mayonnaise og tang – og så er der serveret. Selvom maven ellers var ved at være godt fyldt op på det tidspunkt, smagte det simpelthen bare så godt, at man var nødt til at klemme en omgang okonomiyaki ned.
Purikura – avancerede pasfotos for japanske teenagere
Med maverne godt fyldte, tog vores lokale venner os med ind i et gigantisk spillecenter i 7 etager, med tusindvis af spillemaskiner og andre automater, (der gav en infernalsk larm!), hvor unge japanere sad række på række, fuldstændig opslugt af hvad der foregik på skærmen foran dem, mens de hamrede løs på tasterne.
Udover dette lydhelvede, var der også en afdeling med nogle specielle automater, der mest af alt lignede sådan nogle man får taget pasfotos i. Efter kyndig instruktion fra de lokale, hoppede vi 7 mand høj ind i fotoboksen, og så blev der taget en stribe billeder, der efterfølgende poppede op på en lille skærm, hvor man så kunne dekorere dem med hjerter, talebobler og alle mulige andre former for pynt. Og endelig printes billederne så ud som klistermærker, så alle har et kært minde med hjem...
torsdag den 15. juli 2010
Hvad skulle man gøre uden CouchSurfing?
Hvis du i mine hidtidige blogindlæg har undret dig over, at jeg pludselig indlogerer mig hos alle mulige lokale mennesker i Japan, får du her en uddybende forklaring. Og så får du et indblik i, hvor fantastisk det pludselig kan blive, når mennesker giver lidt mere af sig selv, end det forventes af dem.
CouchSurfing.org er et online community på nettet, hvor konceptet i korte træk er, at åbne og rejselystne mennesker kan stille deres sofa gratis til rådighed for rejsende, der ønsker at overnatte, til gengæld for at man så også selv har muligheden for at sove på andres sofaer, når man rejser rundt omkring i verden.
CouchSurfing gør verden til et bedre sted
Via CouchSurfing har jeg fundet folk rundt omkring i Japan, som alle har takket ja til at lade mig sove på sofaen, på gulvet eller i gæsteværelset. Det har sparet mig for tusindvis af kroner til indkvartering og samtidig givet mig nogle unikke oplevelser og møder med lokale.
På CouchSurfing har jeg ligeledes fundet en japansk gut ved navn Mochan, der simpelthen har dedikeret det meste af sit liv til at organisere ture for andre CouchSurfere og selvfølgelig også selv rejse rundt i verden og besøge folk. Således organiserede Mochan en 10-dages rundrejse i Japan i hans minibus, hvor alle deltagere blot delte kørselsudgifter og betalte for deres egen mad. Sådan en tur kunne jeg jo simpelthen ikke sige nej til…
På rundrejse i Japan med spændende folk fra hele verden
Efter min succesfulde tur til de japanske alper tog jeg derfor sydpå til Shizuoka, hvor Mochan bor i et lille hyggeligt hus, der overalt er overdækket med billeder fra hans mange rundrejser i Japan og i resten af verden.
Her mødtes jeg så med denne overenergiske japaner og 14 andre rygsækrejsende, der ligesom jeg havde været så privilegerede at finde frem til Mochan og hans rundrejse. En glad og meget blandet flok ankom i løbet af aftenen, og mens der ved fælles hjælp blev kokkereret lidt mad, udveksledes rejseminder, baggrunde og fremtidsdrømme.
Skuespiller, healer eller operasanger?
Denne helt særlige og enormt interessante flok bestod af følgende personer:
Vi havde 10 helt fantastiske dage sammen på rundrejse i minibussen med Mochan som chauffør – og den tur beretter jeg lidt om i de følgende blog-indlæg…
CouchSurfing.org er et online community på nettet, hvor konceptet i korte træk er, at åbne og rejselystne mennesker kan stille deres sofa gratis til rådighed for rejsende, der ønsker at overnatte, til gengæld for at man så også selv har muligheden for at sove på andres sofaer, når man rejser rundt omkring i verden.
CouchSurfing gør verden til et bedre sted
Via CouchSurfing har jeg fundet folk rundt omkring i Japan, som alle har takket ja til at lade mig sove på sofaen, på gulvet eller i gæsteværelset. Det har sparet mig for tusindvis af kroner til indkvartering og samtidig givet mig nogle unikke oplevelser og møder med lokale.
På CouchSurfing har jeg ligeledes fundet en japansk gut ved navn Mochan, der simpelthen har dedikeret det meste af sit liv til at organisere ture for andre CouchSurfere og selvfølgelig også selv rejse rundt i verden og besøge folk. Således organiserede Mochan en 10-dages rundrejse i Japan i hans minibus, hvor alle deltagere blot delte kørselsudgifter og betalte for deres egen mad. Sådan en tur kunne jeg jo simpelthen ikke sige nej til…
På rundrejse i Japan med spændende folk fra hele verden
Efter min succesfulde tur til de japanske alper tog jeg derfor sydpå til Shizuoka, hvor Mochan bor i et lille hyggeligt hus, der overalt er overdækket med billeder fra hans mange rundrejser i Japan og i resten af verden.
Her mødtes jeg så med denne overenergiske japaner og 14 andre rygsækrejsende, der ligesom jeg havde været så privilegerede at finde frem til Mochan og hans rundrejse. En glad og meget blandet flok ankom i løbet af aftenen, og mens der ved fælles hjælp blev kokkereret lidt mad, udveksledes rejseminder, baggrunde og fremtidsdrømme.
Skuespiller, healer eller operasanger?
Denne helt særlige og enormt interessante flok bestod af følgende personer:
- Ida og Jørn-Bjørn fra Norge
- Et par fantastisk dejlige skuespillere, der er bosat så nordligt som Tromsø, hvor de gør sig på de skrå teaterbrædder. I løbet af ingen tid var vi bedste venner – og alle de andre forstod ikke, hvordan vi kunne kommunikere, når nu vi talte to forskellige sprog…
- Meri og Esa fra Finland
- To meget bly marketing-folk med afslappet tøjstil, der mødtes på arbejdet og nu har sagt deres jobs op for at rejse Jorden rundt i et års tid.
- Sophie og Chris fra Tyskland
- To tyskere, der bare var meget tyske og mest passede sig selv. Måtte bide mig i læben, når Chris med sin stærke tyske accent sagde ”I really like ice-cream”...
- Joe og Rain fra USA
- Joe og Rain – alias Joseph og Vanessa – mødtes på en kungfu-skole i Guds eget land, der senere viste sig at være en slags sekt. Denne sekt – og USA – har de nu besluttet sig for at forlade, for at rejse verden rundt og i sidste ende bosætte sig i New Zealand. De har dog fået stjålet alle deres ejendele da de var på Hawaii for nogle måneder siden…
- Elaina fra USA
- En meget lille – og ganske yndig – 21-årig pige med japanske rødder, som nærmest taler sproget flydende, til trods for at hun aldring har boet i Japan. Er ved at afslutte en masteruddannelse som operasanger.
- David fra Canada
- En glad gut fra det fransktalende Quebec, der har givet sig selv en rundrejse i Asien som belønning for afsluttet bachelorgrad i musik.
- Eelke fra Holland
- En 30-årig pige med meget struttende silikonebryster, som har været rejseguide i Sydamerika, er uddannet reiki-healer og har rejst verden rundt i et års tid.
- No-No fra Holland
- Og ja, det hedder han. En gut på 21 somre, som har været på en måneds karateskole i Japan og nu skal hjem til Holland efter sommerferien for at ”læse et eller andet”.
- Giacomo fra Italien
- En ligeledes 21-årig gut, der har betalt svimlende summer for deltagelse i et arbejdsprogram, hvor han har arbejdet gratis på en japansk farm i en måned. Ganske sær, ubehjælpsom og bor tydeligvis stadig hjemme hos mor, ligesom alle andre italienske fyre.
Vi havde 10 helt fantastiske dage sammen på rundrejse i minibussen med Mochan som chauffør – og den tur beretter jeg lidt om i de følgende blog-indlæg…
De japanske alper
Om verdens travleste station, gennemblødte vandreture i bjergene og overnatning hos en ”rigtig” japaner. Og så selvfølgelig om navngivning på japansk...
For at komme ud af Tokyo, skal man som regel via stationen Shinjuku, hvorfra de fleste busser og toge ud af byen afgår. Shinjuku siges at være en af verdens største og travleste stationer og den dækker da også et enormt areal; at finde vej her, er ligeså svært som at finde en kinesisk taxachauffør, der ikke ryger i bilen. Men heldigvis er de fleste japanere ekstremt hjælpsomme og gør sig virkelig umage for at hjælpe alt hvad de kan, til trods for en stor sprogbarriere.
Det grønne Japan
Selv fandt jeg overraskende let vej på Shinjuku, kun ved hjælp fra en enkelt japansk pige, der nærmest fulgte mig hele vejen til mit busstoppested, til trods for at hun selv skulle i den stik modsatte retning. For at nå min næste destination, byen Matsumoto i de japanske alper, krævedes en 3 timers bustur vestpå. Når man ikke har oplevet Japan før, er det virkelig slående, hvor grønt og frodigt der bare er over det hele, lige så snart man er kommet et stykke uden for Tokyo.
På bar med de lokale – og pludselig hedder man ”Forår”
Jeg ankom sikkert til Matsumoto samme aften og indlogerede mig hos den indonesiske pige Nunung, der bor i et hus på størrelse med et frimærke og bruger al sin tid på at læse til neurokirurg. Men hun tilbød en madras på gulvet i tre dage og det takkede jeg ja til.
Mens Nunung gik på studiet, gik jeg på lokal bar, for at få en enkelt øl inden sengetid. Kromutter og hendes datter kunne et meget begrænset antal engelske gloser, men var alligevel meget interesserede i at snakke med mig. En enkelt gæst blev hurtigt til flere, og før jeg fik set mig om, sad jeg omringet af unge, lokale gutter, der kunne endnu mindre engelsk end bartenderne, men ikke desto mindre var vilde med at snakke med mig om vestlig musik og danske fodboldspillere.
Før jeg fik set mig om, havde bartenderen også forklaret mig, at jeg på japansk hed ”Haru” (der betyder ”forår”), fordi udtalen af mit efternavn på japansk var meget lig dette. Jeg takkede glad og stolt over mit nye navn. De kan alligevel heller ikke finde ud af at udtale ”Bjarke”…
Der findes ikke forkert vejr – kun forkert påklædning…
Jeg er stor tilhænger af ovenstående talemåde, men måtte i alperne alligevel erkende, at man ikke kan foretage sig alting i al slags vejr. Således måtte mine planlagte vandre- og klatreture i de japanske alper udskydes og aflyses grundet de massive regnskyl som kom under mit ophold i Matsumoto.
En planlagt vandretur til en smuk dal – ad den originale sti som Walter Weston brugte, da han introducerede japanerne til bjergbestigning – måtte halvvejs droppes, fordi regnvandet havde skyllet hele stien væk. Men på det stykke af turen jeg trods alt nåede, oplevede jeg heldigvis rigeligt med smukke dale og vilde vandfald.
Bjergbestigning med de hårde drenge
Næste dag var vejret mere venligt og det blev straks udnyttet. Farvel til Nunung og af sted med første morgenbus kl. 6 mod Mount Tsubakuro på små 2.763 meter. Efter at have været med et par lokale busser mere, var jeg fremme ved foden af bjerget og begyndte opstigning kl. 9, heldigvis i strålende solskin.
Det er jo godt nok uden for den officielle klatresæson og jeg blev da også overrasket over, at der lå så meget sne på de ganske stejle bjergsider. Mine nye vandrestøvler skulle virkelig stå deres prøve – og det gik da heldigvis også super. Efter nogle timers intensiv bjergvandring nåede jeg frem til sidste hytte inden toppen og fik noget velfortjent frokost sammen med et par andre rå, japanske bjerbestiger-typer med alt det rigtige udstyr. Pludselig spurgte de meget genert om de ikke nok måtte få taget et billede sammen med mig, og det takkede jeg selvfølgelig ja til – er vild med al den opmærksomhed man får, når man bevæger sig bare et stykke udenfor storbyen.
Jeg nåede toppen af Mount Tsubakuro en halv times tid senere. En imponerende udsigt ned ad bjergsiderne, men der er – ganske rigtigt – koldt på toppen, med en bidende kulde og en rasende blæst, så efter de obligatoriske selvportrætter drønede jeg ned igen så hurtigt som muligt. I en blanding af skiløb og sprint nåede jeg helt til bunds på omkring en times tid, og hoppede storsvedende, stolt og helt udkørt på bussen tilbage til Hotaka, hvor jeg skulle overnatte.
Indlogering hos en rigtig japaner
I Hotaka blev jeg samlet op af Takafumi (”Taka”), som havde tilbudt mig at overnatte hos ham. Han tog mig straks med i et berømt ”Onsen” – en japansk specialitet. Naturlige, varme, mineralske kilder i bjergene. Uden en trevl på kroppen, sætter man sig i fællesbad med ældre japanske mænd og nyder udsigten over dalen. Simpelthen fantastisk.
Efterfølgende tog Taka mig med på hans lokale pub – også kaldet en ”isakaya”. Her fik vi en kold fadøl og snacks i form af bittesmå fisk blandet med lidt salat – begge dele smagte virkelig lækkert.
Dernæst smuttede vi hjem til Taka og til min store begejstring boede han virkelig ”japansk”, sådan som man har set det i diverse film. Jeg fik mit helt eget gæsteværelse med tatami-måtter på gulvet, glidevægge af papir og et af de dér helt lave borde, som er beregnet til at man sidder på gulvet og spiser… jeg var helt solgt. Hvor var det dog bare vildt fedt at se!
Taka er uddannet kok, så han diskede selvfølgelig lige op med lidt lækker mad – og en 6-pack med kolde øl. Og så sad vi ellers bare i hans stue hele aftenen – med selskab af hans sjove hund Sakura – og udvekslede erfaringer, synspunkter og kulturforskelle mellem Japan og Danmark, indtil trætheden for alvor meldte sig ovenpå en udmattende, begivenhedsrig og ikke mindst uforglemmelig dag i Japan…
For at komme ud af Tokyo, skal man som regel via stationen Shinjuku, hvorfra de fleste busser og toge ud af byen afgår. Shinjuku siges at være en af verdens største og travleste stationer og den dækker da også et enormt areal; at finde vej her, er ligeså svært som at finde en kinesisk taxachauffør, der ikke ryger i bilen. Men heldigvis er de fleste japanere ekstremt hjælpsomme og gør sig virkelig umage for at hjælpe alt hvad de kan, til trods for en stor sprogbarriere.
Det grønne Japan
Selv fandt jeg overraskende let vej på Shinjuku, kun ved hjælp fra en enkelt japansk pige, der nærmest fulgte mig hele vejen til mit busstoppested, til trods for at hun selv skulle i den stik modsatte retning. For at nå min næste destination, byen Matsumoto i de japanske alper, krævedes en 3 timers bustur vestpå. Når man ikke har oplevet Japan før, er det virkelig slående, hvor grønt og frodigt der bare er over det hele, lige så snart man er kommet et stykke uden for Tokyo.
På bar med de lokale – og pludselig hedder man ”Forår”
Jeg ankom sikkert til Matsumoto samme aften og indlogerede mig hos den indonesiske pige Nunung, der bor i et hus på størrelse med et frimærke og bruger al sin tid på at læse til neurokirurg. Men hun tilbød en madras på gulvet i tre dage og det takkede jeg ja til.
Mens Nunung gik på studiet, gik jeg på lokal bar, for at få en enkelt øl inden sengetid. Kromutter og hendes datter kunne et meget begrænset antal engelske gloser, men var alligevel meget interesserede i at snakke med mig. En enkelt gæst blev hurtigt til flere, og før jeg fik set mig om, sad jeg omringet af unge, lokale gutter, der kunne endnu mindre engelsk end bartenderne, men ikke desto mindre var vilde med at snakke med mig om vestlig musik og danske fodboldspillere.
Før jeg fik set mig om, havde bartenderen også forklaret mig, at jeg på japansk hed ”Haru” (der betyder ”forår”), fordi udtalen af mit efternavn på japansk var meget lig dette. Jeg takkede glad og stolt over mit nye navn. De kan alligevel heller ikke finde ud af at udtale ”Bjarke”…
Der findes ikke forkert vejr – kun forkert påklædning…
Jeg er stor tilhænger af ovenstående talemåde, men måtte i alperne alligevel erkende, at man ikke kan foretage sig alting i al slags vejr. Således måtte mine planlagte vandre- og klatreture i de japanske alper udskydes og aflyses grundet de massive regnskyl som kom under mit ophold i Matsumoto.
En planlagt vandretur til en smuk dal – ad den originale sti som Walter Weston brugte, da han introducerede japanerne til bjergbestigning – måtte halvvejs droppes, fordi regnvandet havde skyllet hele stien væk. Men på det stykke af turen jeg trods alt nåede, oplevede jeg heldigvis rigeligt med smukke dale og vilde vandfald.
Bjergbestigning med de hårde drenge
Næste dag var vejret mere venligt og det blev straks udnyttet. Farvel til Nunung og af sted med første morgenbus kl. 6 mod Mount Tsubakuro på små 2.763 meter. Efter at have været med et par lokale busser mere, var jeg fremme ved foden af bjerget og begyndte opstigning kl. 9, heldigvis i strålende solskin.
Det er jo godt nok uden for den officielle klatresæson og jeg blev da også overrasket over, at der lå så meget sne på de ganske stejle bjergsider. Mine nye vandrestøvler skulle virkelig stå deres prøve – og det gik da heldigvis også super. Efter nogle timers intensiv bjergvandring nåede jeg frem til sidste hytte inden toppen og fik noget velfortjent frokost sammen med et par andre rå, japanske bjerbestiger-typer med alt det rigtige udstyr. Pludselig spurgte de meget genert om de ikke nok måtte få taget et billede sammen med mig, og det takkede jeg selvfølgelig ja til – er vild med al den opmærksomhed man får, når man bevæger sig bare et stykke udenfor storbyen.
Jeg nåede toppen af Mount Tsubakuro en halv times tid senere. En imponerende udsigt ned ad bjergsiderne, men der er – ganske rigtigt – koldt på toppen, med en bidende kulde og en rasende blæst, så efter de obligatoriske selvportrætter drønede jeg ned igen så hurtigt som muligt. I en blanding af skiløb og sprint nåede jeg helt til bunds på omkring en times tid, og hoppede storsvedende, stolt og helt udkørt på bussen tilbage til Hotaka, hvor jeg skulle overnatte.
Indlogering hos en rigtig japaner
I Hotaka blev jeg samlet op af Takafumi (”Taka”), som havde tilbudt mig at overnatte hos ham. Han tog mig straks med i et berømt ”Onsen” – en japansk specialitet. Naturlige, varme, mineralske kilder i bjergene. Uden en trevl på kroppen, sætter man sig i fællesbad med ældre japanske mænd og nyder udsigten over dalen. Simpelthen fantastisk.
Efterfølgende tog Taka mig med på hans lokale pub – også kaldet en ”isakaya”. Her fik vi en kold fadøl og snacks i form af bittesmå fisk blandet med lidt salat – begge dele smagte virkelig lækkert.
Dernæst smuttede vi hjem til Taka og til min store begejstring boede han virkelig ”japansk”, sådan som man har set det i diverse film. Jeg fik mit helt eget gæsteværelse med tatami-måtter på gulvet, glidevægge af papir og et af de dér helt lave borde, som er beregnet til at man sidder på gulvet og spiser… jeg var helt solgt. Hvor var det dog bare vildt fedt at se!
Taka er uddannet kok, så han diskede selvfølgelig lige op med lidt lækker mad – og en 6-pack med kolde øl. Og så sad vi ellers bare i hans stue hele aftenen – med selskab af hans sjove hund Sakura – og udvekslede erfaringer, synspunkter og kulturforskelle mellem Japan og Danmark, indtil trætheden for alvor meldte sig ovenpå en udmattende, begivenhedsrig og ikke mindst uforglemmelig dag i Japan…
Tokyo – jakkesæt, rene gader og en tætpakket metro
Når man kommer direkte fra Beijing, er forskellen faktisk virkelig slående. En ting er, at de kører i den forkerte side af vejen, men resten af bylivet er også markant anderledes end i Beijing, til trods for at begge er gigantiske, asiatiske hovedstæder med over 20 millioner indbyggere.
Ikke nok med at man rent faktisk kan drikke vandet fra hanen, så er der også pinligt rent i gaderne, folk kører pænt og hensynsfuldt i trafikken og butiksekspedienterne er ekstremt smilende og venlige, uanset hvor man bevæger sig hen i Tokyo. Her må man sige, at Beijing lader meget tilbage at ønske.
Op på de høje hæle
Tokyo er en summende metropol, hvor man overalt i byen er tilskuer til et sandt mylder af små japanere, der haster fra A til B. For herrernes vedkommende er det snarere reglen end undtagelsen at man har jakkesæt på og for damernes gør det samme sig gældende med en voldsom omgang make-up og stilfulde, højhælede sko, som det dog er de færreste der kan finde ud af at gå i – hvilket gerne giver sig udtryk i, at man er vidne til et par styrt om dagen.
Der er altid plads til én til…
I byens ekstremt veludbyggede netværk af metrolinier, skal man som ny i byen holde tungen lige i munden og hovedet koldt, for ikke at fare fuldstændig vild i byen. Danskere, der har formået at køre forkert med én af Københavns to metrolinier ville nok vægre sig mod at hoppe ombord på en af de i alt 80 af slagsen, der tilmed er noget længere og går på kryds og tværs gennem byen.
Men når det så er sagt, og man endelig er kommet ombord, har man fornøjelsen af at opleve oceaner af japanere i føromtalte påklædning, der står som sild i en tønde og passer sig selv uden at veksle et ord med nogen. Alle som én er de tavse som natten og holder sig til enten at sove (gerne opad sidemanden), lege med deres højteknologiske mobiltelefon eller læse manga-tegneserier.
Sightseeing i storbyen
Min første dag i Japan brugte jeg på at drøne rundt og se så meget af byen som muligt. Jeg lagde ud fra morgenstunden med at besøge Tsukiji – verdens største fiskemarked. I disse gigantiske lagerhaller på havnen forhandles alle tænkelige og utænkelige former for fisk og andet godt fra havet – i alle størrelser og prisklasser. Turister er (næsten) velkomne, men det er noget af en logistisk udfordring, når gaffeltrucks skal konkurrere med spejlreflekskameraer om den ganske sparsomme plads på markedet…
Efterfølgende smuttede jeg en tur i en meget smuk park lige ved siden af fiskemarkedet, der med sine kønne bonsaitræer og små thehuse gav et tiltrængt pusterum fra storbyens trafik. De omkringliggende skyskrabere og larmen fra bilerne på gaden var dog svære helt at ignorere, så da jeg pludselig stod ved en anlægsplads for de både, der sejler på havnerundfart opad floden gennem byen, sprang jeg på – uden at helt at vide, hvor jeg kom hen.
En rigtig hyggelig sejltur og 30 minutter senere stod jeg så i modsatte ende af det centrale Tokyo, hvorfra der heldigvis ikke var særlig langt til et imponerende, smukt tempel. Her lå så også Tokyos største turistgade, der i løbet af fem minutter fik mindet mig om, hvorfor det var, at jeg kun havde planlagt at bruge en enkelt dag i byen. Aldrig har jeg set magen til stresset gedemarked, fyldt med råbende asiater og overvægtige vesterlændinge, der gladelig spenderer alle deres penge på samuraisværd i plastic, geishaer som porcelænsfigurer og ristede blæksprutter på pind… lad mig komme væk...
Ikke nok med at man rent faktisk kan drikke vandet fra hanen, så er der også pinligt rent i gaderne, folk kører pænt og hensynsfuldt i trafikken og butiksekspedienterne er ekstremt smilende og venlige, uanset hvor man bevæger sig hen i Tokyo. Her må man sige, at Beijing lader meget tilbage at ønske.
Op på de høje hæle
Tokyo er en summende metropol, hvor man overalt i byen er tilskuer til et sandt mylder af små japanere, der haster fra A til B. For herrernes vedkommende er det snarere reglen end undtagelsen at man har jakkesæt på og for damernes gør det samme sig gældende med en voldsom omgang make-up og stilfulde, højhælede sko, som det dog er de færreste der kan finde ud af at gå i – hvilket gerne giver sig udtryk i, at man er vidne til et par styrt om dagen.
Der er altid plads til én til…
I byens ekstremt veludbyggede netværk af metrolinier, skal man som ny i byen holde tungen lige i munden og hovedet koldt, for ikke at fare fuldstændig vild i byen. Danskere, der har formået at køre forkert med én af Københavns to metrolinier ville nok vægre sig mod at hoppe ombord på en af de i alt 80 af slagsen, der tilmed er noget længere og går på kryds og tværs gennem byen.
Men når det så er sagt, og man endelig er kommet ombord, har man fornøjelsen af at opleve oceaner af japanere i føromtalte påklædning, der står som sild i en tønde og passer sig selv uden at veksle et ord med nogen. Alle som én er de tavse som natten og holder sig til enten at sove (gerne opad sidemanden), lege med deres højteknologiske mobiltelefon eller læse manga-tegneserier.
Sightseeing i storbyen
Min første dag i Japan brugte jeg på at drøne rundt og se så meget af byen som muligt. Jeg lagde ud fra morgenstunden med at besøge Tsukiji – verdens største fiskemarked. I disse gigantiske lagerhaller på havnen forhandles alle tænkelige og utænkelige former for fisk og andet godt fra havet – i alle størrelser og prisklasser. Turister er (næsten) velkomne, men det er noget af en logistisk udfordring, når gaffeltrucks skal konkurrere med spejlreflekskameraer om den ganske sparsomme plads på markedet…
Efterfølgende smuttede jeg en tur i en meget smuk park lige ved siden af fiskemarkedet, der med sine kønne bonsaitræer og små thehuse gav et tiltrængt pusterum fra storbyens trafik. De omkringliggende skyskrabere og larmen fra bilerne på gaden var dog svære helt at ignorere, så da jeg pludselig stod ved en anlægsplads for de både, der sejler på havnerundfart opad floden gennem byen, sprang jeg på – uden at helt at vide, hvor jeg kom hen.
En rigtig hyggelig sejltur og 30 minutter senere stod jeg så i modsatte ende af det centrale Tokyo, hvorfra der heldigvis ikke var særlig langt til et imponerende, smukt tempel. Her lå så også Tokyos største turistgade, der i løbet af fem minutter fik mindet mig om, hvorfor det var, at jeg kun havde planlagt at bruge en enkelt dag i byen. Aldrig har jeg set magen til stresset gedemarked, fyldt med råbende asiater og overvægtige vesterlændinge, der gladelig spenderer alle deres penge på samuraisværd i plastic, geishaer som porcelænsfigurer og ristede blæksprutter på pind… lad mig komme væk...
tirsdag den 15. juni 2010
Et japansk eventyr er nu vel overstået!
Mine vandrestøvler er ved at være slidt helt ned, jeg har ikke mere rent tøj og mit håndklæde lugter af sur karklud.
Der er ikke mere batteri på kameraet, memorykortet er fyldt helt ud og jeg har kun 58 japanske yen tilbage i min pung - det svarer til ca. 4 danske kroner.
Jeg er netop landet i Beijing efter en helt igennem fabelagtig tur til Japan, med 26 dage fyldt med så mange oplevelser, at de lige skal fordøjes godt og grundigt. Grundig planlægning har betalt sig, og jeg har opnået alle de ting, som jeg satte mig for, da jeg tog af sted den 20. maj.
Der kommer selvfølgelig massevis af skønne billeder og blogindlæg op på siden, så snart jeg har fået tømt mit kamera og gennemlæst mine dagbogsnotater...
De bedste hilsner,
Bjarke
Der er ikke mere batteri på kameraet, memorykortet er fyldt helt ud og jeg har kun 58 japanske yen tilbage i min pung - det svarer til ca. 4 danske kroner.
Jeg er netop landet i Beijing efter en helt igennem fabelagtig tur til Japan, med 26 dage fyldt med så mange oplevelser, at de lige skal fordøjes godt og grundigt. Grundig planlægning har betalt sig, og jeg har opnået alle de ting, som jeg satte mig for, da jeg tog af sted den 20. maj.
Der kommer selvfølgelig massevis af skønne billeder og blogindlæg op på siden, så snart jeg har fået tømt mit kamera og gennemlæst mine dagbogsnotater...
De bedste hilsner,
Bjarke
tirsdag den 25. maj 2010
Alperne indtaget - Japan er bare fantastisk!
Endnu engang bliver det blot til en ganske kort hilsen, for lige om et oejeblik kommer min japanske vaert, Takafumi, hjem og laver mad til mig. Og han arbejder som kok, saa han burde nok kunne finde ud af det...
De foerste par dage i Matsumoto regnede simpelthen vaek - det stod ned i staenger i to dage i traek. Saa alle vandrestier var lukkede og busserne til bjergene var aflyst. Soendag gik med sightseeing paa Matsumoto Slot (vildt flot!) og en tur rundt i byen i silende regn. Mandag tog den altid optimistiske Bjarke ud paa en 35 kilometers vandretur - ogsaa i oesende regnvejr. Men man kan jo heller ikke bare sidde derhjemme, vel? Det var en meget smuk tur - billeder kommer paa et tidspunkt!
I dag var vejret fantastisk, saa jeg hoppede paa et tog kl. 6.00 til Hotaka, hvor jeg her til aften havde en aftale med Takafumi om overnatning. Fra Hotaka med en lokal bus ad utallige haarnaalesving op til foden af bjerget Tsubakuro, og saa ellers bare op ad de stejle og snekladte skraenter med mig i det gode vejr. Igen; jeg skal nok smide nogle billeder op, naar jeg faar mulighed for det! Det var vildt flot - hvilken udsigt! Jeg er gaaet i dyb sne det meste af dagen...!
Her til eftermiddag blev jeg saa hentet af den kaere Takafumi, der tog mig med i "Onsen" (beroemte japanske bade i varme kilder), hvor man som bekendt sidder splitter-fornoejet sammen med en haandfuld aeldre, japanske maend. Der var ogsaa boblebad og det hele - ubeskrivelig skoent ovenpaa to dages intensiv vandring. Dernaest smuttede vi paa "Isakaya" (japansk vaertshus) og fik en oel, og nu sidder jeg saa her i Takafumis virkelig japanske hjem (fuldstaendig som paa film, med papirvaegge og det hele!) og venter paa at han er faerdig paa arbejdet og kommer hjem og laver middag. Ja, livet er ikke helt ringe...
I morgen rejser jeg saa til Shizuoka og moedes med en gruppe folk fra CouchSurfing (tjek http://www.couchsurfing.org/ hvis du ikke ved hvad det er), som jeg skal rejse rundt med i de kommende 10 dage. Det er selvfoelgelig en vildt entusiastisk japansk fyr, der organiserer det hele, saa vi er vist i gode haender.
Hold jer muntre derhjemme - jeg lover at skrive nogle mere strukturerede og ordentlige indlaeg, saa snart jeg er hjemme i Beijing igen. Der er saa MANGE ting at fortaelle om!
Kram til alle,
Bjarke
De foerste par dage i Matsumoto regnede simpelthen vaek - det stod ned i staenger i to dage i traek. Saa alle vandrestier var lukkede og busserne til bjergene var aflyst. Soendag gik med sightseeing paa Matsumoto Slot (vildt flot!) og en tur rundt i byen i silende regn. Mandag tog den altid optimistiske Bjarke ud paa en 35 kilometers vandretur - ogsaa i oesende regnvejr. Men man kan jo heller ikke bare sidde derhjemme, vel? Det var en meget smuk tur - billeder kommer paa et tidspunkt!
I dag var vejret fantastisk, saa jeg hoppede paa et tog kl. 6.00 til Hotaka, hvor jeg her til aften havde en aftale med Takafumi om overnatning. Fra Hotaka med en lokal bus ad utallige haarnaalesving op til foden af bjerget Tsubakuro, og saa ellers bare op ad de stejle og snekladte skraenter med mig i det gode vejr. Igen; jeg skal nok smide nogle billeder op, naar jeg faar mulighed for det! Det var vildt flot - hvilken udsigt! Jeg er gaaet i dyb sne det meste af dagen...!
Her til eftermiddag blev jeg saa hentet af den kaere Takafumi, der tog mig med i "Onsen" (beroemte japanske bade i varme kilder), hvor man som bekendt sidder splitter-fornoejet sammen med en haandfuld aeldre, japanske maend. Der var ogsaa boblebad og det hele - ubeskrivelig skoent ovenpaa to dages intensiv vandring. Dernaest smuttede vi paa "Isakaya" (japansk vaertshus) og fik en oel, og nu sidder jeg saa her i Takafumis virkelig japanske hjem (fuldstaendig som paa film, med papirvaegge og det hele!) og venter paa at han er faerdig paa arbejdet og kommer hjem og laver middag. Ja, livet er ikke helt ringe...
I morgen rejser jeg saa til Shizuoka og moedes med en gruppe folk fra CouchSurfing (tjek http://www.couchsurfing.org/ hvis du ikke ved hvad det er), som jeg skal rejse rundt med i de kommende 10 dage. Det er selvfoelgelig en vildt entusiastisk japansk fyr, der organiserer det hele, saa vi er vist i gode haender.
Hold jer muntre derhjemme - jeg lover at skrive nogle mere strukturerede og ordentlige indlaeg, saa snart jeg er hjemme i Beijing igen. Der er saa MANGE ting at fortaelle om!
Kram til alle,
Bjarke
lørdag den 22. maj 2010
Bjarke har indtaget Japan!
En lynhurtig update herfra!
Er landet trygt og sikkert i Japan, og efter et par fantastiske dage i millionbyen Tokyo, er jeg nu landet i Matsumoto i de japanske alper, hvor jeg skal ud og vandre i bjergene alt hvad jeg overhovedet kan...
Bor hos en indonesisk pige, der studerer neurokirurgi her i byen og har allerede indtaget massevis af god, japansk mad.
Er det forresten ikke utroligt, at jeg har skrevet alt det her uden brug af de der 3 bogstaver, som kun danskerne bruger (og som jeg ikke kan anvende her...)?
Mange hilsner,
Bjarke
Er landet trygt og sikkert i Japan, og efter et par fantastiske dage i millionbyen Tokyo, er jeg nu landet i Matsumoto i de japanske alper, hvor jeg skal ud og vandre i bjergene alt hvad jeg overhovedet kan...
Bor hos en indonesisk pige, der studerer neurokirurgi her i byen og har allerede indtaget massevis af god, japansk mad.
Er det forresten ikke utroligt, at jeg har skrevet alt det her uden brug af de der 3 bogstaver, som kun danskerne bruger (og som jeg ikke kan anvende her...)?
Mange hilsner,
Bjarke
mandag den 10. maj 2010
Besøg hjemmefra – turist i egen by
Min tidligere sambo Ulla og hendes søn Morten har netop været på en uges ferie i Beijing, hvor de udover at være rundt og se alle de store turistattraktioner heldigvis også havde et par dage på egen hånd. Så jeg afspadserede torsdag og fredag og tog dem med rundt i byen.
Mine gæster Ulla og Morten havde haft et tætpakket program hele ugen med aktiviteter fra tidlig morgen til sen aften, så de var heldigvis indstillede på at have et par rolige dage, hvilket passede mig ganske glimrende.
Der skal pruttes om prisen
Om eftermiddagen tog vi på det store marked i Yashow, hvor man kan købe alle former for souvenirs, kopivarer og andet ubrugeligt bras. Uanset hvad man køber, så skal der forhandles helt vanvittigt om prisen. Alle sælgere kan tale engelsk og tøver på ingen måde med at henvende sig, når de rige vesterlændinge går forbi deres bod. ”Hello sir, do you like beautiful t-shirt, very good price for you, sir”… og prisen er altid skyhøj til at starte med. Den schweizerkniv som jeg endte med at købe for 15 kroner, startede med at koste 200.
De dumme turister
Man skal være taktisk og vedholdende, hvis man skal have tingene til en nogenlunde pris. Og som Morten bemærkede, da vi købte en kinesisk landsholdstrøje til ham, så faldt prisen også drastisk, da jeg begyndte at snakke kinesisk med sælgeren. Men hatten af for dem – ikke så få gange ser man godtroende, rige turister, der hellere end gerne betaler 400 kroner for en falsk Dolce & Gabbana-jakke, som de selvfølgelig tror, er helt ægte og fantastisk kvalitet. Og når de så oven i købet har fået sælgeren ned fra 1.000 til 400 kroner, er de jo lykkelige. At skidtet så kun burde have kostet en tiendedel og i øvrigt går i stykker en uge efter de er kommet hjem, må jo så være deres egen hovedpine…
I parken med pensionisterne
Tilbage til os selv, og ikke de andre dumme turister. Efter en hyggelig middag på lokal restaurant sammen med Simon, Christiane og René, fik jeg eskorteret Ulla og Morten sikkert hjem til deres hotel ovenpå en vellykket dag.
Dagen efter tog jeg mine gæster med i Longtan Park, for at give dem lidt mere fredelig og lokal kultur. Sådan en fredelig fredag formiddag kunne vi opleve hvordan alle pensionisterne – nogle af dem med børnebørn på slæb – sidder, løber, synger, spiller og danser i parken. Nogle dyrker taichi, andre leger med ungerne på legepladsen, mens andre igen slår sig løs ved bordtennisbordene. Jeg fik mig da også lige et par bolde med en fyr, der vel var omkring de 80, men til trods for dette ikke havde de fjerneste problemer med at udspille mig på kryds og tværs. Alligevel fik jeg dog god ros og anerkendelse for indsatsen af de andre pensionister rundt om bordet, der ivrigt fulgte med i spillet, nu hvor der var en ung, fremmed gut, der havde dristet sig til at være med.
Piratos og pålægschokolade
Om eftermiddagen tog vi til Wangfujing, der er et større gågade-område, hvor turister også kan får styret deres lyst efter at shoppe alskens souvenirs. Her serverer de selvfølgelig også stegte kakerlakker, skorpioner og andet kryb på spyd, hvis man nu skulle have lyst til den slags. Vi holdt os til at spise en Magnum i stedet.
Ovenpå et par fantastiske dage som turist i egen by, tog jeg afsked med Ulla og Morten, der i øvrigt havde været så fantastisk søde at tage både Piratos og pålægschokolade med til mig, så jeg ikke skulle føle mig så langt væk hjemmefra. Pålægschokoladen ryger direkte hjem i køleskabet, mens de to poser Piratos ryger med på kontoret, så Simon også kan få glæde af dem…
Der er en håndfuld billeder fra vores tur i Longtan Park i billedalbummet.
Mine gæster Ulla og Morten havde haft et tætpakket program hele ugen med aktiviteter fra tidlig morgen til sen aften, så de var heldigvis indstillede på at have et par rolige dage, hvilket passede mig ganske glimrende.
“Her bor jeg!”
Efter en tur i formand Maos mausoleum torsdag morgen, tog vi hjem og så min lejlighed og efterfølgende også en tur på ambassaden, hvor mine gæster fik hilst på og sludret med mine nærmeste kolleger. De fik selvfølgelig også set tennisbanen og swimmingpoolen, som endelig er kommet i brug, nu hvor sommeren er kommet til Beijing.
Der skal pruttes om prisen
Om eftermiddagen tog vi på det store marked i Yashow, hvor man kan købe alle former for souvenirs, kopivarer og andet ubrugeligt bras. Uanset hvad man køber, så skal der forhandles helt vanvittigt om prisen. Alle sælgere kan tale engelsk og tøver på ingen måde med at henvende sig, når de rige vesterlændinge går forbi deres bod. ”Hello sir, do you like beautiful t-shirt, very good price for you, sir”… og prisen er altid skyhøj til at starte med. Den schweizerkniv som jeg endte med at købe for 15 kroner, startede med at koste 200.De dumme turister
Man skal være taktisk og vedholdende, hvis man skal have tingene til en nogenlunde pris. Og som Morten bemærkede, da vi købte en kinesisk landsholdstrøje til ham, så faldt prisen også drastisk, da jeg begyndte at snakke kinesisk med sælgeren. Men hatten af for dem – ikke så få gange ser man godtroende, rige turister, der hellere end gerne betaler 400 kroner for en falsk Dolce & Gabbana-jakke, som de selvfølgelig tror, er helt ægte og fantastisk kvalitet. Og når de så oven i købet har fået sælgeren ned fra 1.000 til 400 kroner, er de jo lykkelige. At skidtet så kun burde have kostet en tiendedel og i øvrigt går i stykker en uge efter de er kommet hjem, må jo så være deres egen hovedpine…
I parken med pensionisterne
Tilbage til os selv, og ikke de andre dumme turister. Efter en hyggelig middag på lokal restaurant sammen med Simon, Christiane og René, fik jeg eskorteret Ulla og Morten sikkert hjem til deres hotel ovenpå en vellykket dag.
Dagen efter tog jeg mine gæster med i Longtan Park, for at give dem lidt mere fredelig og lokal kultur. Sådan en fredelig fredag formiddag kunne vi opleve hvordan alle pensionisterne – nogle af dem med børnebørn på slæb – sidder, løber, synger, spiller og danser i parken. Nogle dyrker taichi, andre leger med ungerne på legepladsen, mens andre igen slår sig løs ved bordtennisbordene. Jeg fik mig da også lige et par bolde med en fyr, der vel var omkring de 80, men til trods for dette ikke havde de fjerneste problemer med at udspille mig på kryds og tværs. Alligevel fik jeg dog god ros og anerkendelse for indsatsen af de andre pensionister rundt om bordet, der ivrigt fulgte med i spillet, nu hvor der var en ung, fremmed gut, der havde dristet sig til at være med.
Piratos og pålægschokolade
Om eftermiddagen tog vi til Wangfujing, der er et større gågade-område, hvor turister også kan får styret deres lyst efter at shoppe alskens souvenirs. Her serverer de selvfølgelig også stegte kakerlakker, skorpioner og andet kryb på spyd, hvis man nu skulle have lyst til den slags. Vi holdt os til at spise en Magnum i stedet.
Ovenpå et par fantastiske dage som turist i egen by, tog jeg afsked med Ulla og Morten, der i øvrigt havde været så fantastisk søde at tage både Piratos og pålægschokolade med til mig, så jeg ikke skulle føle mig så langt væk hjemmefra. Pålægschokoladen ryger direkte hjem i køleskabet, mens de to poser Piratos ryger med på kontoret, så Simon også kan få glæde af dem…
Der er en håndfuld billeder fra vores tur i Longtan Park i billedalbummet.
tirsdag den 4. maj 2010
Fodbold uden fadøl
Mens det danske mesterskab er afgjort derhjemme, er der stadig spænding om titlen i den kinesiske liga. Beijing er forsvarende mestre, og de ca. 35.000 meget entusiastiske fans der var på stadion i mandags, forventede tydeligvis, at der skulle en sejr i hus i opgøret mod Qingdao. Sammen med mine kolleger Simon og René var jeg inde og se topopgør i kinesisk fodbold.
Slatten automat-cola
Nu er jeg jo ikke den store fodboldekspert, men selv jeg kunne konstatere, at det altså ikke var helt det samme som hjemme i Danmark. For det første var niveauet nede på banen så forbavsende ringe, at et dansk 2. divisionshold med lethed kunne have slået de forsvarende kinesiske mestre fra Beijing. For det andet serverede de slet ikke fadøl nogen steder. I stedet blev man spist af med forbrændte popcorn og slatten automat-cola til overpris.
Skandaledommer
Ovenstående forhindrede dog ikke de mange fans i at gå vildt og voldsomt op i kampen, og de ellers så fredelige kinesere var konstant oppe af stolene for at råbe af både egne spillere og modstanderholdet – ja, og så selvfølgelig dommeren, der med jævne mellemrum blev kaldt ”xabi”, der vist betyder noget i retning af ”skandaledommer”. Hver gang det skete, kom der en forfærdelig høj og skrattende lyd i stadionhøjttalerne, som vist skulle betyde, at man ikke måtte sige grimme ting. Men det tog folk sig tydeligvis ikke af. Kampen endte i øvrigt 1-1, efter at Beijing havde kontrolleret hele matchen og ført 1-0 indtil 10 minutter før tid, hvor modstanderne udlignede på deres absolut eneste chance i hele kampen.
Fascinerende kinesisk fodboldkultur
Det var på ingen måde særlig seværdigt, ej heller spændende. Og når man så heller ikke kan købe så meget som en enkelt øl til at kompensere for den manglende underholdning på banen, var billetten vist ikke de 60 kroner værd. Men alt i alt ganske fascinerende at opleve kinesisk fodboldkultur og se så mange fans gå så højt op i spillet, til trods for det fornærmende dårlige niveau. Så jeg vil da ikke afvise, at Simon, René og jeg igen er at finde på lægterne, når ærkerivalerne fra Shanghai snart kommer på besøg…
Slatten automat-cola
Nu er jeg jo ikke den store fodboldekspert, men selv jeg kunne konstatere, at det altså ikke var helt det samme som hjemme i Danmark. For det første var niveauet nede på banen så forbavsende ringe, at et dansk 2. divisionshold med lethed kunne have slået de forsvarende kinesiske mestre fra Beijing. For det andet serverede de slet ikke fadøl nogen steder. I stedet blev man spist af med forbrændte popcorn og slatten automat-cola til overpris.
Skandaledommer
Ovenstående forhindrede dog ikke de mange fans i at gå vildt og voldsomt op i kampen, og de ellers så fredelige kinesere var konstant oppe af stolene for at råbe af både egne spillere og modstanderholdet – ja, og så selvfølgelig dommeren, der med jævne mellemrum blev kaldt ”xabi”, der vist betyder noget i retning af ”skandaledommer”. Hver gang det skete, kom der en forfærdelig høj og skrattende lyd i stadionhøjttalerne, som vist skulle betyde, at man ikke måtte sige grimme ting. Men det tog folk sig tydeligvis ikke af. Kampen endte i øvrigt 1-1, efter at Beijing havde kontrolleret hele matchen og ført 1-0 indtil 10 minutter før tid, hvor modstanderne udlignede på deres absolut eneste chance i hele kampen.
Fascinerende kinesisk fodboldkultur
Det var på ingen måde særlig seværdigt, ej heller spændende. Og når man så heller ikke kan købe så meget som en enkelt øl til at kompensere for den manglende underholdning på banen, var billetten vist ikke de 60 kroner værd. Men alt i alt ganske fascinerende at opleve kinesisk fodboldkultur og se så mange fans gå så højt op i spillet, til trods for det fornærmende dårlige niveau. Så jeg vil da ikke afvise, at Simon, René og jeg igen er at finde på lægterne, når ærkerivalerne fra Shanghai snart kommer på besøg…
tirsdag den 13. april 2010
En dag med statsministeren
Alt imens de danske medier havde travlt med at fortælle om statsministeren og regeringens fejltagelser, forglemmelser og ferierejser, havde vi besøg af Lars Løkke Rasmussen i et par dage her i Beijing.
Ugerne i starten af april var ret så hektiske, for der er godt nok meget der skal forberedes, når landets regeringsleder skal på officielt besøg. Eksempelvis måtte jeg selv på arbejde i 10 timer både lørdag og søndag. Men så fik jeg da heldigvis også nogle sjove oplevelser med, da Lars Løkke om mandag den 12. april skulle holde gæsteforelæsning på Peking University og holde bilaterale samtaler med Kinas premierminister Wen Jiabao.
Politieskorte og ryddede gader
Jeg havde til opgave at følge korrespondenter og kamerafolk fra alle de store danske medier med rundt i byen, så de kunne følge statsministerens gøren og laden. Alle var med som en del af den officielle delegation, så vi kørte i stor kortege – i alt ca. 14 store, sorte Audi’er – med politieskorte rundt i Beijing.
Gaderne i den ellers så stærkt trafikerede hovedstad var simpelthen ryddede for statsministerens skyld, så vi kunne drøne ubesværet gennem byen. Der var tusindvis af politifolk udkommanderet til at holde trafikken tilbage, og når man er vant til konstant at se bilkøer overalt, var det virkelig en surrealistisk oplevelse bare at kunne passere frit gennem de store, brede gader. Og ja, så følte man sig da også bare en smule vigtig, når man nu sådan kørte rundt med statsministeren…
Håndtryk med endnu en minister
Lars (som jeg kalder ham) var jo godt nok en travl herre, med et meget stramt program, så der var ikke tid til så meget hyggesludder med eksempelvis mig. Til gengæld fik jeg mig nogle gode samtaler med hans livvagter og selvfølgelig også med alle de danske journalister vi havde med rundt. Desuden fik jeg givet hånd til vores nye videnskabsminister, Charlotte Sahl-Madsen, der var med i Kina for at underskrive en aftale om et nyt dansk universitetscenter. Så hun ryger på listen over ministerhåndtryk sammen med klima- og energiminister Lykke Friis, som vi havde på besøg i februar.
Bjarke på kinesisk tv!
Efter sin gæsteforelæsning på Peking University skulle statsministeren holde møde med premierminister Wen Jiabao. I kraft af at jeg skulle tage mig af journalisterne, var jeg også så privilegeret at stå på første række, da de to regeringsledere mødtes på den røde løber og gav håndtryk, ligesom jeg også var med inde i selve mødelokalet, hvor de to delegationer med regeringslederne i midten sad overfor hinanden ved langborde og holdt bilaterale samtaler.
På de efterfølgende nyhedsindslag på kinesisk tv kunne man – hvis man så rigtig godt efter – lige skimte lille mig i gruppen af journalister, da kameraet panorerede forbi. Så har man da også prøvet det!
Et tidskrævende besøg
Mandag eftermiddag satte vi så den kære Lars og hans embedsfolk på et fly hjem til Danmark. En virkelig spændende oplevelse – men også ganske tidskrævende – at have besøg af statsministeren, så både jeg og mine kolleger var rimelig udmattede og lettede, da det hele var overstået.
Hvis du er nysgerrig efter billedmateriale, kan jeg oplyse, at jeg har taget billeder til de nyhedshistorier jeg har skrevet til ambassadens hjemmeside. Og her har jeg selvfølgelig også skrevet mere uddybende om statsministerbesøget. Så tjek nyhederne på hjemmesiden fra den 12. april 2010, hvis du har appetit på mere.
Ugerne i starten af april var ret så hektiske, for der er godt nok meget der skal forberedes, når landets regeringsleder skal på officielt besøg. Eksempelvis måtte jeg selv på arbejde i 10 timer både lørdag og søndag. Men så fik jeg da heldigvis også nogle sjove oplevelser med, da Lars Løkke om mandag den 12. april skulle holde gæsteforelæsning på Peking University og holde bilaterale samtaler med Kinas premierminister Wen Jiabao.
Politieskorte og ryddede gader
Jeg havde til opgave at følge korrespondenter og kamerafolk fra alle de store danske medier med rundt i byen, så de kunne følge statsministerens gøren og laden. Alle var med som en del af den officielle delegation, så vi kørte i stor kortege – i alt ca. 14 store, sorte Audi’er – med politieskorte rundt i Beijing.
Gaderne i den ellers så stærkt trafikerede hovedstad var simpelthen ryddede for statsministerens skyld, så vi kunne drøne ubesværet gennem byen. Der var tusindvis af politifolk udkommanderet til at holde trafikken tilbage, og når man er vant til konstant at se bilkøer overalt, var det virkelig en surrealistisk oplevelse bare at kunne passere frit gennem de store, brede gader. Og ja, så følte man sig da også bare en smule vigtig, når man nu sådan kørte rundt med statsministeren…
Håndtryk med endnu en minister
Lars (som jeg kalder ham) var jo godt nok en travl herre, med et meget stramt program, så der var ikke tid til så meget hyggesludder med eksempelvis mig. Til gengæld fik jeg mig nogle gode samtaler med hans livvagter og selvfølgelig også med alle de danske journalister vi havde med rundt. Desuden fik jeg givet hånd til vores nye videnskabsminister, Charlotte Sahl-Madsen, der var med i Kina for at underskrive en aftale om et nyt dansk universitetscenter. Så hun ryger på listen over ministerhåndtryk sammen med klima- og energiminister Lykke Friis, som vi havde på besøg i februar.
Bjarke på kinesisk tv!
Efter sin gæsteforelæsning på Peking University skulle statsministeren holde møde med premierminister Wen Jiabao. I kraft af at jeg skulle tage mig af journalisterne, var jeg også så privilegeret at stå på første række, da de to regeringsledere mødtes på den røde løber og gav håndtryk, ligesom jeg også var med inde i selve mødelokalet, hvor de to delegationer med regeringslederne i midten sad overfor hinanden ved langborde og holdt bilaterale samtaler.
På de efterfølgende nyhedsindslag på kinesisk tv kunne man – hvis man så rigtig godt efter – lige skimte lille mig i gruppen af journalister, da kameraet panorerede forbi. Så har man da også prøvet det!
Et tidskrævende besøg
Mandag eftermiddag satte vi så den kære Lars og hans embedsfolk på et fly hjem til Danmark. En virkelig spændende oplevelse – men også ganske tidskrævende – at have besøg af statsministeren, så både jeg og mine kolleger var rimelig udmattede og lettede, da det hele var overstået.
Hvis du er nysgerrig efter billedmateriale, kan jeg oplyse, at jeg har taget billeder til de nyhedshistorier jeg har skrevet til ambassadens hjemmeside. Og her har jeg selvfølgelig også skrevet mere uddybende om statsministerbesøget. Så tjek nyhederne på hjemmesiden fra den 12. april 2010, hvis du har appetit på mere.
mandag den 5. april 2010
På mountainbike til Den Kinesiske Mur
”He who has not climbed the Great Wall is not a true man” (Mao Zedong)
”Når man nægter at være flokdyr, men alligevel gerne vil se giraffen, må man tage tyren ved hornene og sætte sig op på jernhesten” (Bjarke Hal)
Min tur til den kinesiske mur, var mildest talt ikke helt efter bogen, men til gengæld en helt uforglemmelig og ikke mindst anderledes oplevelse. Benene er stadig ømme og armene stadig hævede – højt over hovedet i vild begejstring.
Længe leve turisterne
Man har hørt så meget om den berømte kinesiske mur, der har en lang og fascinerende historie bag sig. I Beijing hører man ligeledes om, hvordan denne populære turistattraktion hver weekend tiltrækker enorme mængder af både kinesiske og udenlandske turister, der alle vil have et glimt af og tage nogle skridt på den berømte mur. Folk står i lange køer, betaler svimlende summer i entre og vælter i store flokke forbi utallige souvenirboder, og op i en lift, der transporterer dem helt op på muren og sikkert ned igen, hvor de så kan spendere massevis af penge på kunst, kaffedåser og køleskabsmagneter med den kinesiske mur på, inden de sætter sig ind i turistbussen og bliver kørt hjem igen.
Jeg vil jo stadig gerne til muren…
Nu har jeg ikke selv oplevet ovenstående, men bare beretningerne om dette scenarie skræmmer mig jo fra vid og sans. På den anden side ville jeg også gerne ud og se dette fantastiske bygningsværk. Muren har jo engang været over 6.000 km lang, så der måtte jo også være andre steder at tage hen? I Lonely Planet fandt jeg et tip til det helt perfekte sted, 70 kilometer nord for Beijing, hvor der ikke var gjort noget for at tiltrække turister. Eneste problem var, at der ikke rigtig gik noget offentlig transport dertil. Og så var det, at jeg fik en skæv ide…
Rygsækken blev pakket
På grund af påsken havde vi jo fri et par dage ekstra, så fredag morgen pakkede jeg min rygsæk med en sovepose, kamera, en stor madpakke, rigelige mængder vand og så lidt skiftetøj. Tjekkede ruten på Google Maps og sprang så op på min dejlige mountainbike og satte kursen mod Huanghuacheng, hvor der skulle ligge et meget autentisk og ikke-kommercielt stykke af den oprindelige, kinesiske mur. Det viste sig at blive den mest fantastiske oplevelse, jeg har hidtil har haft under mit ophold i Kina.
Beijing er en stor by
Bare det at komme ud af Beijing var noget af en tur. På trods af at man kører stik nord, så tog det mig faktisk 2 timer – ca. 30 kilometer – at komme helt derud, hvor det ikke er en by længere, og hvor bjergene også begynder. En helt fantastisk fornemmelse at komme herud, hvor der bare er stilhed og golde bjerglandskaber over det hele.
På cykel gennem bjerglandsbyerne
De resterende 40 kilometer gik turen op gennem bjergene, og det er vist ikke hver dag at en eller anden skør dansker drøner forbi på sin cykel – i hvert fald ikke at dømme efter reaktionerne langs vejen og i de små landsbyer jeg passerede. Jeg mente at kunne aflæse en blanding af undren og begejstring i deres øjne – og ikke så få gange blev der råbt ”laowai” (fremmed) og vinket til mig – og så blev der selvfølgelig vinket igen med et høfligt ”ni hao”.
Heldigvis fandt jeg den rigtige vej, og nåede frem til den lille landsby Huanghuacheng ved 15-tiden. Her stillede jeg så min velo i gårdhaven hos en venlig dame, der ivrigt gelejdede mig hen på stien op mod muren. Og hvilken oplevelse.
Helt alene på muren
Her var ingen entre, ingen souvenirboder – ja, faktisk heller ikke nogen andre mennesker! Altså, jeg mødte en lokal bonde, der gik ned ad bjergsiden med sit æsel, læsset med brænde – men det var også det hele. Jeg fik manøvreret mig op på muren efter en let klatretur, og blev mødt af et helt ubeskriveligt syn. Så langt øjet rakte, snoede muren sig gennem landskabet, hen over den ene bjergtop efter den anden. Vildt fascinerende. Til den ene side fuldstændig urestaureret, svært fremkommelig og i naturligt forfald – til den anden side ganske nydeligt istandsat og velholdt. Jeg brugte 3 timer på at klatre et godt stykke i både den ene og den anden retning – og skød selvfølgelig en rasende masse billeder af den fantastiske udsigt over det smukke bjerglandskab, som jeg havde fuldstændig for mig selv.
Overnatning hos de lokale
Omkring kl. 18 var jeg nede igen og gav mine ømme stænger en velfortjent pause, da jeg satte mig på bænken hos den søde dame, som havde set efter min cykel. Jeg skulle jo alligevel finde et sted at sove, og da hun blot skulle have 15 kr. for en overnatning i et pænt værelse med radiator og det hele, blev jeg bare her. Aftensmad kostede det samme, og lokal øl er jo nærmest gratis – så det var en ganske udmattet, lykkelig og veltilfreds Bjarke, der hoppede under dynen omkring kl. 19.30 og sov trygt hele natten, indtil man blev vækket af hanegal omkring kl. 6.30 lørdag morgen. Efter en god, lokal morgenmad sagde jeg pænt farvel til min værtinde og hendes mand, og hoppede på cyklen mod Beijing.
En uforglemmelig oplevelse
Skiftet fra land til by er meget markant og nærmest overvældende. Det ene øjeblik suser man ned ad en stejl bjergskråning i det øde landskab og den friske luft – det næste kvæles man i smog, og er ved at blive klemt inde mellem rickshaws og lastbiler i en massiv trafikprop. Nu er jeg så tilbage i vante omgivelser i den luksuriøse lejlighed, og selvom jeg da anerkender, at det er lækkert at have strøm, et varmt bad og et rigtigt toilet, så var det her altså virkelig en uforglemmelig oplevelse.
Jeg har lagt en stribe billeder i albummet, så du kan få et lille indblik i turen til muren.
søndag den 28. marts 2010
Alene hjemme!
Af en eller anden årsag, så er alle mine flatmates (samboer) taget af sted på ferie forskellige steder i Kina i denne uge, så jeg har hele den 230 kvadratmeter store lejlighed helt for mig selv! Så jeg nyder bare at have masser af plads og at man med ro i sindet kan tisse for åben dør eller rende nøgen rundt, hvis man lige føler for det... skønt!
Af andre interessante begivenheder kan jeg nævne, at det kører fantastisk med håndbolden - tyske Marcus var henrykt over, at jeg gad at stå for træningen, eftersom han selv langt hellere ville spille. Så nu får jeg lov til at gøre mig som håndboldtræner igen, på en blanding af engelsk, fransk og kinesisk, så alle forstår hvad der skal foregå... noget af en udfordring. Skal nok skrive lidt mere om det en anden dag.
Jeg har i øvrigt smidt to nye billedalbums op - bl.a. fra vores fantastiske weekend ude i en lille landsby!
Af andre interessante begivenheder kan jeg nævne, at det kører fantastisk med håndbolden - tyske Marcus var henrykt over, at jeg gad at stå for træningen, eftersom han selv langt hellere ville spille. Så nu får jeg lov til at gøre mig som håndboldtræner igen, på en blanding af engelsk, fransk og kinesisk, så alle forstår hvad der skal foregå... noget af en udfordring. Skal nok skrive lidt mere om det en anden dag.
Jeg har i øvrigt smidt to nye billedalbums op - bl.a. fra vores fantastiske weekend ude i en lille landsby!
tirsdag den 16. marts 2010
En weekend uden for civilisationen
Med 20 millioner indbyggere i Beijing, kan det godt være tiltrængt med lidt luftforandring. Ja, i bogstaveligste forstand, for der er godt nok forurenet i Beijing. Så i denne weekend tog Thomas, Simon og jeg en tur på landet. En tur, der indebar både højt solskin og voldsomt snevejr…
Landsbyen Chuandixia ligger 90 kilometer vest for Beijing, i en lille dal omringet af storslåede bjerge. Her er ca. 100 indbyggere og byen er udover sin smukke beliggenhed kendt for at have gamle Mao-slogans og -citater malet på husmurene over det meste af byen. På bjergskråningerne rundt om byen er bygget en håndfuld templer, hvorfra forskellige guder stadig tilbedes dagligt af de lokale. Mao Zedong selv har også besøgt byen dengang han regerede landet.
Så kører bussen…
Lørdag morgen pakkede vi så tasker og soveposer, og hoppede på metroen til endestationen, hvorfra der til Chuandixia gik en lokal bus, som det til alt held lykkedes os at finde. Til trods for at en lang række ganske ivrige taxachauffører forsøgte at overbevise os om, at det var nemmere (men også 20 gange dyrere) med taxa, og at bussen slet ikke kørte til byen. Men det gjorde den altså. Og efter 2½ times kørsel nåede vi frem.
Overnatning hos de lokale
Det var en helt fantastisk fornemmelse lige pludselig at være ude i den frie luft uden massevis af mennesker omkring én. Der var bare så stille – og så smukt!
Byen har en ganske overskuelig størrelse, så efter et par timers vandring rundt om og gennem byen, har man set det hele. Vi havde dog planlagt at overnatte derude, for at møde nogle lokale og få storbyen lidt på afstand. Vi fandt et hyggeligt lille værelse hos et ældre ægtepar, der blot skulle have i alt 50 kr. for at have os boende natten over. Ganske rimeligt, må man sige.
Kylling med det hele…
Vi kunne også bestille lidt mad til en beskeden pris hos vore værter, og så gik mutter ellers i køkkenet, mens fatter satte sig og underholdt os og røg et karton smøger, når han da ikke lige af mutter blev kommanderet ud for at hente mad til os. De taler naturligvis ikke et ord engelsk, mens vi omvendt kan en meget begrænset mængde gloser på kinesisk, så al kommunikation blev suppleret med en hel del tegnsprog. Vi endte med at spise en kyllingeanretning, hvor ben, fødder og såmænd også hovedet var kogt med i gryden. Men det er vist virkelig en delikatesse, så vi fik med garanti det bedste huset overhovedet kunne byde på.
De havde heldigvis også rigeligt med lokale øl til halvanden krone stykket, og udstyret med rigelige mængder af disse, samt et enkelt sæt spillekort, gik resten af aftenen slag i slag. Af uransalige årsager vandt Simon i samtlige kortspil, så da Thomas og jeg var trætte af at blive ydmyget, gik vi alle drøntrætte i seng ved 22-tiden.
Massevis af sne
Vore venlige værter var vist allerede i sving ved 6-tiden, mens vi selv snuede indtil kl. 8 denne højhellige søndag morgen. Blot for at konstatere, at der i løbet af natten var faldet en voldsom mængde sne – til trods for, at det slet ikke burde sne her midt i marts måned.
Vi fik vist gestikuleret på den rette måde, for mutter lavede varm te og en lokal risgrød til os til morgenmad. Grøden smagte ganske vist ikke af noget som helst, men vi blev mætte og det er jo det vigtigste.
Udbud og efterspørgsel
De blåøjede danskere havde selvfølgelig ikke skænket det en tanke, at et så voldsom snefald kunne have trafikale konsekvenser, så da vi lige ville bekræfte hos fatter, at bussen hjem til Beijing gik kl. 10.30, klukkede han blot og måtte forklare, at bussen altså ikke gik i dag, når det var så voldsomt snevejr. Da vi så gik ud på bygaden for at finde alternativ transport i form af en taxa, var prisen selvfølgelig steget fra 75 til 250 kr. henover natten… det handler jo om udbud og efterspørgsel. Og vi havde ganske rigtigt ikke andre transportmuligheder, hvis ikke vi ville blive i byen indtil sneen var væk – og vi skulle jo sådan set på arbejde dagen efter, så der var ikke rigtig noget at rafle om.
Sikkert hjemme igen
Vi sagde pænt farvel til vore værter og måtte så bide i det sure æble og betale taxachaufføren det han ville have, i stedet for at give 5 kr. for en busbillet hver. Turen gennem snedriverne tog omkring 3½ time, og vores chauffør kørte fornuftigt og sikkert. På vejen hjem passerede vi omkring 10 andre køretøjer, der enten var skredet af vejen eller simpelthen sad fast i sneen, så vi prisede os lykkelige over at komme sikkert hjem til Beijing.
En ganske begivenhedsrig weekend, som vi nok sent vil glemme. Vi er nu tilbage i storbyens hverdag med smog og trafikkaos, hvorfra vi jo så ganske passende kan planlægge vores næste weekendtur ud af byen – for den første var helt klart det hele værd.
Landsbyen Chuandixia ligger 90 kilometer vest for Beijing, i en lille dal omringet af storslåede bjerge. Her er ca. 100 indbyggere og byen er udover sin smukke beliggenhed kendt for at have gamle Mao-slogans og -citater malet på husmurene over det meste af byen. På bjergskråningerne rundt om byen er bygget en håndfuld templer, hvorfra forskellige guder stadig tilbedes dagligt af de lokale. Mao Zedong selv har også besøgt byen dengang han regerede landet.
Så kører bussen…
Lørdag morgen pakkede vi så tasker og soveposer, og hoppede på metroen til endestationen, hvorfra der til Chuandixia gik en lokal bus, som det til alt held lykkedes os at finde. Til trods for at en lang række ganske ivrige taxachauffører forsøgte at overbevise os om, at det var nemmere (men også 20 gange dyrere) med taxa, og at bussen slet ikke kørte til byen. Men det gjorde den altså. Og efter 2½ times kørsel nåede vi frem.
Overnatning hos de lokale
Det var en helt fantastisk fornemmelse lige pludselig at være ude i den frie luft uden massevis af mennesker omkring én. Der var bare så stille – og så smukt!
Byen har en ganske overskuelig størrelse, så efter et par timers vandring rundt om og gennem byen, har man set det hele. Vi havde dog planlagt at overnatte derude, for at møde nogle lokale og få storbyen lidt på afstand. Vi fandt et hyggeligt lille værelse hos et ældre ægtepar, der blot skulle have i alt 50 kr. for at have os boende natten over. Ganske rimeligt, må man sige.
Kylling med det hele…
Vi kunne også bestille lidt mad til en beskeden pris hos vore værter, og så gik mutter ellers i køkkenet, mens fatter satte sig og underholdt os og røg et karton smøger, når han da ikke lige af mutter blev kommanderet ud for at hente mad til os. De taler naturligvis ikke et ord engelsk, mens vi omvendt kan en meget begrænset mængde gloser på kinesisk, så al kommunikation blev suppleret med en hel del tegnsprog. Vi endte med at spise en kyllingeanretning, hvor ben, fødder og såmænd også hovedet var kogt med i gryden. Men det er vist virkelig en delikatesse, så vi fik med garanti det bedste huset overhovedet kunne byde på.
De havde heldigvis også rigeligt med lokale øl til halvanden krone stykket, og udstyret med rigelige mængder af disse, samt et enkelt sæt spillekort, gik resten af aftenen slag i slag. Af uransalige årsager vandt Simon i samtlige kortspil, så da Thomas og jeg var trætte af at blive ydmyget, gik vi alle drøntrætte i seng ved 22-tiden.
Massevis af sne
Vore venlige værter var vist allerede i sving ved 6-tiden, mens vi selv snuede indtil kl. 8 denne højhellige søndag morgen. Blot for at konstatere, at der i løbet af natten var faldet en voldsom mængde sne – til trods for, at det slet ikke burde sne her midt i marts måned.
Vi fik vist gestikuleret på den rette måde, for mutter lavede varm te og en lokal risgrød til os til morgenmad. Grøden smagte ganske vist ikke af noget som helst, men vi blev mætte og det er jo det vigtigste.
Udbud og efterspørgsel
De blåøjede danskere havde selvfølgelig ikke skænket det en tanke, at et så voldsom snefald kunne have trafikale konsekvenser, så da vi lige ville bekræfte hos fatter, at bussen hjem til Beijing gik kl. 10.30, klukkede han blot og måtte forklare, at bussen altså ikke gik i dag, når det var så voldsomt snevejr. Da vi så gik ud på bygaden for at finde alternativ transport i form af en taxa, var prisen selvfølgelig steget fra 75 til 250 kr. henover natten… det handler jo om udbud og efterspørgsel. Og vi havde ganske rigtigt ikke andre transportmuligheder, hvis ikke vi ville blive i byen indtil sneen var væk – og vi skulle jo sådan set på arbejde dagen efter, så der var ikke rigtig noget at rafle om.
Sikkert hjemme igen
Vi sagde pænt farvel til vore værter og måtte så bide i det sure æble og betale taxachaufføren det han ville have, i stedet for at give 5 kr. for en busbillet hver. Turen gennem snedriverne tog omkring 3½ time, og vores chauffør kørte fornuftigt og sikkert. På vejen hjem passerede vi omkring 10 andre køretøjer, der enten var skredet af vejen eller simpelthen sad fast i sneen, så vi prisede os lykkelige over at komme sikkert hjem til Beijing.
En ganske begivenhedsrig weekend, som vi nok sent vil glemme. Vi er nu tilbage i storbyens hverdag med smog og trafikkaos, hvorfra vi jo så ganske passende kan planlægge vores næste weekendtur ud af byen – for den første var helt klart det hele værd.
mandag den 15. marts 2010
Landstræneren på banen igen…
Trofaste læsere af denne blog vil nok med et smil på læben erindre, at undertegnede under opholdet i New Zealand i 2008 valgte at kaste sig ud i et selvpromoverende stunt som træner for herrelandsholdet i håndbold. Nu prøver vi med håndbold i et andet land, hvor sporten heller ikke er helt så udbredt. Forholdene er nogenlunde ligesom i New Zealand – her har vi dog ikke noget malertape til at lave målfelter med…
Her i Kina ville de jo nok aldrig lade en udlænding træne herrelandsholdet (hvis de vel at mærke havde ét), så jeg nøjes indtil videre med at hænge ud med en spøjs blanding af kinesiske og vestlige håndboldfolk – for blandt 20 millioner mennesker i Beijing, måtte der jo være nogle, der spillede håndbold. Og ganske rigtigt, så har jeg fundet et håndboldhold, der træner en gang om ugen her i byen. Et ganske festligt sammenrend af mennesker, må man sige.
En blandet flok
En fransk pige koordinerer det hele og en tysk fyr er ansvarlig for træningen, der foregår i en ganske stor hal, som har den rigtige størrelse og rigtige håndboldmål, men ikke de rigtige streger. Til stede er også en håndfuld franske fyre midt i 20’erne, et par tyske fyre og tre amerikanere omkring de 20 år, samt 6-7 unge kinesere som det jo altid er svært at gætte alderen på. Ja, og så er der en svensk og dansk fyr, der som de eneste udviser en vis form for håndboldforståelse. Sidstnævnte er virkelig imponeret og begejstret over det han oplever, men pønser allerede nu på, hvorledes han kan få lov at overtage styringen af træningen, eftersom den kære og velmenende tysker ikke gør det helt optimalt i forhold til at få gennemført en passende træning for de urutinerede, men særdeles entusiastiske spillere, der troligt møder op hver torsdag kl. 19.
Den tyske håndboldskole
Vi har to timer i hallen og de i alt ca. 20 spillere har fuld fart på lige fra start. Der laves rasende mange gentagelser af øvelser, gerne med det konkurrenceelement, at dem der taber, skal have en straf; armbøjninger. Mange armbøjninger. Vinderne nøjes med lidt færre armbøjninger. Havde jeg taget alle dem jeg skulle, ville jeg vel ende på 300 stk. i løbet af en træning.
Derudover laver vi en voldsom masse konditionstræning og nogle komplicerede øvelser med dobbeltkryds og stregindspil, selvom mit indtryk er, at de fleste stadig ikke helt har forstået hvad spillet som sådan går ud på.
Det ene målfelt er alt for lille og der er ikke rigtig nogen sidelinjer på banen, så der er selvfølgelig ikke de bedste betingelser for at gennemføre en håndboldtræning. Men alle synes det er vildt interessant at være med og har nogle sjove timer sammen, uagtet trænerens upædagogiske dispositioner.
Fællesspisning efter træning
Al respekt for indholdet af træningen, men håndboldmæssigt vil det være synd at sige, at jeg får noget ud af det, andet end et par styrkede overarme. Det er nu heller ikke hensigten. Personligt er det en stor fornøjelse at opleve denne brogede flok, der hygger sig bravt i et par timer med noget der ligner håndbold og bagefter går direkte over på det nærmeste, lokale spisested og bestiller mad og øl i stride strømme, lige indtil alle er mætte og føler sig godt tilpas. Og når det – ligesom deltagelse i træningen – kun koster 15 kr. pr. person, så har både udlændinge og kinesere råd til at deltage. Jeg glæder mig allerede til næste torsdag…
Her i Kina ville de jo nok aldrig lade en udlænding træne herrelandsholdet (hvis de vel at mærke havde ét), så jeg nøjes indtil videre med at hænge ud med en spøjs blanding af kinesiske og vestlige håndboldfolk – for blandt 20 millioner mennesker i Beijing, måtte der jo være nogle, der spillede håndbold. Og ganske rigtigt, så har jeg fundet et håndboldhold, der træner en gang om ugen her i byen. Et ganske festligt sammenrend af mennesker, må man sige.
En blandet flok
En fransk pige koordinerer det hele og en tysk fyr er ansvarlig for træningen, der foregår i en ganske stor hal, som har den rigtige størrelse og rigtige håndboldmål, men ikke de rigtige streger. Til stede er også en håndfuld franske fyre midt i 20’erne, et par tyske fyre og tre amerikanere omkring de 20 år, samt 6-7 unge kinesere som det jo altid er svært at gætte alderen på. Ja, og så er der en svensk og dansk fyr, der som de eneste udviser en vis form for håndboldforståelse. Sidstnævnte er virkelig imponeret og begejstret over det han oplever, men pønser allerede nu på, hvorledes han kan få lov at overtage styringen af træningen, eftersom den kære og velmenende tysker ikke gør det helt optimalt i forhold til at få gennemført en passende træning for de urutinerede, men særdeles entusiastiske spillere, der troligt møder op hver torsdag kl. 19.
Den tyske håndboldskole
Vi har to timer i hallen og de i alt ca. 20 spillere har fuld fart på lige fra start. Der laves rasende mange gentagelser af øvelser, gerne med det konkurrenceelement, at dem der taber, skal have en straf; armbøjninger. Mange armbøjninger. Vinderne nøjes med lidt færre armbøjninger. Havde jeg taget alle dem jeg skulle, ville jeg vel ende på 300 stk. i løbet af en træning.
Derudover laver vi en voldsom masse konditionstræning og nogle komplicerede øvelser med dobbeltkryds og stregindspil, selvom mit indtryk er, at de fleste stadig ikke helt har forstået hvad spillet som sådan går ud på.
Det ene målfelt er alt for lille og der er ikke rigtig nogen sidelinjer på banen, så der er selvfølgelig ikke de bedste betingelser for at gennemføre en håndboldtræning. Men alle synes det er vildt interessant at være med og har nogle sjove timer sammen, uagtet trænerens upædagogiske dispositioner.
Fællesspisning efter træning
Al respekt for indholdet af træningen, men håndboldmæssigt vil det være synd at sige, at jeg får noget ud af det, andet end et par styrkede overarme. Det er nu heller ikke hensigten. Personligt er det en stor fornøjelse at opleve denne brogede flok, der hygger sig bravt i et par timer med noget der ligner håndbold og bagefter går direkte over på det nærmeste, lokale spisested og bestiller mad og øl i stride strømme, lige indtil alle er mætte og føler sig godt tilpas. Og når det – ligesom deltagelse i træningen – kun koster 15 kr. pr. person, så har både udlændinge og kinesere råd til at deltage. Jeg glæder mig allerede til næste torsdag…
mandag den 22. februar 2010
En begivenhedsrig nytårsferie
En uge med massevis af fridage er nu vel overstået. Kun afbrudt af et par rolige dage på kontoret, har vi bl.a. været ude og stå på ski, fejre nytår i byens parker med kineserne, og besøgt Den Olympiske By.
Det har sgu været meget god timing at ankomme til Kina lige op til det kinesiske nytår. En ting er de herligt mange fridage – en anden er at få lov til at opleve, hvordan kineserne holder nytår, hvilket har været en ganske interessant oplevelse. Og bare rolig - jeg har taget massevis af billeder...
Propfyldte parker
De 10 dage som det kinesiske nytår varer, er noget af en forbrugsfest. Alle går ud og køber pænt tøj, lækker mad og tonsvis af fyrværkeri – der skal jo være til 10 dage. Derudover bruger man en hel del dage på at gå i byens parker, hvor der er opstillet massevis af madboder, forlystelser og souvenirshops, der sælger alskens bras. Kan vel nok sammenlignes med en god, gammeldags høstfest hjemme i Avedøre – bare i 10 dage i streg. Og så med 100 gange så mange mennesker samlet på ét sted.
Der har simpelthen været så propfyldt i de parker vi har besøgt, og man har tænkt ved sig selv, hvordan de mon kan holde det ud… det lader dog ikke til at genere kineserne det fjerneste, at man står (og går) som sild i en tønde. Har dog været glad for at være to hoveder højere end alle andre, med et dertilhørende bedre overblik. Og så er det jo også meget skægt, at man får så meget opmærksomhed, og at mange af kineserne utrolig gerne vil have taget et billede sammen med den utrolig høje, karseklippede, danske fyr…
Der er massevis af interessante fotos fra parkerne i billedalbummet. I øvrigt var vi også et smut i et imponerede tempel - tjek evt. de efter eget udsagn fede billeder jeg har skudt i Yonghegong Lama Temple.
Skitur på kinesisk
På trods af at der stort set aldrig falder et snefnug i Beijing-området, så er det rent faktisk muligt at stå på ski. Temperaturen er som oftest godt under frysepunktet hele vinteren igennem, og så handler det jo i princippet bare om at øse rigelige mængder kunstig sne op på nogle bjerge og sætte et par lifter op, ikke? Det måtte jeg simpelthen opleve! Simon, Christiane, Jakob og jeg hoppede på en lokal bus til 14 kr. pr. billet, og tog til Nanshan, hvor nærmeste skiområde ligger.
Høj sol, god sne og masser af fart ned ad pisten – kan man ønske sig mere? Indrømmet; området var ganske overskueligt og så snart man endelig havde fået god fart på skiene, var man faktisk allerede nået helt ned i bunden af bakken. Men jeg kom på ski, havde en uforglemmelig dag, og nåede i samme moment også at konstatere, at kineserne er så helt igennem ringe til at stå på ski, at man ikke skulle tro at det var muligt. Det positive var, at man havde den stejle pist for sig selv.
Du kan se billeder fra vores fantastiske 2-dages skitur i billedalbummet.
Stor, større, Beijing
Alting er simpelthen bare større i Beijing… med undtagelse af skiområderne, forstås. Et godt eksempel er OL-byen – et gigantisk område lige nord for centrum, der er blevet bygget om i anledning af Kinas værtskab for De Olympiske Lege i 2008. Kina investerede ca. 200 milliarder kroner i afviklingen af OL – primært på opbygningen af OL-byen. Området er til dels stadig i brug, selvom der ikke foregår så voldsomt store sportsbegivenheder i øjeblikket – så pt. fungerer OL-byen egentlig mest som turistattraktion. Den er skam også ganske imponerende.
En flere kilometer lang og 50 meter bred boulevard – kun for fodgængere – forbinder alle OL-byens faciliteter. Heriblandt det nye nationalstadion ”The Bird’s Nest” – Fuglereden. Det kan rumme intet mindre end 80.000 tilskuere – næsten dobbelt så mange som i Parken i København. Jakob, Simon og jeg var selvfølgelig et smut inde og se det hele! Det er selvfølgelig svært at fange på kamera, men hvis du vil se billeder derfra, så tag et kig i billedalbummet.
Tilbage på jobbet
Det hele kan jo (desværre) ikke bare være spas, løjer og turistattraktioner, så nu melder hverdagen sig igen. Jeg er lige startet på arbejdet igen, og den kommende tid kommer til at gå med at give ambassadens hjemmeside en ansigtsløftning og opdatering, og med at forberede diverse presseaktiviteter op til verdensudstillingen, EXPO 2010, der foregår i Shanghai fra d. 1. maj.
Du er selvfølgelig altid velkommen til at kommentere her på bloggen, til at sende mig en vildt hyggelig mail med opdateringer hjemmefra, og til at slå dig løs i billedalbummet, hvor der er massevis af nye billeder fra mine mange raids rundt i og omkring Beijing.
Kærlige krammere fra et formodentlig snart forårsramt Beijing,
Bjarke
Det har sgu været meget god timing at ankomme til Kina lige op til det kinesiske nytår. En ting er de herligt mange fridage – en anden er at få lov til at opleve, hvordan kineserne holder nytår, hvilket har været en ganske interessant oplevelse. Og bare rolig - jeg har taget massevis af billeder...
Propfyldte parker
De 10 dage som det kinesiske nytår varer, er noget af en forbrugsfest. Alle går ud og køber pænt tøj, lækker mad og tonsvis af fyrværkeri – der skal jo være til 10 dage. Derudover bruger man en hel del dage på at gå i byens parker, hvor der er opstillet massevis af madboder, forlystelser og souvenirshops, der sælger alskens bras. Kan vel nok sammenlignes med en god, gammeldags høstfest hjemme i Avedøre – bare i 10 dage i streg. Og så med 100 gange så mange mennesker samlet på ét sted.
Der har simpelthen været så propfyldt i de parker vi har besøgt, og man har tænkt ved sig selv, hvordan de mon kan holde det ud… det lader dog ikke til at genere kineserne det fjerneste, at man står (og går) som sild i en tønde. Har dog været glad for at være to hoveder højere end alle andre, med et dertilhørende bedre overblik. Og så er det jo også meget skægt, at man får så meget opmærksomhed, og at mange af kineserne utrolig gerne vil have taget et billede sammen med den utrolig høje, karseklippede, danske fyr…
Der er massevis af interessante fotos fra parkerne i billedalbummet. I øvrigt var vi også et smut i et imponerede tempel - tjek evt. de efter eget udsagn fede billeder jeg har skudt i Yonghegong Lama Temple.
Skitur på kinesisk
På trods af at der stort set aldrig falder et snefnug i Beijing-området, så er det rent faktisk muligt at stå på ski. Temperaturen er som oftest godt under frysepunktet hele vinteren igennem, og så handler det jo i princippet bare om at øse rigelige mængder kunstig sne op på nogle bjerge og sætte et par lifter op, ikke? Det måtte jeg simpelthen opleve! Simon, Christiane, Jakob og jeg hoppede på en lokal bus til 14 kr. pr. billet, og tog til Nanshan, hvor nærmeste skiområde ligger.
Høj sol, god sne og masser af fart ned ad pisten – kan man ønske sig mere? Indrømmet; området var ganske overskueligt og så snart man endelig havde fået god fart på skiene, var man faktisk allerede nået helt ned i bunden af bakken. Men jeg kom på ski, havde en uforglemmelig dag, og nåede i samme moment også at konstatere, at kineserne er så helt igennem ringe til at stå på ski, at man ikke skulle tro at det var muligt. Det positive var, at man havde den stejle pist for sig selv.
Du kan se billeder fra vores fantastiske 2-dages skitur i billedalbummet.
Stor, større, Beijing
Alting er simpelthen bare større i Beijing… med undtagelse af skiområderne, forstås. Et godt eksempel er OL-byen – et gigantisk område lige nord for centrum, der er blevet bygget om i anledning af Kinas værtskab for De Olympiske Lege i 2008. Kina investerede ca. 200 milliarder kroner i afviklingen af OL – primært på opbygningen af OL-byen. Området er til dels stadig i brug, selvom der ikke foregår så voldsomt store sportsbegivenheder i øjeblikket – så pt. fungerer OL-byen egentlig mest som turistattraktion. Den er skam også ganske imponerende.
En flere kilometer lang og 50 meter bred boulevard – kun for fodgængere – forbinder alle OL-byens faciliteter. Heriblandt det nye nationalstadion ”The Bird’s Nest” – Fuglereden. Det kan rumme intet mindre end 80.000 tilskuere – næsten dobbelt så mange som i Parken i København. Jakob, Simon og jeg var selvfølgelig et smut inde og se det hele! Det er selvfølgelig svært at fange på kamera, men hvis du vil se billeder derfra, så tag et kig i billedalbummet.
Tilbage på jobbet
Det hele kan jo (desværre) ikke bare være spas, løjer og turistattraktioner, så nu melder hverdagen sig igen. Jeg er lige startet på arbejdet igen, og den kommende tid kommer til at gå med at give ambassadens hjemmeside en ansigtsløftning og opdatering, og med at forberede diverse presseaktiviteter op til verdensudstillingen, EXPO 2010, der foregår i Shanghai fra d. 1. maj.
Du er selvfølgelig altid velkommen til at kommentere her på bloggen, til at sende mig en vildt hyggelig mail med opdateringer hjemmefra, og til at slå dig løs i billedalbummet, hvor der er massevis af nye billeder fra mine mange raids rundt i og omkring Beijing.
Kærlige krammere fra et formodentlig snart forårsramt Beijing,
Bjarke
søndag den 14. februar 2010
Happy New Year of the Tiger!
Ifølge den kinesiske kalender var der nytår lørdag d. 13. februar, så vi var så heldige, at få lov at holde nytårsaften for anden gang inden for halvanden måned. Nytår på den kinesiske måde, vel at mærke.
Ligesom kineserne
Det siges, at kineserne selv tager rundt på byens pladser og i parker, hvorefter hele familien mødes hjemme om aftenen og laver mad sammen, spiller spil og fejrer nytåret. Så det gjorde vi også.
Efter en lidt våd fredag aften med dertilhørende hovedpine næste morgen, tog Simon, Christiane og jeg ud og så lidt på Beijing om eftermiddagen. Vi så indgangen til Den Forbudte By, Den Himmelske Freds Plads og parken med Himlens Tempel - altsammen inden for gå- og cykelafstand fra vores lejlighed. Der ligger billeder fra turen i billedalbummet.
Tigerens År
Om aftenen mødtes vi alle hjemme i lejligheden, hvor Cathrine - der tidligere har boet i Beijing i et par år - instruerede i, hvordan man sammen sad rundt om bordet og forberedte nytårsmaden. Det blev virkelig et lækkert festmåltid, og øllene smagte skam også ganske glimrende. Efter maden blev der organiseret Gæt & Grimasser - og som tiden gik, og promillerne steg, blev spillet da også sjovere og sjovere.
Vi bor jo som bekendt på 9. sal, så udsigten til fyrværkeriet kunne ikke være bedre. Ved midnat manøvrerede alle syv festdeltagere op i Bjarkes seng, og sprang derpå sammen ind i Tigerens År. Der blev skålet i hvidvin (champagne kunne ikke opdrives) og løjerne fortsatte nogle timer endnu, mens vi nød udsigten over byen, der var badet i fyrværkeri i alle regnbuens farver.
I morgen smutter Jacob, Christiane, Simon og jeg så på skiferie i et par dage, nu hvor vi har fri i anledning af nytåret. Og indtil jeg vender tilbage og beretter lidt om vores skitur, kan du jo fordrive tiden med at se nytårsbilleder i billedalbummet.
Ligesom kineserne
Det siges, at kineserne selv tager rundt på byens pladser og i parker, hvorefter hele familien mødes hjemme om aftenen og laver mad sammen, spiller spil og fejrer nytåret. Så det gjorde vi også.
Efter en lidt våd fredag aften med dertilhørende hovedpine næste morgen, tog Simon, Christiane og jeg ud og så lidt på Beijing om eftermiddagen. Vi så indgangen til Den Forbudte By, Den Himmelske Freds Plads og parken med Himlens Tempel - altsammen inden for gå- og cykelafstand fra vores lejlighed. Der ligger billeder fra turen i billedalbummet.
Tigerens År
Om aftenen mødtes vi alle hjemme i lejligheden, hvor Cathrine - der tidligere har boet i Beijing i et par år - instruerede i, hvordan man sammen sad rundt om bordet og forberedte nytårsmaden. Det blev virkelig et lækkert festmåltid, og øllene smagte skam også ganske glimrende. Efter maden blev der organiseret Gæt & Grimasser - og som tiden gik, og promillerne steg, blev spillet da også sjovere og sjovere.
Vi bor jo som bekendt på 9. sal, så udsigten til fyrværkeriet kunne ikke være bedre. Ved midnat manøvrerede alle syv festdeltagere op i Bjarkes seng, og sprang derpå sammen ind i Tigerens År. Der blev skålet i hvidvin (champagne kunne ikke opdrives) og løjerne fortsatte nogle timer endnu, mens vi nød udsigten over byen, der var badet i fyrværkeri i alle regnbuens farver.
I morgen smutter Jacob, Christiane, Simon og jeg så på skiferie i et par dage, nu hvor vi har fri i anledning af nytåret. Og indtil jeg vender tilbage og beretter lidt om vores skitur, kan du jo fordrive tiden med at se nytårsbilleder i billedalbummet.
Dyt, båt, kinesersnot!
Om utilstrækkelig infrastruktur, afsindige bilkøer, rygende og snottende taxachauffører, yderst alternative færdselsregler og købet af en spritny cykel ved navn ”Julie”…
For nogle år siden sang Katie Melua noget med at: ”There are 9 million bicycles in Beijing…” og havde stor succes med det.
Det kan godt være, at der stadig er 9 millioner cykler i Beijing, men i så fald skjuler indbyggerne dem virkelig godt. En bil står allerøverst på ønskelisten hos de fleste kinesere, da det i høj grad er et statussymbol. Efter den nylige økonomiske optur har mange mennesker fået penge mellem hænderne, hvilket har resulteret i, at der pt. kommer 1300 nye biler til i Beijing – om dagen! Og cykler ser man forbavsende få af i gadebilledet.
Otte vejbaner er ikke nok
Selvom infrastrukturen i byen er blevet udbygget i ekstrem grad op til afviklingen af de Olympiske Lege i 2008, er det langt fra tilstrækkeligt til at undgå køer på vejene. I myldretiden – som gerne varer fra kl. 17 til 20 alle ugens dage – tager det omkring 50 minutter at komme de 5 km hjem fra arbejde, hvis man skal med taxa. Byens ringveje, med op til otte baner i samme retning, er fyldt til bristepunktet. Og det samme er alle andre veje…
Billige taxaer overalt – men med visse forbehold
På andre tidspunkter af døgnet kan det dog sagtens betale sig at tage en taxa. De 5 km til og fra arbejde koster 10-12 kr., og når man er 3-4 personer sammen, er det jo ikke noget man bliver ruineret af. Og halvdelen af bilerne i byen er taxaer, så man venter højst et halvt minut på at få kørelejlighed. Til gengæld må man så affinde sig med, at chaufføren ikke forstår et ord af hvad man siger, ryger som en skorsten, snotter ud af vinduet, lugter af våd hund, og har et meget afslappet forhold til færdselsreglerne. Men det har alle de andre jo også. Det er bestemt ikke nogen kedelig oplevelse at køre rundt i Beijing…
Rødt lys – og hvad så?
Der er mildt sagt nogle lidt andre færdselsregler her, end derhjemme. Når der er rødt lys, må du gerne dreje til højre alligevel, hvis du kan komme til det. Og det kan du altid. Biler har førsteret, så hvis der er cyklister eller fodgængere der passerer for grønt, er det dem, der skal passe på. Ikke bilisterne. Hvis der er tæt kø, kører man bare ind på fortovet eller over i modkørende bane, hvis der er plads til det. Og det er der altid. Man dytter altid og hele tiden – for at gøre opmærksom på, at man er der. Der er altid plads til at overhale både udenom og indenom, og hvis man kan nå over lyskrydset, selvom det er skiftet til rødt, så gør man selvfølgelig det. Og det kan man altid lige nå. Og jeg kunne blive ved… de første par dage sad jeg med hjertet oppe i halsen, hver gang vi var ude i trafikken. Nu tager man det mere roligt, selvom det er ganske uforståeligt, at der ikke er flere færdselsuheld. Vi krydser fingre for at statistikken holder, for der er ingen sikkerhedsseler på bagsædet af taxaerne. Og selen på førersædet nægter taxachaufførerne partout at bruge…
”Jeg er så glad for min cykel…”
Tilbage til det med cyklerne. Taxaer er jo ganske komfortabel transport – især når det er 10 minusgrader udenfor. Man bliver dog hurtigt træt af at sidde i kø konstant, så jeg har været ude og investere i en spritny cykel til den ringe sum af 250 kr. Har været ude på en enkelt prøvetur, og selvom den ikke kan måle sig med en lækker Avenue, så skal jeg nok blive glad for min nye investering. Glæder mig eksempelvis ganske meget til at drøne en tur ned forbi Den Himmelske Freds Plads i weekenden, under det forestående kinesiske nytår, uden at skulle bekymre mig om, hvor mange timer det tager at komme hjem i en taxa…
Jeg håber, at I nyder den civiliserede trafik derhjemme!
For nogle år siden sang Katie Melua noget med at: ”There are 9 million bicycles in Beijing…” og havde stor succes med det.
Det kan godt være, at der stadig er 9 millioner cykler i Beijing, men i så fald skjuler indbyggerne dem virkelig godt. En bil står allerøverst på ønskelisten hos de fleste kinesere, da det i høj grad er et statussymbol. Efter den nylige økonomiske optur har mange mennesker fået penge mellem hænderne, hvilket har resulteret i, at der pt. kommer 1300 nye biler til i Beijing – om dagen! Og cykler ser man forbavsende få af i gadebilledet.
Otte vejbaner er ikke nok
Selvom infrastrukturen i byen er blevet udbygget i ekstrem grad op til afviklingen af de Olympiske Lege i 2008, er det langt fra tilstrækkeligt til at undgå køer på vejene. I myldretiden – som gerne varer fra kl. 17 til 20 alle ugens dage – tager det omkring 50 minutter at komme de 5 km hjem fra arbejde, hvis man skal med taxa. Byens ringveje, med op til otte baner i samme retning, er fyldt til bristepunktet. Og det samme er alle andre veje…
Billige taxaer overalt – men med visse forbehold
På andre tidspunkter af døgnet kan det dog sagtens betale sig at tage en taxa. De 5 km til og fra arbejde koster 10-12 kr., og når man er 3-4 personer sammen, er det jo ikke noget man bliver ruineret af. Og halvdelen af bilerne i byen er taxaer, så man venter højst et halvt minut på at få kørelejlighed. Til gengæld må man så affinde sig med, at chaufføren ikke forstår et ord af hvad man siger, ryger som en skorsten, snotter ud af vinduet, lugter af våd hund, og har et meget afslappet forhold til færdselsreglerne. Men det har alle de andre jo også. Det er bestemt ikke nogen kedelig oplevelse at køre rundt i Beijing…
Rødt lys – og hvad så?
Der er mildt sagt nogle lidt andre færdselsregler her, end derhjemme. Når der er rødt lys, må du gerne dreje til højre alligevel, hvis du kan komme til det. Og det kan du altid. Biler har førsteret, så hvis der er cyklister eller fodgængere der passerer for grønt, er det dem, der skal passe på. Ikke bilisterne. Hvis der er tæt kø, kører man bare ind på fortovet eller over i modkørende bane, hvis der er plads til det. Og det er der altid. Man dytter altid og hele tiden – for at gøre opmærksom på, at man er der. Der er altid plads til at overhale både udenom og indenom, og hvis man kan nå over lyskrydset, selvom det er skiftet til rødt, så gør man selvfølgelig det. Og det kan man altid lige nå. Og jeg kunne blive ved… de første par dage sad jeg med hjertet oppe i halsen, hver gang vi var ude i trafikken. Nu tager man det mere roligt, selvom det er ganske uforståeligt, at der ikke er flere færdselsuheld. Vi krydser fingre for at statistikken holder, for der er ingen sikkerhedsseler på bagsædet af taxaerne. Og selen på førersædet nægter taxachaufførerne partout at bruge…
”Jeg er så glad for min cykel…”
Tilbage til det med cyklerne. Taxaer er jo ganske komfortabel transport – især når det er 10 minusgrader udenfor. Man bliver dog hurtigt træt af at sidde i kø konstant, så jeg har været ude og investere i en spritny cykel til den ringe sum af 250 kr. Har været ude på en enkelt prøvetur, og selvom den ikke kan måle sig med en lækker Avenue, så skal jeg nok blive glad for min nye investering. Glæder mig eksempelvis ganske meget til at drøne en tur ned forbi Den Himmelske Freds Plads i weekenden, under det forestående kinesiske nytår, uden at skulle bekymre mig om, hvor mange timer det tager at komme hjem i en taxa…
Jeg håber, at I nyder den civiliserede trafik derhjemme!
lørdag den 13. februar 2010
De første 2 uger overstået – nu er der ferie!
Så har jeg arbejdet på Danmarks største ambassade i 2 uger. Opholdet har allerede budt på massevis af interessante oplevelser – blandt andet et besøg fra klima- og energiminister Lykke Friis. Nytårsferien er lige om hjørnet.
Knap så meget fis og ballade
Det er altså lidt svært at vænne sig til at gå rundt i jakkesæt og slips hele dagen, men jeg ser jo heldigvis brandgodt ud i det - og så overlever man jo nok. Ved første indtryk er kulturen også ganske formel på ambassaden, og det tager en hel del tid at komme rigtigt ind på folk. Men alle virker heldigvis virkelig flinke og hjælpsomme. Folk er virkelig fagligt kompetente og yderst professionelle. Det ville være synd at sige, at der bliver lavet massevis af spas og løjer, men den kultur kan jeg vel få ændret med tiden…
Jeg har allerede haft massevis af spændende arbejdsopgaver. Allerede på min anden arbejdsdag var jeg ude og køre i officiel ambassade-bil med flag på fronten og det hele. Vice-ambassadøren skulle ud og overvære underskrivelsen af en ny shippingaftale mellem Danmark og Kina, og jeg skulle tage billeder af det – se evt. den nyhed jeg har skrevet på vores hjemmeside. Det hele fungerede meget officielt med takketaler og tolke, og meget bonede gulve.
Mit møde med ministeren…
I denne uge kom ingen ringere end klima- og energiminister Lykke Friis på besøg i Beijing i et par dage. Hun skulle mødes med Kinas udenrigsminister, besøge et par danske virksomheder og efterfølgende holde pressemøder med dansk og kinesisk presse – dem stod jeg for at organisere. Fik på den måde også lejlighed til at møde de danske journalister fra bl.a. Politiken og TV2, ligesom jeg selvfølgelig også fik hilst personligt på ministeren og givet hånd. Hun er sgu en flink dame, hende Lykke (som jeg kalder hende).
Ellers går det super på kontoret, hvor Simon og jeg nyder vores travle tilværelse og den knap så eksotiske kaffe, der bliver serveret. Der er nok at lave, og man ender ofte med at sidde længere på pinden end planlagt, fordi der dukker hastesager op. Men når man så kommer træt hjem efter en lang arbejdsdag, kan man med god samvittighed smække benene op på sofabordet og tage sine grimme joggingbukser på, for skjorterne er strøget, opvasken er taget, og maden bliver leveret ved hoveddøren.
Kinesisk nytår står for døren
Det ER en ret anderledes tilværelse i Beijing, men også virkelig spændende. I skrivende stund brager det løs uden for vinduerne, for det er kinesisk nytår i dag – og der er lagt op til stor fest. Vi har nytårsferie den kommende uge, og skal bl.a. på ski i et par dage. Vi holder selvfølgelig også nytår her i vores lille ”familie” i lejligheden her til aften, og jeg skal nok fortælle mere om nytårsløjerne, når vi har ude og fejre, at vi nu går ind i Tigerens År.
Knap så meget fis og ballade
Det er altså lidt svært at vænne sig til at gå rundt i jakkesæt og slips hele dagen, men jeg ser jo heldigvis brandgodt ud i det - og så overlever man jo nok. Ved første indtryk er kulturen også ganske formel på ambassaden, og det tager en hel del tid at komme rigtigt ind på folk. Men alle virker heldigvis virkelig flinke og hjælpsomme. Folk er virkelig fagligt kompetente og yderst professionelle. Det ville være synd at sige, at der bliver lavet massevis af spas og løjer, men den kultur kan jeg vel få ændret med tiden…
Jeg har allerede haft massevis af spændende arbejdsopgaver. Allerede på min anden arbejdsdag var jeg ude og køre i officiel ambassade-bil med flag på fronten og det hele. Vice-ambassadøren skulle ud og overvære underskrivelsen af en ny shippingaftale mellem Danmark og Kina, og jeg skulle tage billeder af det – se evt. den nyhed jeg har skrevet på vores hjemmeside. Det hele fungerede meget officielt med takketaler og tolke, og meget bonede gulve.
Mit møde med ministeren…
I denne uge kom ingen ringere end klima- og energiminister Lykke Friis på besøg i Beijing i et par dage. Hun skulle mødes med Kinas udenrigsminister, besøge et par danske virksomheder og efterfølgende holde pressemøder med dansk og kinesisk presse – dem stod jeg for at organisere. Fik på den måde også lejlighed til at møde de danske journalister fra bl.a. Politiken og TV2, ligesom jeg selvfølgelig også fik hilst personligt på ministeren og givet hånd. Hun er sgu en flink dame, hende Lykke (som jeg kalder hende).
Ellers går det super på kontoret, hvor Simon og jeg nyder vores travle tilværelse og den knap så eksotiske kaffe, der bliver serveret. Der er nok at lave, og man ender ofte med at sidde længere på pinden end planlagt, fordi der dukker hastesager op. Men når man så kommer træt hjem efter en lang arbejdsdag, kan man med god samvittighed smække benene op på sofabordet og tage sine grimme joggingbukser på, for skjorterne er strøget, opvasken er taget, og maden bliver leveret ved hoveddøren.
Kinesisk nytår står for døren
Det ER en ret anderledes tilværelse i Beijing, men også virkelig spændende. I skrivende stund brager det løs uden for vinduerne, for det er kinesisk nytår i dag – og der er lagt op til stor fest. Vi har nytårsferie den kommende uge, og skal bl.a. på ski i et par dage. Vi holder selvfølgelig også nytår her i vores lille ”familie” i lejligheden her til aften, og jeg skal nok fortælle mere om nytårsløjerne, når vi har ude og fejre, at vi nu går ind i Tigerens År.
Abonner på:
Kommentarer (Atom)